late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43252Visninger
AA

34. 33

 

X

Længe lå jeg og overvejede hvor vidt, om jeg skulle vække hende eller lade vær. Hun var decideret køn, når hun lå der med sin læber let adskilte, hendes lange øjenvipper, der nærmest aede hendes kind, og hendes bryst der hævede sig og sank igen og igen. Porcelæn, jeg turde ikke røre det.

Jeg smilede ved tanken om i går. Det var virkelig sket. Hun faldt i søvn lidt efter. Hendes hoved hvilede på min arm, så jeg kunne ikke se hvad klokken var. Dog hang der et ur over døren, og hvis det passede, var klokken få minutter over ni.

Min telefon bippede og det hele gik i stykker. Hendes øjne åbnede sig langsomt. Hun kiggede ned på sin nøgne brystkasse og kiggede så på mig.

”Godmorgen.” hviskede jeg. Hendes øjne var stadig store, men hun faldt til ro. Dog trak hun dynen lidt længere op mod sin hage.

”Godmorgen.”

”Sovet godt?” hviskede jeg igen. Jeg lænede mig ind mod hende, kyssede hendes kind og nærmede mig derefter hendes læber.

”Fik du ikke nok i går?” grinede hun. Mine øjne blev også store nu. Var chokeret over, at det kom ud af hende. Lige som jeg troede, jeg var tæt på at indsamle alle detaljer om hende, indså jeg, at jeg tog fejl.

”Hmm, måske ikke.”

”Calum?” Hendes ansigtsudtryk tog en uventet drejning, og hun kiggede nu nervøst ned på hendes hende. Jeg nikkede, kyssede hendes nakke igen og igen. ”V-var det, du ved, okay?”

Det tog mig tid at indse, hvad hun snakkede om, men da det endelig gik op for mig, gik min hjerne ind i en masse overvejelser. Hun havde været så nervøs og usikker på det seneste, og måske var dominansen for meget for mig. Jeg svarede hende ikke direkte.

”Siden hvorfor er Dawn Phillips blevet så usikker? Du er god til alt du gør.” komplimenterede jeg hende med et smil der sagde så mange ord, som hun nok ikke forstod. Hun grinede, jeg smilede.

”Det er jeg ikke,” hviskede hun. Hendes små hænder omfavnede mit ansigt. Hendes tommelfinger kørte forsigtigt frem og tilbage, kind til kindben, kindben til kind. ”Men tak.”

”I mine øjne er du.” konstaterede jeg. Sandheden skulle ud. Måske havde hun overtaget min hjerne, måske var jeg ved at være tæt på at ramme bunden, og måske var jeg helt ligeglad med, hvor hårdt jeg ville ramme bunden, hvis bare hun ramte den med mig.

”Jeg har aldrig forstået hvorfor, du er så sød i mod mig.” konstaterede hun. Hun rykkede sig en smule længere væk, og derefter kiggede hun mig dybt i øjnene.

”Fordi jeg godt kan lide dig. Det er det folk gør, når de kan lide hinanden.” grinede jeg og trak på skuldrene. Den pludselige ændring forvirrede mig, hun forvirrede mig.

”Ja, men, Calum, du gør så meget for mig, men jeg føler ikke, at jeg giver dig noget tilbage-”

”Dawn, stop med at være så beskeden. Det er okay at gøre gode ting, uden at få noget tilbage hele tiden.” pointerede jeg. Dawn endte altid med at overanalysere tingene. Hun så altid på hvor mange ting jeg havde givet, og hvor lidt hun havde givet mig tilbage.

”Du er alt for sød, Calum.” grinede hun. Hendes fingre blev ved med at kærtegne mine kinder. Følelsen af hendes fingrespidser, der gled endeløst over mit skin. Det var en følelse, der ikke kunne erstattes, men måske fyldte følelses af hendes fingre, der ikke længere rørte mit skin, mere.

Der gik et par sekunder, før jeg indså, at hun havde ladet sine fingre glide af mig, fordi hendes telefon ringede.

Der gik ikke så lang tid, før jeg indså det paniske udtryk, der havde overtaget hendes ansigt. Hendes fingre knyttede sig om dynen, som der dækkede hendes ellers blottede krop. Jeg sank en klump, da jeg så en tåre falde ned ad hendes blege kind.

”Dawn?” hviskede jeg. Jeg prøvede så hårdt, som jeg kunne, på ikke at afbryde hendes telefonsamtale. Dog lod jeg mine tommelfingre tørre tårerne væk fra hendes porcelæn skin. Et svagt, taknemmeligt smil viste jeg på hendes læber.

”Ja, jeg kan være der om…” Hun tøvede, og kiggede på uret over døren. ”En halv time.” snøftede hun. Nu gik det op for mig, at opkaldet ikke havde været hvilket som helst opkald, men et opkald fra hospitalet, en nyhed, der fik hende til at græde, der gjorde hende ulykkelig.

Hun lagde tøvende telefonen fra sig, og kiggede ulykkeligt på mig. Hun rejste sig hurtigt, og trak dynen med sig. Jeg skyndte mig at hoppe af sengen, tog fat i mine underbukser på gulvet, og derefter gravede jeg i min sportstaske efter en bluse. Da jeg kiggede op, var hun allerede fuldt påklædt, dog vendte hendes T-shirt forkert, og hendes øjne havde aldrig set så ødelagte ud.

”Dawn, din bluse-” Et hulk forlod hende læber. Et hulk, der kunne være i uendeligheder. Jeg knugede hende tæt til mig, tættere end nogensinde før.

Hun græd og græd, indtil det næsten ødelade  mig. Det var som om, at min stemme, der prøvede at berolige hende, blev overdøvet af hulk og ulykkelighed.
”De siger, a-at de ikke kan g-gøre mere,” fortalte hun mig ind imellem sorgen. ”De har tilbudt hende at komme hjem, men h-hun sagde, at hun ikke k-kunne klare turen.”

Jeg nikkede forståligt, aede hendes hår og kyssede hendes pande og hendes kinder. Prøvede at give hende tryghed og støtte.

”Lad os køre, Dawn.” hviskede jeg, og trak hende langsomt hen mod døren. Jeg fik hurtigt fat i nøglerne, vores jakker og så gik vi. Hun var tavs hele vejen derhen, men gav dog aldrig slip på min hånd. Der var overraskende lidt trafik den morgen, så jeg havde intet i mod, at hendes fingre var flettet ind i mine i det øjeblik.

Tøvende åbnede hun døren, da vi holdte foran hospitalet, og hun gik lige så tøvende ind ad døren. Jeg var ret sikker på, at hun hellere ville forlade hospitalet, end at se sin elskede farmor forsvinde. Men jeg tror, at hun var ved at lære, at man ikke løber fra sin frygt, men man overvinder den.

”Dawn, jeg synes du skal gå derind selv.” hviskede jeg til hende. Hun skulle sige ordenligt farvel, hvis det altså stadig var en mulighed.

”Jeg ved ikke-”

”Dawn Phillips?” spurgte en sygeplejerske. Dawn og jeg kiggede begge op. Dawn nikkede og kiggede på sygeplejersken med bedrøvede øjne. Jeg kiggede alvorligt på hende.

”Gå med.” hviskede jeg. Jeg trak hende hurtigt ind til mig, kyssede hende blidt på hendes våde kinder og smilede.

”Kan du ikke gå med derop?” forslog hun. Hendes øjne understregede frygten. Måske ville det slet ikke være så slemt at gå med hende. Bare fordi, at jeg skulle gå med hende, betød det jo ikke, at jeg skulle gå med ind til Fiona. Jeg vidste dog, at Dawn havde brug for min støtte, og at det nok ville være en god og betryggende ting for hende. Jeg endte med at gå med hende.

”Farmor?” hviskede Dawn, da hun gik ind. Jeg blev udenfor, da jeg ville fortryde at gå med hende ind. Det her skulle være en øjeblik som kun skulle være hendes. Ikke vores. Fiona havde en stor betydning for hende, men for mig var hun Dawns farmor, ikke meget mere. En fantastisk kvinde.

”Dawn.” hviskede Fiona tilbage. Hendes stemme var smag. Jeg tror, at hun havde fået det dårligere hen over natten. Derefter startede deres samtale. Med små erklæringer om, hvor meget de elskede hinanden, hvor meget Dawn ville savne hende. Jeg haver lyst til at holde om hende, men lod vær. I det øjeblik, kunne jeg ikke vide, om det var det rigtige beslutning.

”Dawn-”

”Ja.” Det var som om, at Dawn vidste, at hun ville dø om få sekunder, men hun ville have hvert eneste ord med. Hun skyndte på hende.

”En dag vil du møde en dreng. Han kommer til at finde ud af en masse ting. Hvordan du tygger, hvordan du sluger, hvordan du danser, hvordan du lugter. Han kommer til at finde ud af hvor meget du elsker chokolade, hvor lykkelig du bliver, når din yndlings sang spiller i radioen, hvor frustreret du kan blive. Han vil indse det hele, Dawn, og han vil elske dig lige så højt, som jeg altid har elsket dig.” I det øjeblik lænede jeg mig tilbage i stolen lige uden for stuen, som hun lå på.

Alt jeg ventede på var noget fra Dawn. Et svar, en reaktion.

”Jeg har allerede mødt en, farmor.” hviskede hun lavt.

Mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst. Mit smil voksede sig større og større, og jeg må indrømme, at det nok så en smule underligt ud, når man sad og smilede ude foran rummet, hvor en døende person lå. Det tror jeg også, at sygeplejersken, der gik forbi mig syntes, men man kunne aldrig være sikker.

”Det er tid til at sige farvel.” konstaterede hun, da hun var gået ind i rummet. Det var der, jeg rejste mig op, og jeg gik målrettet hen mod Dawn, trak hende tæt indtil mig, men hun kiggede trist ned på hendes farmor, der langsomt så ud til at falde i søvn.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...