Escape

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Færdig
Cassandra, er sammen med størstedelen af befolkningen, blevet stemplet som fejlfri, og har derfor meget at leve op til. De urealistisk høje krav er blevent en del af hverdagen, og der forventes ikke andet end perfektionist fra dem. Men så er der også de fejlfødte mennesker som Aiden, der må gemme sig hele sit liv, og flygte for sin overlevelse. Der er nemlig ikke plads til folk med fejl i verden længere, og de hvide vogter gør alt for at udrydde dem.

1Likes
0Kommentarer
496Visninger
AA

6. Afsted

Jeg stirrede åndeløs ind i hans øjne, i et tidløst øjeblik. Jeg var lammet i chok. Jeg benægtet at jeg hørte rigtigt, for det kunne ikke være rigtigt. Han kunne ikke bare forlade mig sådan. Han kunne ikke bare træde ind i mit liv, forandre alt, og så forlade mig igen. Efterlade mig i denne urealistiske verden, hvor han var den eneste der virket ægte.

Han havde fået mig til at stoppe op, se på mig selv, og acceptere hvad jeg så. Fået mig til at indse at man sagtens kunne være fantastisk menneske, og have et dejligt liv,  uden at være perfekt. Han var ikke længere bare en eller anden tilfældig fejlfødt dreng, der boet i en skurvogn, gemt ude i skoven, som lærte mig at tegne. Han var så meget mere..

“Men du har jo ingen steder at tage hen,” Min stemme var skrøbelig og sårbar.

“Det har ikke stoppet mig før.” Hans stemme var kold, men han flyttet ikke sit blik fra mit. Det var som om verden gik i stå, som vi stod der, mens hans blik havde mit. Men denne gang var der ikke glæde, som der plejer at være, denne gang blev alting koldt.

Men så startet verden op igen, i en urealistisk fart. Han fandt en gamle slidt grøn rygtaske frem, fra det eneste værelse der var i skurvognen. Han gik frem og tilbage, mens han pakkede diverse ting. Tøj, dåsemad, vandflasker…

Jeg stod stadig som sømmet fast til gulvet, mens han faret rundt omkring mig. I

total forvirring stod jeg bare der, og ville ønske jeg kunne sætte verden i stå, i forsøg på at forstå.

“Aiden..,” Min stemme var meget svag og utydelig. “Aiden..?” Han hørte mig stadig ikke. Jeg tog hans ene hånd, og endelig stoppet han op. Han kigget mig dybt ind i øjnene.

“Cassandra..,” Sagde han undskyldende. “ Casey..”  Selvom han forsøgte at skjule det, kunne jeg så sogn i hans øjne. Han tog min anden hånd. “Jeg er virkelig ked af det.  Han kærtegnet blidt min kind. Jeg forvente at der når som helst kunne komme en tåre, ned af min kind. Han kysset mig kort, derefter åbnet han døren og væk var han.  

Jeg stillet mig i dørkarmen i fortvivlelse, mens tårerne løb ned af mine kinder. Mit hjerte bankede kraftigt, og verden var omtåget.  Jeg var så forvirret. Mine knæ var ved at bukke under, så jeg kæmpede for at holde mig oppe. Det måtte ikke være slut. Jeg ville ikke tilbage. Han måtte ikke forlade mig.

Jeg satte begge mine hænder op imod dørkarmen, og råbte i desperation:

“Aiden!” Derefter satte jeg i løb efter ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...