Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
491Visninger
AA

10. Mistænktsom

Månens lys lå langs betongulvet, og  ildens få gløder varmede og lyste stadig. Jeg havde besluttet mig for at det skulle være en overraskelse, selv for Aiden, så jeg holdt mig vågen, mens de andre faldt i søvn, så jeg kunne liste ubemærket væk derfra. Et par få rørte på sig, da jeg rejste mig, men ellers gik det upåklageligt.

Den kolde friske luft, samt det gullige skær, fra gadelygterne, fik det hele til at virke en smule surrealistisk. Alt havde været en smule surrealistisk på det sidste, men jeg måtte hellere vænne mig til de nye omgivelser. Jeg havde trods alt, selv valgt det.

Et lille stykke derfra lå en benzintank. Der var ingen andre mennesker, end kassedamen. Ingen til at finde mig mistænksom. En klokke klingede, som jeg åbnede døren. Kassedamen gav mig et mistænksomt blik, da jeg trådte ind. Jeg sendte et venligt smil tilbage til hende, for at fjerne hendes mistænksomhed, men det lykkedes ikke. Hun fulgte mig med øjnene, som jeg gik hen og hentede nogle pakker brød og pålæg, og lagde dem på skranken. Hun fjernede ikke sit undersøgende blik, mens hun scannede varerne. Hendes blik gjorde mig nervøs, men jeg gjorde alt for at skjule det.

Jeg rakte hende min arm. Alle os perfekte havde fået en chip skudt ind i vores arme, som man kunne bruge som ID og kreditkort. Hun scannede den, og jeg pakkede mine varer sammen, og forlod butikken. Jeg havde en utrolig trang til at kigge tilbage, for at tjekke om hun stadig kiggede på mig. Men for ikke at virke mistænksom, lod jeg være

Gløderne leve stadig, i den gamle tønde, da jeg kom tilbage. Jeg gik forsigtigt hen imod Aiden, da jeg så han var vågen. Hans ansigt lå i mørke, så det kunne intet fortælle, men det kunne hans stemme:

“Casey..” Den var advarende og skræmt. Først derefter lagde jeg mærke til, at de andre også var vågne, men de kiggede i en anden retning. Jeg fulgte deres blik, hen til et syn, der nær havde givet mig et hjertestop.

En mand klædt i en hvid kutte, og hvid følelseskold maske, stod helt stille og stirrede på dem. Hans rene udseende fik ham til at virke helt malplaceret i de beskidte omgivelser. Først forstod jeg ikke, men derefter var det som om jeg fik et lyn af adrenalin gennem min krop. Det var en Hvid Vogter.

Ikke et sekund overvejede jeg at flygte. Jeg gav med det samme slip på varerne, og løb direkte hen i Aidens arme, som var jeg et skjold, der kunne beskytte ham imod alt ondt. Han tog sine arme omkring mig, og i et kort øjeblik, var det som alt ondt var væk, men så hørte jeg flere skridt bagfra. Jeg vendte mig, så jeg kunne kigge tilbage. 5 Hvide Vogter stod nu foran os. De gik langsomt og fredligt imod os. Kuldegysninger løb ned af min ryg, og mit hjerteslag gik hurtigere og hurtigere.

De stillede sig foran os, og bare ventede på et træk. Jeg overvejede i et kort øjeblik, at gå til modangreb på dem, men jeg ville aldrig kunne vinde. I lang tid forholdt vi os stille, alle sammen, som var tiden gået i stå. Det eneste der modbeviste det var de hurtige og skræmte vejrtrækninger. Men så skete der noget. Pigen fra i går, gjorde endelig noget. Hun satte i løb, men som velsmurte maskiner, løb to af De Hvide Vogter efter hende, mens de andre blev stående helt stille, som om intet var hændt. Jeg havde svært ved at se hvad der foregik, men jeg kunne høre skrig, slag, og spark, og til sidst, et skud.

Der frøs mit blod til is. Det her var virkelig slutningen på det hele. Vi skulle dø..

Jeg klemte mig endnu tættere ind til Aiden. Jeg ville tilbringe mine sidste minutter i hans arme, ingen andre steder. Men sådan skulle det ikke være. En af De Hvide Vogter tog mig om livet, og trak mig bort. Jeg vred mig, sparkede, skreg, forsøgte at bide, jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet kunne for at komme fri. Jeg havde nær kradset Aiden til blods langs hans arme, i mit forsøg på at holde fast, mens han blev trukket den anden vej.

Kaos herskede omkring mig. Skrig og skud fyldte den kolde natteluft. Jeg nåede lige at se Aiden blive slæbt væk af en af Vogterne. Død eller levende ved jeg ikke. Synet fik mig til at knække fuldstændig sammen. Et vandfald af tåre løb langs mine kinder, skrigene var fulde af modløshed. Min krop kunne ikke bære mere. Jeg blev helt hysterisk. Jeg forsøgte ivrigt at slippe fri, men det var umuligt. Jeg var fanget af De Hvide Vogter. Men hvor de førte mig hen, vidste jeg ikke..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...