Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
489Visninger
AA

9. På Farten

De første par dage var nok de værste. Det eneste der holdt mig gående, var drømmen om den bedre verden, hvor folk ville acceptere en for hvem man var, trods ens små naturlige fejl. Min ømme krop ønskede inderligt at stoppe op, og hvile, men mit hjerte var stærkt og stædigt. Jeg havde efterhånden vænnet mig til den konstante smerte.  De nye vilde omgivelser havde jeg dog ikke vænnet mig til. Jeg var konstant på tåspidserne for at holde øje med det uventede, men det lykkedes mig aldrig, og jeg blev forskrækket over de mindste ting. Det var en hård og krævende opgave at stille sig selv, hvilket bare gjorde mig mere træt.

De eneste tidspunkter hvor vi holdt pause, var når vi spise, skulle på ‘toilet’ eller sov.   Jeg havde undervurderet hans levemåde. Hans viljestyrke til at fortsætte, selvom alt bare gik imod en.

Dagene havde det med at smelte sammen, men cirka efter lidt over en uge, fandt vi frem til en forladt parkeringskælder. Aiden kendte stedet, han vidste der var en skjult indgang bag en træplade, i form af et hul, der var hakket i væggen.  Det meste af rejsen havde foregået i tavshed, men endelig sagde han, hvad jeg ønskede at høre:

“Her kan vi hvile.” Man kunne se på ham, at han også var træt “Her er der ofte mange Fejlfødte der søger ly. Nogle længere end andre.” Han førte mig igennem en lang korridor, og ind til et mellemstort, åbent rum, hvor både loft, gulv og væggene var lavet af beton. Der sad et par mennesker i en cirkel om en tønde med ild inden i, og varmede sig.  De bar alle sammen slidt og laset tøj, der ikke så ud til det nogensinde var blevet vasket. De fleste så hellere ikke ud til at være blevet vasket i lang tid.  Det var et frastøde og skræmmende syn til at starte med. Det hele var en smule surrealistisk. Som noget man kun så i film.  Men som en af dem hilste på Aiden, kunne jeg pludselig se dem som venlige mennesker.

Vi satte os hen sammen med dem, på papkasserne der lå udfoldet på jorden. Jeg tog et hurtigt kig på alle deres ansigter. På lang afstand så de alle gamle ud, men herfra kunne man se, at de kun var børn og teenagere, ligesom Aiden og mig.  

“Det her er Casey.” De kiggede alle på mig, og trods deres hårde udseende, virkede de alle venlige og imødekommende. De smilede og der var glæde i deres øjne. Ikke noget med først at skulle tjekke mit udseende, for lige at se om jeg var køn nok til at være sammen med.  Ikke noget med først at spørge ind til min skolegang, for at tjekke om jeg var klog nok. Her modtog de en, uden at skulle overbevise dem om, at man var god nok.

“Velkommen til.” Sagde en pige til højre for mig. Hun var iført en stor vinterjakke og strikhue. Hendes brune hår sad uglet og hendes hud var mudret til, men hendes øjne skinnede kraftigt igennem skidtet. De havde hver sin farve, brun og blå. Det så ret mystisk ud, men det generet mig ikke. Jeg syntes bare hun var smuk, på en unik måde. Alle jeg kendte lignede efterhånden hinanden.  

“Vi har et par boller tilbage, det var egentlig meningen vi skulle spise dem i morgen, men jeg tror i har mere brug for dem,” Sagde pigen, mens hun fiskede et par boller op af en rygsæk. Jeg stirrede uforstående på hende, som hun overrakte mig en.

“Ma-mange tak,” Fik jeg mumlet mig frem til. Jeg kunne ikke forstå det. De kæmper alle sammen om overlevelse, men alligevel giver de bare deres mad væk, til en, som de lige har mødt. Til en som endda ikke selv har ville have noget besvær med at få mad. De spurgte ikke engang ind til hvem jeg var, eller hvor jeg kom fra. De Perfekte ville aldrig gøre sådan noget.

“Vi må jo holde sammen ikk’?” Jeg forsøgte at smile, men jeg kunne ikke lade hver med at få skyldfølelse. Jeg var ikke en af dem. Jeg var bare en bedrager, der forsøgte at leve som dem, bare så jeg kunne få det frie liv, som de havde. Jeg ville ikke spise deres mad. Måske det eneste mad de fik i flere dage.

Jeg måtte give noget igen. Jeg har masser af penge. Jeg køber noget til dem, som tak for at fodre mig og give mig husly. For at være så venlige og bare tage mig som jeg er. Tak for det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...