late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43224Visninger
AA

39. 38

 

X

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var forfærdelig nervøs for i aften. Jeg vidste ikke hvilke diskussioner, der kunne opstår. Det var en smule underligt, at jeg altid kunne bliver så bange, nærmere nervøs, når jeg var sammen med hende, sammen med Dawn.

Dawn, Dawn, Dawn, tænkte jeg. Smilet bredte sig på mine læber. Vanessa havde sagt at hun ville køre mig hjem, så jeg kunne få noget nyt tøj til festen i aften, og så ville hun køre Ashton og mig hjem til Luke og Michael, derefter ville hun hente Dawn og så kunne de nyde aftenen sammen, indtil de også ankom hos Luke og Michael. Det hele var planlagt, hvilket betød, at jeg ikke havde noget at bekymre mig om.

Ashton, Luke, Michael og jeg sad alle sammen i Luke og Michaels stue, hvor vi havde siddet så mange gange. Michael og Luke sad i den ene sofa sammen, underligt tæt, men jeg sad selv, da Ashton var ude i køkkenet, hvor han ringede efter pizzaen.

Jeg ville bare gerne af sted. Det var hundrede år siden, at jeg havde været til en fest. Dog var jeg ikke sikker på om målet for i aften skulle være at blive så beruset, at mine venner, flere måneder efter, ville snakke om, hvor fuld jeg var dengang til Ryans fest.

”Når, Calum. Det er da en del tid siden du sidst var fuld, ikke?” grinede Michael med en lumsk smil på læberne. Jeg skubbede irriteret til ham, men kunne dog ikke undgå at lægge mærke til, at han havde ret. Der var en del tid siden jeg sidst var ude at feste, siden jeg havde været sammen med dem, der var i mit liv, før Dawn også var en del af det. Jeg siger ikke, at hun havde overtaget mit liv, men på den anden side, havde hun ikke det? Jeg havde givet hende lov. Jeg ville have, at det skulle ske; at hun skulle være den vigtigste i mit liv.

Tanken om, at jeg helt ærligt elskede hende, havde strejfet mit hoved mange gange, men at elske nogen var et stort ansvar. Måske ville Dawn have en mand, der kunne forsørge hende, der kunne tage hende ud at rejse, der kunne give hende alt, og det var skræmmende at vide, at jeg ikke kunne give hende alt det. På den anden side, havde Dawn aldrig nævnt det, men hun snakkede tit om, at drømme var drømme og ikke virkeligheden. Hvad skulle man bruge drømme til hvis man ikke havde en virkelighed, der kunne få drømme til at gå i opfyldelse?

”Har du nogensinde set Dawn fuld?” spurgte Ashton, da han kom ind i stuen. Jeg rystede på hovedet. Måske var jeg bare en lille smule nervøs, da jeg ikke vidste, hvad hun kunne finde på. Måske ville jeg finde hende over i hjørnet sammen med en fyr, der nærmest ikke kunne kontrollere andet end hans tunge, der dansede med hendes. Det ville jeg ikke lade ske, sagde jeg til mig selv så mange gange, at jeg gjorde mig selv sindssyg.

Tiden gik og vi sad med -hvad der så ud til at være vores sidste stykke pizza den aften. Selv Michael kiggede på pizzaen som var den hans fjende. Et blik jeg aldrig havde troet jeg skulle se.

Man kunne høre nøglerne rasle ude i baggangen, og der var ingen tvivl og, at det var Dawn og Vanessa. Vanessas grin lød højt, og jeg tror ikke det var en løgn, hvis jeg gik ud fra, at hun allerede havde fået lidt at drikke.

Dawn og hende kom ind i stuen. Vanessa smed sig ned ved siden af Ashton, mens Dawn stod og kiggede usikkert rundt. Hun havde en sort, stram kjole på. Den gik til lidt over hendes knæ og hendes arme var bare. Hendes hår var krøllet en smule i spidserne, men hun fumlede med elastikken, der sad rundt om hendes smalle håndled.

Jeg rejste mig op, men det så ikke ud til, at det blev lagt mærke til, da Michael og Luke havde en dyb samtale om noget, som jeg ikke kunne følge med i længere. Ashton kyssede blidt Vanessas pande igen og igen, og han fortalte hende, at hun så rigtig flot ud i hendes lårkorte nederdel, som han sikkert meget hellere ville se på gulvet i soveværelset.

”Du ser godt ud,” hviskede jeg til Dawn. ”Fantastisk, faktisk” rettede jeg mig selv. Hendes kinder bliver en svag nuance af lyserød, mens hun kiggede nervøst ned.

”Jeg ser latterlig ud, Calum.” grinede hun. I samme øjeblik samlede hun sit røde, vilde hår i en hestehale.

”Dawn-”

”Calum, jeg beder dig, lad mig sætte det op.” grinede hun. Jeg lod hende. Dog var det okay, og bølgerne i hendes samlede sig yndefuldt for enden af hendes hestehale.

”Okay,” smilede jeg. ”Du ser stadig godt ud.” Hun smilede det smil, som jeg var så vant til at se, men stadig elskede så højt. Hun rystede på hovedet og gik forbi mig. Slog sig ned ved siden af Vanessa og kiggede rundt.

Sofaen var fyldt, og jeg havde ikke andre muligheder end gulvet (med mindre jeg ville ned i fælles-kælderen, hvor der stod en gammel, grim lænestol, som jeg nok ikke ville sætte mig i alligevel.)

”Calum, jeg kan være sætte mig på dig. Er det ikke okay?” Måske nikkede jeg lidt for ihærdigt, men vi opførte os som et rigtigt par. Et par som Ashton og Vanessa. Et par. Lyden af det fortryllede mine ører som hun fortryllede mine øjne.

Jeg ved ikke hvor længe vi sad der. Jeg vidste, at hun havde lænet sig tilbage, og at mine hænder havde viklet sig rundt om hendes liv, mens hendes fingre flettede sig ind i mine, og mine læber gjorde hendes nakke rød og blå. Luke og Michael sad ikke længere i sofaen. Det gjorde Vanessa heller ikke.

Jeg blev overrasket, da hun vendte sig om, så hendes ansigt mødte mit. Hendes øjne borede sig ind i min sjæl, og hendes læber kolliderede på mine. Kysset var ikke så forsigtigt, som det altid havde været. Det her var et kys fyldt med lidenskab og længsel, kærlighed og had, sorg og lykke, alt og intet. Vi kyssede, vi kyssede som gjaldt det vores liv. Jeg elskede det.

Det var den aften, hvor tanken om at elske hende blev mere og mere realistisk. Jeg kunne også mærke frygten indtage min krop. Hvad nu hvis hun ikke elskede mig. Dawn elskede ikke. Dawn kunne virkelig godt lide, og på det tidspunkt, var det ikke nok for mig. Aldrig havde jeg troet, at det som hun gav mig, ikke ville være godt nok. Især fordi hun var så meget bedre end mig. Hun var typen, der tog en chance. Jeg var typen, der besøgte min åh så kære familie et par gange hver anden måned.

”Så turtelduer. Lad os smutte!” råbte Vanessa, som jeg nu var 100 procent sikker på havde tømt hende og Ashtons lager af alkohol før hun ankom. Men jeg var aldrig helt sikker.

Dawn trak sig forpustet fra mig, gav mig et flovt blik. Jeg tror selv, at hun var overrasket over hendes pludselige og desperate handling. Hun rejste sig hurtigt og gik hen mod Vanessa.

Mine fingre kørte over det røde mærke på min hals, som Dawn havde placeret på mit skin.

Selvom hun havde gjort det ret tydeligt, at hun sådan set var min, var jeg stadig nervøs for, at noget skulle ske i aften.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...