late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43222Visninger
AA

37. 36

 

X

Mandag morgen havde altid bare været mandag morgen. Aldrig havde jeg været så rædselsslagen for mandag morgen. Alt jeg kunne tænke på var, hvordan dagen ville gå, hvis den overhovedet ville gå. Dog måtte jeg stoppe mig selv. Jeg havde været venner med de drenge i ret så lang tid, og det ville sikkert ikke være så slemt at snakke det igennem med dem.

Jeg tror, at grunden til min nervøsitet var, at vi aldrig rigtig havde haft sådan nogle problemer. Jeg ville ikke kalde mig selv konfliktsky, men måske var der noget i mig, der ikke havde lyst til at tage det her op. Uheldigvis var verden uretfærdig, og problemer forsvandt ikke bare.

Måske var Dawn nok til at lyse dagen en lille smule op, men det kunne jeg først få svar på, når jeg ankom til skolen.

Jeg lukkede og låste døren bag mig, og hev nøglen frustreret ud af nøglehullet. Nøglerne dansede mellem mine fingre, mens jeg gik nervøst hen ad fortovet. Oppe i mit hoved planlagde jeg punkt efter punkt, hvordan jeg ville gå dem i møde, men jeg vidste, at det hele ville være væk så snart jeg så dem i øjnene.

Dawn gik mig møde, da jeg nærmede mig skolen, hvilket lige var nok til at bringe et smil på mine læber.

”Du virker stille.” konstaterede hun med et svagt grin. Jeg smilede til hende, men trak bare på skuldrende. Jeg havde ikke så meget at fortælle hende, men jeg ville ønske, at jeg havde.

”Hmm.” mumlede jeg bare. Min hænder var på vej ned i mine lommer, men hendes fingre fik fat i mine. En varme fyldte min krop, en varme der ikke kunne beskrives. Jeg kunne ikke andet, end at kigge smilende ned på vores sammenflettede fingre, der svingede let frem og tilbage.

Dawn fortalte mig, at hun skulle have fysik, hvilket var i den anden ende af skolen, så hvis hun skulle nå det, var hun nød til at gå nu. Jeg bed mig kort i læben, nikkede forstående og til min overraskelse, lænede hun sig ind i mod mig. Hendes læber ramte kort min kind, inden hun med røde kinder forlod mig.

Jeg var alene.

Min krop begyndte langsomt at bevæge sig over mod mit skab, hvor Michaels skab også var. Jeg sank en klump; vi var altid ved vores skabe. Aldrig Lukes eller Ashtons, altid vores.

Og jeg havde ret; der stod de, med smørrede grin i hele fjæset som om intet var galt. Men var det ikke også forståligt? Vi var bare en flok 19-årige, der ikke vidste bedre. Ashton havde Vanesser under sin højre arm, men da han fik øje på mig, hviskede han til hende, hun nikkede og deres læber mødtes hurtigt. Hun gav mig et smil, som jeg ikke kunne tyde, men forlod mig så alene med de tre drenge.

Til at starte med åbnede jeg bare mit skab, som var de der slet ikke. Jeg havde ikke noget at undskylde for, ergo, jeg skulle ikke tage det første skridt.

Stilheden var utrolig ubehagelig. Den skræmte mig næsten, den nærmest åd mig. Det føltes som de få sekunder inden den vigtigste test, der ville tælle alt for mange procent, men værre.

”C-Calum?” begyndte Luke. Han lukkede blidt min skab i, så skabslågen ikke længere var i mellem os. Jeg kiggede usikkert op på ham, og stirrede hårdt ind i hans irriterende blå øjne.

”Vi er meget kede af det-”

”Sikkert.” hviskede jeg for mig selv, og åbnede igen mit skab. Klokken ville ringe om ikke mindre end fem minutter, og hvis jeg kunne bruge min tid på at mase mig igennem hundredevis af elever, ville jeg meget hellere gøre det, end at stå her med dem, lytte til deres ynkelige undskyldninger.

”Calum, lyt nu!” vrissede Michael og trådte frem. Han havde stået gemt bag Luke, som var han nærmest bange, men hvad var han bange for?

”Jeg lytter, slap af!” vrissede jeg tilbage. Jeg tog hurtigt fat i mine bøger, før Luke igen skubbede til mit skab. Mine øjne gik fra Ashton, til Michael, til Luke – om og om igen.

”Det var forkert af os, det indrømmer jeg, det indrømmer vi, Calum.”

Jeg sagde ikke noget, ikke et ord. jeg holdte vejret, som var jeg nærmest bange for, at det hele ville brase sammen, hvis jeg gjorde.

”Vi havde ikke lyst til at ødelægge noget for dig og Dawn, og vi vidste, at du nok havde en aftale med hende alligevel-”

”Det betyder da ikke, at jeg ikke er interesseret i tilbuddet!” afbrød jeg irriteret. Jeg havde sagt det før, men nu sagde jeg det igen. Det gjorde mig utrolig vred, at de ikke havde tænkt sig mig. Det var så enkelt.

”Calum.” sukkede Luke, der før havde snakket.

”Luke.” hviskede jeg. Mine øjne røg op på ordet, der fortalte mig, at der nu kun var to minutter, men heldigvis skulle jeg have matematik og læreren var altid forsinket.

”Vi er meget kede af det, og vi undskylder, men en undskyldning skal også accepteres, og hvis du ikke vil acceptere den, så glem det.” vrissede Luke. Han smækkede min skabslåge i, og forlad mig sammen med de andre drenge. Jeg vidste at Ashton også skulle have matematik, men han gik med alligevel.

Målløs. Jeg var absolut målløs. Hvad havde jeg gang i? Hvorfor ikke bare tage i mod deres undskyldning? Troede jeg, at jeg var mere værd end det? For det var jeg bestemt ikke. Måske var jeg alt for fornærmet til at se ud over min egen næsetip lige nu.

Jeg gik sukkende ned ad gangen. Uden at kigge mig tilbage, satte jeg mig frustreret bagerst i klassen. Mit humør var så langt nede, at det var helt umuligt at få op igen.

Klokken ringede, læreren var her ikke endnu, heller ikke Ashton. Dog kom læreren før Ashton gjorde, hvilket bekymrede mig en smule.

Men tyve minutter fløj, Ashton kom listende ind i lokalet, satte sig foran mig, men ikke ved siden af mig. Jeg kunne mærke et stik i mit hjerte, men selvfølgelig sad vi ikke ved siden af hinanden og lod som om intet var sket.

Jeg havde den største lyst til at samle min ting og smutte hurtigt op ved siden af ham. Dog ville det betyde, at jeg skulle snakke til ham, og jeg var sikker på, at vores lærer ville kommentere på det. Den tanke kom først ind i mit hoved, da jeg havde sat mig ved siden af ham. Ashton gav mig et forvirret blik, men sagde ikke noget.

”Ashton, undskyld at jeg-”

”Calum, ikke lige nu.” afbrød han mig. Jeg kunne mærke irritationen fylde min krop.

”Ash, hør nu på mig.”

”Calum, jeg har ikke tid nu!” vrissede Ashton en lille smule for højt. Han pressede sin blyant i papiret, stiften knækkede og lærerens øjne hamrede ned på os.

”Ashton, Calum, noget i vil dele med resten af klassen?”

”N-nej, det må du undskylde.” sagde Ashton og fik os reddet, men dum som jeg var, begyndte jeg at snakke til Ashton igen. Jeg skulle have ham overbevist om, at det var det rigtige, at tilgive mig (og give mig en ordentlig undskyldning, hvilket de sikkert også prøvede på). Uheldigvis var jeg ikke til at kontakte, og det var først få minutter efter, at de havde forsøgt, at det gik op for mig, hvor stor en idiot jeg havde været.

”Ash, jeg beder dig!” sagde jeg lavt.

”Så er det nok!” konstaterede vores lærer, og derefter sendte han det ondeste blik af dem alle.

”Jeg-” begyndte Ashton, men han blev afbrudt.

”Ashton Irwin, Calum Hood, ned på kontoret!” Vi sagde ikke noget. Vi slæbte vores ydmygede kroppen ud ad døren. Ikke et ord kom fra Ashtons side, kun min.

”Ashton-”

”Virkelig flot, Calum.” vrissede han, men jeg kiggede bare forvirret på ham. ”Du fik os smidt ud, og du gjorde det kun fordi du er så forbandet stædig!” Hans hænder røg op i hans hår, og han rev frustreret i det.

”Ashton, det må du virkelig undskylde! Jeg skulle have taget i mod undskyldningen. Jeg-jeg ved ikke, hvad der skete for mig. Det var åndsvagt af mig, men jeg laver fejl en gang i mellem, det gør I også, men-” Ashton slog mig blidt på skulderen, og pludselig havde han et smørret grin på sine læber. Mine øjne lyste op, da han smilede stort.

”Kom her.” grinede han. Han trak mig ind i et hurtigt kram, klappede mig en smule på ryggen og gav slip.

”Er jeg tilgivet?” grinede jeg svagt, selvom jeg var så fandens nervøs.

”Selvfølgelig, vi skal bare lige have snakket med Luke og Michael.” Jeg nikkede kort.

”Fedt.” sukkede jeg. Min krop fyldtes med lettelse.

”Angående Michael og Luke, har du opdaget, at de virker…Hmm… udsædvanlige.” Mine øjne blev store, jeg smilede bredt.

”Jeg troede jeg var den eneste.” grinede jeg. Derefter fortalte jeg Ashton, hvad jeg havde hørt for et uger siden. Han lyttede aktivt med, og han var virkelig chokeret. Forgik der virkelig noget? Måske jokede det bare. Vi jokede altid, havde jeg sagt til mig selv.

Vi havde siddet på kontoret et stykke tid, vi var blevet sendt til eftersidning, men det betød ikke så meget.

Lidt efter lidt gik tiden, og vi kom til frokost pausen, hvor jeg fik snakket med det andre drenge. Dawns hånd tog blidt med min, gav den et klem og kyssede mig på halsen.

Alle brikkerne faldt på plads, og jeg så det ske med et smil på læberne.

X

alt jeg kan sige is sorry

har haft den sygeste blokering i forhold til at skrive soooo

men her er det :-))

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...