late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43228Visninger
AA

7. 6

 

X

 

”Hvorfor jeg ville arbejde?” spurgte Dawn overvejende, og kiggede på hendes fingre. Hendes ben lå nærmest op ad vinduet, mens hun lænede sig længere og længere over mod mig, med siden lidt mere til. Hun overvejede mit spørgsmål, som blev stillet for snart et minut siden. Hun gentog det.

Efter lidt tid prøvede jeg at uddybe mig selv lidt mere. ”Jeg mener, hvorfor gøre rent?”

Hun grinede en smule, og kiggede over på mig. ”Hvorfor lave kaffe til stressede sure mennesker?”

Jeg havde aldrig tænkt over det, før ordene forlod hendes røde læber. På den anden side, fik Dawn mig til, at indse så mange ting som jeg aldrig havde lagt mærke til før. Inklusiv den måde hun gjorde alt på. Alt.

Måden hun tog en dyb indånding. Måden hendes smil blev større og større indtil hendes tænder kom til syne. Måden hun kiggede ned på hendes fødder når hun gik, og lod en tot af hendes hård glide ned foran hendes øjne. Måden hun satte spørgsmålstegn bag alt, inklusiv mig.

”Hvorfor gøre rent efter de stressede sure mennesker?”

”Fordi så skal de ikke selv gøre det.”

”Fordi så skal jeg ikke selv gøre det.” rettede jeg hende. Vi havde haft en kort periode, hvor der ikke var nogen rengøring, og så mødte jeg op om morgenen og gjorde rent.. Dog plejede jeg kun at feje og tørre bordende af. Dawn tog en ordentlig og grundig runde et par gange om ugen.

”Vi er jo venner, Calum.” grinede hun, og så fyldtes bilen med en stilhed, som alligevel skreg træthed og utålmodighed.

Venner. Ordet skar så hårdt i mig, at jeg var sikker på at min ellers så hvide T-shirt snart ville blive tung og rød af blodet, som strømmede pinefuldt ud af mig.

Jeg stirrede på vejen, men havde ingen idé om, hvor vi var. Bilerne forsvandt omkring mig, men de var der stadig.

”Calum! Drej til højre!” Dawn slog hårdt til mig, og jeg nåede lige at dreje inden der skete noget.

”Undskyld.” hviskede jeg og kørte flovt videre.

”Vi har kørt i snart fire timer, Calum. Det er okay, virkelig.” forsikrede hun, mens hendes fingre efterlod brandmærker på min overarm. Hun havde stadig ikke fjernet sin hånd fra min arm, og den så ud til at blive der. Hendes fingre begyndte lige så stille at køre op og ned ad min arm. Jeg holdte vejret. Hendes berøringer var så intense.

”H-hvor…” Jeg sank en klump, og kunne mærke bulen i mine bukser vokse. ”Hvor skal jeg dreje?”

Jeg kiggede over på Dawn, som bed sig i læben, mens hendes fingre kravlede ned ad min arm.

”Til venstre om cirka tre-firehundrede meter.” hviskede hun hæst. Hun legede lege med mig, og jeg anede ikke om jeg kunne lide dem eller ej.

Jeg drejede til venstre og så det store hospital foran mig, mens bulen voksede sig større og større.

”Kommer du?” spurgte Dawn som allerede var trådt ud af bilen. Jeg sank en klump, og kiggede kort ned.

”Bare mød mig derinde. Jeg skal lige ordne noget,” løj jeg, og tog min telefon op af min bukselomme. ”Bare ringe til, ehm, Ashton.”

”Okay, jeg venter derinde.”

Da jeg så hende gå ind på hospitalet, hoppede jeg om bag i bilen, og gjorde hvad jeg skulle gøre.

X

”Fik du snakket med Ashton?” spurgte Dawn, da jeg satte mig ned på en plasticstol ved siden af hende. Jeg nikkede og kiggede flovt ned på mine hænder.

”Hvilken stue ligger din farmor på?”

”Rød stue, værelse 23,” forklarede hun med et trist smil, og rejste sig op. Hun rakte mig hende hånd og kiggede smilende ned på mig. ”Vil du med?”

Jeg ventede lidt med at tage hende hånd, og kiggede tøvende rundt. ”Er du sikker på at du ikke vil derind alene?”

”Hun ville elske at få en mere gæst.” Dawn undgik mit spørgsmål, men svarede stadig på det. Det var en kunst.

Jeg tog hendes hånd, og kunne mærke hele min krop spænde, da hun langsomt flettede sine fingre ind i mine.

”Er det okay?” hviskede hun, men lod aldrig sit blik forlade gangen. Vi nærmede os elevatoren, og jeg kunne mærke trætheden tage over mig.

”Det er perfekt.” smilede jeg, og så hendes anden hånd trykke på op-knappen. Dawn smilede til mig igen, og gav mit hånd et klem. Jeg lød desperat. Jeg lød ikke kun desperat… Jeg var desperat. Trangen til at lade mine hænder falde blidt på hendes kinder, og få hende til at kigge mig dybt i øjnene, mens vi bare kom tættere og tættere på hinanden, var stor og svær at modstå.

Hun trak mig svagt efter hende, mens hun kiggede på numrene på dørene. Hun stoppede op, og gik hen mod døren.

Hendes lille hånd passede perfekt ind i min. Hun bankede på døren, og ventede på et svar. En svag lyd lød fra rummet, og derefter åbnede hun døren.

”Hej…” Hun tøvede og kiggede trist på hendes syge farmor.

”Jamen, goddag Dawn,” sagde hun overrasket, og lod hendes øjne åbne helt inden hun smilede stort. Dawn havde givet slip på min hånd, og sat sig hen på stolen ved siden af den grå hårede, tynde dame. ”Hvem har du med dig? Er det din kæreste?”

”Nej, farmor,” grinede hun, og kiggede flovt på mig. Jeg smilede til dem begge to. ”Det er Calum.”

”Sikke en flot ung mand,” fniste hendes farmor, og vinkede mig over til dem. Jeg satte mig i stolen ved siden af Dawn, og smilede nervøst til dem begge. Det her var afgørende. ”Jeg hedder Fiona.” Hun rakte sin svage, tynde hånd frem mod mig, og jeg trykkede den forsigtigt.

”Rart at møde dig, Fiona.” Dawn skubbede blidt til mig, hvilket fik mig til at smile. En sygeplejerske kom ind lige da Dawn og Fiona havde startet deres samtale.

”Jeg skal bare lige tjekke hende, og så går jeg igen.” Vi nikkede alle tre, da Fiona vendte hovedet i mod sygeplejersken. Dawn lænede sig en smule hen mod mig, hvilket fik mit hjerte til at slå hårdt og hurtigt.

”Tak fordi du gider det her. Det betyder meget.” hviskede hun lavt, og lod sit hoved hvilke på min skulder. Det var en vægt jeg ikke havde lyst til at få af skuldrene. Faktisk, ønskede jeg bare at den ville blive tungere og tungere. Dog gjorde det ingen forskel, for da jeg fik øjenkontakt med hende, vidste jeg at jeg allerede var faldet hårdt for hende.

”Det var så lidt.”

”Nej,” begyndte hun, og jeg håbede sådan set på, at hun ville lade den ligge der, for helt ærligt… Det var så lidt. ”Du brugte penge på benzin, kørte i fire timer og du skal køre igen, men jeg betaler for benzin denne gang.”

”Dawn, det er fint-” Hun trak mig ind i et kram, og viskede tak flere gange. Jeg tror ikke jeg havde indset, hvor meget det her betød for hende før nu.

”Okay, Fiona. Jeg kommer tilbage om en time eller to.” Sygeplejersken kiggede sødt på Dawn som stadig sad tæt op ad mig.

”Vi ses.” sagde Fiona med et smil på læben, der bare understregede, hvor rar hun var.

”Hvordan har du det?” spurgte Dawn straks. Hendes hånd gled ud af min.

”Jeg tror snart det er tid.” svarede Fiona bare, og kiggede undskyldende på Dawn, hvis øjne var fyldt med tårer, som var klar til at falde.

Dawn klemte Fionas hånd som var det hele hendes verden hun prøvede at holde fast på. Den første tårer faldt, og hun lod sin pande ramme siden af Fionas seng irriteret, og stadig en smule blidt.

”Det er uretfærdigt.”

”At dø er en naturlig-”

”Det er uretfærdigt.” afbrød Dawn. Hun mumlede nærmest, da hendes hoved var begravet i Fionas hvide dyne. Fionas hånd kørte igennem Dawns vilde røde hår.

”Det ved jeg, Dawn.”

Jeg følte mig ikke til stede. Jeg følte, at jeg var en forhindring. Jeg forhindrede dem i at komme ud med det de gerne ville.

”Ehm, jeg… Jeg går ned i cafeteriet.” sagde jeg og rejste mig akavet. Dawn kiggede på mig med et desperat blik. Hendes fingerspidser rørte min hånd.

”Bliv.”

Og det gjorde jeg. Jeg blev. Jeg havde tænkt mig at blive her i noget tid, og jeg havde tænkt mig at blive hos Dawn i endnu længere tid.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...