Nirvana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2015
  • Status: Igang
Nirvana har lige fået læst sin skæbne, som er en enorm vigtig ting at have. Men da hun finder ud af at hun slet ikke har nogen bliver hun sønderknust og ved ikke hvad hun skal gøre. Men hun møder den charmerende Andrè, som heller ingen skæbne har.

1Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg strakte min stive krop og rejste mig fra det høje, bløde græs. Jeg gned mine øjne og fandt min skindtaske, som lå under min kappe, frem. Jeg fandt min vand beholder frem og skruede låget af den. Jeg drak en lille smule vand, skruede låget på og lagde den så tilbage i min taske. Jeg havde også en lille bid brød tilbage fra i går, som jeg spiste, for jeg kunne mærke sulten trænge sig på. Jeg tænkte på om ikke Den vise dame ville være ved at dø af sult nu? Eller når hun vågnede? Og det var jo ikke fordi hun kun læser folks skæbner en gang om året –Nej. Hun gør det hver fjerde dag. Hver gang hun har sovet og læst èn persons skæbne, lægger hun sig straks til at sove igen og så er det en andens tur til at få læst sin skæbne. Man skulle tro det så var den måde at alle de femten årige i landsbyen, mødte hinanden og blev venner, men landsbyen er alligevel så lille at alle kender hinanden.

Pludselig blev det hele neget mørkere, som hvis man lægger et stykke sort stof over et stearinlys. Jeg kiggede igen op på månen, som nu var fuldt dækket af de sorte ringe, som var smeltet sammen på midten og nu forblev hvor de var. Det var tid.

Den gamle dame rørte på sig. Hun lå i en bunke visne blade, bag en af buskene. Hendes gamle ansigt trak sig sammen og hun begyndte at mumle lavt. Grublede lidt med sig selv og tvang så sine øjne op. Det så besværet ud, da hun vaklende kom på benene og støttede sig til et lille træ. Hun strakte sin krop, altså så meget hun kunne for hendes skæve pukkelryg.

Hun opdagede mig først efter et stykke tid og gik så langsomt hen i mod mig. Hun slæbte fødderne efter sig og måtte stoppe hver gang hendes fod stødte på en sten. Hendes lange grå hår gik hende i øjnene og indrammede hendes gamle, rynkede ansigt. Hun kiggede på mig med et udtryksløst ansigt og et sæt døde, blå øjne.

Mens hun kæmpede sig vej hen til mig, stod jeg bare der i midten og flagrede akavet. Jeg var nervøs, jeg prøvede at dulme min nervøsitet ved at sende et smil til Den vise dame, men da hendes ansigt forblev livløst, blev jeg bare ekstra nervøs. Gad vide hvad det betød? Havde hun set min skæbne. Havde den været dårlig? Men ser hun ikke først ens skæbne, når hun har set ind i en? Ind i ens aller inderste kroge.

”Nå mit barn” Sagde Den vise dame da hun endelig var nået hen til mig. Hun havde en meget unaturlig ungdommelig stemme.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Jeg trippede bare nervøst og bed mig i læben.

”Skal vi så se at komme i gang?” Endelig smilede hun til mig. Meget imødekommende og venligt.

”Ja” Svarede jeg høfligt og knælede for hendes fødder.

Jeg kendte denne procedure ud og ind. Havde læst om den og ”Set den live” massere af gange.

Den vise dame lagde forsigtigt sin kolde hånd på min pande og lukkede sine øjne for bedre at kunne koncentrer sig. Jeg lukkede også mine øjne og slappede bare af. Jeg kunne høre Den vise dame mumle nogle ord, jeg kunne ikke høre hvad hun sagde, men jeg kunne høre at hun nogen gange lød mere ophidset end andre gange.

Jeg syntes pludselig at Den vise dames hånd blev koldere og en pludselig kold brise begyndte at suse ind i mine ører. Ind af det ene øre, gennem hovedet og ud af det andet øre. Det var ubehageligt og jeg måtte kæmpe lidt for at holde mine øjne lukkede.

Jeg syntes jeg sad der længe, mine knæ begyndte at blive kolde og jeg blev lidt utolmodig. Jeg syntes ikke det plejede at tage så lang tid. Og pludselig begyndte Den vise dames hånd at gå ned og holde på min kind og derefter på min hage. Et havde jeg altså aldrig set hun havde gjort på nogle af de andre?

Til sidt, jeg ved ikke efter hvor lang tid, fjernede Den vise dame sin hånd fra mig og åbnede sine øjne igen. Jeg åbnede også mine øjne og kom hurtigt på benene igen.

Jeg blev nervøs igen og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige.

”Jeg bliver nød til at være ærlig..” Startede hun.

”Ja?” Det måtte da være godt ik?

”Det gik ikke helt som forventet. Denne læsning” Den vise dame tøvede og kiggede på min pande.

”På den gode måde eller dårlige måde?” Jeg blev lidt forvirret nu.

”Det må du selv bedømme, syntes jeg.”

”Øh..” Jeg ventede på hun fortsatte.

”Først må du lige vide at dette kun er sket få gange. Det er en sjældenhed, et særtilfælde. Du er en meget speciel ung dame”

”Jeg forstår ikke hvor du vil hen med det?”

”Nu skal du høre, søde. Du har ikke nogen skæbne…”

”Hvad mener du, det kan da ikke lade sig gøre?” Tøvede jeg.

”Det kan det desværre. Men jeg har selv kun oplevet det få gange.” Sagde Den vise dame.

”Men, så er der jo ingen mening med mit liv, det kan jo ikke passe. Er du sikker på du ikke kom til at overse noget? Bare den mindste smule skæbne lignende ting?” Spurgte jeg fortvivlet og begyndte at få en klump i halsen.

”Såså, barn. Nogle vælger at se det som at de ikke behøver leve op til noget. De er frie til at gøre hvad de vil, måske skulle du også se det sådan?” Hun kiggede på mig med medlidenhed i øjnene og lagde en hånd på min skulder.

”Men er du HELT sikker på du ikke overså noget?” Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg vil ikke være fri til at gøre hvad jeg vil. Jeg vil ikke være speciel, jeg vil bare gerne have en skæbne!

”Jeg er helt sikker.jeg har tjekket alle de steder, som man normalt ikke ville tjekke. Såsom din kind og din hage. Det er ikke normalt steder man ville tjekke efter en skæbne” Hun sendte mig et skarpt blik.

”Undskyld, det er ikke fordi jeg tvivler på dine evner. Jeg har bare ventet så længe på at få min skæbne, også har jeg bare ingen!” En tåre trillede ned af min kind. Jeg sænkede hovedet og kiggede ned på jorden.

”Jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Men måske er det mugligt at du bare ikke har dannet en skæbne endnu, jeg har ikke oplevet det før, men det kan være. Du kan jo prøve at vente og se”

”Så jeg har måske en chance? Men hvor lang tid skal jeg vente og skal jeg gøre noget specielt for at danne min skæbne?” Jeg anede et lille håb og kiggede så på Den vise dame.

”Jeg tror måske at det er meningen du ska-” Hun afbrød sig selv og kiggede så op på månen.

”Ups, så er tiden vidst gået!” Hun begyndte at vralte hen mod den busk hun havde sovet i.

”Vent! Hvad skal du?” Råbte jeg, selvom det ikke var meningen at komme til at råbe.

”Søde ven, jeg skal jo også læse andres skæbner. Det hele handler ikke om dig” Hun sagde det uden så meget som at kigge på mig.

”Men hvad skal jeg nu gøre?” Jeg kiggede fortvivlet på hende, mens hun lige så stille lagde sig ned i bunken med visne blade.

Hun lagde sig tilrette, lukkede øjnene og hviskede så til sidst.

”Held og lykke mit barn” Hun smilede for sig selv, men smilet blegnede efter kort tid og hun faldt i søvn igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...