late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43273Visninger
AA

6. 5

 

 

X

 

Jeg vågnede næste vores ved lyden af min telefon som bippede. Jeg lå på sofaen. Mit fjernsyn var tændt, og var skruet lidt for højt op. Klokke var seks, da jeg kiggede på klokken. Det var stadig en smule mørkt udenfor, hvilket fik mig til at sukke tungt. Jeg havde en time til at gøre mig klar. Jeg skulle hente Dawn ved caféen. Det havde hun insisteret på. Der var noget over hende, som ingen mening gav, men underligt nok, gjorde det mig mere interesseret end det burde.

Dawn var en af de få personer, som jeg virkelig gerne ville lære at kende. Ikke bare lære at kende. Jeg ville gerne være noget eller nogen, der betød noget for hende. Jeg ville være lige så interessant for hende, som hun var for mig.

Jeg trak mig selv op af sofaen, og kunne straks mærke en smerte skyde igennem min rygrad.  I samme øjeblik var der to ord, der ligesom i min rygrad, skød igennem mit hoved. Fire timer.

”Fuck.” mumlede jeg, og trak nærmest mig selv hen ad gulvet i min lejlighed. Mine skridt var dog lette. Hvem ville egentligt vækkes af folk der gik rundt klokken seks om morgen på en lørdag.

Jeg trak hurtigt T-shirten af min overkrop, og takkede mig selv for at have taget mine bukser af inden jeg faldt i søvn på sofaen. Dog fortrød jeg, at jeg havde lagt bukserne på gulvet, som jeg ikke havde gjort rent i to uger. Til mit forsvar, var jeg 19 år, havde et arbejde og en skole, der skulle passes. Det sidste jeg tænkte på var nok at støvsuge.

Jeg lod vandet løbe i noget, der nærmede sig i minuttet, og kiggede på mit trætte spejlbillede. Jeg kunne mærke en lettelse skylle ind over mig, da det varme vand ramte min trætte krop.

Jeg kunne mærke mine øjenlåg blive tunge, og besluttede mig for at smutte ud. Jeg trak forhænget væk, og fik fat i det første håndklæde jeg fik øje på. Jeg lod mine hænder glide igennem mit våde hår, og tog så håndklædet. Jeg sukkede da jeg fjernede håndklædet fra mit hår, da jeg så mig selv i spejlet. Jeg prøvede at smile svagt, men det var som om det ikke lykkedes. Jeg vidste ikke om jeg skulle fortryde, at jeg tilbød at køre hende, for alt i alt, så skulle jeg bruge mange timer med hende, hvilket jeg så frem til. Dawn og jeg. Jeg fangede mit spejlbillede ud af øjenkrogen, og opfattede hurtigt smilet.

Jeg forsatte ud i den let belyste gang, og fandt min vej til det mørke køkken. Mine spinkle fingre fandt stikkontakten og fik tændt det skarpe lys i det hvide køkken. Jeg greb fat i en pakke morgenmad, og hældte ned i en skål som stod i skabet som allerede var åbent. Jeg prøvede desperat på at holde mine øjne åbne, da jeg langsomt begyndte at hælde mælken i.

Jeg kiggede op på uret, og mine øjne blev straks store da de skannede uret.

06.37.

Jeg skovlede et par skefulde af morgenmaden i munden, og løb hostende ind i stuen, for at trække de sorte stramme jeans på. Jeg fandt en grå T-shirt på gulvet, og lod mit hår sidde som det var. Måske forventede Dawn ikke at jeg så godt ud klokken syv om morgenen. Jeg låste døren bag mig, med min jakke under armen, og styrtede ned af trappen. Jeg havde lånt Ashtons bil. Jeg fortalte ham om aftalen, som jeg havde lavet med Dawn, og han lod mig hurtigt låne bilen bare jeg selv betalte for benzin.

Jeg hoppede ind i bilen. Klokken var 06.49 og jeg vidste, at jeg ville være ved caféen et par minutter over syv, hvilket frustrerede mig. Måske var Dawn typen som forventede, at man skulle være der præcist klokken syv. Måske ikke. Det sjove ved Dawn var, at der altid var noget nyt at finde ud af. Jeg følte at der ikke var noget der kendte Dawn ud og ind. Nogle folk var som åbne bøger, nogle var lukkede. Andre var fuldstændig låst, og Dawn var sådan en type. Låst.

Mens jeg sad der i mine øjne tanker, lagde jeg mærke til solen, som langsomt bevægede sig sin vej op på himlen. Jeg lagde være til de gardiner, som folk havde trukket for. Jeg lagde mærke de få træer, som begyndte at få små lysegrønne blade. Dawn havde på få dage, fået mig til at se de små ting, som jeg ellers ikke havde lagt mærke til. Eller måske var det fordi, at Dawn var så mange små ting, som blev til et stort… Kunstværk. Måske ledte jeg efter det andre steder end hos Dawn.

Jeg rystede tanken af mig, og kørte hen foran caféen. Dawn stod ude foran, og smilede stort da hun så bilen. Hendes hår var en smule uglet, og hendes kinder var røde. Hendes læber var fugtige, og da hun åbnede døren glimtede hendes øjne.

”Godmorgen.” sagde jeg, og ventede på at hendes fingre var færdige med at fumle med selen.

”Godmorgen.” Hun smilede og lænede sig tilbage. ”Tusind tak, fordi du gider det her. Undskyld for at du skulle op så tid-”

”Det er fint, Dawn. Det gør mig ikke noget.” grinede jeg, og afbrød hende. Ser du; Dawn havde ingen idé om, hvor meget jeg ville gøre for hende. Hun havde ingen idé om, at det var en fornøjelse at bruge min lørdag i en bil i fire timer med hende. Hun anede intet.

”Er du sikker. Toget går om ti minutter, jeg kan godt nå at tage det, hvis-” prøvede hun igen.

”Nej, Dawn. Det her skal nok blive hyggeligt.” argumenterede jeg, og startede bilen igen. Dawn tog min GPS, som lå på gulvet, og tastede adressen ind.

”Drej til højre om 600 meter.” Vi grinede begge to svagt, og fik øjenkontakt i få sekunder, men efter det, blev bilen fyldt med stilhed igen. Ikke en ubehagelig stilhed. En stilhed der sagde, at vi begge to var stået op klokken seks på en lørdag morgen, og ikke var gået i seng på et tidspunkt, hvor det var passende. Men uanset hvad, nød jeg Dawns tilstedeværelse.

x

”Fortæl mig om din mormor.” sagde jeg, da vi havde kørt i cirka en time, dog med få ligegyldige samtaler, som alligevel ikke var så ligegyldige.

”Min farmor.” rettede hun mig. Jeg blev en smule rød i kinderne.

”Det sagde du aldrig noget om.” forsvarede jeg mig, og holdte mine øjne på vejen, da jeg drejede ned ad en ukendt gade.

”Nej…” hun tøvede en smule, og kiggede hurtigt ud af vinduet. ”Hun er min bedsteven. Hun er klog, støttende, smilende, sød… Alt det min mor ikke er.” Og det sagde klik. Derfor var Dawn så desperat efter at besøge hende. Derfor havde Dawn svært ved at blive tæt med mennesker. Hun vidste, at en dag, var de nød til at forlade verdenen, og så stod hun selv tilbage i verden uden støttende.

”Det er jeg ked af, Dawn. Jeg er sikker på at du finder en der vil være dig for dig.” sagde jeg, og lod endelig mit blik hvile på hende i en længere periode af sekunder.

Dawn sagde ikke noget, men hun smilede. Hun smilede stort, og i det øjeblik hvor vores øjne mødtes, voksede mit smil også.

”Jeg har på fornemmelsen at jeg har fundet en.” Hun kiggede hurtigt ud af vinduet, med lidt for røde kinder, og tyggede en nervøst på hendes negle.

Der gik lang tid før Dawn begyndte at rykke en smule. Hun var et mysterium, og jeg vidste at det var et mysterium, jeg var nød til at løse.

”Hvornår er vi der?” spurgte Dawn, hvilket fik mig til at grine en smule. Hun kiggede spørgende på mig, med sine brune øjne som alligevel ikke var helt brune.

”Omkring to timer.” sukkede jeg, og blinkede en smule for at holde min øjne åbne.

Hun kiggede en smule rundt i bilen, men satte sig skuffende ordenligt ned på sædet igen.

”Kan vi ikke holde ind på den næste tank station?” spurgte hun, og pillede lidt ved sine negle igen.

”Jo, hvorfor da?” Jeg kiggede efter nogle skilte, og blev en smule lettet da jeg så, at der var  kilometer til den nærmeste tank station.

”Jeg er sulten,” begyndte hun, og kiggede flovt ned i sit skød inden hendes kinder ændrede sig til en lys nuance af rød. ”Og jeg skal tisse.” Et grin forlod endnu en gang mine læber, men denne gang var det en del højere.

”Hvor længe har du holdt dig?”

”Kun siden vi havde kørt i 20 minutter.” grinede hun. Mine øjne blev store. Dawn havde siddet i over en time, og holdt sig, fordi hun var flov? Måske ville jeg heller ikke sige til Dawn, når jeg skulle tisse, men jeg havde fordele. Vi var nød til at holde ind på en tank station for at Dawn kunne tisse.

”Det er okay at, du ved, skal på toilettet.” Det var som om, at vi bare prøvede på at lette den akavede stemning, som sådan set ikke var mere akavet end, hvad vi gjorde den til.

”Calum,” grinede hun. Hun grinede. Hun grinede højt, og kiggede på mig med våde øjne. Ikke fordi hun var ked af det, men fordi hendes grin stadig fyldte hele bilen op. Jeg smilede stort, og kunne mærke en mindre eksplosion i min mave. ”Jeg skal tisse.”

”Javel, frøken.” jokede jeg, og kørte ind på den næsten tomme parkeringsplads.

”Jeg er tilbage om lidt.” hviskede hun, og hoppede nærmest ud af bilen. Jeg kørte hen til tanken, for at tanke bilen, da det gik på for mig at vi stadig skulle køre i noget, der nærmede sig tre timer.

Jeg bed mig i læben, da jeg stod der og fyldte bilen med benzin. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle beskrive hendes grin, men det var alt andet end irriterende.

Når jeg kiggede på Dawn, så jeg perfektion.

Der var bare det, at Dawn ikke var perfekt. Hun havde fejl, men hendes fejl var mindst lige så perfekte som hun var.

Dawn Phillips var en perfekt fejl.

X

poster lige et kapitel fordi vi alle er kede af at zaynie har forladt bandet :'(((

græder, tuder, hulker, dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...