late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43228Visninger
AA

35. 34

 

X

Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se Dawn så ked af det. Jeg havde aldrig regnet med at komme så tæt på hende, som jeg var nu. Da jeg mødte hende første gang, var der ingen udsigt til et venskab, eller hvad end det her var.

Vi var på vej hjem nu. Det var en lettelse for os begge to, men selvfølgelig kunne mennesket ikke lade være med at være egoistisk, og så græd man selvfølgelig over, hvad man havde mistet.

Vi havde siddet på hospitalet et par timer efter Fiona var konstateret død. Dawn snakkede til hende, overbevist om, at det ikke var forbi endnu. Det værste var nok, at det var mig, der skulle fortælle hende, at hun var væk nu. Dawns hjerte var knust, uden tvivl.

Derefter besluttede jeg, at vi skulle køre hen to hotellet, pakke vores ting og checke ud. Klokken var omkring syv, da mit blik landede på tiden. Vi havde kørt i cirka en time, og tiden gik utroligt langsomt. Atmosfæren var så fyldt med sorg, at det nærmest ødelagde os. Ingen af os sagde noget, og jeg kunne ikke regne ud om tiden gik hurtigt eller langsomt.

Jeg kunne ikke lade vær med at betragte hende. Hun kiggede ligeud, med hundredevis af tanker i hovedet. Tårerne trillede ikke længere ned ad hendes kinder, men var nu tørret ind i hendes porcelæn hud. Hun var så utrolig smuk, og jeg var så utroligt forelsket. Det åd mig langsomt indefra, og jeg vidste, at jeg skulle til at fortælle hende, hvad jeg virkelig følte. Fra min side var det der ’jeg kan virkelig godt lide dig’ noget pis. Jeg ville græde mit hjerte ud til hende. Jeg ville fortælle hende, hvordan jeg virkelig havde det. Jeg ville have noget seriøst, noget jeg kunne bruge til noget. Et forhold, noget der ikke forvirrede mig på en daglig basis.

”Dawn?” hviskede jeg lavt, bange for at gøre noget forkert, da jeg vidste, at hun var meget sårbar lige nu.

”Hmm.”

”Er du sulten?” spurgte jeg lavt. Hun rystede på hovedet, men smilede stadig til mig.

”Kan vi ikke bare køre direkte hjem? Hvis du altså kan holde til det?” Hun kiggede spørgende på mig, og jeg kunne ikke skuffe hende.

”Jo, selvfølgelig. Er din mor hjemme?” Mine øjne fokuserede på vejen, mens jeg ventede på et svar. Dog var der blevet underligt stille, men jeg tænkte ikke videre over der.

”J-jeg mente hjem til dig.” hviskede hun, nærmest som om, at det gjorde hende flov. Smilet bredte sig på mine læber. ’Hjem’ havde hun sagt, hjem til mig, min lejlighed.

”Det kan arrangeret.” jokede jeg. Jeg lagde en hånd på hendes lår, og aede hende blidt.

”Tak, Calum-”

”Dawn, jeg-” sagde vi i munden på hinanden. Vi grinede begge to en smule over det, men kiggede derefter på hinanden. Hun kiggede ventende på mig med rosenrøde kinder. Jeg fik en pludselig lyst til at trække hende ind mod mig, kysse hende og elske hende med alt den kraft, som jeg havde. Dog følte jeg ikke, at det var god timing, men var det nogensinde det? Det var altid upassende eller alt for perfekt. Desuden kunne jeg ikke holde alt i mig bare fordi, at det var dårlig timing. Dårlig timing var et udtryk, der havde ødelagt så mange muligheder for os, mig og hende.

”Calum, hvad vil du gerne sige?”

”Det er nærmere et spørgsmål.” rettede jeg hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg rodede mig selv ud i, men jeg var nød til at tage chancen. Den ville ikke vente på mig for evigt. Jeg skulle have det ud, før det rev mig i stykker.

”Hvad så?” grinede hun. Jeg rystede på hovedet, kiggede ud, og holdte ind til siden. Hendes øjne, der stadig var røde, så nu meget bange ud. ”Hvad sker der?”

”Bare rolig, D-Dawn.” sagde jeg, og druknede nærmest i mine egne ord. Ud med det, ud med det, sagde jeg til mig selv.

”Calum, du gør mig bange. Har jeg gjort noget forkert-”

”Nej! Overhovedet ikke. Det er lige det.” afbrød jeg hende, og kravlede ud ad bilen. Hun hoppede selv ud på den anden side, hvor jeg nu stod. Jeg trippede frem og tilbage, og jeg var ret sikker på, at hun blev mere nervøs af det. Jeg kunne ikke kontrollere mig selv. Kunne mærke klumpen i halsen overtage mig. Ordende blev kvalt, druknet og skubbet hårdt væk.

”H-Hvad mener du?” hviskede hun. Hun gik tættere på mig, og lod sine fingre kærtegne min kind, som var det ild, der greb fat om min skrøbelige hud.

”Dawn, du ved, at jeg virkelig godt kan lide dig, men helt ærligt er det der ’jeg kan virkelig godt lide dig’ noget pis. Jeg er forelsket i dig, og som regel, når man er forelsket, er man i et forhold, men det er vi ikke, men-” Mine ord var så ærlige, så farlige og så forkerte. Jeg fortrød det. Hun afbrød mig, men det er da ikke altid en dårlig ting. Nervøsiteten tog over.

”Så du tror, at bare fordi jeg har sex med dig, så vil jeg også være din kæreste?” Jeg kunne ikke se, om det hele var en joke, eller om hun rent faktisk var seriøs. Det hele faldt sammen. Havde jeg ødelagt det hele?

”Nej, det er ikke derfor. Det er grunden til, at vi, du ved, havde sex. Jeg er forelsket i dig, eller jeg kan virkelig godt lide dig, som du ville sige. Jeg vil bare gerne vide, om du også er forelsket i mig, om du vil knytte dig til mig, om du vil være min, du ved-”

”Calum, stop med at snakke.” Hun smilede. Hendes øjne var våde. Hun gik tættere på. Hun handlede i takt med mit hjerte, der bankede hårdere end nogensinde før. Da hun var kommet så tæt, at hendes fingerspidser rørte mit bryst, begyndte hun at skubbe blidt til mig. Jeg kunne mærke bilen bag min ryg. Hun lænede sig ind mod hende rystende læber, pressede hendes røde læber mod dem. Lettelsen indtog mit hjerte og mit sind. Min vejrtrækning blev nu kun forstyrret af hende læber, der kørte blidt rundt på mig.

”Er det et ja?” spurgte jeg ind mellem kyssene, der blev blidere og blidere.

Hun smilede. Hun smilede bare. Det var så typisk hende, bare at smile.

”Vil du have, at det skal være et ja?” spurgte hun drillende. Jeg smilede, mine læber kyssede blidt hendes igen.

”Mere end noget andet.” hviskede jeg. I det øjeblik var drengene derhjemme ligegyldige. Det var lige meget, at de ikke inviterede mig. Det betød ikke noget, at de synes jeg var for optaget af hende, for nu havde jeg fået, hvad jeg gerne ville have, og jeg kunne ikke være mere glad.

Hun hoppede derefter ind i bilen med et smil på læben, og det samme gjorde jeg.

X

en lille smule late, im sorry

men guys, i må meget gerne kommentere, bc motivation.

bliver meget glad, når i kommentere, og ja, lyder desperat (i know, but i am)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...