Kalve er lykkens unger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Færdig
9-årige Jonathan holder ferie med sine forældre og søstre midt på en bakke, der fører længere og længere op i himlen. Allerede efter den første aften har han lært en gravid ko og den jævnaldrende pige, Lysta, godt at kende. Det lader dog til, at koen kun kan føde sine kalve, når Jonathan og Lysta er sammen. Jonathan og Lysta er også begge meget nysgerrige på, hvad der mon er på toppen af bakken. Der er nemlig meget farligt, har de begge to fået at vide. Alligevel aftaler de, at de vil tage derop sammen, mens deres forældre sover. Turen bliver dog ekstremt følelsesladet for dem begge to. Hvordan mon koen reagerer på det?

1Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. Kapitel 1

Ringkøbing, fredag 6. september 2086

 

"I tager svævebanen til post 19", sagde receptionisten og gav os nøglen. Vi gik ud til svævebanen, gik derind og trykkede 19. Straks satte den igang, og den kørte omkring 100 km/t ved siden af og langs med krusstien, der også bare gik opad og opad. Efter et minuts tid begyndte den at standse, og efter få sekunder stod den helt stille, og vi steg ud. Det første, jeg fik øje på, var en gravid ko. Den stirrede på mig, som om den tænkte: "Hvad laver du her?". Vi gik ned ad krusstien i et minuts tid, indtil vi kom til hus nr. 105 - der skulle vi bo hele weekenden. Vi pakkede ud, og jeg fik et værelse sammen med mine to tvillinglillesøstre.

 

Da det var blevet aften, sad vi på en af bakkens restauranter, som vi havde taget svævebanen op til. Efter vi havde spist hovedretten, og mine forældre lige skulle slå mave, inden vi kiggede på desserten, gik jeg ind i restaurantens lille børnerum. Derinde sad to piger og en anden dreng. De lignede nogle, der var ca. jævnaldrende med mig. Jeg var en dreng på 9 år dengang. En af pigerne, som var lyshåret og havde en gul kjole på, sagde: "Hej, kom og sæt dig!". Og det gjorde jeg. "Har du også set den gravide ko?", var det første hun spurgte om, lige da jeg havde sat mig. "Ja", svarede jeg hurtigt. "Bor du også lige ved siden af den?", spurgte jeg. "Ja, jeg bor i hus nr. 101", svarede hun. Efter jeg havde siddet der i en lille halv time, kom min far ind og spurgte, om jeg ville have en dessert. Det takkede jeg næsten aldrig nej til, men lige akkurat den dag gjorde jeg, fordi jeg hyggede mig så meget sammen med de andre børn. Vi hyggede videre i et stykke tid, indtil min mor til sidst kom ind og sagde, at nu skulle vi hjem. Jeg sagde pænt farvel til dem alle sammen og gik. Forinden havde jeg allerede nået at aftale med Lysta, pigen i den gule kjole, at vi skulle mødes ved den gravide ko i morgen klokken halv elleve. Jeg havde allerede fået en lille ven på den første aften, så jeg var selvfølgelig ret glad. Da vi steg ud af svævebanen, fik jeg igen øje på koen. Den havde allerede født sin første kalv, og nu stirrede den på mig, som om den ville sige: "Se, jeg har født den første. Er det ikke skønt?". Der stod en mand ved siden af, som hjalp den med at føde. Jeg kunne se på dens mave, at der stadig var en del kalve, der ikke var født. Jeg havde lyst til at blive stående ved koen, men resten af min familie var allerede på vej mod vores hus, så jeg måtte hellere følge efter dem.

 

Den næste dag klokken lidt i halv elleve, gik jeg ud til koen og ventede på Lysta. Hun kom efter få minutter. Jeg var blevet ret glad for hende allerede. Vi tog hinanden i hænderne og beundrede sammen koen. I det samme kunne man se, at den pludselig fik stærke veer, og der gik ikke mange minutter, før den næste kalv var ude. Efter vi havde stået der et stykke tid, begyndte vi sammen at gå lidt rundt. På et tidspunkt kiggede jeg op langs krusstien, der bare førte længere og længere op. "Gad vide, hvornår stien ender", sagde jeg til Lysta. "Ja, det har jeg faktisk også tænkt lidt over", sagde hun. Da det var frokosttid, blev Lysta kaldt ind af sin mor. Vi gav hinanden et farvelknus, og jeg gik også hjemad. Efter lidt tid derhjemme, ville mine forældre også gerne spise. De gik ud i køkkenet og trykkede på en knap, der gjorde, at en maskine selv smurte vores mader og selv skænkede vores drikkevarer op. Efter et lille minuts tid var maden og drikkevarene klar. Mine forældre bar maderne hen til bordet. "Hvad skal du have at spise, Jonathan?", spurgte min mor mig. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til mad. Jeg var meget betaget af både Lysta og koen  og kunne ikke rigtig tænke på andet. Jeg ville dog heller ikke sige nej, for så skulle min mor helt sikkert til at spørge, hvad der var galt, og jeg ville ikke blande hende ind i det. Jeg trykkede på den knap i køkkenet, der gav mig en markralmad. Det var det. Min mor spurgte selvfølgelig, hvorfor jeg ikke skulle have mere end det. Jeg svarede bare, at jeg ikke var særlig sulten, og heldigvis spurgte hun ikke mere ind til det. Da jeg var færdig med at spise, spurgte jeg min mor, om jeg godt måtte tage svævebanen til toppen af bakken. "Nej, det må du absolut ikke. Der er meget farligt derop. Du kan falde ned", sagde hun meget alvorligt. Jeg var både overrasket  over hendes reaktion, men også nysgerrig på, hvad der egentlig var deroppe.

 

Da klokken var omkring fire, kunne jeg se, at Lysta stod alene ude ved koen. Jeg sagde til min mor, at jeg lige gik ud. Jeg gik ud til hende og spurgte, om den havde født nogle flere. "Nej, det har den faktisk ikke", svarede hun. Jeg spurgte, om hun ville med op i det lille skovområde, der lå et par minutters gang op ad bakken. Det ville hun gerne. Vi satte os på en bænk inde i skoven og begyndte at snakke. Tiden fløj afsted, og vi fik talt om næsten alt mellem himmel og jord. Da jeg kunne mærke, at stemningen var ved at være til, at vi skulle gå tilbage, fik jeg en sjov idé. Måske kunne jeg spørge hende, om hun ville med op på toppen af bakken. Mit hjerte hamrede. "Spørg nu!", tænkte jeg, og det gjorde jeg så. "Lysta... skal vi prøve at gå sammen op på toppen af bakken på et eller andet tidspunkt", spurgte jeg. Hun kiggede overvejende på mig. "Mine forældre siger, at der er farligt derop, og at man kan falde ned", sagde hun. "Det siger mine forældre også, men hvis man ikke går ud over kanten, falder man vel ikke ned", sagde jeg. Det gav hun mig ret i. Der var stille i et stykke tid, indtil hun sagde: "Okay, lad os gøre det". Vi måtte nok hellere gøre det, mens vores forældre ikke vidste det, for vi måtte jo ikke. For mig at se var der kun én mulighed: At gøre det om natten. "Skal vi mødes ved koen klokken 3 i nat og tage derop sammen?", spurgte jeg. Vi kiggede stift på hinanden, indtil vi til sidst begge to begyndte at grine af spænding. "Det er en aftale", sagde hun. Jeg var endnu engang meget glad og meget spændt. Vi tog hinandens hænder og gik tilbage mod koen. Da vi var tæt nok på kunne vi se, at koen lige havde født endnu en kalv. Det begyndte at undre mig lidt. Det var ligesom om, at hver gang jeg var meget glad, fødte koen.

 

Lige inden jeg skulle til at gå i seng, sad jeg i vores sofa og tænkte på det, der skulle ske i nat. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville tage svævebanen derop. Jeg anede ikke, hvordan den virkede. Jeg frygtede også, at den var videoovervåget, så de måske nede fra receptionen kunne se, at jeg var derinde. Jeg gik i seng og indstillede min iPhone 31 til at ringe klokken kvart i tre i nat. Jeg indstillede den til at ringe med en frekvens, som jeg vidste, at hverken mine lillesøstre eller mine forældre kunne høre. Det var kun mig. Hele natten sov og vågnede jeg lidt på skift. Jeg sov dog, da uret ringede klokken kvart i tre. Jeg slukkede den med det samme og stod op. Jeg tog noget varmt tøj på og listede ud af døren. Jeg gik hen til koen, og Lysta kom næsten med det samme. Vi blev enige om, at vi ikke tog svævebanen, men gik derop sammen. Så fik vi også en lille tur ud af det. Lige da vi tog hinanden i hænderne og skulle til at gå, fødte koen sin fjerde kalv. "Det var da utroligt, som min lykke og dens fødsler kunne blive ved med at falde sammen", tænkte jeg. Vi kiggede hurtigt på den nyfødte kalv og gik derefter hurtigt videre. Vejen derop var lang og hård. Det gik opad og opad. Der var ikke nogen, der sagde et ord til hinanden på vej derop. Vi begyndte nu endelig at kunne ane noget, der mindede om en top. Efter vi havde gået lidt til, var jeg nu sikker på, at det var toppen, vi kunne se. Nu nåede vi endelig toppen. Jeg kiggede på min iPhone. Vi havde kun gået i 23 minutter, men det føltes som en hel time. Stigningen fladede hurtigt ud, og vi stod nu på et jævn stykke græs. To meter foran os var der en kant. Vi holdte godt fast i hinandens hænder og listede ud mod den. Fuck, der var langt ned. Det måtte være Ringkøbing Fjord, der var dernede. Vi satte os på kanten og nødt udsigten. Vi fortalte begge to hinanden om, hvor stort et øjeblik dette var for os begge to. Vi sad på toppen - det højeste sted. Og vi måtte ikke. Jeg tog nu min arm rundt om hende og kunne nu godt for alvor mærke, at jeg var ret forelsket i hende, men nu skulle vi lide nyde det her øjeblik sammen først. Vi sad begge to og pegede ned på forskellige ting, vi kunne se nede ved vandet. Der var en del af sådan nogle festbåde, hvor unge mennesker dansede, festede og badede hele natten. Det måtte være sjovt, men vi havde det nu også rigtigt sjovt, hvor vi var. Når jeg så, hvordan mine fødder dinglede, kunne jeg godt mærke, at det lige gav et stød i maven. Efter vi havde siddet der i en halv times tid, aftalte vi, at vi ville gå tilbage nu. Jeg tog fat i en lille plante med en stor gren, der garanterede ragede langt ned i jorden. Med lidt støtte fra den vendte jeg mig stille og roligt om og var nu i sikkerhed. Jeg holdte fortsat fast i Lystas hånd, mens hun også vendte sig og skulle til at rejse sig op. Jeg tog også mine ben lidt længere ind til mig for at rejse mig, men inden jeg nåede det, kunne jeg høre noget, der skred. Det gav et sæt i kroppen. Jeg holdte ekstra godt fast i grenen og i Lystas hånd. Jeg kiggede tilbage og kunne se, at Lysta var ved at falde ud over kanten. "NEJ, NEJ, NEJ, NEJ!", tænkte jeg og skulle næsten allerede til at bryde grædende sammen. Det gav et ordentlig ryk i min arm, da Lysta var faldet et lille stykke ned. Jeg blev slynget om på maven. Jeg lå nu helt fladt på maven med en gren i min venstre hånd og Lystas hånd i den højre. De første par sekunder var jeg i fuldstændig panik. Hvad fanden skulle jeg gøre? Hurtigt blev den følelse dog erstattet af en overlevelsesfølelse, der var noget mere rolig. Jeg var selvfølgelig stadig skidebange, men samtidig begyndte jeg også at overveje, hvad fanden vi skulle gøre. Lysta skreg selvfølgelig. "Hold godt fast. Jeg giver ikke slip", råbte jeg til hende. Der var vel kun én mulighed. Jeg måtte prøve at trække hende op. "Jonathan, hjælp mig!", råbte hun med gråd i stemmen. "Hold godt fast. Jeg prøver at trække dig op", sagde jeg. "Okay", sagde hun. Jeg trak i både grenen og hendes hånd. Jeg kunne mærke, at hun kom langsomt højere op. Det, jeg var mest bange for, var egentlig ikke, at grenen skulle knække, for den virkede rimelig stærk. Det, jeg frygtede mest, var, at vores hænder skulle glide fra hinanden. Vi svedte begge to ret meget, så det kunne nok godt ske. Hun kom dog stadig længere og længere op. Nu kom hendes grædende ansigt til syne. Jeg blev så lettet af at se det igen. Jeg troede jo lige, at jeg aldrig ville komme til det igen. Jeg trak hende stadig tættere på mig, og nu kunne jeg mærke, at hun havde overbalance ind mod græsplænen i stedet for ud over kanten. "Yes, hun overlever", tænkte jeg. Jeg trak hende det sidste stykke, så hendes fødder nu også var inde på græsplænen. "Træk mig helt ind til dig", sagde hun, og det gjorde jeg. "Vi skal væk", sagde hun. Og vi rejste os, og netop som vi var kommet ned på stien, tog hun hænderne op til ansigtet, gik ind til siden og satte sig ned. Hun græd stadig, og det begyndte jeg også på nu - af lettelse tror jeg. Jeg satte mig ved siden af hende og tog om hende. Hun krammede mig og takkede mig igen og igen. Vi måtte sidde et pænt stykke tid, indtil hun var i stand til at gå videre. Vi gik nu nedad igen, og der blev ikke sagt et ord. Vi kom nu ned til koen igen, og jeg fik følelsen: Tingene ligner sgu sig selv, selvom vi begge to lige er sluppet fri fra en nødsituationen. Koen lå og sov. Jeg tænkte, at den måtte være færdig med at føde. Da vi kom tættere på, synes vi begge to, at den så underlig ud. Den lå med tungen ude af munden. Vi luntede helt hen til den og kiggede. Dens øjne var åbne, men helt døde. Den så helt død ud. Dens kalve gik rundt om den og snusede til den. "Den er da død", sagde jeg. Lysta slap min hånd, gik hen og lænnede sine hænder op af et skur og begyndte at græde igen. En pludselig skyldfølelse ramte mig. Var det på grund af vores nødsituation, at den pludselig var død? Alle de gange, jeg havde haft det rigtig godt, havde den født. Nu havde jeg så lige haft det helt elendigt, og nu var den død. Jeg gik hen til Lysta og tog igen hånden om hende. "Det ser ud til, at den har fået født alle sine kalve", prøvede jeg at trøste hende med. Hun kiggede på mig og smilede tungt. Jeg ved ikke helt hvordan, men et kort øjeblik efter kyssede vi pludselig. Jeg nødt det selvfølgelig rigtig meget, men samtidig grinede jeg lidt indvendigt og tænkte jeg: "Hold da kæft, en sindssyg ferie, mand!" Efter lidt tid tog jeg forsigtigt om hendes baghoved, og hun gjorde det samme med mig. Nu stoppede vi. Jeg var ret forslået, så jeg kom til at spørge hende, om det var fordi, hun syntes, at jeg var sød, at hun kyssede mig, eller om det var fordi, jeg lige havde reddet hende. Det vidste hun ikke rigtig, men hun havde hele tiden syntes, at jeg var ret sød. "I lige måde", sagde jeg, og vi begyndte at kysse igen. Til sidst sagde vi farvel og gik hver især hjem. Klokken var blevet lidt fem. Jeg lagde mig i sengen, men jeg hverken kunne eller prøvede for alvor at falde i søvn igen.

 

Klokken var omkring ti, og jeg holdte halvt øje med, om Lysta stod ude ved koen. Det gjorde hun så også til sidst. Jeg gik ud til hende igen. Netop som jeg var kommet hen til hende, kom manden, som havde hjulpet koen med at føde, ud. Vi spurgte, om koen havde nået at føde alle sine kalve, før den døde. Det havde den. "Det lader til, at den er død af et hjerteslag i nat", sagde han. Da manden var gået igen, spurgte jeg Lysta, hvornår hun skulle hjem. "Vi skal lige have frokost, og så kører vi", svarede hun. Vi snakkede kort om det, der skete i nat. "Jeg er stadig både lettet og chokeret, bare ikke ligeså meget som i nat", sagde hun. "Har du sagt det til dine forældre?", spurgte jeg. "Nej, det har jeg ikke, og det tror jeg heller ikke, at jeg kommer til lige i forløbet i hvert fald. Vi måtte jo ikke engang gå derop", sagde hun. "Jeg siger det heller ikke", sagde jeg. Vi var sammen frem til ca. halv et, hvor min mor sendte mig en besked om, at jeg skulle komme hjem nu, for vi skulle til at køre. Lysta og jeg havde også nået at få tilføjet hinanden på Socialbook, som var et populært socialt netværk. Vi kyssede igen, da vi skulle sige farvel til hinanden. Jeg gik ind igen, og kort efter tog vi svævebanen ned og checkede ud i receptionen. Derefter satte vi os ud i vores bil og begyndte at køre hjem. Jeg tænkte rigtig meget på Lysta på vejen hjem, men selvfølgelig også lidt på koen. Min iPhone vibrerede i lommen. Jeg tog den op og kiggede. "Er I kommet godt hjem?", havde Lysta skrevet. Jeg smilede og blev rigtig glad. Vi var ikke helt hjemme endnu, men næsten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...