Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
483Visninger
AA

4. De blå øjne

Jeg smed min notesblok på mit skrivebord, så snart jeg var hjemme. Jeg satte mig og begyndte straks at bladre i den, for at finde en tom side. Jeg havde endelig besluttet mig for at tegne drengen, da hans ansigt blev ved med at stå lysende klar for mig.  Især hans krystal blå øjne, hans markante kindben og brune hår, med et gylden skær. Han var utrolig smuk, selvom han var en fejl.

Som jeg bladret hurtigt igennem min notesblok, som jeg havde gennemgået tusindvis af gange, fanget mit øje noget nyt.  Fine, velplaceret og dynamiske streger præget mit papir og formet en fønix. Med store øjne betræk jeg det mesterværk, som der lå på mit bord. Han havde tegnet i min bog.Det måtte være ham. Hvem ellers skulle det være? Han er jo vild god..  

Jeg greb mit penalhus og tog min notesblok, og tog atter af sted. Under hele turen derhen, pumpede mit hjerte så højlydt, at det dunkede i mit hoved og jeg havde en intens kamp med mig selv, om at jeg måske bare skulle vende om, og lade spørgsmålet stå ubesvaret. Stoppe dette nonsens før det var for sent, før jeg fik blandet mig ind i noget, jeg ikke kunne komme ud af igen. Kampen stoppede først da jeg tog fat om håndtaget, og træk ned, for at derefter hørte de velkendte knirkende lyde. Nu var der ingen vej tilbage.

Han rejste sig hurtigt fra sofaen, da døren langsomt åbnede sig. Han stillede sig i lyskeglen fra døren og kiggede på mig. Det her havde jeg ikke gennemtænkt. Min mave trak sig sammen.

“Hvad laver du her?” Hans stemme var stille og spørgende. Han stod helt stille i lyset og betræk mig. Nu fortrød jeg det. Jeg sank en gang.

“Jeg.. øhm..” Han tog straks fat omkring min arm og trak mig indenfor.

“Du må ikke blive set.” Sagde han som han trak mig ind, og hen til hans ene sofa, derefter lukkede han døren igen. Jeg satte mig ned, og så ned i gulvet. Han satte sig hen foran mig, på det lille slidte sofa bord.

“Øhm, jeg ville vide om..” Jeg fik øjenkontakt med ham, og gik derefter i stå. I stedet for at forsøge at fortsætte, rakte jeg ham bare min notesblok. Han kiggede kort på den, smilede derefter.

“Undskyld jeg har tegnet i din bog. Det er så længe siden jeg har haft ordentligt papir at tegne på.” Han rejste sig igen og gik hen imod i det lille køkken, der var i den modsatte ende af lokalet. Først der fik jeg rigtig set hvordan skurvognen så ud. Der var 2 brune og slidte læder sofaer med grå tæpper hen over. Et lille sofabord, lavet ud af træ, der så ud til at kunne falde sammen hvert et sekund. En mørkebrunt reol med ødelagt vinduer i.  Et lille falmet gul køkken med en køkken ø der skilte stue og køkken. Ved siden af et lille klamt køleskab var der en gang ind til noget jeg ikke kunne se hvad var.

“Du kan bare rive den ud hvis du ikke kan li’ den.”

“Den er jo vildt smuk!” Frembrød jeg begejstret, måske lidt for meget. Jeg følte mig lidt pinligt berørt over mit udbrud, så jeg trak mig lidt tilbage igen.

“Mange tak,” Sagde han smilende. “Jeg er glad for at du kan li’ den.”

“Du er virkelig dygtig.” Han lyste op som et julelys af glæde.

“Jeg kan da godt lære dig mine metoder.”  Han virkede slet ikke så farlig og ondskabsfuld, som folk siger om de fejlfødte.

“Det vil jeg meget gerne lære.” Han satte sig hen ved siden af mig i sofaen og fandt en ny side frem, mens jeg fandt mit penalhus.

“Jeg hedder forresten Aiden.”

“Jeg hedder Cassandra.”

Sammen sad vi længe viste hinanden metoder og fortalte om tegne ideer. Vi sad så længe at mørket faldt på, og der tog jeg hjem igen, med en god fornemmelse i maven, og et smil på læben. Jeg efterlod min notesblok hos ham, da jeg vidste jeg ville vende tilbage før eller senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...