Nirvana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2015
  • Status: Igang
Nirvana har lige fået læst sin skæbne, som er en enorm vigtig ting at have. Men da hun finder ud af at hun slet ikke har nogen bliver hun sønderknust og ved ikke hvad hun skal gøre. Men hun møder den charmerende Andrè, som heller ingen skæbne har.

1Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg skubbede den tunge egetræs dør op og trådte ind i den tykke lugt af hø, halm og øl. Der sad trætte rejsene overalt, alle borde var optaget og alle stole i baren var taget. Folk sad på gulvet i de små halm bunker og lo, mens de drak deres øl.

Der var lunt herinde. Små stearinlys stod rundt omkring på bordene og skabte en hyggelig, hule agtig stemning. En enkelt mand var gået omkuld henne ved øl tønderne. Egentlig mærkeligt, for kroen her har nogle værelser man kan bruge. Han har sikkert ikke haft råd. En stor mand gik hen til ham og puffede forsigtigt den sovende til side, så han kunne få genopfyldt sit ølkrus.

En mand rejste sig fra sin plads ved et, ellers fyldt bord. Jeg begyndte langsomt og forsigtigt at bane mig vej hen til bordet. Jeg måtte træde over mange mennesker, som sad på gulvet. En mand gjorde nogle store armbevægelser, da jeg trådte over ham, så han endte med at spilde øl ned i sit skæg. Til sidst kom jeg hen til bordet og fik mast mig ind.

Jeg kaldte en kropige over. Hun stod nervøst og tørrede hurtigt sveden af sin pande, før hun kiggede på mig. Hun smilede påtaget og spurgte efter min bestilling. Jeg kiggede på de andre mænd ved bordet, de spiste alle suppe. Det er heller ikke andet spiseligt på kroens menu. Jeg bestilte det samme og så skyndte den lille kropige sig væk.

De andre mænd ved bordet sluprede voldsomt. De sluprede når de spiste deres suppe og de sluprede når de drak deres øl. Jeg kiggede på min sidemand, som glædeligt spiste suppen. Han sluprede og smaskede, som havde han ikke fået mad i flere dage. Han havde ikke skæg, som de fleste andre mænd her i kroen. Han så også betydeligt yngre ud, han var nok omkring i tyverne. Han havde kort mørkt hår og dybe brune øjne. Han så muskuløs ud, men var ikke direkte ”Stor”. Han var en fattig knægt, det kunne man se på hans påklædning. Han havde en kedelig grøn trøje på og høje brune støvler. Hans træsværd lå i hans skød, selvom der var plads til at han kunne hænge det i sit bælte.

Han var færdig med sin suppe og kiggede nu på mig. Han betragtede mit våde hår, som dryppede ned på bordet.

”Undskyld, det var ikke for at glo” Smilede han, da vores blikke mødtes.

”Det er i orden” Svarede jeg afværgende.

”Du ser ud til at have haft en lang dag? Var det dig der fik læst din skæbne i dag?”

Jeg følte lidt at han snagede, men jeg var overrasket over at han kunne gætte det.

”Hvordan kunne du gætte det?”

”Jeg har selv prøvet det. For nogle år siden… Men jeg kan da stadig huske det” Hans stemme blev pludselig underlig og han sænkede blikket.

Jeg blev faktisk lidt irriteret. Han troede nok han havde haft en dårlig oplevelse, men hvad med mig? Ja, jeg havde ingen skæbne! Han havde i det mindste en!

”Nå, lad mig endelig høre!” Hvæsede jeg.

Han kiggede forbavset på mig.

”Hvis du havde det åhhh så hårdt med din skæbne, så lad mig da høre!” Råbte jeg.

”Jeg har ikke nogen” Sagde han og sendte mig et hårdt blik.

Jeg blev helt stille. Det kunne jo ikke passe, det var mig som ikke havde en skæbne? Men den vise dame sagde jo godt nok at hun kun havde set det meget få gange. Kunne ham drengen mon havde været en af dem?

”Men.. Hvad gjorde du så? Når nu du ikke har nogen skæbne?” Spurgte jeg lidt tvivlende.

”Ikke noget. Jeg levede vel bare videre som normalt?”

”Men går det dig slet ikke på at du ikke har nogen skæbne? Jeg mener, jeg er ved at sprænges af raseri!” Fløj det ud af mig.

Drengen kiggede overrasket på mig og løftede øjenbrynene.

”Mener du at du heller ikke fik nogen skæbne?”

”Nej, det gjorde jeg ikke. Men Den Vise Dame sagde at jeg måske kunne vente og så derefter få en skæbne”

”Når ja! Det giver god mening. Hvis nu du laver et eller andet specielt, så frembringer du måske en skæbne” Svarede han henrykt.

”Men hvad skal jeg gøre?” Spurgte jeg, stadig med lidt håb i stemmen.

”Du skal sikkert et eller andet farligt. Måske skal du gøre noget godt for vores land” Han lægger hånden på sin hage.

”For resten, så hedder jeg Andrè” Han smiler venligt, tager min hånd i hans, giver den et blidt klem for derefter at slippe den.

”Jeg hedder Nirvana” Siger jeg forlegent.

”Jeg ved ikke med dig, men jeg har lejet mig et værelse her på kroen og overnatter her. Jeg skal ikke ud i det vejr” Han griner fjollet og kigger hen mod døren.

”Mmm” Jeg nikker kort.

Den lille kropige stiller min suppe på bordet foran mig og giver mig en ske i hånden. Det kalder jeg betjening! Jeg rækker hende en håndfuld mønter og spørger hende om de har flere værelser ledige.

”Vi har desværre ikke flere ledige værelser tilbage frk.” Svarede hun og sendte mig et beklagende smil.

Den lille kropige gik og jeg sukkede irriteret. Hvorfor var det lige mig der skulle ud i det her vejr? Der er godt nok kun 30 minutters rask trav hjem til min landsby, men kunne sådan en stor kro ikke have flere værelser?

”Altså hvis det er et stort problem, at tage hjem for dig… Så er jeg kommet til at leje et værelse med to senge” Andrè havde vidst ikke noget problem med at dele værelse med fremmede piger, som han kun havde kendt i lidt over en halv time.

 

Slap af Nirvana, hvad kan der ske?

Altså han er jo en fremmed mand, jeg ved ikke hvad han kan finde på!

I skal jo ikke sove i samme seng. Han har ikke noget imod at dele værelse, så bare tag imod og smil pænt.

Måske ville det ikke være så slemt endda..

Nemlig! Og vil du virkelig ud i dette vejr?

Jeg kiggede ud af vinduet og opdagede at regnen kun var blevet kraftigere.

Og helt ærligt, har du virkelig så høje tanker om dig selv?

Hvad mener du?

Så smuk er du altså ikke!

Kommer det virkelig sagen ved..

Det gør det da!

Hvordan?

Det ved du godt selv.

 

Jeg sukkede irriteret og opdagede at Andrè bare sad og kiggede ud af vinduet. Hvor længe havde jeg lige snakket med mig selv?

”Altså, hvis det ikke er noget problem for dig..?” Jeg satte hånden for munden og kiggede ned i bordet.

Andrè rettede blikket mod mig og smilede.

”Selvfølgelig ikke. Jeg havde faktisk lidt dårlig samvittighed over at optage en seng, som jeg slet ikke havde tænkt mig at bruge. Jeg kan jo lige så godt give dig den?”

Jeg nikkede, dog lidt uforstående.

Han gabte og rejste sig langsomt. Han tog sit sværd i hånden og fastgjorde den i sit bælte.

”Jeg går op i seng nu. Du skal endelig bare spise videre, jeg lader bare døren stå ulåst”

”Øh, ja” Tøvede jeg.

Han tog nøglen til værelset op af lommen og kiggede nærmere på den.

”Vi har værelse nummer 4” Han ventede på at jeg skulle sige noget, men det gjorde jeg ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Så fik han klemt sig gennem menneske mængden og gik hen mod trappen op til værelserne, som lå ned ved baren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...