Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
486Visninger
AA

1. hverdagen

Høje smukke mennesker, overalt du kigger hen. Men dog aldrig så smukke, som folk i modemagasiner. Urealistisk høje og tynde mennesker, som man tydeligt kan se at fotoshoppedet. Hvornår er der efterhånden et billede som ikke er fotoshoppedet?  Men alligevel æder folk det råt, og ønske så inderligt at ligne dem, at de for spiseforstyrrelser og plastikoperationer. De propper sig selv med giftstoffer for at virke friske, udhvilet og glade, mens de i virkeligeheden, går og skriger inden i, af en uudholdelig smerte af tonsvis af sminke, selvom ingen længere har urenheder, og af så ukomfortabel tøj at man knap nok kan bevæge sig. Men det er ligemeget, så længe man er køn. Det er til at brække sig over. Men ingen siger noget. Der er nok nogen der heller ikke kan holde det ud, ligesom mig, men de tier bare.. ligesom mig. 

Vi er så frygtelige bange for at stå uden for, for at være fejl, selvom vi alle er fejlfrie. Vi ved det jo godt, men vi har bare så travlt, med at tjekke ud hvad de andre laver og hvilket tøj de bære, for ikke at så uden for, for ikke at lave en fejl. Men i virkeligheden er der jo en der starter treden, en der står udenfor, og enden bliver det en fejl eller så bliver det en trend.  Men hvem siger at det vi alle gør ikke er en fejl? Uh ha, nej sådan er der ingen der vil tænke. For hvordan ville en verden fulde af fejl dog være? Forfærdelig, ville de fleste nok svare. Nok også mig, men inden i ville jeg skrige: perfekt. Gik min indre stemme,var stor nok, til at den kunne komme ud af min mund.  For i virkeligheden har vi jo alle fejl, og hvis alle bare ville indrømme deres fejl, ville vi ikke have så travlt med at være andre, og så kunne vi være os selv.  Ville det ikke være fantastisk? Prøv at tænk over det. Der er nok ingen der har en stor nok fantasi til det. 

 

 

Jeg satte mig forsigtigt på min stol, bagerst i klasselokalet og tog min notesblok op. Jeg satte mine fødder op på stolen og lagde blokken på mine lå, derefter begyndte jeg at skitsere en skov. Et par få elever kom ind, lidt efter lidt og præcis 5 min før timen startet, kom halvdelen af pigerne  i klassen ind, som en stor lukkede gruppe og satte sig. Lige efter kom vores lære fru. Síbola ind. 

"Godmorgen." Sagde hun, som hun siger det hver dag. Glad men nærmest som en robot. Vi sagde alle godmorgen tilbage til hende, og typisk af mig, kom jeg til at sige det lidt senere end alle andre. En lille fejl, men de vil bemærke det.  Hun tog en bunke papir op fra hendes skuffe og gav til de forreste, som sendte det videre til os andre, helt uden ordre på det. Hverdagen er efterhånden blev så ens og kontrollet, at jeg er ved at blive sindsyg. Jeg har virkelig brug for at komme væk..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...