late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43256Visninger
AA

38. 37

 

X

Efter det hele var overstået, så alt ud til at falde på plads. Jeg havde ikke et helvede, som jeg var bange for at falde ned i længere. Dawn var glad, Luke var glad, Ashton var glad, Michael var glad og jeg var glad. Næsten to uger var gået og det hele fungerede.

Det hele var så fandens perfekt, at man næsten skulle tro det var løgn. Selv efter en måned, sad alle brikkerne stadig perfekt sammen. Selvfølgelig havde der været små skænderier, men de var så ligegyldige, at de ikke kunne andet, end at blive glemt. Det var skænderier eller diskussioner, som havde forgået mellem Dawn og jeg, eller mellem Michael og jeg, om hvorfor jeg synes, at han skulle lave sine egne noter til engelsk timen i stedet for at skrive nogle af fra Dawn mange, mange noter. Dawn havde grint af mig, mens Michael var blevet en smule fornærmet, men han blev god igen efter få minutter, da Luke kom med to stykker pizza og en cola fra sodavandsautomaten i hjørnet af kantinen.

De seks stole ved det lille bord i kantinen var nu officielt optaget. Calum og Dawn, Ashton og Vanessa, Michael og Luke. Gladere havde jeg aldrig været.

Måske var det underligt, at jeg forventede, at det værste ville ske snart. Noget, der ville ødelægge os. Om det så var kærlighed eller ulykker, vidste jeg ikke. Jeg hadede mig selv for at tænke sådan, men kunne jeg andet?

Jeg mødte Dawn i marts, og nu nærmede vi os de sidste få uger af skoleåret. Det hele virkede skræmmende, men på samme tid, var det lettelse. Vi skulle alle starte på en uddannelse, vi skulle alle starte livet.

Dawn blev snart 18 år. Aldrig havde hun været så spændt. Hun havde snakket med hendes mor, om at flytte ud, havde hun fortalt. Hun var begyndt at arbejde på caféen igen. Lukketiden var blevet rykket til klokken ni. Jeg havde fortalt min chef, at ingen kom mellem klokken 21 og 23 alligevel. Vi fik snakket om det, og pludselig stod der ’åben alle ugens dage – 07:00 – 21.00’

Jeg havde fortalt det til Dawn, og hun havde accepteret at komme hver dag, undtagen i weekenden, men så lovede hun, at hun ville møde op tidligt mandag morgen for at gøre rent for alle de mange gæster, der kom for at drikke deres sædvanlige kaffe, der så ud til at redde deres allerede travle dag. Det var underligt at tænke, at det måske en dag blev mig, blev os, tænkte jeg og kiggede rundt på mine venner, der ikke havde lagt mærke til stilheden fra min side af.

Dawns fingre flettede sig ind i mine, og derefter smilede hun stort til mig, da jeg kiggede ned på hendes store, brune øjne. Hun var min, kun mig, tænkte jeg. Jeg havde lyst til at holde om hende for evigt. Jeg havde lyst til at være ved hendes side 24/7. Jeg havde lyst til at elske hende. Elsker, elsker, elskede. Jeg smagte på ordet, og jeg kunne lide det en smule for meget. Jeg kiggede på hende igen. Elskede jeg hende? Var det for hurtigt? Eller var der virkelig en begrænsning på, hvor lang tid der skulle gå inden man elskede nogen.

Hvis der var, havde jeg så ikke styr på tiden. Flere måneder var gået, måske var det en mulighed. Nogle par i fjernsynet blev gift første gang de mødtes, sådan var det jo ikke med Dawn og jeg. Vi kendte efterhånden hinanden meget, meget godt. Vi kunne lide hinanden, måske endda mere. Vi havde delt alle vores tanker, alt vi havde på hjerte, været så tætte, at det næsten var chokerende.

Elskede jeg hende, eller var jeg på vej til det?

Der var ingen tvivl om, at hun var en person, som jeg gerne ville beholde i mit liv, om det så skulle være med sammenflettede fingre eller bare så hinanden en gang i mellem. EN GANG I MELLEM VAR IKKE GODT NOK! skreg jeg inde i mig selv. Dawn skulle ikke stå ved en mands side, der ikke elskede hende lige så meget som jeg ville kunne – som jeg muligvis gør.

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende. Hun snakkede med Vanessa, der sad overfor hende. Det runde bord adskilte ikke nogen.

Jeg smilede. Hendes hår sad ned over hendes høre, men man kunne sige ane hendes kindben. Hendes lange øjenvipper strittede svagt opad. Rynkerne ved hende øjne kom til syne, da hun grinede af noget, som Vanessa havde fortalt. Så fandens betagende, var det hun var.

”Calum, hvad siger du?” spurgte Vanessa.

”Undskyld, hvad?” grinede jeg forlegent.

”Hører du slet ikke efter?” sukkede Vanessa. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned. Dawn grinede af mig, og derefter skubbede hun mig blidt i siden. Vores fingre var stadig flettet sammen, og det fik mig til at smile så utrolig meget. ”Der er fest i aften. Hos Ryan..” fortalte Vanessa med et bekymret smil.

”Hmm, tager I af sted?” spurgte jeg og kiggede rundt. De trak alle sammen på skuldrende, men ikke Dawn.

”Jeg vil gerne-”

”Dawn, Ryans fester ender aldrig godt.” afbrød jeg hende. Der var så mange ting, der kunne ende forfærdeligt. Det fortjente hun ikke.

”Kom nu, Calum. Det er jo ikke fordi jeg dør.” pointerede hun.

”Altså man ved aldrig-”

”Calum!” hvinede Dawn og slog min arm. Smerten var ikke slem. Dawn var så lille, men dog ikke hjælpeløs, men hun havde stadig ikke kræfter til at slå mig i gulvet.

”Så tager vi vel af sted.”

”Dawn, kom hjem til mig i aften, vi kan gøre os klar sammen.” grinede Vanessa. Vanessa hang nærmest altid ud med os. Dog havde hun en bedste veninde, men hun forlod skolen sidste år. Derfor Vanessa taknemmelig for, at Dawn var kommet med i gruppen. Vanessa var en smule mere piget, end Dawn nogen sinde ville blive, men alligevel var Vanessa ikke for meget. Dawn kunne lide hende, det kunne man nemt se.

”Okay, jeg smutter hjem til en af drenge så.” grinede Ashton, der alligevel ville have blevet smidt ud af lejligheden. Jeg grinede højt sammen med de andre.

”Kom hjem til os. Vi bor ikke så langt væk fra Ryan.” forslog Luke og smilede til Michael, der nikkede ihærdigt.

Ryan boede stadig hos sin mor og far, men de var nærmest aldrig hjemme. De havde så travlt med deres arbejde, og jeg tror de havde dårlig samvittighed, for Ryan fik tit lov til at holde fest. Han levede også et liv med store rum, swimmingpool, kæmpe store fladskærme og mærkevarer, der næsten ikke kunne være i hans skabe.

”Så kører vi hen til Luke og Michael, og så lader vi bilen blive der.” forslog Vanessa. Dawn nikkede.

”Jeg giver pizza!” forslog Ashton og kiggede på os drenge. Jeg smilede og lænede mig tilbage i stolen. Jeg kiggede igen ned på vores hænder. Trak langsomt hånden op til mine læber, hvorefter jeg kyssede hendes bløde skin blidt igen og igen.

Vanessa smilede skævt til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage.

”Så tager vi vel til fest i aften, eller noget.” hviskede jeg. Dawn nikkede, kyssede mig blidt på kinden, og fortalte så, at hun var nød til at gå. Hun skulle til en time, der lå nede i den anden ende og hun skulle have hendes ting, før gangene blev fyldt.

Dawn vinkede blidt til mig, og derefter forlod hun bordet med et smil.

X

hej guys. this is a total filler, kms.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...