Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
485Visninger
AA

11. Det Hvide Rum

Jeg sad og stirrede stift ind i den hvide væg. Tårerne var endelig stoppet, men mine kinder var stadig fugtige. Tiden var for alvor gået i stå. Det samme var mit hjerte. Det var som om alle følelser havde forladt min krop, og den nu bare sad tilbage helt tom, på den hvide seng, i det hvide rum. De Hvide Vogter havde ført mig hen til denne bygning, med lange lyse gange og massevis af døre. Jeg havde ingen ide om hvor jeg befandt mig. Andet end at jeg sad i dette hvide rum, hvor alt var hvidt. Sengen, skabet, kommoden og stolen. Der var umenneskelig rent og lyst. Det var surrealistisk, som var jeg i himlen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der. Der var intet ur eller vindue, som kunne afsløre tiden. Døren åbnede sig, og ind kom denne kvinde. Hun havde blondt hår, sat op i en stram hestehale. Hendes ansigtstræk var fine og elegante. Hendes blå øjne, samt hendes smil viste venlighed. Hun satte sig på hug ved siden af mig.

“Velkommen Cassandra. Du er på centret for reinkarnation. Det vil sige genfødsel. Ser du, Cassandra”  Hun tog en dyb indånding før hun fortsatte. “Du har nemlig gjort noget forkert. Men vi tror på tilgivelse og forandring.” Hun talte blidt og langsomt til mig, som var jeg et lille fatsvagt barn. “Vi ved godt at Fejlene kan være meget manipulerene. Du behøver ikke at skamme dig. Vi lægger fortiden bag os nu og ser fremad. Du kan stadig nå at gøre det rigtige.”

Med de ord kom vreden tilbage i min krop. Jeg rettede mit blik, fuld af had og vrede imod hende. Min puls steg lige så langsomt, som vreden boblede op og blev kraftigere.

Hvordan kunne hun sige sådan noget? Hun aner jo ikke hvad hun taler om. Er den perfekte verden virkelig så perfekt som de påstår? Alverdens mennesker går ned med stress, får spiseforstyrrelse, eller dræber deres krop ved at æde alle mulige piller, eller få lavet plastikkirurgi. Bare så de kan se perfekte ud udefra, mens de i virkeligheden nok går rundt i smerte eller sorg. Verden er blevet så overfladisk, at det er til at brække sig over.

Men Fejlene, de accepterer bare hinanden, uden først lige at skulle analysere vedkommende. De deles og hjælper hinanden igennem den kamp de har for at overleve. De er venlige og høflige. Og det skulle være forkert? Fordi de lige ser en lille smule anderledes ud end os? Det er jo vanvid!

Vreden nåede sit bristepunkt. Jeg væltede hende bagover, mens jeg tog fat om halsen på hendes, og begyndte at klemme til. Hun lå panisk på gulvet, med store øjne, mens hun kæmpede for at få luft. Lyset var ved at forsvinde fra dames øjne, da døren blev sparkede ind, og 4 mænd, i den samme hvide uniform som damen, kom ind og rev mig væk. Jeg begyndte at skrige og sparke, men til ingen nytte. De stak mig med en nål. Hurtigt efter forsvandt alle mine kræfter.

Jeg lå og så nytteløst på, som de tog mine fingeraftryk, scannede min chip og klippede en lille hårtot af, som de kunne bruge til DNA. Jeg ville nu for evigt være mærket som en forræder, uren, men stadig perfekt. Jeg havde stadig det perfekte udseende og DNA. Men hvad nyttede det os? Jeg havde ingen grund til at leve i sådan en verden som denne. Jeg er fanget og tvunget til tortur, indtil den dag, hvor jeg dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...