Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
491Visninger
AA

3. En fejl

De lysende blå øjne stod stadig lige så klare, som hvis han havde stået lige foran mig. Mørket havde lagt sig og nattens lyde gik sin gang, trods jeg lå lysvågen, jeg kunne ikke få hans ansigt til at fjerne sig fra mit indre blik. Han var en fejl. Han var virkelig en ganske ægte fejl. De fandtes virkelig.. eller havde jeg set forkert i mørket? Jeg måtte vide det. Jeg vidste, jeg ikke ville få ro, før jeg vidste det. Desuden havde jeg også glemt min notesbog der. En udmærket undskyldning for at vende tilbage.

 

 

Skolen gik sin gang, som den altid gjorde. Ens, kontrolleret, perfekt. Vi er blevet så vant til vaner, at vi ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det, vi gør bare som vi får besked på. Vi føler os trygge, så hvorfor skulle vi stille spørgsmålstegn ved det? Endnu et spørgsmål jeg aldrig får svar på.  

Togturen hjemad virkede længere end normalt, og menneskene omkring mig virkede truende og måske endda farlige. Det var som om de kunne gennemskue mig, læse mig som en åben bog. De vidste hvad jeg ville, de vidste hvad jeg var på vej til. De kendte til min fejl. De kendte til ham. Jeg rystede det af mig, som jeg forlod toget.

Stien var som ny, men stadig bekendt, ligesom dagen i dag. Noget nyt var på vej, og det gav mig en utryg klump i maven, men jeg fortsatte. Det utrygge skulle ikke have lov at stoppe mig. Jeg stillede mig i et åndeløst sekund, og beundrede den grimme skurvogn. Hvilke hemmeligheder holdt den egentlig? Jeg tog fat omkring det rustne håndtag og tog en dyb indånding. Nu skete det..

Den knirkede genkendeligt som i går og bandt et kort øjeblik, før den gik op. Der var atter mørkt og stille. Jeg tog et forsigtigt skridt indenfor.  Denne gang fik jeg et ordentligt blik på den slidte brune sofa, med et gråt tæppe smidt hen over, før døren bag mig gik i med et smæk, og jeg hoppede forskrækket frem, for derefter at kigge tilbage. Bag mig stod drengen med de lysende blå øjne. Hans hånd hvilede stadig på døren.

“Hvorfor er du her?” spurgte han bestemt og vredt, men ikke i et tonefald der skræmte mig.

“Min.. Min notesblok.” Fik jeg fremstammet, med en pibende ynkelig stemme. Han slap døren og tog min notesblok op fra et slidt sofabord, og rakte mig den, med venstre hånd. Dumt og dristigt tog jeg ikke fat i min notesblok, men i hans håndled og trak ham nærmere, for at studere hans hånd. Han tabte min notesbog i bevægelsen. Jeg havde ikke set syner, han manglede virkelig hans lillefinger.

“Du er jo en fejl.”  Uden tøven fik jeg sagt ordene, og fortrød det med det samme, da han trak sin hånd tilbage.

“Ja! Stik du nu af, og fortæl det til alle dine venner, og indenfor meget kort tid vil jeg have de Hvide Vogter i nakken af mig igen, og så vil blive nødt til at flygte igen!” Jeg nikkede kort og pegede derefter på mig notesblok.

“Jeg vil bare gerne have min notesblok.” Det var en løgn, men det behøvede han ikke at vide. Han stod mundlam og kiggede på mig, mens jeg samlede min notesblok op.

“Er du ikke bange for mig.”  Jeg kiggede på ham med et uskyldigt blik og rystede kort og anspændt på hovedet. “Men jeg er jo en fejlfødt.”

“Det er jo ikke din skyld.” Sagde jeg stille og en smule fortrydende.

“Nej, det er ingen af fejlenes skyld. Jeg havde en ven, hvis ekskæreste blev så sur på ham, at hun skær en af hans finger af, så han ville blive dræbt af de Hvide Vogter.”

“Det er jo totalt uretfærdigt.” Jeg havde fået min stemmes kraft tilbage.

“Velkommen til min verden.” Stilhed bredte sig, og i et tidsløst øjeblik stod vi uforståeligt og kiggede hinanden i øjnene. Sådan stod vi, da det gik op for mig, hvad det var jeg havde gang i.

“Jeg må hellere gå.” Fik jeg mig mumlet mig frem til, og greb straks døren og skyndte mig hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...