Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
495Visninger
AA

8. Ønsket

Aften virkede utrolig lang. Mørket var faldet på, men jeg kunne ingen ro finde i stilheden. Jeg sad, sammenkrøllet inde på forsædet af den rustne bil, med en dårlige fornemmelse i maven. Tanken om at skulle forlade Aiden var ikke faldet på plads. Den svævende ude i den blå luft. Den lå bagerst i mit hovede, og gjorde det tungt. Den virkede helt urealistisk. Søvnen havde aldrig været så svær at fange.

 


Den ujævne skovbund gjorde det kun sværere at gå. Min krop var øm og mit blik var ufokuseret. Tanken var ved at finde sin plads, og tårerne sneg sig frem i mine øjenkroge, men jeg nægtede at lade dem vise sig. Aiden stoppede op foran mig. Han kiggede mig i øjnene. Man kunne også se smerten i hans øjne. Han ønskede heller ikke at sige farvel. Han fjernede hurtigt sit blik igen, for at skjule sine følelser. Han vidste det måtte være sådan, mens jeg nægtede det. Han tog en dyb indånding for at holde det hele tilbage.

“Så...” Sagde han. Jeg fangede atter hans blik. Min hals snørede sig sammen, og tårerne slørede mit blik og løb langs mine kinder. Tiden gik i stå som vi stod der. Hånd i hånd, ingen sagde noget, men vi vidste begge to, hvad der ville ske. Jeg kunne se på ham at han kæmpede for at finde ord.

Jeg kastede mig ind i hans favn og lod tårene piske ned. Jeg klemte mig ind til ham og ønskede aldrig at give slip. Ønskede ikke at give slip, give slip på friheden og drømmene om det sted, hvor det uperfekte, var det rigtige. Ønskede ikke at give slip på den eneste der elskede mig, for hvem jeg i virkeligheden var.  

“Det er på tide...” Hans stemme kæmpede om at forblive stabil. Jeg klemte mig endnu tætter ind til ham, men han trak sig væk. Han kærtegnet blidt min kind. “Det er det bedste” Jeg kastede mig om hans nakke igen, og satte mit ansigt mod hans hals og mumlede:

“Nej, nej nej.” Gentagne gange. Det ene nej blev mere hysterisk end det andet. Han tog mig om livet, og prøvede på at trække mig væk. “Jeg elsker dig.” Mumlede jeg ned i hans nakke. Derfra stoppede han på sit forsøg, og i stedet holdt han om mig.

“Casey.. Det er for dit eget bedste.” Jeg træk mig en anelse ud så jeg kunne se hans lysende blå øjne, som atter mindede mig om håb. “Du ved ikke hvordan det er at leve derude. Det er et hårdt og risikofyldt liv.” Jeg snøftede engang inden jeg svarede ham:

“Du har heller ingen anelse om, hvordan det er at bo blandt de perfekte. Du ved ikke hvordan det er at leve under et pres, altid skulle se perfekt ud, altid levere perfekt..” Som jeg fortsatte, understregede jeg kraftigere min egen begrundelse, for ikke at ville vende tilbage. Jeg vendte tilbage til verden igen, ved at give ham et ordentligt kys “Tving mig ikke til at vende tilbage til det.” Bønfaldt jeg ham. Min stemme var ynkelig, og det samme var jeg.

“Men Casey.” sagde han mens vi kyssede igen og igen. “Det er alt for farligt.”

“Jeg tager gerne chancen.” Vi holdte inde i et kort øjeblik. “Så længe jeg er sammen med dig.”  Han kiggede på mig. Ikke med tilfreds blik, men med et blik der fortalte at han accepterede min beslutning.

“Okay, men vi skal væk med det samme. De første par dage bliver rigtig barske. Vi har ikke tid til hvil.” Han tog min hænder i hans og kiggede mig dybt i øjnene.”Du skal forblive stærk og fortsætte, lige meget hvad.”  

Jeg nikkede og sammen gik vi tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...