Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
493Visninger
AA

5. En Skygge

Velplaceret og gennemtænkte streger pyntet mit arbejdspapir. Jeg øvet mine nye teknikker, hver gang muligheden bød. De blev efterhånden nemmere og nemmere at huske og udøve, de teknikker som Aiden havde vist mig. Jeg havde undervurderet ham fuldstændig. Fejlbedømt ham. Tænk, jeg kunne også tage fejl.  

Jeg havde været hjemme hos ham et par gange efterhånden. Jeg fik fortalt om hans fortid. Hans mor, Maira, havde forelskede sig i denne fejlfødte dreng, som hun endte i seng med. Han fortalte mig om, at fordi hun var under 18 år dengang, kunne hun ikke fortælle nogen om hendes graviditet, og stak af. Ikke engang hans far ved om hans eksistens. Maira og Aiden havde levet på flugt sammen i  6 år, indtil den aften hvor hans mor blev slået ihjel. Jeg husker så klart hvordan han fortalte om det:

 


(set fra Aidens synsvikel)

 

Min mor og jeg havde søgt tilflugt i denne campingvogn, i en baghave, hvor ejeren ikke var hjemme. Vi havde trukket gardinerne for, men man kunne stadig tydelig, se denne mørke skygge. Jeg ville have skreget, hvis ikke hun havde holdt mig for munden. Hun trak mig helt ind til sig og hviskede til mig at jeg skulle være stille.  Jeg holdt mit vejr, som flere skygger kom forbi  vinduet. Jeg kunne høre skridt udenfor, og mærke min mors varme ånde i min nakke. Verden stod stille i et kort øjeblik, før døren blev sparket ind, og roen blev ødelagt af mit skrig. Det var et så skrækkelig skrig. Det kunne få hårene til at rejse sig, og ruderne til at klinger.

Min mor skubbede mig til siden, ned mod en madras, og rejste sig selv op. Det hele var en smule utydeligt, men min mor gik imod De Hvide Vogter. Der blev udvekslet skub, slag og skud. Trods mit uklare blik, så jeg husker jeg  skuddene klart. De var urealistiske høje og lyse.  Jeg husker ikke hvor længe det været, jeg husker kun den urolige stilhed, der pludselig brød ud, og blodet der bredte sig ud på min mors bluse. Der gik i verden for alvor i stå.  Derefter rattet de pistolerne imod mig, som sad lammet af skræk. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom ud af den campingvogn, jeg kan bare huske at jeg løb mens der blev skudt efter mig. Jeg faldt, men nåede at kravle ind i en busk. Jeg stirret i chok, mens de løb forbi mig. Derefter gik min verden i sort, og jeg vågnet op i den samme busk.

 


 

Klokken ringede og vækkede mig fra min dagdrøm. Jeg havde ikke hørt et eneste ord af hvad der var bleven sagt. Jeg ignoreret min lærers stirrende blik, som jeg forlod klassen. Jeg havde aldrig deltaget særlig meget i timerne, men jeg er bare blevet mere fraværende end jeg plejer, og det kunne ses.  

Jeg lod mine historiebøger ligge i min taske på vej hjem, men kiggede i stedet for i min notesblok. Jeg var holdt op med at efterlade den hjemme ved Aiden, da han vidste at jeg ville komme igen. Han vidste at jeg ikke var bange for ham, men at jeg nød hans selskab.  

Den knirkende lyd fra hans dør gjorde mig ikke længere nervøs. Jeg glædet mig til at se ham igen, og høre mere om hans fortid. Høre mere om fejlene.

“Hey.” Jeg smed min taske hen imod hans sofabord. Vores mange tegninger pyntet nu hans vægge, så man næsten ikke længere så de krakelere tapet. Han kiggede på mig med et uroligt blik. “Hvad så?,” Spurgte jeg bekymret.

“Jeg så en skygge,” Han kiggede mig direkte i øjnene. “Det har set mig.” Han stemme gik over og blev panisk..

“Hvem?”  Var jeg så dum at spørge om, da jeg blev forvirret over den anspændte stemning.

“De Hvide Vogter. De har været her. De har set mig.” Han var helt panisk i det ene øjeblik, og i det næste så han på mig, i et øjebliks stilhed. “Cassandra..Jeg bliver nød til at tage afsted.”  Mit ansigt vendte sig i forvirring og sogn.

“Hvad? Hvorhen?”

“Det ved jeg ikk’, men jeg kan ikke blive her…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...