late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43258Visninger
AA

8. 7

 

X

 

”Tak for besøget, I to,” sagde Fiona med et stort smil plantede på hendes tynde læber. Vi havde i løbet af vores besøg fået en masse historier fortalt. Historier som hun hverken havde fortalt Dawn eller Dawns familie. Det undrede mig, at alle var så rare i familien. Dog kom Dawns mor og var lidt af en lyseslukker, synes jeg. Men da Fiona fortalte alle de gode historier, hvor Mrs. Phillips var indblandet i, blev jeg positivt overrasket. Dawn smilede og kiggede beundrende på hendes elskede farmor. Jeg smilede og kiggede beundrende på Dawn. ”Det var hyggeligt, at møde dig, Calum. Pas på min lille pige.”

Dawn blev rød i hovedet og kiggede ned, mens jeg nikkede stolt. ”Det lover jeg.” grinede jeg, og tog i mod det svage kram fra Fiona.

”Det håber jeg.” grinede Fiona. Hun vinkede Dawn hen mod hende, og jeg tog et par skridt tilbage. Jeg stillede mig hen til døråbningen, og besluttede mig for, at tjekke min telefon. Jeg havde tre missede opkald. To fra Eliot og et fra Luke. Jeg tjekkede mine beskeder, og der var en lang kæde af åndsvage spørgsmål fra Eliot.

Fra Eliot: Kan du tage min vagt om en time?

Beskeden var sendt for tre timer siden, og jeg håber at Eliot selv havde taget vagten. Med mindre, at han havde fortalt vores chef, at jeg ville tage vagten, og så ville jeg få straffen for ikke, at møde op til tiden.

Til Eliot: Nej. Jeg er ude af byen.

Fra Eliot: Den havde jeg regnet ud, idiot.

Jeg låste skærmen, og kiggede op på Dawn som sad og græd en smule, da hun gav hendes farmor det sidste kram.

”Lad os gå.”

”Er du okay?” spurgte jeg, og kiggede nervøst på hende, da hun lukkede døren til stuen, hvor hendes farmor lå.

”Ja, jeg har det fint,” Hun smilede svagt, og tørrede tårerne væk fra hendes kinder.

Jeg troede ikke på løgnen, men accepterede at hun ikke ville snakke om det. Jeg nikkede og gik en smule tættere på hende, jo flere skridt vi tog. Min hånd strejfede hendes, og jeg kunne se smilet forme sig på hendes lyserøde læber, som var gemt bag det røde hår. Jeg tog mod til mig, og flettede mine fingre ind i hendes. ”Jeg har det rigtig godt.”

”Det har jeg også.” grinede jeg, og begyndte lige så stille at svinge vores hænder frem og tilbage i et roligt tempo.

”Jeg kan godt køre på vej hjem.” forslog hun og kiggede undskyldende på mig. Jeg havde kørt i fire timer, siddet ved Dawn farmor i fem timer, og skulle til at køre fire timer endnu en gang.

”Har du kørekort?” spurgte jeg, og kiggede seriøst på hende.

”Det finder politiet vel ikke ud af.”

”Dawn!” grinede jeg og kiggede overrasket på hende, mens min skulder ramte hendes i et drillende skub.

”Det skal nok gå-”

”Jeg kører, glem det,” Vi fik øjenkontakt. Hun havde et stort smil plantet på hendes læber, og kiggede sødt på mig. Hun lod sine øjne glide ned på mine læber og op til mine øjne igen. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og jeg blev mere nervøs end jeg nogensinde havde været før. ”Skal vi tage på McDonald’s?” spurgte jeg og stoppede hendes bevægelse. Hun stoppede tyve centimeter fra mit ansigt, og gav mig et irriteret blik.

”Ja, det, ehm, kan vi vel godt.”

Jeg ville ikke kalde stemningen akavet. Jo, måske ville jeg. En har slags. Måske prøvede jeg bare at gøre situationen mindre akavet. Den var helt klart akavet. Der var ingen tvivl om, at jeg kunne lide Dawn, som i at jeg virkelig godt kunne lide Dawn. Hun havde ingen idé om, hvor mange gange jeg havde haft lyst til at kysse hende, og nu havde jeg næsten chancen, men jeg lod den flyve lige forbi mig, eller stoppe op foran mig, og jeg gik forbi den. Pigen jeg kunne lide, havde prøvet at kysse mig, og jeg afbrød hende. Pigen som var mindst lige så nervøs som jeg var, havde prøvet at kysse mig. Hun tog et skridt videre, og jeg fortrød at jeg ikke tog et skridt fremad sammen med hende, i stedet for at trække hende med et skridt tilbage.

Vi gik ud på parkeringspladsen, og kiggede begge to efter Ashtons sorte bil. Dawns hånd havde heldigvis ikke forladt min endnu, hvilket jeg var taknemmelig for, siden jeg virkelig havde begået en stor fejl ved at stoppe hende. Hun spottede bilen, og trak mig ivrigt hen mod den.

”Kom nu, Calum.” Mine skridt var tunge i forhold til hendes. Hun virkede så let, når hun nærmest fløj hen over asfalten.

”Jeg kommer,” sukkede jeg. Hun trak sin hånd ud af min, og jeg fik hurtigt ændret mit ansigtsudtryk til et dramatisk og trist ansigt. ”Dawn…” peb jeg.

”Calum…” peb hun tilbage, og grinede af mig. Hun tog min hånd igen, og lænede sig op min kind, hvor hun placerede et brændende kys på min brændende kind.

Hun kiggede flovt ned på vores sammenflettede fingre, og tog håret hen foran hendes ansigt. Jeg rystede blidt på hovedet, og tog min frie hånd op, for at tage hendes hår bag ved hende øre igen.

”Jeg sagde jeg kunne lide det nede, men det betyder ikke at du skal gemme dit ansigt.” pointerede jeg, og tænkte tilbage på den aften.

Et suk forlod hende mund, og hun kiggede frustreret op på mig. ”Hvorfor er du så sød i mod mig?” Jeg var en smule overrasket over det pludselig spørgsmål. Jeg kendte ikke svaret, men måske gjorde jeg. Jeg var et sødt menneske, tænkte jeg. Jeg var en rar person. Jeg var bange for at spytte de forkerte ord ud, og prøvede at være en stille for en stund.

”Fordi…” Jeg tøvede.

”Fordi hvad?” Jeg åbnede døren for Dawn, og lod hende sætte sig ind i bilen, og lukkede den blidt for hende igen. Måske var jeg overdrevet sød overfor hende. Jeg fik om foran bilen, og om til førersædet, hvor jeg hurtigt åbnede døren og satte mig.

”Fordi jeg godt kan lide dig.”

”Det ved jeg men-”

”Ikke bare lide dig. Jeg kan lide de ting du kan. Jeg vil gerne vide mere om dig, og jeg føler at jeg skal være sød overfor dig, for at få svar.”

”Oh.” grinede hun. Solen skinnede ind ad vinduet og fik hendes røde hår til at få endnu flere nuancer end jeg havde lagt mærke til før. Hun kiggede interesseret på mig, og kiggede ned på mine sammenflettede fingre. De kørte blidt ind og ud af hinandens greb. Det var tydeligt at jeg var nervøs.

”Det var lamt, undskyld.” Det gik op for mig, hvad jeg havde sagt, og at jeg nok ikke havde en chance hos hende længere. Intet håb. Men da hun kiggede op på mig igen, kom det tilbage.

”Jeg har en ting jeg gerne vil gøre ind du sidder med din mund fyldt med klamme pomfritter.” grinede hun, og lænede sig langsomt over mod mig.

”O-okay.” stammede jeg, da hun endnu en gang var bare tyve centimeter fra mig.

Hendes læber ramte mine med så meget passion, at det næsten fik en til at eksplodere. Vi smilede begge to, mens vores læber kørte rundt på hinanden i et langsomt tempo. Hastigheden blev forøget, og før vi vidste af det, var Dawn næsten kravlet over på mit lår, og hendes hænder kørte rundt i mit hår. Mine hænder kunne ikke være stille, og bevægede sig rundt på Dawn. Jeg trak mig fra hende, da kysset var blevet heftigere end jeg havde regnet med, og gav hende et blændende smil.

”Hvad vil du gerne vide?” spurgte Dawn få sekunder efter.

”Hvad med alting?” jokede jeg, og kiggede blidt på hende. Hendes læber var rødere og mere hævet end de plejede at være, og jeg ville væde med at mine var mindst lige så røde og hævede som hende.

”Det er jeg ikke en gang sikker på, at jeg selv kan svare på.”

X

Kan vi lige snakke om, at I har taget så godt i mod den her historie, og jeg virkelig elsker jer.

I må meget gerne smide en kommentar - det ville gøre mig så glad.

tusind tak fordi I læser med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...