late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43242Visninger
AA

32. 31

 

X

Jeg skulle nok have forudset, at ordene ville såre hende. Hun havde en vane med at tage hele verdens onde side alt for personligt. Noget jeg var nød til at lære at leve med, noget jeg havde lyst til at vænne mig til.

”Dawn…” Jeg tøvede. Vi kørte ind på parkeringspladsen uden et ord. Det eneste man kunne høre var bilens motor, der ikke lige frem afbrød, men jeg ville ønske, at den gjorde. Det her var en pinefuld stilhed, og jeg var ikke sikker på, at den ville holde op.

”Calum, vil du med ind eller ej?”

”Ja, selvfølgelig.” skyndte jeg mig at sige. Måske var det bedst, at vi bare lod det ligge. Folk sagde altid, at det var dumt at løbe fra sine problemer, men hvis vi gjorde det sammen var det vel okay, var det ikke?

Dawns arme svingede frem og tilbage, og det tog alt kraften i mig at holde mine hænder fra at finde hendes. Hendes blege fingre, der dansede i den blide sommervind. Som om de ventede på, at mine fingre ville danse med.

”Dawn, jeg er ked af det, der skete tidligere.” indrømmede jeg, og luntede op mod hende. Hun kunne ikke have gjort det tydeligere; at hun gerne ville væk fra mig. Dog havde jeg på fornemmelsen, at i situationer som disse ville hun tage sig sammen, hun ville vende sig om, og hun ville indrømme, at jeg havde ret eller bare sige, at hun tilgiver mig.

”Det er jeg også.” hviskede hun, da hun gik tappert hen mod hendes farmors nærmest døde krop. Jeg tror, at der allerede var en stor forskel at være inde på hospitalet og være ude på parkeringspladsen. Man indåndede lugten af nervøsitet og desperation.

”Dawn, kan du tilgive mig? Du skal op til hende om lidt, og jeg er sikker på, at det her er det sidste du gider at tænker på, når du står alene hos hende.” argumenterede jeg. Hun kiggede kort på mig, men kiggede rundt, spottede de mange mennesker, og trak mig hen mod elevatoren.

”Alene?” smilede hun, og trak mig ind. Hendes smil eksploderede. Hun var så kunstnerisk og æstetisk.

”J-jeg troede du ville derop selv.” sagde jeg spørgende. Mit hjerne bankede hurtigt, da hun lænede sig ind mod mit øre, og det hoppede et slag over, da hendes læber strejfede min øreflip. Jeg kunne mærke et svagt kys blive presset mod min øreflip, og derefter fyldte en lav hvisken min øregang.

”Alt er bedre, når jeg er sammen med dig.”

Mit blik landede hårdt på hende. Jeg kunne ikke fokusere på hendes øjne, selvom de lyste som aldrig før. Min læber gik efter hendes, og jeg vidste, at det bare var et spørgsmål om tid før dørene ville gå op, og hele idéen om, at vores læber skulle smelte sammen, ville gå tabt. Men jeg nåede det, og det var det vigtigste. Det var ret så lang tid siden, at jeg havde følt de mange tusinde sommerfugle overtage mig. Jeg havde savnet det inderligt.

Vores læber kørte stadig rundt i takt. Prøvede at vaske alle de ord væk, som ikke skulle siges. Jeg ville ønske, at denne stemning kunne vare ved, men desværre åbnede dørene, og Dawn havde pludselig glemt alt om, hvad der lige var sket. Hun forlod hurtigt min side, og gik hastende ned af gangen. Jeg forstod hende.

Fiona var den person, der betød mere end nogen andre for Dawn. Jeg kunne godt se, hvad hun mente, når hun sagde, at hun var fortabt uden hende. Det var en hård kamp at kæmpe, og det ville det forblive.

Lige nu kunne jeg ikke sige, om alt var godt igen. Måske havde jeg heller ikke lyst til at vide det. Hele pointen med Dawn var, at hun var et så stort mysterium, og nogle gange havde man ikke lyst til at finde ud af meningen bag.

Jeg trådte først ud af elevatoren, da jeg ikke længere kunne spotte hendes skikkelse. Mine skridt var langsomme og tunge, da jeg ville give hende lidt tid til at sige hej til hendes døende farmor, som hun elskede så utroligt højt. Det var sjældent, at man så kærlighed så stærk. Det fik mig til at smile, måske var det det jeg stræbte efter. Det så og føltes rigtigt.

Minutterne gik. Jeg besluttede mig for, at det ville være okay for mig at komme ind. Jeg bankede lavt og forsigtigt på døren, hvilket fik Fionas blik til at gå fra Dawns røde, våde øjne til drengen, der havde kørt Dawns herhen; mig.

”Calum? Er du her også? Sikke en dejlig overraskelse.” udbrød hun med en meget svag stemme. Hun var blevet tyndere siden sidst, og hendes øjne så ud til at kæmpe for at holde sig åbne.

”Hej.” jeg tøvede og gik langsomt over mod hende. Hendes svage arme trak ind i et kram, som jeg ikke kunne beskrive med andre ord end trist. Hun havde ingen kræfter, og det eneste jeg kunne mærke var hendes fingerspidser, der kørte blidt frem og tilbage på min ryg. Jeg udvekslede et blik med Dawns ulykkelige øjne, og det ødelagde mig nærmest. Jeg tror det var der, at det virkelig gik op for mig, hvor meget jeg såret hende i bilen. Fiona var mere end bare hendes farmor, hun var en del af Dawn.

Fiona vendte blikket mod Dawn igen, og lod hendes magre, lange fingre køre igennem Dawns tykke, røde hår.

”Jeg har altid elsket dit hår, Dawn.” hviskede hendes svage stemme, der skar dybt ind i begge vores sjæle. Dawn nikkede og lod endelig de længe ventede tårer falde fra hendes tunge øjne. Hun omfavnede hendes farmors hænder og gav ikke slip. Jeg tror aldrig Dawn ville blive klar til at give slip. Måske var det fordi, hun ikke havde lyst. Det var et smukt øjeblik, men også mere tragisk end noget jeg nogensinde havde set. Dawn lyttede til hvert eneste ord, der forlod Fionas læber, men havde ikke et eneste ord at sige selv. Fiona vidste, at Dawn havde svært ved at acceptere, hvad der snart skulle ske.

”Dawn, du har intet at bekymre dig om, og jeg er sikker på, at Calum vil være der for dig.” Fiona kiggede hurtigt på mig, hvilket fik mig til give hende et betryggende smil og et hurtigt nik. Det var et løfte, som jeg ikke havde tænkt mig at bryde. Jeg havde tænkt mig at få Dawn til at indse, hvor meget jeg holde af hende og hvor meget hun fortjente. Måske en dag kunne jeg fortælle hende om, hvad der sker i mit liv, men lige nu havde hun brug for mig. Jeg havde ikke tid til at tænke på mine egne problemer, på mine venner, der havde givet op på mig. Det var nok ikke den smarteste plan, at skubbe mine problemer væk, for jeg vidste, at de ville komme tilbage med et brag, men lige nu var Dawn min første prioritet.

”Ja, jeg er heldig.” grinede hun ind imellem gråden, der fyldte værelset. Fiona smilede. Jeg tror ikke at jeg havde indset, hvor stor en forskel jeg gjorde, hvor stor en støtte jeg var for hende, og hvor meget jeg egentligt betød.

”Så husk på det, Dawn. Du er aldrig helt alene.” Dawn kiggede taknemmelig op på mig. Jeg smilede svagt tilbage. Jeg trak en stol hen ved siden af Dawn. Derefter sad jeg stille, lænet tilbage og betragtede de to triste, men stadig lykkelige mennesker. Dawn holdte smilet, mens tårerne trillede langsomt ned. Fiona prøvede altid at tørre dem væk. Lidt efter det, stoppede jeg med at ligge mærke til det. Jeg lænede mig en smule længere tilbage, og indså hvor træt jeg var. Det havde været en hård dag, og jeg havde ikke så meget at sige om den. Det var en af de dage hvor man følte, at verden var i mod en, uden at lyde alt for dramatisk.

Hvis jeg havde regnet rigtigt var klokken en smule over midnat før vi kunne sætte os ned dobbeltsengen på hotellet. Hotellet var ikke fint, men det var okay. Vi ville alligevel tjekke ud på søndag morgen, for at begive os hjemad.

X

movellas er honestly så dødt, ugh

men kan godt lide late night, så bliver ved med at skrive... også selvOM JEG INGEN KOMMENTARER FÅR :-(((

er desperat, byE.

HALLO TJEK 5SOS' COVER AF DROWN AF BRING ME THE HORIZON UD (som jeg skal til koncert med i næste måned :-D) DET ER FANTASTISK.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...