Skumring (One shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 sep. 2014
  • Opdateret: 25 sep. 2014
  • Status: Færdig
Historien handler om en pige som fik en sygedom, som nu skulle flytte væk fra hendes trygge rammer.

0Likes
0Kommentarer
161Visninger

1. Skumring

 

 

 

Hun så rundt i rummet. Rummet var fyldt op med et orange skær fra sensommersolen. Det betød at det var tid. Det var den tid på dagen. Det var aften. Dette var hendes liv, og nu skulle hun væk. Væk fra hendes trygge rammer som har omfavnede hende når hun var trist, men også når hun var glad. Hvorfor skulle de også skiltes. Hvorfor skulle hun også være syg. Hvorfor spurgte hun sig selv, mens hendes blik stoppede over et stort billede.

Hun smilede ved tanken, da hun så på billedet. De var alle så lyk-kelige dengang, eller det var, da det hun troede. Bag smilede var der ødelæggelse, i et parforhold blandt to mennesker. Men se-nere var der ødelæggede mellem en familie.

Hun kiggede ned på en lille pige med et stort smil der gik hende helt op til øjnene, eller hun kiggede ned på sig selv. Det var dengang. Dengang hun havde alt sit hår. Dengang var ikke syg, tværtimod var hun aldrig syg. Dengang var hendes forældre sam-men. Dengang var hun uvidende. Uvidende for alt det der ville sket. Uvidende fra hvordan en drøm ender, som pluslig blev til et mareridt. Alt dette blev hurtigt lavet om. Det ene sekund var hun sammen med hendes venner, det næste lå hun på jorden bevidstløst.

En 10 årig pige som ingenting havde oplevet eller set, lagde der på kanten til at dø. Eller det var det hendes forældre havde fået af vide. Efter en måned var hun vågn igen, men hun var stadig syg.

Stadig syg med kræft.

Hendes forældre sagde at alt nok skulle ordne sig, men da læ-gerne havde fundet ud af, at hun havde fået en kræftsygedom, der angreb rygsøjlen var der panik. Som hendes forældre sagde da de hørte det, ”betyder det at hun ikke vil kunne gå?” Men for hende var der ikke panik, kun for dem. Men hun forstod jo helle ikke hvad der skete. Ikke så godt i hvert fald. Hun kiggede over mod spejlet, der var nogen få meter væk fra hende. Hun kiggede på hendes hoved. Alt det pæne hår. Det pæne røde hår var væk. Hun lod derefter hendes blik gå ned, af hendes krop.

 

Hun kiggede på kørerstolen. Den måde den havde fået hende til at lige, var en hjælpeløs person. Men det var hun ikke. Da tænkte hun, at de ligeså godt kunne været flyttede for længe siden, hvis hun havde vidst, at det ville brin-ge så meget skade på dem hun elsker. Kræften var nu også kommet i hendes rygmarv. Lægerne sagde det en meget sjælden kræfttype, men også at hun sikkert ikke overlevede den. Der lød en knirkende lyd bag hende, men hun kiggede ikke tilbage. Hun vidste hvem det var. Hun vidste det var tid. Det var tid til at flytte. Måske var det godt nok, tænkte hun.

 

Hun kiggede tilbage på billedet. Så på de falske smil som hendes forældre havde. Det var det rigtige at gøre tænkte hun, så der ikke var flere der blev kede når det skete. Når hun dø.

Hun så igen rundt i lokalet. Dette var hendes rum. Der var her hun havde det sjovt, de første ti år.

Huset var grimt udvendigt, men inden i var det en perle. Eller kun for hende.

 

Hendes forældre kunne aldrig forstå, at hun elskede det for de syntes det var grimt.

”Er du klar,” lød bagved hende. Stemmen var meget lys og me-get stille. Hun kunne tydelige mærke, at hendes mor havde ændret sig. Engang var hun hende som snakkede mest, men da hendes barn havde fået kræft, stoppede hun næsten med at snakke. Hendes far sagde, at moren stoppede med at snakke fordi hun var trist. Men hvad faren ikke vidste var at moren ikke ville se hendes datter, fordi hun følte det var hendes skyld. Moren lagde en hånd på skulderen af hendes datter. Hun nikkede stille, og så skubbede moren hende stille væk fra  billedet, og så helt ud af rummet. Hun kiggede rundt, mens hun blev skubbet ud gennem huset. Næsten alle tingene var i kasser, og på vej mod deres nye hjem. Eller hendes. Hendes mor skulle bo tæt på hende, men hun skulle selv bo på et hos-pital. Da moren skubbede hende igennem gangen, følte hun sig pludselig trist igen. Dette var virkeligt. Hun var på kanten til at dø. Hun var ingenting. Hun tænkte tilbage på dengang hen-des far sagde, at hun skulle have en privat lærer, så når hun blev rask var hun klar til at gå videre med en uddannelse. Hun tænkte på al den tid hun kunne havde brugt på noget andet. Noget sjovt. Hendes mor og hende var kommet ud foran hu-set. Hendes mor så bekymrende på hendes datter.

 

”Er du okay lille skat?” Spurgte hun med en stille stemme.

Hun nikkede igen. Moren hjalp hendes datter ind i den store bil. Hun kiggede tilbage mod hendes gamle hus. Hendes gamle liv eller hvis hun kunne kalde et liv på et hospital næsten hverdag. 

”Far møder os over på ho… hospitalet.” Hun kiggede over på hendes mor. I de seks år hun har været syg, havde hendes mor ikke kunne sige hospital så godt, og når hun sagde det, sagde hun det meget stille, så man næsten ikke kunne hører det.

 

Hun nikkede bare igen. Hun begyndte, og kunne mærke smerterne i hendes ryg. Hun tog hendes hånd ned i en af  hendes lommer, og tog en bøtte op med smertestillende piller i. Hun holdte bøtten i hendes hånd, og så på den.

 

”Gør det ondt igen?” Hendes mor kiggede på hende i baks-pejlet. Hun nikkede ikke, men tog bare tre piller, og proppede bøtten ned i lommen igen.

 

Hun kiggede ud af bil vinduet, mens smerterne stille forsvandt.

”Tror du på at der er et liv efter døden?” Spurgte hun mens hun stadig kiggede ud af vinduet. Hun hørte hendes mor komme med et lille suk.

”Hvem ved…” 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...