late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43240Visninger
AA

40. 39

 

X

Jeg vidste, at mange ville komme med til festen, men det her slog rekorden. Uanset hvor jeg kiggede hen, var stedet fyldt med mennesker. Nogle jeg kendte, andre jeg aldrig havde set før. Vi sagde hej til nogle få stykker, før vi bevægede os indenfor.

”Vil du have noget at drikke?” spurgte jeg Dawn. Hun kiggede hurtigt på mig, men hun kunne åbenbart ikke høre mig over den overdøvende musik, der spillet i stuen. Bassen var så høj, at gulvet nærmest vibrerede under os.

”Hvad sagde du?” grinede hun og lænede sig ind mod mig. Min krop stivnede kort, men et svagt smil formede sig på mine læber, da jeg lænede mig ned mod hendes øre.

”Vil du have noget at drikke?” gentog jeg. Hun trak sig væk fra mig og nikkede, mens hun smilede. Jeg bevægede mig igennem mængden af mennesker, der dansede op ad hinanden eller stod og snakkede. Jeg vidste hvor køkkenet var, da jeg havde været her før. Mine øjne forlod ikke Dawn, der stod med Vanessa og Ashton, før jeg var nødt til det.

Der stod en bakke med røde plastikkopper klar. Der var få til bare, men Ryan stod og fyldte flere op med alkohol.

”Hej Ryan.” sagde jeg og gik over mod ham med to kopper i hænderne.

”Hey Calum. Du starter hårdt ud, huh?” grinede han. Han kiggede på de to kopper i mine hænder. Jeg rystede smilende på hovedet.

”Jeg er her med Dawn.” informerede jeg ham om. Det var rart herude i køkkenet. Musikken var lav, men kunne høres lidt tydeligere hver gang nogen gik ind og ud af døren. Han hævede sine øjenbryn og smilede svagt til mig.

”Dawn? Godt scoret, Calum.” grinede han og slog blidt til min skulder. Jeg hadede ordet scoret. Jeg havde ikke scoret Dawn. Jeg havde forelsket mig i Dawn, og hun så ud til at have gjort det samme. Det her var ikke bare en dum scoring, det var jeg sikker på. Der var så mange følelser, som ikke engang jeg var sikker på hvad betød. Jeg havde på fornemmelsen, at hvis jeg opdagede dem og fortalte dem til hende, ville jeg skræmme hende væk. Det ville jeg for alt i verden undgå. Jeg ville nyde Dawns selskab så længe jeg kunne, så kunne det være ligemeget, om vores slutning var lykkelig eller ej.

”Hmm.” svarede jeg bare, og forlod ham, da en pige, hvis navn jeg ikke kunne huske, kom snublende over til ham. Klokken var ikke engang ni endnu, og folk væltede allerede rundt på gulvet, som havde de tømt utallige kopper.

Mine øjnede skuede efter hende henne ved døren, hvor jeg forlod hende med Vanessa og Ashton, men hun stod der ikke længere. Panik skyllede ind over mig, selvom hun nok bare havde sat sig et sted. Mit blik fangede uret på væggen henne ved døren. 20.49.

Jeg vendte mig hurtigt om, da lyden af mit navn skød gennem mit hoved. Det var Dawns stemme. Hun vinkede ihærdigt. Hun sad ved siden af en fyr og Vanessa på den anden side, hvis hånd kørte op og ned ad Ashtons lår. Jeg rystede hurtigt synet væk og gik over mod dem. Hvem var han.

”Hej.” sagde jeg med et svagt smil, men kiggede undrende på fyren.

”Hej, Calum.” råbte hun tilbage, for at overdøve musikken, hvilket lykkedes. Jeg satte mig i sofaen over for hende efter jeg gav hende en af kopperne. Hun snakkede med ham, ikke med mig. Jeg tror hun snakkede om mig, for fyren skød blikket hen på mig.

”Dylan.” fortalte han og rakte sin hånd frem mod mig. Jeg tog tøvende i mod den, men var ikke meget for det. Var det jalousi, der var ved at indtage min krop, mit sind?

”Calum.” sagde jeg. Han nikkede, men vendte hurtigt tilbage til hans samtale med Dawn. Jeg håber, at hun havde fortalt hvad jeg var og ikke kun mit navn. Jeg kunne forstille mig Dawn sige noget i retning af, at jeg var hendes ven, og det stak mig så dybt i hjertet, at det var umuligt at få kniven ud lige foreløbigt.

Ashton og Vanessa sad nu endnu tættere på hinanden. Lyden af deres læber, der smaskede mod hinanden blev heldigvis overdøvet af musikken. Dog overdøvede den også Dawn og Dylans samtale, som jeg heller end gerne vil høre.

Michael og Luke var ude af syne, men jeg tror, at mit mål blev at finde dem. Dawn havde tydeligvis travlt med noget andet, eller nogle andre.

Jeg rejste mig irriteret fra sofaen, stadig med den røde kop i hånden. Den var næsten tom, og jeg besluttede mig for t gå tilbage i køkkenet for at fylde den op. Lysten til alkohol blev pludselig større, end den havde været, da vi alle sammen ankom, sammen.

Det var længe siden, at jeg sidst havde været her, og da jeg var her sidst, var jeg ret så beruset, hvis ikke alt for meget. Så lidt problemer havde jeg, da jeg prøvede at finde oven på. Dog lykkedes det mig, at finde trappen, der var placeret inde i en større stue. Jeg gik oven på, for at finde Luke og Micheal. Jeg kan stadig huske dengang, at jeg hørte noget ret udsædvanligt. Dengang jeg spurgte dem om råd med hensyn til Dawn. Det var efterhånden et par måneder siden.

”Jeg troede du sagde, at det med Brenda ikke var sandt.” vrissede Michael. Han lød såret, og jeg overvejede at bevæge mig ind i stuen igen, men Luke begyndte at snakke igen.

”Det var det heller ikke,” sagde han. Jeg kunne høre nogle der bevægede sig, hvilket sikkert var Luke der bevægede sig over mod Michael, der sikkert stadig sad i hjørnet. ”Du er den eneste jeg vil have.”

Episoden står stadig klart for mig, og jeg ved stadig ikke, hvad den skal betyde. Hvis det nu var, at de stod i den situation, at de kunne lide hinanden, eller de elskede hinanden, eller hvad en d der forgik mellem dem, ville jeg da acceptere det.

Dog havde aldrig set den komme, og man kunne vel ikke bebrejde mig, hvis jeg var en smule overrasket over det. Jeg havde aldrig set dem som noget, der på nogen måde kunne ske, og jeg var også bange for, hvad det kunne betyde for vores venskab, hvis det nu var sandt, og det ikke gik som planlagt.

Jeg havde efterhånden tjekket alle værelserne ovenpå, og jeg var ret sikker på, at de sidste værelse ville indeholde Michael og Luke. Mine håndfalder blev svedige, og det var som om, at sveden også begyndte at pible frem på min pande. Jeg sank klumpen i min hals, mens frygten for, hvad der kunne finde sig bag døren, langsomt forsvandt.

Jeg skulle til at banke på, men hvem gjorde også det? Plus, at hvis der skete noget derinde, ville jeg finde ud af det, og så var de ikke nød til at gemme på det længere.

Mine fingre klamrede sig til dørhåndtaget. Jeg tøvede ikke, da jeg hamrede døren op. Der lå ganske nok Michael og Luke sammen, men de trak sig hurtigt fra hinanden. Luke faldt ned fra sengen og samlede hurtigt sin t-shirt op fra gulvet.

”C-calum, vi kan forklare-” stammede Michael, da kiggede forvirret på Luke og jeg. Frem og tilbage, fra side til side. Jeg afbrød, da jeg brød ud i en høj latter. Aldrig havde jeg set deres øjne så forvirrede og bange. Dog blev mit latter ved. Jeg ved ikke om det fordi, der var lidt for meget vodka i koppen som jeg havde taget, eller fordi, det var det eneste jeg kunne stille op. Måske fandt jeg også situationen en smule sjov. Hvad er chancen? Det var det eneste jeg kunne tænke.

”Calum, hvorfor griner du?” spurgte Luke, som nu så endnu mere forvirret ud, end Michael gjorde.

”Det er da lidt sjovt.”

”Så kan vi da bare håbe, at vi får den samme reaktion fra alle andre.” hviskede Michael og så på Luke i lidt længere tid, end jeg kunne tage.

”Hey! Bare fordi jeg ved, betyder det ikke, at jeg er vant til det.” mindede jeg dem om. De kiggede hurtigt på mig igen, og jeg satte mig på kanten af sengen og kiggede på dem begge to.

”Lad os snakke.” begyndte Luke. Jeg nikkede kort, og lidt efter fortalte de mig det hele. Jeg fortalte, at jeg havde hørt dem dengang jeg var på vej ud af deres lejlighed. Dengang Dawn og jeg havde problemer hele tiden. Dengang, hvor jeg ikke kunne regne hende ud, eller vidste, hvad jeg følte for hende. Det vidste jeg nu. Jeg kunne mærke mine fødder trippe under mig. Jeg ville fortælle hende, hvad jeg helt præcist følte, uanset om vodkaen havde taget over mig eller ej. Dog var jeg ret sikker på, at den havde, da jeg nu havde tømt min tredje eller fjerde kop den aften.

Jeg slingrede ned ad trappen for at finde Dawn og hendes røde hår og hendes sorte kjole. Hun var sjovt nok noget af det første jeg spottede. Hun stod på danse gulvet. Dylans hånd var på hendes hofte. Vreden boblede sig op i mig, da jeg også så hendes hænder, der hang blidt om hans nakke. Jeg tøvede ikke, da jeg løb ned ad trappen, trak Dylan fra hende og skubbede ham hårdt ind i væggen. Maleriet over ham faldt ned, og det var så tæt på at ramme ham, men jeg kiggede kun på ham.

”Calum! Hvad har du gang i?” skreg hun så højt, at musikken slet ikke eksisterede længere. Jeg sank en klump, og jeg kunne mærke nervøsiteten strømme ind over mig.

”Du er min, Dawn. Kun min.” nærmest græd jeg, da jeg så vreden i hendes øjne. Men skuffelsen fra hendes side ramte mig endnu hårdere.

”Jeg gjorde ikke noget! Vi dansede bare, og jeg ville have danset med dig, men du skred fra mig!” pointerede hun. Jeg gik kun fordi hun tydeligvis var mere interesseret i Dylan, der stadig lå på gulvet og tog sig til hovedet.

”Jeg skred, fordi du alligevel ikke gav mig noget opmærksomhed!” skreg jeg tilbage. Folk begyndte at danse langsommere, stoppede næsten. Det var som om, at musikken blev lavere og lavere.

”Hvis du virkelig holder så meget af mig,” begyndte Dawn, mens hun gik frustreret hen mod Dylan. ”Så lad mig have det sjovt!” fortsatte hun, mens hun hjalp Dylan op.

”Jeg blev jaloux-”

”Jeg er ligeglad. Du har stadig ingen ret til at-”

”Måske har jeg det ikke godt med pigen jeg elsker med en anden fyr!” skreg jeg højt. I det øjeblik stoppede musikken. Det føltes som om, at mit hjerte gjorde det samme. Dawn sagde ikke noget, men kiggede bare på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. Jeg ikke tyde noget som helst. Det hele virkede slørret og min hjerne var på overarbejde.

 

X

 

opdaterer før tid bc har været lort til at opdatere. ved ikke om der er nogen der læser med længere - it would be nice to know though.

I MÅ MEGET GERNE KOMMENTERE JERES TANKER OG IDÉER, HVIS I HAR NOGLE! TAK, HAV EN GOD ONSDAG ELLER TORSDAG - HAV EN GOD UANSET HVILKEN DAG DET ER, NÅR I LÆSER DET HER.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...