Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
490Visninger
AA

12. Fortvivlelse

Jeg var efterhånden blevet så vant til at stirre ind i hvide vægge, og opdigte Aidens ansigt foran mit. Forestille hvordan han ville sparke døren ind og befrie mig for dette helvede. Det skete bare aldrig. Timer blev til dage,dage blev til uger og uger, ja, dem ved jeg ikke hvor mange der er gået af. Jeg har ingen tidssans længere. Alt jeg havde var uendelig tåre løbende ned af mine kinder, og så stærk en fortvivlelse at intet andet kunne føle.

Vreden var for længst også forsvundet. Den havde domineret i mange uger, men ikke mere. Jeg havde ikke mere stemme til at skrige. Min krop var stadig øm efter at have kæmpede imod deres endeløse prædiken. Om hvor forkert det jeg havde gjort var, men det var tilgiveligt. Det var jo ikke min skyld. Det var Fejlene der have manipolere mig til at hjælpe dem. Jeg kunne nå at vende tilbage. Tilbage til det Perfekte. Hvor ingen alligevel var perfekte, men gode nok til at skjule det, og ihærdigt nok forsøgte på at være det.

Jeg vil ikke tilbage dertil. Jeg er træt af at høre deres elendige forsøg på at hjernevaske mig. Jeg er træt af at græde. Træt at håbe. Træt at kæmpe.

Jeg kan ikke mere…

 


 

Jeg lod vandet rende, som jeg lagde mig i badekarret. Det forbløffer mig stadig at jeg kunne få dem overtalt til at lade mig bade. Vandet var isnende kold, og frøs mit blod til is. Jeg fiskede barberskrabere frem, og studere den i et kort øjeblik. Det var virkelig nu.

Jeg lukkede øjne, og tog en dyb indånding. Selvom jeg var sikker på min beslutning, var det ikke en nem handling. Jeg træk bladet af håndtaget. En underlig ro kom i mig. Jeg sank en gang.

Lad mig for det overstået.

Jeg satte bladet ved min håndled. Jeg beroliget mig selv, med at gentage: “ Intet er  mere smertefuld, end den smerte jeg allerede sad i.  Det kunne umuligt blive værre.” Men alligevel var jeg nød’ til at lukke øjne ved første cut.  Smerte var overraskende beroligende. En lille smule blod dukkede op ved hudens overflade, men det var ingenting. Jeg måtte skære dybere.

Jeg vendte bladet lodret langt min venstre arm. Tog en dyb beslutsom indånding, og skær hele vejen op til min albue. Smerten var intens, og det kolde vand gjorde det kun værre. Det var som tusind små pikke stak ind i min krop.

Blodet piblede frem, og begyndte at løbe ned langs min arm og farvede vandet. Jeg skær mig langs den en side af beggen. Min krop blev langsom koldere og koldere. Det føles som om jeg var ved at blive forvandlet om til en isskulptur. Men alligevel fortsatte jeg og skær på den anden siden af beggen.

Blodet flød utroligt smuk rundt i det levende vand. Jeg var som tryllebundet af det flydende røde væske, der fløj rundt og lige så stille farvet alting rødt.

Min krop gik i protest efter noget tid. Jeg vidste det nu var tid. Jeg lod bladet falde ned i vandet, derefter mine arme. Det var en lammende smerte, men jeg havde ingen behov for at skrige. Jeg forsøgte til gengæld at nyde smerten, da det var det sidste jeg nogensinde ville komme til at opleve. Det her var sådan det hele ville ende. Langt væk fra alt jeg overhoved havde kær.

Der sad jeg, med lukkede øjne, og lyttede til det løbende vand. Bare ventede på at det ville ende..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...