Hope | novelle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 sep. 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
En novelle om det med at kigge på fra sidelinjen og bare være der.

8Likes
5Kommentarer
571Visninger

1. Hope

  Mit blik fastholdte sig på vinduet og dets udsyn, alt der fyldte mit hoved var urets tikken, og vandet der forlod skyerne over mig. Hvordan vandet silede ned i afløbene og blev i sidste ende at ende i min vandhane og bruser. Alt jeg kunne tænke på var hvordan alt liv nogenlunde havde forladt min krop. Jeg stirrede tomt ud i luften, i det doktoren forklarede mig hvad der var sket med Hope. Jeg havde set, hvordan hendes kost havde ændret sig, hvordan hun var gået fra at være en madglad pige til ikke at spise meget mere end et æble hverdag.

  Skyldfølelsen overtog min krop, i det min krop begyndte at ryste, ligesom den ville have gjort, hvis jeg var syg og havde kastet op. Det her var så bare meget værre end at være syg og kaste op. Bare tanken om at jeg ikke havde fortalt hende, hvor dumt det var at sulte sig selv, bare tanken om at hun havde følt sådan om sig selv og sin egen krop. Jeg havde ikke modbevist det for hende. Jeg havde prøvet utallige gange, men det var som om hun kun lyttede til stemmen i hendes hoved. Doktoren forklarede mig, at jeg måtte komme på besøg i morgen eftermiddag klokken 14. Han fortalte mig også at det bedste for mig ville være at tage hjem, og snakke med mine forældre om hele situationen. Jeg nikkede bare som svar, før jeg lænede mig en smule forover for at trække vejret en smule bedre.

  Efter endnu 20 minutter i den blå stol valgte jeg endelig at tage hjem, efter at min mor havde lagt en bunke at bekymrende beskeder og 34 ubesvarede opkald på min telefon.

  ´Er på vej hjem.´ var de eneste ord jeg kunne tage mig sammen til at sende til hende. Jeg begyndte langsomt at forbedrede mig selv på, hvad jeg skulle sige til mine forældre. Jeg havde forladt skolen midt i timen, da jeg fik en besked fra Hope om hjælp. Jeg havde bogstaveligt talt løbet ud fra engelsktimen hele vejen hjem til Hope, hvor jeg fandt hende liggende på køkkengulvet. Jeg havde hurtigt taget hendes puls og ringet 112, kort efter var der ankommet en ambulance.

  Turen hjem var forholdsvis lang på gåben, så jeg endte med at bruge de to tyvere der var i bunden af min jakkelomme på en busbillet. Desuden var det også rimeligt koldt udenfor, da det nærmede sig efteråret. Heldigvis for mig skulle jeg ikke vente andet end et par minutter, på at bussen ville komme. Så jeg ville være hjemme, inden der var gået 30 minutter. Da jeg var nødt til at gå igennem skoven for at komme til mit hus.

  I et øjeblik overvejede jeg lidt om det var mig, der rystede så meget at man kunne høre vinduerne rasle, eller om det var bussen. Rystende tog jeg min mobil frem fra min jakkelomme og fandt efter noget tid et headset i min bukselomme. Langsom fandt jeg det mest beroligende musik jeg overhovedet havde på min mobil. Efter nogle minutter hvor jeg havde skrevet det forkerte navn, fordi mine fingre ikke kunne ramme tasterne, fik jeg sat musikken på. Lewis Watsons beroligende stemme overtog langsomt mit sind, imens hans stemme gjorde det slappede jeg automatisk mere og mere af i kroppen. Hvilket også ville sige at min krop ikke rystede helt lige så meget.

  Efter godt og vel 20 minutter i bussen stod jeg af lige foran skoven, som jeg boede på den anden side af. Regnen strømmede stadig ned fra skyerne, hvilket vil sige at jeg blot på to-tre sekunder var helt gennemblødt af regnvand.

  Imens jeg passerede endnu et træ, efterårs røde blade og nogle enkelte grønne og gule der lå på jorden, sivede minderne op i mig. Jeg huskede hvordan mig og Hope klatrede i træer, da vi var små, byggede diverse huler og legede rundt på marken. En enkelt tåre sneg sig ud af min øjenvig, og satte spor ned af min kind. Jeg savnede hende allerede, jeg var bange, bange for om hun overlevede det her.  I et øjeblik var jeg helt glad for at det pissede ned med regn, for det betød bare at man ikke kunne se, at jeg havde grædt.

  Efter at havde gået i hvad der føltes som en evighed, slap jeg endeligt for de drivvåde og ikke mindst glate efterårsblade på jorden og mudder over det hele. Jeg trak dybt vejret ned i mine lunger, jeg vidste ikke hvad der ventede mig på den anden side af døren, om det ville være forståelse og omsorg eller vrede og skuffelse, jeg kunne ikke forudse det. Men jeg var trods alt heller ikke tankelæser.

  Min højre hånd fandt håndtaget, jeg trak langsomt ned i det, og havde dermed også åbnet den efterhånden slidte dør. Jeg smed mine gennemblødte sko på gulvet ved siden af alle mine andre sko. Min jakke fik jeg hurtigt trykket af og hængt op på den hvide knag.

  Mine forældre og søskende sad samlet omkring det runde glasbord i køkkenet. Der gik ikke andet end fem sekunder, før deres opmærksomhed var på mig. Klumpen der havde dannet sig, i min hals sank jeg, jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min bror kiggede på mig, som om at jeg var en idiot, mens min søster kiggede med det mest medlidende blik på mig. Jeg havde aldrig fortalt min forældre eller bror om Hope’s situation, men min søster havde jeg fortalt, at Hope havde anoreksi. Min søster og jeg delte alt, det var hende jeg fortalte alt til. Normalt vil man vælge en veninde til det, men min søster er ikke kun min søster, men min bedste veninde.

  “Hvor fanden har du været? Unge dame!” Jeg hadede når min far råbte, han råbte aldrig. Af alle ting jeg kunne vælge imellem, havde jeg allermest lyst til at sætte mig ned på jorden og græde.

  “Jeg-jeg fik en besked fra H..Hope, hu…” Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, og derfor kiggede jeg bedende på min søster.

  “Hope har anoreksi.” Jeg kunne se hvordan alle deres øjne blev mere lyse fyldt mere og mere med medlidenhed.

  “H-hun er på hospitalet.” Stammede jeg mig frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...