late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43267Visninger
AA

41. 40

 

X

Det var gået så forfærdeligt forkert. Det skulle slet ikke have sket sådan. Jeg fortale Dawn, at jeg elskede hende for første gang foran, hvad der lignede hele verden.

Jeg kiggede chokeret rundt, men jeg skyndte mig ud af huset. Jeg slingrede hen mod døren. Mit hoved var et rod, et alt for stort rod. Hvordan skulle jeg fikse det her. HVORDAN, skreg jeg til mig selv.

Ashton kaldte på mig fra døren, men jeg var ligeglad. Det eneste intention jeg havde i det øjeblik, var at komme væk. Væk fra alle de fejltagelser, jeg havde begået den aften. Dawn var sur, og jeg var forelsket. Måske var det forkert af mig at skubbe Dylan så hurtigt væk fra hende, måske var det forkert, at jeg forlod hende, når jeg sådan set var den eneste hun kendte.

Folk kaldte på mig, de råbte højt. Nogen grinede, andre var seriøse. Jeg fumlede med havelågen, men da jeg endelig fik den op, havde jeg lyst til at læbe, men jeg turde ikke at tage chancen. Det helle slørrede for mine øjne, så at løbe var ikke det helt rigtigt valg, som jeg kunne tage.

”Calum!” En velkendt stemme lød, men jeg vendte mig ikke.

”Lad mig være.” mumlede jeg og sparkede til en sten på vejen. Jeg vidste, at klokken var to, og at der gik en natbus klokken halv tre ved en busstation tæt på Luke og Michaels lejlighed. Det var det jeg gik efter, ikke alt andet.

”Calum! Stop med at gå så hurtigt!” Det var Dawn, Dawn som nu vidste jeg elskede hende, Dawn hvis nye flirt var blevet skubbet så hårdt ind i væggen, at blodet sivede langsomt ud af et lille hul i hans hoved. Dawn, min Dawn. Var hun stadig min? kunne jeg spørge mig selv utallige gange.

”Dawn, jeg har ikke lyst til at snakke med nogen!”

”Heller ikke med mig?” Jeg stoppede op, og jeg kunne høre, at hun gjorde det samme. ”Jeg vil gerne snakke med dig, Calum.” sagde hun lidt lavere. Jeg kunne ikke se menneskerne længere, men man kunne stadig ane en smule af den musik, jeg kun havde beskrevet som overdøvende hele aftenen.

”Vil du?” hviskede jeg. Jeg prøvede at holde de ukendte tårer tilbage. Jeg anede ikke, hvor de kom fra. Det hele var så stressende, og jeg havde ingen idé om, hvad der skulle ske.

”Hmm, meget gerne.”

”Er du sur?” spurgte jeg, og satte mig opgivende ned på det kølige fortov. Hun sukkede lavt og satte sig ved siden af mig. Hun sagde ikke noget, og jeg kunne ikke tyde, om det var et godt eller dårligt tegn. Dog kiggede jeg på hende, og hun sad med et svagt smil på hendes lyserøde læber.

”Jeg ved det ikke helt. Jeg er… forvirret.” hviskede hun. Vores øjne mødtes kort. Jeg åbnede min mund, smagte en smule på ordende, men jeg gav op. Jeg kunne høre hende grine ved siden af mig.

”Hvad?” hviskede jeg, mens jeg kunne mærke mine øjenlåg blive tungere.

”Jeg havde aldrig troet, at du ville sige, at du elskede mig første gang jeg så dig fuld.” grinede hun. Dog havde jeg ingen kommentar. Stilheden fyldte atmosfæren i mellem os. Det var tydeligvis ikke noget, jeg havde lyst til at snakke om.

”Dawn, kan vi snakke om noget andet?” spurgte jeg irriteret.

”Hvad er pointen? Nu har du jo indrømmet det-”

”Pointen er, at du ikke elsker mig lige så meget, som jeg elsker dig.” afbrød jeg hende med en irriterende tone i min hæse stemme.

”Hvem har sagt det?” spurgte hun overrasket og rettede sig op. Hun kiggede forvirret på mig, og jeg kunne mærke, at hun langsomt var ved at give op.

”Ikke nogen, det er bare sådan det er.” vrissede jeg irriteret. Jeg ville videre. Lysten til at snakke om emnet eksisterede slet ikke, og det havde den aldrig gjort. Jeg fortrød ikke, at jeg havde indrømmet det, men jeg fortrød måden det skete på.

”Måske er det ikke sådan,” hviskede hun og begyndte at pille ved hendes negle. Jeg kiggede på hende igen med håb i mit blik. Hu havde taget elastikken ud af hendes hår, og jeg kunne se den ikke længere sad på hendes håndled. Jeg ventede stadig. ”Måske er jeg bare ikke klar til at indrømme det endnu.”

”Dawn, enten elsker du en eller så gør du ikke.” Jeg rejste mig irriteret op. Jeg gjorde det hele værre for mig selv. Jeg havde ingen grund til at være sur.

”Hvad vil du have mig til at gøre, Calum? At sige jeg elsker dig, selvom jeg ikke er klar til det endnu? Hvad nu hvis det hele går galt, og-”

”Det går ikke galt.” afbrød jeg hende. Håbet i min stemme var ikke væk. Jeg var sikker på, at Dawn og jeg nok skulle holde i lang ting. Dog gjorde det ondt, at hun tvivlede. Eller tvivlede hun virkelig? Hun have en vane med at tænke over det hele lidt for meget.

”Hvordan kan du vide det, Calum. Du er beruset, og du-”

”Jeg vil altid være der for dig, Dawn.” Endnu en gang afbrød jeg hende. Jeg kunne ikke mærke, hvad den her samtale ledte til. Lige nu føltes det som om, at det var mig der kæmpede, mens hun var klar til at lade det hele gå. Dog vidste jeg godt, at det sikkert ikke var sådan.

”Det siger du jo, men ved du hvad sandheden er?” Et lavt, såret grin forlod hendes læber.

”Dawn…” Jeg tøvede. JEG TØVEDE. Hvorfor tøvede jeg. Jeg burde sige hende i mod; overbevise hende om det modsatte.

”På et eller andet tidspunkt vil vi forlade hinanden, og det vil være tragisk, men vi vil vel have vores grunde.” forklarede hun. Et stik, to stik, tre stik i hjertet. Smerten var ulidelig. Jeg bed mig så hårdt i læben, at smagen af blod flød over min tunge.

”Hvad nu hvis vi ikke forlader hinanden.” pointerede jeg. Hun rystede opgivende på hovedet, og derefter rejste hun sig yndefuldt op, som var det det hun var bedst til.

”Calum,” sukkede hun. ”Vil en glad mand være glad for evigt?” spurgte hun mig. Jeg må dog sige, at det ikke var et spørgsmål, som jeg var vant til at blive stillet.

”N-nej?” Det kunne godt være, at min hjerne ikke virkede så optimalt, som den kunne have gjort, men måske var jeg ædru nok til at regne metaforen ud - håbede jeg.

”Sådan er det vel også med mennesker, der er forelskede,” Jeg kiggede forvirret på hende, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. ”Man er ikke forelsket for evigt. På et tidspunkt bliver du træt af at fortælle mig, at du kan lide min hår nede, og jeg bliver træt af at holde lange meningsfulde foredrag for dig, selvom du tager hvert eneste ord til dig-”

”Ikke hvert eneste ord.” Jeg afbrød hende for 117. gang den aften.

”Hvad mener du, Calum? Jeg har jo ret.” Hun smilede, men det var et smil fyldt med en smerte jeg ikke havde set før.

Jeg lod mine læber ramme hendes i et hurtigere tempo, end det normale tempo. Hun nåede næsten ikke at reagere, men jeg kunne være hendes læber bevæge sig mod mine. En følelse af tilfredshed fyldte min krop og mit sind. Hun skubbede mig ikke, hun holdte af mig, hun ville ikke slutte eller give op. Jeg trak mig forpustet fra hende, og jeg kiggede hende dybere i øjnene, end nogensinde før.

”Dawn?” hviskede jeg kort.

”J-ja?” stammede hun. Hun bed sig selv i underlæben, da hun sikkert var nervøs for, hvad de næste ord, der ville forlade mine læber, ville være. Jeg vidste det heller ikke selv, men én ting var jeg sikker på.

”Jeg vil altid være der for dig.” gentog jeg. Denne gang så hun ud til at tro på mig, og jeg troede også på det. Jeg ville altid være der for hende.

 

X

 

publicerer endnu en gang bc jeg har været lort til det.

kommenter gerne, hvis I vil! de sidste kommentarer gjorde mig så glad, så tak btw.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...