All For Love; Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2015
  • Opdateret: 25 sep. 2014
  • Status: Færdig
Erin har været kærester med Devon i 7 år. Erin er 23 og Devon er 25. Erin er blevet gravid, og har været det omkring 5 måneder, da noget går helt galt... Med hinanden i hånden, og oddsene i mod sig, vil det unge par bekæmpe alt, hvad der måtter komme i vejen... ikke også?

0Likes
0Kommentarer
65Visninger

1. For Evigt

De var to: Erin og Devon, alle vidste de var sammen, og folk syntes de var et sødt par. De holdt i hånden rundt i byen, og spiste ude når de var på date. Denne dag var meget speciel, forhåbentlig gik den som ventet, håbet og ønsket. Devon kom hjem klokken 16, med tidligt fri, fordi dagen var så speciel. Vejret var koldt, da det var omkring Februar. Han parkerede bilen i deres lille garage, og kiggede mod huset. Han opdagede at der ikke var tændt noget lys. Faktisk kunne han næsten ikke se noget derinde, fordi det var så mørkt. Han låste bilen og gik over til huset. Han frøs, og glædede sig til at komme ind i huset. Devon fik sig låst ind i huset. Lige som han havde sat sig, brummede hans mobil. Beskeden stod på skærmen; Kommer snart hjem, har en overraskelse -møs Erin. Han skyndte sig at svare: yes, glæder mig til at se dig, søde - møs Devon. 

Han lavede sig en kop kaffe og så lidt tv, da han opdagede den lille blå bil, der havde været der de sidste mange dage. To kvinder steg ud. Den ene lidt tyk, den anden normal slank. Den tykke af dem var selvfølgelig Erin. Den anden var hendes bedste veninde siden tredje, Rebecca Tares. Rebecca gav Erin en hånd ud af bilen. Devon skyndte sig ned og åbne døren, og hjalp pigerne ind i varmen. Han lavede kakao, mens Erin og Rebecca satte sig i sofaen. Huset var indrettet flot, i forhold til at Devon og Erin kun havde boet der i 1 år. Pigerne fik en kop kakao hver, og Devon hældte mere kaffe op til sig selv. "Nåååh?" spurgte Devon og kiggede frem og tilbage. "Jeg er gravid!" hvinede Erin, og var ved at spilde ud over sig selv. Hun satte koppen fra sig, og sprang i Devon's udstrakte arme. Rebecca smillede, og kiggede rundt i stuen. Hun så på billederne, der vidste både Erin og Devon's bryllup, Erin og Rebecca rundt i verden, både i Paris, New York, Australien, Afrika og hjemme i London. Erin satte sig, og brød Rebecca's tanker med et spørgsmål; "Vil du spise med i aften?" Rebecca rystede på hovedet. Hun havde en aftale med sin egen kæreste, som havde inviteret hende ud. "Beklager" smilede hun. "Tylor?" Rebecca nikkede. "Faktisk, må jeg hellere tage hjem og gøre mig klar nu." Erin fik et kram, og Devon, et klap på skulderen. "Tillykke, vi ses!" Den lille blå bil kørte væk, og Erin kiggede efter den. "Hvad synes du den lille skal hedde?" Spurgte Erin, og fjernede blikket fra vinduet. Devon trak på skuldrene. Snakken gik om og om igen, og 5 måneder gik.

I sin sjette måned, var det ikke svært at opdage Erin var gravid. Devon hjalp hende overalt, og Erin's mor, Helen kom ofte og lavede mad og alt det andet, Erin plejede at gøre. Det blev august, så september, og Erin kastede konstant op. Den 24. september var det så voldsomt med opkast, at Devon tog Erin med til læge. Lægen undersøgte hende, og stillede spørgsmål. Devon gik nervøst frem og tilbage i lokalet, og et par sygeplejesker kom løbende ind og ud. "Hvordan står det til, Doktor?" Spurgte Devon til sidst. Doktoren løftede kort blikket, men svarede ikke før han havde tjekket et eller andet på sin computer, og skrevet noget ned på et stykke papir. "Barnet er... påvirket. Jeg ved ikke hvad det er, men der er change for at" Doktoren standsede sin sætning, og kiggede på parret. "Devon vil du lige komme med mig herud?" Devon nikkede og gik med doktoren. "Der er stor change for at enten Erin eller barnet dør. Faktisk omkring 80% chance for en af dem, og 50 ud af 80 procent på at det bliver Erin. Jeg foreslår klart en abort, men det er naturligvis jeres valg?" Devon mumlede: "Aldrig i livet" og tog sig til hovedet. "Efter dig" mumlede han og holdte døren for doktoren. Erin kiggede på dem, og hun kunne se på Devon at der var noget galt. "Hvad er der?" Devon kiggede på gulvet. "Det- det kan jeg ikke sige. Vent til vi kommer hjem." Erin nikkede. Ingen af dem sagde noget på vej hjem i bilen.  Devon hjalp Erin ind ad døren, og ned i sofaen. Hendes smukke, venlige grønne øjne kiggede op i hans klare blå, mens han talte; "Lægen foreslår at du får en abort, da der er stor change for at du kan dø af at føde barnet." De blå øjne kiggede væk, og de grønne blev fyldt med tårer. "Jeg vil ikke have en abort. Jeg tager chancen." Devon kiggede på hende. "Er du sikker, Erin, du kan risikere at dø, 50% chance?!" Erins øjne var faste, og hun nikkede bekræftende. "Så ringer jeg til lægen. Vil du have en kop te?" Erin nikkede, og Devon tog sin mobil med ud i køkkenet. Han satte vand over, og ringede lægen op. Ti minutter efter kom Devon tilbage med to kopper i hænderne, og telefonen i lommen. Han stillede kopperne på sofabordet, og trak en lænestol over til sofaen. "Hvad sagde lægen så?" spurgte Erin, og tog en slurk af sin te. "Han mener det er dit valg, men han mener stadig aborten er det bedste valg." "Okay, men jeg ombestemmer mig ikke!"  sagde Erin, og holdt om kruset for at få varmen i hænderne. Devon sukkede. "Nej det ved jeg." Han kyssede hende på hovedet og gik ud i køkkenet. Devon kiggede ud af vinduet. På den anden side af gaden kunne han se en lille dreng gynge, og lidt væk på en bænk, to voksne, Devon antog var drengens forældre. Han smilede for sig selv. Måske en dag, hvis Erin overlevede, og fik barnet, kunne det være dem, der sad netop der. Devon håbede på, at de fik en pige, mens Erin var ligeglad. Devon gik tilbage til hende. "Hvordan har du det, søde?" spurgte han. "Fint, jeg tænkte lige på at ringe og invitere Rebecca herover til aftensmad, hvis det ikke gør noget?" Devon smilede. "Det lyder hyggeligt." Erin tog sin mobil op ad lommen, og fik kantet sig selv op af sofaen og gik ind i soveværelset. Mobilen ringede tre gange, før Rebecca tog den.                                                                                                                      

Rebbeca: Hej Erin!                                                                                                                                                

 Erin: Hej Becca, hvordan har du det?                                                                                                                           Rebecca: Meget godt, hvad med dig?                                                                                                                         Erin: Helt fint, hvad siger du til at spise med i aften?                                                                                                    Rebecca: Åh det lyder skønt! Ja tak.                                                                                                                         

Erin: Og du har ingen planer med Tylor?                                                                                                                        Rebecca: Har jeg ikke fortalt dig det? Vi har slået op for lidt over en måned siden!                                                      Erin: Det er jeg ked af at høre, du må fortælle mig om det i aften, kan du være her klokken 18?                                  Rebecca: Det skulle jeg mene. Du skal ikke bekymre dig om mig, du har jo fuld mave, ikke?                                        Erin: Ja. Vi ses. Møs møs!                                                                                                                                              Rebecca: møs møs!

Rebecca lagde på. Erin gik ud af soveværelset. "Rebecca kan godt komme, hende og Tylor har slået op, vidste du det?" Devon sad i sofaen. "Nej det vidste jeg ikke." Han rynkede panden. "Trist, jeg troede ellers de ville blive gift eller noget." Erin trak på skuldrene. "Jeg tror bare de tager en pause." sagde hun. 

 Det ringede på døren, og Rebecca kom ti minutter forsent, hvilket var meget normalt. "Hej!" sagde Erin, da hun åbnede. Det var besværgligt at give en krammer over den store mave, men det lykkedes de unge piger alligevel. Devon fik også et knus, men det var lidt lettere. "Hvordan har du det?" spurgte Rebecca Devon, for de havde ikke set hinanden siden den februar, hvor de fik svar på Erin graviditets test. Devon gav et kort resume af hvad han havde lavet i den tid, inklusiv den forfremmelse han havde fået, hans og Erins korte tur til Frankrig, om da de havde fået lavet børneværelse. "Ved I hvilket køn det er?" spurgte Rebecca. Devon rystede på hovedet, men Erin nikkede. "Gør du?" spurgte Devon. "Jeg fik det først selv af vide for en uge siden." sagde Erin glad. "Det er en pige." hvinede hun. Devon smilede, men han kunne ikke lade være med at tænke på det, lægen havde sagt. Rebecca og Erin hvinede og hoppede. Der gik over ti minutter, før de stoppede. Devon var gået ud i køkkenet for at lave mad, og han skulle sætte i ovnen, på samme tid, som de to piger blev færdige. "Har I nogen navne idéer?" spurgte Rebecca forpustet. "Nej ikke rigtigt." svarede Erin. "Jeg tænker noget unikt, som, jeg ved ikke, måske Lily?" foreslog Erin. Devon overvejede det. "Det lyder okay." han aede hendes mave. "Eller Erin junior?" hun smilede. Erin grinede. "Eller Devie?" 

Rebecca's telefon ringede. "Rebecca." sagde hun. "mhm, okay, ja, selvfølgelig, jeg er der om to timer. Ja, elsker også dig." hun lagde på igen. Erin kiggede afventende på hende. "Min bror og min svigerinde skal på date, og de spørger om jeg vil passe deres søn. Min svigerinde spurgte om jeg spiste hos jer, og det gør jeg jo." Devon gik ud i køkkenet, og satte maden på bordet. Sammen havde de en rigtig hyggelig aften.

Alting kunne være gået bedre; Hvis nu Devon ikke havde fået stress, og Erin ikke kastede op konstant, og Rebecca ikke havde sagt ja, til at gå ud med det nar hoved, der havde spurgt hende. Rebecca måtte putte en ispose på det blå øje han gav hende, efter hun havde sagt, at hun ikke kunne lide ham på den måde. Alt i alt kunne det hele have været meget bedre. 

Devon skiftede Erin's spand ud igen. "Undskyld." mumlede hun flovt, og kiggede op på sin mand. "Det gør ikke noget, sveske." forsikrede han hende om, og kyssede hende på panden. "Har du taget den der pille mod stress?" spurgte Erin. Devon nikkede dystert. "Virker den?" spurgte Erin, med et bekymret ansigtsudtryk. Devon trak på skuldrene. "Lidt, tror jeg." sukkede han. Erin smilede. "Det var da godt." Devon smilede anstrengt. "Ja." mumlede han.

En hyggelig november morgen, tog Devon Erin med ind på hospitalet. For det første, skulle Erin snart føde, for det andet, var Erin begyndt at blive meget svimmel, og havde tendens til at besvime, og hun sagde, at hun ikke kunne se så tydeligt. Det var den samme doktor nu, som ham, der havde fortalt at Erin måske skulle dø. Han holdt fast i, at Erin skulle have haft en abort. "Nej tak." mumlede Erin, som Devon troede sov i sin hospitalsseng. Han sad på kanten af hendes seng, og aede hendes hånd. "Det er også forsent nu." mumlede lægen, og gik uroligt frem og tilbage. Devon sukkede. Erin åbnede det ene øje på klem. "Vi klarer den." sagde hun, og kørte en hånd over sin mave. "Vil du ikke hente en yoghurt?" bad Erin. Devon smilede. "Jo, okay, hvilken slags?" spurgte han. Hun trak på det. "Blåbær." sagde hun, og smilede sødt. "Tilbage om lidt." sagde han, og kyssede Erin på hovedet. 

Erin kiggede lidt rundt i sit rum. Lægen var gået, og Devon var ikke kommet tilbage. Hun havde en seng, et skab, et bord, nogle stole og en håndvask. Hun kunne ikke se enden af sin seng, men hun vidste, at der stod Erin Wester.

 Hun havde overtaget Devon's efternavn, da de blev gift, for hun følte det bandt dem sammen. Devon kom tilbage. "Her." sagde han, og rakte hende en blåbær-yoghurt. "Tak." smilede hun, og tog også i mod skeen. Devon satte sig, og Erin begyndte at spise. 

Dagen kom, hvor Erin skulle føde. Devon var blevet vækket af et skrig, og havde straks fået nogle sygeplejersker og en jordmor ind. Han var blevet bedt om, at sætte sig, op til 10 gange. Rebecca var der, og sad på en stol, som hun var faldet i søvn i, aftnen før. Erin skreg af smerte, og hun var allerede besvimet 2 gange. Devon kom hen og holdt hende i hånden. "Shh." sagde han. Hun kiggede bebrejdende på ham. "Undskyld." mumlede han. Erin klemte øjnene i. Hun klemte så hårdt om Devon's hånd, at han fik mærker. "Det skal nok gå, vi bliver familie, vi får en god fremtid, det skal nok gå, Erin." hviskede han, og kyssede hende på hovedet. "Tak." mumlede hun. "Tillykke." smilede jordmoderen, og holdt en lille pige frem, i et lyserødt hånklæde. Devon smilede. Han lagde slet ikke mærke til hvor slap, Erin's hånd pludselig var. Han tog i mod den lille pige, og tørrede hendes hoved, med en stump af hånklædet. Rebecca kom derhen. "Se Erin! Erin?" Devon vendte sig mod hende. "Erin!" udbrød han. Et par sygeplejersker maste sig forbi ham. Devon kunne ikke se, hvad de foretog sig, men de kiggede begge så bedrøvet på ham. "Mr. Wester." sagde den ene, og bed sig i læben. "Nej." sagde Devon, og knugede den lille pige indtil sig. "Nej." en tåre faldt over hans kind. "Åh, nej, det kan ikke passe! Nej!" sagde han, og flere tåre faldt over hans kinder. Rebecca græd også. Hun satte sig ved Erin's livløse krop. "Erin." hviskede hun, og bøjede sig over hende. Devon satte sig i en stol lidt derfra. Den lille baby græd. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Epilog:

"Hope?" kaldte Devon. "Herinde far!" svarede den unge pige. "Hej snuske." sagde han, og kyssede hende på panden. "Laver du lektier?" spurgte han, og kiggede på hendes skrivebord. "Ja." svarede hun. "Forresten-" hun bed sig i læben og kiggede op på ham. Hun havde Erin's grønne øjne. "Har du et billede af mor og dig, udover det i stuen? Jeg vil godt have et på mit værelse." mumlede hun. "Klart." sagde Devon, og nikkede opmuntrende. "Øjeblik." sagde han. Hope kiggede lidt rundt. Man kunne godt se, at her nu boede en teenager, og ikke den lille baby, det i første omgang var lavet til. Devon kom tilbage med en ramme i hånden. "Her." sagde han, og rakte det til hende. Hun holdt det op foran sig, og smilede. "Hvor er det fint." hviskede hun. "Du ligner hende." sagde Devon. "Hun var så smuk." hviskede Hope. "Du er opkaldt efter hende, dit mellemnavn, ved du nok?" sagde Devon, og strøg Hope over håret. Hun nikkede. "Hope Erin Wester." sagde Hope. Det stod også på hendes dør. "Du var de 30%, der overlevede, det lille håb, der har bragt mig meget lykke." hviskede Devon. Selv om de nu kun var, som før; to.

 

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...