late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43235Visninger
AA

10. 9

 

X

 

”Vi ses.” sagde Dawn smilende, da Ashton, Luke og Michael var på vej ud af døren.

”Har du nøglerne til bilen, Calum?” spurgte Ashton og rakte hånden frem mod mig, som tegn på at han var klar til at tage i mod dem.

”Ja, uh…” Jeg kiggede lidt rundt i lokalet efter min jakke. Jeg kunne mærke, at mine øjenlåg var tunge. Klokken var elleve om aftenen. Det var ikke fordi, at det var specielt sent for mig, men køreturen havde være hårdere end jeg havde forventet. Jeg rodede i min jakke lomme, og gav ham nøglerne. Han smilede og gik så ud af døren. Jeg låste døren bag ham, og smilede søvnigt til Dawn.

Hun havde fået et godt indtryk af mine venner. Lidt for godt. Hun så ud til, at komme godt ud af det med Michael. Måske var det fordi at de begge havde rødt hår, eller det var hvad jeg ville ønske.

”Dine venner er rare.” Hun lænede sig tungt op ad døren, og bøgede det ene ben en smule, så det var hendes ryg og hendes venstre fod, som var presset blidt op ad døren.

Jeg havde lyst til at læne mig ind mod hende, men som sagt, var vi kun venner. Jeg vidste godt, at Dawn havde svært ved at stole på folk, fordi de ville forlade hende lige som hende farmor. Dog kunne jeg godt se grundene til det. Det var forfærdeligt at være venner med en pige som Dawn, især når man var en dreng som mig. Jeg fandt alt om Dawn interessant, og det var næsten som en sygdom. Jeg glemte alt om omgivelserne omkring mig, når først hun sendte mig det ene blændende smil efter det andet.

”De er vel okay.” grinede jeg, og lænede mig op ad væggen overfor hende.

”Jeg mener det, Calum, de er virkelig rare.” Hendes øjne var en smule større nu, så jeg vidste at hun var seriøs. Jeg nikkede, og kiggede en smule afvisende på hende.

Jeg havde ikke kendt Dawn i ret lang tid, men jeg var sikker på, at hun allerede legede lege med mig, og det havde jeg ikke brug for. Jeg havde andre ting, som jeg skulle koncentrere mig om, men jeg kunne ikke få mig selv til at vende ryggen til Dawn.

Jeg havde set sider af hende, som ingen andre havde. Måske kunne jeg vænne mig til tanken om, at være venner mig hende. Hun var en pige, som jeg allerede nu vidste, jeg gerne ville beholde i mit liv.

”Hmm…” mumlede jeg, og kiggede søvnigt rundt i rummet. Jeg kunne mærke min krop blive tungere, og lod derfor min ryg glide ned af den råhvide væk, indtil at jeg kunne mærke gulvet under mig. Jeg bumpede ned på gulvet med et bump, og sukkede irriteret. Det var bare træthed, prøvede jeg at overbevise mig selv om.

”Er du træt?” spurgte Dawn, og tog et skridt eller to hen mod mig, og satte sig ned på en klodset og sød måde. Jeg grinede og nikkede. Hendes fingre strejfede min overarm, og de kørte langsomt og pinefuldt. ”Jeg tager sofaen, så kan du få sovet.” Hun rejste sig op, og rodede blidt i mit år, og gav mig et smil.

”Nej, Dawn,” Jeg rejste mig hurtigt op, og tog hendes hånd. ”Jeg tager sofaen, det er helt okay.” Hun rystede på hovedet, og grinede af mig. Jeg havde lyst til at trække hende tæt ind til mig, og bare holde hende der. Lade hende vide, hvad jeg virkelig gerne ville med hende. Jeg ville vide ting om hende. Jeg ville være den person som vidste, hvad hun bestilte på en bestemt restaurant. Jeg ville være den person som vidste, hvilken film hun ville se. Jeg ville være den person som ville komme med is og chokolade klokken tre om natten, fordi hun var i et dårligt humør. Mit eneste problem var, at Dawn ikke så mig som den person.

”Calum, du har kørt i otte timer.” argumenterede hun, og gik ind i stuen.

”Jeg er ligeglad.” kommenterede jeg, og tog en pude og et tæppe fra armlænet.

”Calum, mener du det?” spurgte hun, da jeg knappede mine bukser op, og smed dem på gulvet, og ligeglad med hvad Dawn sagde til det. Jeg fik skubbet sokkerne af mine fødder, og trak tæppet op over mine skuldre.

”Ja, jeg mener det. Bare gå ind i sengen.” mumlede jeg, og fik et underligt blik fra Dawn. Jeg var ikke et røvhul, hvis der var nogen der var det, så var det mennesker som gav dig blandede signaler.

”Calum?” spurgte hun, og satte sig ned på sofaen. Jeg kunne mærke hendes ryg presse sig blidt ind på min mave. ”Hvad har jeg gjort galt?”

”Ikke noget,” skyndte jeg mig at sige, og satte mig hurtigt op. ”Kom nu.” Jeg rejste mig, og trak hende med mig ind i soveværelset. Jeg tændte lyset, og samlede hurtigt en bunke tøj sammen fra gulvet.

”Jeg kan godt tage sofaen.” Dawn begyndte for første gang, at irritere mig, men dog ikke. Jeg tror ikke rigtigt jeg kunne være irriteret på Dawn. Dawn var min svaghed.

Jeg ignorerede hende, og smed rodet hen i hjørnet af rummet. ”Jeg sagde jo det rodede.” sagde jeg og grinede, mens jeg nervøst kløede mig i nakken.

”Det er helt fint.” sagde Dawn, og så ud til, at have accepteret mit tilbud, og blev i sengen.

”Godt.” Rummet blev pludseligt varmere end før, og min T-shirt gjorde det ikke bedre.

”Calum, har du en T-shirt jeg må låne?” Mine øjne blev store, og mine kinder blev røde. Drenge elskede at se piger i deres tøj, men jeg ville forlade rummet lige om lidt.

”Ren eller beskidt?” jokede jeg. Det var som om, jeg ikke kunne være vred på Dawn i længere tid. Jeg var besat. Jeg vidste ikke om Dawn var god for mig eller ej.

”Ren, tak.” grinede hun, og tog det heldigvis som en joke. Jeg gik hen til skabet, og trak grå T-shirt ud. Jeg kastede den over mod hende, og smilede svagt til hende. Hun hoppede ud af sine cowboy bukser, og jeg prøvede desperat på at holde mit blik fra hende. Det mislykkedes. Hun trak sin sweater over hovedet, og blottede den sorte bh. Jeg sank en klump, og lod min øjne skanne hendes krop i det få sekunder, som det varede.

”Jeg, uh…Godnat.” sagde jeg hurtigt og nervøst, og vendte mig om mod døren.

”Calum,” hviskede Dawn, da jeg slukkede lyset, og stod stille i få sekunder. Jeg ventede på at hun ville fortsætte sin sætning, men vendte mig ikke om. Jeg trak lidt på kanten af min trøje, da jeg kunne mærke varmen overtage min krop igen. ”Bliv hos mig.” hviskede hun.

Jeg tændte lyset, og kiggede overrasket på hende. ”Hvad?”

”Lig dig her, ved siden af mig.” Hun bed sig i underlæben, hvilket ikke gjorde min trang til at smide mig hen ved siden af hende mindre.

Hun leger lege med dig, fortalte jeg mig selv igen og igen.

”Dawn…” Jeg tøvede. Jeg havde lyst til at konfrontere hende med sandheden, og fortælle hende, hvor ondt det gjorde når hun afviste mig. Det var næsten som om, at hun skammede sig over at kalde mig mere end ven.

”Calum, jeg kalder dig min ven, fordi jeg ikke ved hvad vi er.” forklarede hun, som om hun lige havde læst mine tanker. Mine øjne lyste op.

”Det kan jeg fortælle dig.” grinede jeg, og trak trøjen over mit hovedet, og smed den ned på gulvet, hvor en ny bunke rod skulle til at forme sig.

Jeg var bare ikke sikker på, at det kun var gulvet der skulle til at blive et stort rod, da jeg lagde mig ned ved siden af Dawn, og trak hende tættere ind til mig end nogensinde før.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...