late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43217Visninger
AA

36. 35

 

X

Den næste morgen vågnede jeg op med hende i mine arme. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, selvom jeg vidste, at det nok ikke var det rigtige tidspunkt. Hun var trist, det kunne jeg se. Hendes øjne var lukkede, men hun så trist ud. Hendes ansigt var begravet i min skulder, som om hun havde brug for at holde fast i noget.

Hun rykkede sig en smule. Solen, der skinnede ind i gennem vinduet, ramte hendes ansigt. Det var næsten som om, at hun lyste rummet mere op, end lyset udefra gjorde. Hun var så utrolig smuk, og jeg var så utrolig fascineret af hendes eksistens. Det åd mig levende.

Et blik på hende, så alle mine problemer forsvinde.

”Dawn?” hviskede jeg lavt. Jeg var bange for, at jeg ville ødelægge hende, men i virkeligheden var hun slet ikke så skrøbelig. Det var noget, som jeg narrede mig selv til at tro. Dawn havde altid været den stærke, altid. Dog så det hele ud til at falde sammen lige foran hendes fødder. Hun røg med.

”Hmm.” svarede hun lavt, efter nogle blink og et svagt smil.

”Godmorgen,” hviskede jeg til hende. Mine læber kyssede blidt hendes pande, et elendigt forsøg på komfort. ”Hvordan har du det?”

Hun trak på skuldrende, kiggede op i loftet og så ud på den skyfri himmel. En tåre faldt fra hendes nu åbne øjne. Jeg havde ret, trist var hun.

”H-hun er væk. Jeg føler mig ensom.” græd hun. Jeg tog det ikke tungt, selvom jeg sad lige ved siden af hende, med mine arme åbne for hende. Hun var lige blevet forladt, så var det ligemeget om jeg sad der. Jeg ville gerne holde om hende, forsøge at gøre hende varm, men jeg ved, at hun ville sige, at hun stadig frøs.

”Dawn, tiden heler-”

Hun satte sig pludseligt op, kiggede underligt på mig, men smed sig opgivende ned i sengen igen.

”Tid er bare et dumt begreb vi bruger for at fikse vores fucked op sind.” sagde hun, da hun landede blødt i madrassen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle hende, hvad jeg skulle overbevise hende om, hvad jeg skulle stille op. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun mente, hvad hun sagde. Jeg kunne føle, da jeg holdte om hende, at hun mente, hvad hun sagde. Jeg havde ikke lyst til at fortælle hende noget der ikke passede, for så ville jeg lyve for hende, og det var aldrig min plan, det ville det aldrig blive.

”Er du sulten?” spurgte jeg, men havde på fornemmelsen, at hun ikke havde lyst til noget. Hun kiggede ikke en gang på mig, da jeg rejste mig, mens jeg stadig ventede på et svar.

Hun lod bare solen ramme hendes blege hud, og rystede så på hovedet.

Dog lod jeg alligevel mine fingre tænde for vandet, hælde det i elkedlen og sætte vandet til at koge. Fandt derefter kruset, som hun altid brugte, når hun drak te hos mig. Fandt solbær teen, som hun altid sagde, at hun elskede. Alt i alt, var det her et desperat forsøg på at gøre det hele godt igen, selvom jeg ikke var skyld i døden.

Jeg satte de kopper med te på en bakke, og jeg gik langsomt ind i soveværelset igen. Mine øjne fokuserede på teen i krusene, der helst ikke skulle være andre end i krusene.

”Værsgo.” mumlede jeg, og satte bakken på sengen. Hun rykkede sit blik fra den skyfrie himmel til mig. Hun smilede blidt og taknemmeligt.

”Du behøvede ikke at lave te til mig, Calum,” hviskede hun. ”For te gør ikke det hele godt igen.” indrømmede hun. Jeg nikkede bare.

”Men det gør vel det hele lidt bedre, bare en smule.” hviskede jeg spørgende. Hun grinede svagt, tørrede tårerne væk fra hendes røde, våde kinder.

”Bare en smule.” gentog hun.

”Måske hjælper det, hvis jeg fortalte dig, at du er fantastisk,” hviskede jeg, og lænede mig over mod hendes røde læber. Dog kyssede jeg blidt hendes kæbeparti, smilede svagt bagefter. ”Og du er også rar og du er også smuk, meget smuk.” Et kys på hendes hals, kæbe, kind, næse og mund. Hun kyssede mig blidt tilbage, men hun var det er ikke.

”Calum, prøv ikke for hårdt.” hviskede hun bedrøvet.

”Det gør jeg ikke.” svarede jeg hurtigt og koldt.

Hun nikkede derefter og tog en slurk af teen, der stadig stod foran os. Hun pillede en smule ved tebrevet, og derefter tog hun endnu en tår.

Jeg lod mine øjne falde fra hende til teen foran mig. Jeg prøvede, i det mindste prøvede jeg, tænkte jeg. Dog måtte jeg forstå, at te og komplimenter, ikke var nok for Dawn lige nu. Hun havde mistet den person, som hun holdt allermest af til døden.

Dog måtte jeg smile alligevel, for, ja, hun havde mistet, men jeg havde fået. Jeg havde fået hende, hun var min, jeg var hendes. Hvis det i går altså var et ja.

”Dawn?” Jeg fandt mig selv i at spørge alligevel.

”Calum?”

”Var det, du ved, et ja i går?”

”Et ja til hvad?” grinede hun, og hun bed sig selv i læben. Jeg var ikke sikker på, om hun bare lavede sjov med mig, eller om hun rent faktisk mente det. Det hele forvirrede mig, og forvirring var det sidste, som jeg var interesseret i lige nu. Jeg ville have svar, ikke drilleri. Jeg kiggede irriteret på hende. Hvad skulle jeg stille op? Skulle jeg spørge hende igen? Var det en mulighed?

”O-om du ville være noget officielt, du ved-”

”Calum, jeg joker.” grinede hun så. Jeg ved ikke hvad der skete. Hun var en stor humørsvingning.

”H-hvad mener du?”

”Ikke vær så nervøs, selvfølgelig var det et ja.” Og pludselig kunne jeg slappe helt af. Mit hjerte sænkede den udsædvanlige fart. Et stort smil dannede sig på mine læber, men hun sad bare der med sit lette smil, der aldrig helt så ud til at blive meget større end det.

Jeg bad til, at hun ikke ville knuse mit hjerte, og jeg ville ikke knuse hende. Hun havde oplevet nok smerte, og jeg ville ikke være den, der gav hende mere og mere, lag efter lag.

Jeg kunne kalde hende min. Bad til, at hun ikke ville såre mig, ødelægge mig, forvirre mig. Havde dog på fornemmelsen, at det hele nok skulle se, men det var ikke noget jeg ville tænke over nu.

Hun var min, jeg var hendes.

X

hej guys.

undskyld, at jeg igen er sent på den. var næsten færdig med kapitlet, men så blev det hele slettet, og jeg var nød til at starte igen. det betyder, at alt det her er skrevet på cirka en halv time/en time.

PLEASE KOMMENTER, HVAD I SYNES. BYE

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...