late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43224Visninger
AA

5. 4

 

X

 

Jeg havde fået overtalt Dawn til, at følge hende hjem. Det var en kamp. Dawn var tydeligvis ikke interesseret i, at have en dreng til at fedte for hende. Ikke fordi det var det jeg prøvede på, men jeg gættede på at det altid endte sådan, når en dreng godt kunne lide en pige. Jeg gik ikke i første klasse. Jeg havde ikke tænkt mig at slå hende i hoved, rive hende i håret og irritere. Det var ikke sådan kærlighed fungerede længere.

”Du behøvede altså ikke, at følge mig hele vejen hjem.” begyndte hun, og kiggede undskyldende på mig. Jeg smilede svagt, og rystede på hovedet.

”Der er ikke så langt fra caféen.”

”Nej, men nu skal du gå hjem, og der er langt,” begyndte hun og fægtede frustreret med armene. Hun var sød. Jeg kiggede ned på mit håndled, og så Dawn elestik sidde stramt om det. Hun fangede mit blik, og smilede sødt til mig. ”Bare behold den.”

”Ehm, tak, tror jeg.”

”Så, vi ses vel i morgen?” spurgte hun, og hentydede tydeligvis til vagten i morgen. Det slog mig pludseligt, hvor meget Eliot havde hadet, at have min vagt, så jeg var ikke sikker på, at jeg kunne få ham overtalt til at tage den igen. Men på den anden side, tog Eliot kun vagten, for at få mig til at tage den alligevel, så jeg ville nok komme til at tage den alligevel.

”Hvis Eliot har planer.” grinede jeg, og det bedste af det hele var, at Dawn grinte med mig. Mine kinder blev varme, og min mave kildede mere end den skulle.

”Kan I ikke bare skifte vagter?” Hun lod sine fingre strejfe mine, og tog lige så stille fat i min lille finger.

”H-hvorfor?” stammede jeg nervøst, og kiggede ned på vores fingre. Hun tog fat i min hånd, og flettede sine fingre ind i mine. Mine kinder blev en smule rødere, da jeg kunne mærke at hun gav min hånd et klem.

”Fordi…” begyndte hun langsomt, og tog et skridt tættere på mig. Mit hjerte bankede så hurtigt og hårdt, at jeg var sikker på at det ville springe ud af mit bryst om mindre end to sekunder. ”Jeg kan godt lide dig, Calum. Du virker som en god ven, du ved, en man skal holde fast på.”

”I-i lige måde.” Hun stillede sig på tær, pressede et kys på min varme, røde kind, og smilede så blidt til mig.

”Godnat, Calum.” Hun åbnede døren, og vinkede kort til mig inden døren næsten lukkede.

”Vent-” Dog var det for sent, og jeg havde spildt min chance. Jeg havde lyst til at spørge, om hun ville gå ud med mig, men for hende var jeg en god ven, og jeg burde holde mig tilbage. Desuden kendte jeg hende ikke, men noget i min hjerne sagde bare ’fuck det’ og jeg vidste ikke, om det var starten på noget dårligt. Hvem ved? Måske var Dawn slet ikke, hvem jeg troede hun var, og måske var hun præcis som jeg troede hun ville være.

 

Men der stod jeg, ude foran Dawn Phillips’ lejlighed, med så mange ting at sige, men med så få ord til at beskrive det. Det var frygteligt. Jeg følte mig hjælpeløs. Der indså jeg, at jeg havde lidt flere følelser for Dawn end jeg troede jeg havde, og at det ikke bare var en fase, eller fordi hun var smuk, nej, det var fordi at hun var Dawn, og det var alt jeg havde brug for.

 

X

 

Til Eliot: Kan jeg tage din vagt igen? :)

 

Jeg forventede ikke at han ville svare klokken 23.57, men Eliot var altid oppe.

 

Fra Eliot: Glem det.

 

Til Eliot: Please. Dawn kommer i aften.

 

Fra Eliot: Hvem?

 

Til Eliot: Dawn? Pigen der gør rent.

 

Fra Eliot: Oh, din lille lover ;)

 

Til Eliot: Nej, bare Dawn. Men jeg vil gerne være sammen med hende.

 

Fra Eliot: Du får ikke vagten. Vi ses.

 

Jeg sukkede irriteret, og smed telefonen ned på gulvet. Jeg skulle op klokken syv, gå til time fra 07.30 til 09.00, og så skynde mig hen til caféen.

 

X

 

Klokken var snart elleve. 22.59. Jeg havde ikke fået vagten, men havde været der tidligere. Eliot kom da jeg var på vej ud af døren, og klar til at gå hjem. Jeg plagede ham, men jeg fik et nej. Så jeg fik den idé, at jeg kunne gå derhen, når jeg vidste at Dawn ville være der. Dog kom jeg lidt for sent ud af døren, og jeg havde næsten mistet luften, fordi jeg næsten ikke nåede bussen.

Caféens lys var tændt, og jeg kunne se Eliot og Dawn derinde. Jeg vidste ikke hvad det var, men det var som om der var et lille stik i mit bryst. Det var ikke rigtigt. Det var Dawn og jeg, der skulle stå sammen derinde, og snakke om ligegyldige ting.

Dawn stod lænet over disken, og kiggede interesseret på Eliot, mens han snakkede.

Jeg skyndte mig derhen og åbnede irriteret døren.

”Calum er virkelig irri-” Døren ramte væggen, og fik afbrudt Eliot og forskrækket Dawn.

”Hej Calum.” sagde Dawn, og smilede svagt til mig. Hendes øjne lyste en smule op, da hun så mig gå hen til dem.

”Jeg sagde du ikke kunne få vagten.” vrissede Eliot. Hans tænder var sammenbidte, og man forstod næsten ikke hvad han sagde. Måske burde jeg have indset, hvor falsk Eliot endelig var. Han havde selvfølgelig lyttet til min konstante tale om, hvor smuk denne pige var, og hvor fantastisk hun var, og han skulle selvfølgelig se det, før han troede på noget.

Jeg kiggede på klokken, og smilede falsk til Eliot som stadig stod faretruende tæt på Dawn. Tættere end jeg tillod. ”Klokken er seks minutter over elleve, så du har teknisk set fri.”

”Men jeg stod jo lige, og snakkede med din smukke veninde, Dawn.” Dawn kiggede ned i jorden, og blev rød i hovedet. Havde hun fortalt ham hendes navn?

”Du fortalte ham dit navn?” Jeg kiggede spørgende og såret over på Dawn, som ikke svarede mig. Jeg skulle kæmpe for navnet. Kæmpe og kæmpe. Jeg arbejdede for det.

 ”Jeg smutter nu.” sagde Eliot, og blinkede til Dawn, som kiggede på ham, mens han gik ud af døren.

”Calu-”

”Hvorfor skulle han ikke arbejde for at få dit navn? Er det fordi han er, jeg ved ikke, bedre end mig?” vrissede jeg og kiggede såret på hende. Hun sukkede og tog sin taske, som var placeret på en af stolene tæt ved døren.

”Nej…Nej, overhovedet ikke.” Hun kørte ind hånd igennem sit hår, og gik det sat op i en stram hestehale.

”Bare fordi jeg er sur på dig, betyder ikke at jeg ikke vil gå hen og tage elastikken ud af dit hår.” hviskede jeg, og trådte hen bag hende. Et fnys kom fra hendes læber, og jeg kunne se hendes svage smil i vinduet.

”Calum…”

”Får Eliot dig også til at smile?”

”Eliots far arbejder med min mor, bare så du ved det.” Jeg frøs til is. De kendte hinanden. Et grin forlod min mund. Jeg var blevet så jaloux over… ingen ting.

”Mener du det?” grinede jeg, og satte mig lettet ned på stolen bag mig. Dawn kiggede underligt på mig, og satte sig overfor mig. Jeg stoppede dog ikke med at grine, men da mine øjne fangede Dawns stoppede jeg.

”Du har et sødt grin, Calum.” indrømmede hun, og kiggede flovt ned på sine sammenflettede fingre. Jeg kunne mærke mine kinder blive røde, da komplimentet forlod hendes læber.

”I lige måde.” stammede jeg, hvilket fik hende til at kigge op.

”Du har ikke hørt mig grine.” sagde hun smilende, hvilket hun havde ret i. Jeg havde hørt et fnis eller to forlade hendes mund, men jeg havde aldrig hørt hende grine. Jeg smilede lumsk til hende, og rejste mig op. Jeg stillede mig bag hende og lænede mig ned mod hende. Mine læber var så tæt på hendes øre, som de kunne komme.

”Måske burde vi gøre noget ved det.” hviskede jeg, og bed mig hårdt i læben. Hun kiggede undrende på mig.

”Du skal ikke kilde mig, Calum.” begyndte hun, hvilket bare fik mig til at give hende et forstående smil.

”Jeg kender andre metoder.” hviskede jeg, og kunne mærke at hun spændte i kroppen. Jeg satte mig ned overfor hende igen, og så sad vi bare der og kiggede på hinanden i en kort periode af tid. Tid som jeg satte pris på. Hver eneste sekund, hvor vores øjne bare smeltede sammen.

”Hvilke metoder?” drillede hun, og pillede nervøst ved sin halskæde, som hun underligt nok altid havde på.

”Gå ud med mig på lørdag, altså i morgen.” forslog jeg, og kiggede spændt på Dawn, som bed sig hårdt i læben. Jeg blev pludselig i tvivl. Jeg kunne ikke lade vær, men jeg troede måske at jeg fik for hurtigt frem.

”Det ville jeg elske,” sagde hun, og gjorde mig hurtigt lettet igen. Dog så det ud til at hun ikke havde færdiggjort sin sætning. ”Men jeg har allerede en aftale.”

”Med Eliot?” vrissede jeg lidt for hurtigt, og så et stort smil komme frem på hendes læber, som hurtigt udviklede sig til et grin.

”Hvis Eliot er en 85-årig dame, som ikke kan trække vejret selv, så ja.” Dawn så pludseligt så trist ud. Hendes øjne blev en smule våde, og hun kiggede flovt ned på hendes sammenflettede fingre.

”Oh, det er jeg ked af at høre.”

”Du skal ikke være ked af det. Det er en del af livet.”

”Hvor ligger hospitalet? Vi kunne jo gå ud sammen bagefter.” prøvede jeg, hvilket jeg fortrød. Jeg lød så selvisk. Det var som om, at jeg ikke ville se i øjnene, at jeg var blevet afvist. Men på den anden side, så havde jeg bare lyst til at bruge min tid med Dawn, og ikke spilde den med mig selv.

”Du forstår det ikke, Calum.”

”Forklar mig det.” svarede jeg interesseret, og var altid klar til at finde ud af mere om Dawn Phillips.

”Fire timer, Calum.” hviskede hun. ”Det tager fire timer, at køre derhen.” Min krop blev en smule stiv, og jeg bed mine tænder hårdt sammen.

”Hvornår kører I? Dig og din mor.”

Hun grinede svagt, og kiggede skuffet rundt i rummet.

Jeg tager toget klokken syv i morgen tidlig.” Hun rystede svagt på hovedet, og jeg havde pludselig ondt af hende. Jeg vidste ikke hvad der skete, men jeg var sikker på at jeg ville spytte noget åndsvagt ud hvert eneste sekund det skulle være.

”Lad mig køre dig.”

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...