late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43274Visninger
AA

31. 30

 

X

Som sagt var jeg fyldt med vrede. Jeg tror faktisk, at det var en sølle teenage vrede, der havde taget over mig. Havde jeg virkelig ignoreret dem så meget? Ja, Dawn var ved, at tage over en stor del af mig, men det var ikke noget, som jeg bare ville lade gå.

"Calu-"

"Bare fordi jeg har travlt betyder det ikke, at jeg ikke er interesseret i en invitation." Derefter stormede jeg forbi dem, og det sårede mig, at de ikke gik efter mig. Måske havde de bare givet op. Måske var jeg så fokuseret på, hvad jeg ville have og hvem, at jeg helt havde glemt dem, som jeg allerede havde. Dog var det stadig ikke nok til, at glemme alt om min plads i fællesskabet. Bare fordi, jeg i øjeblikket faldt hårdere og hårdere for Dawn, betød det ikke, at hun var alt for mig.

Mine fingre klemte hårdt om bil nøglerne, håbede på at de ville nå igennem overfladen, bevise vreden og lade den gå. Jeg kørte hurtigt hen mod min lejlighed, hvor Dawn stod med for døren. Forfalskede et smil, mens jeg bevægede mig over mod hende. Mine læber kyssede blidt hendes røde, opsatte hår. Sommerfuglene blandede sig med følelsen, der før var vrede, men nu var erstattet med sorg. Alt jeg havde brug for, var følelsen af sommerfuglene, der langsomt dræbte sorgen.

"Jeg skal lige pakke og så kan vi smutte." sagde jeg tøvende, men lagde ikke mærke til hendes utroligt stille sjæl. Stille som om, at når hun åbnede munden, ville alt omkring hende falde sammen og gå i tusind stykker - inklusiv mig. Jeg proppede T-shirts i sportstasken, som var de uden værdi.

"Lad os smutte. Vi har en lang tur foran os, Dawn."

"Tak igen, Calum."

"Dawn, du skal ikke takke mig. Jeg har ikke gjort noget endnu." grinede jeg og åbnede døren for hende. Hun fortsatte ikke, men stoppede op med et beundrende blik.

"Jo, Calum, det har du. Du har behandlet mig som en prinsesse, hvilket jeg ikke fortjener. Forkælet mig med din tid og din beundring, men jeg har givet dig, hvad? Intet."

"Du er min yndlings, Dawn. Det at du ikke har forladt mig endnu, er nok for mig til, at forkæle dig." grinede jeg, men prøvede at tage situationen en smule mere seriøst. Dawn stod og kiggede mig dybt ind i øjnene, tilstod ting som jeg ikke hørte ret tit.

"Din yndlings hvad?" Dawns hoved var en smule på skrå, skævt smil og et desperat blik. Smuk...

"Altså, mine yndlings øjne, at kigge i, mit yndlings navn, at høre igen og igen, min yndlingsmåde at bruge min aften på - med dig. Jeg sagde yndlings for en grund." Den rosenrøde farve fyldte mine kinder, varme og kulørte. Dawns røde læber bredte sig til et smil, der var helt ubeskriveligt.

"Calum," hviskede hun og tog et skridt tættere på mig. Vores hjerte bankede faretruende hurtigt, og vores forelskede sjæle var desperate efter hinandens kys. "Du er også min yndlings." Varme, lykke og følelsen af, at jeg kunne klare det hele erstattede alt, der nærmede sig noget negativt. Jeg lænede mig smilende ind mod hende, en smule nervøs, men jeg lænede mig længere og længere frem.

"Godaften, Calum." Mia, en ældre dame, der boede i min opgang, gik smilende forbi os uden anelse om, hvad hun havde afbrudt os i. Dog gik hun forbi os da jeg havde givet hende et smil.

Dawn grinede svagt, flettede sine små fingre ind i mine og gik langsomt ned ad trappen. Smilet voksede sig større og større ved synet af vores hænder, men mit hjerte blev holdt tilbage af tanken om, hvor farlig hun egentligt var. Dog skubbede tanken alt for hårdt, fik mit hjerte til at falde… Falde for hende. Ikke så langsomt som jeg burde.

Man sagde altid, at man skulle tage det med ro, men i nogle tilfælde, var det besværligt. Jeg havde på fornemmelsen, at Dawn var et af disse tilfælde, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere på det. Måske skulle jeg gribe fat i det næste jeg fik øje på, eller bare falde og falde indtil jeg kunne mærke bunden under mig.

Alt i alt, havde jeg mest lyst til bare at leve i nuet, nyde min tid men Dawn og håbe på, at den ville vare ved.

Vi sukkede begge to da vi satte os ind i bilen. Vidste begge to, at turen ville blive lang, men stadig gå hurtigere end forventet.

Dawn og jeg var blevet meget tættere siden den første tur. Også siden de andre par gange, hvor vi havde lånt Ashtons bil. Dog havde jeg været nød til, at sige nej til at køre hende et par gange. Den dårlige samvittighed byggede sig altid op, men hun forstod godt og fortalte mig, at det var helt okay med et stort smil på hendes læber.

”Er du okay?” spurgte jeg efter lidt tid, der kun havde bestået af stilhed.

”Ja, tror jeg.” Hun trak på skuldrende, som om hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre.

”Det er også okay, hvis du ikke er, Dawn-”

”Calum, det er fint. Tak for støtten.” afbrød hun mig. Det var tydeligt, at hun ikke ville snakke om, hvordan hun havde det. Det havde vel aldrig været Dawns favorit ting, at tale om. Især ikke, hvis emnet hurtigt kunne ændres. Hun ville tage hver eneste mulighed for et emneskift og uheldigvis, tog hun dem altid.

Nogle gange var det svært at forstå, hvorfor jeg egentligt fangede mig selv i, at beundre hende så meget som jeg gjorde. Dawn var en udfordring, en komplikation, noget jeg som regel ikke ville arbejde videre på, men hun var også et menneske, som fik mig til at smile og som jeg ikke havde lyst til at lade gå.

Jeg ville ikke sige, at jeg havde et tomrum i mit liv før hun kom, men måske havde jeg. Jeg tror bare, at det var ukendt, og det først blev helt fyldt ud, da Dawn ankom til byen. Dog kunne jeg ikke bære tanken om, at kende tomrummet, at vide at det eksisterer. Jeg ville altid føle manglen, manglen af hendes læber mod mine, hendes brune øjne, der tændte flammer i mig og bare generelt hende.

Tavsheden var ikke akavet, men den var langt fra noget jeg nød. Dawns øjne havde ikke sendt mig et blik i løbet af de allerede 40 minutter, der nu var gået. Hendes øjne havde vandret fra træ til busk til grøft og til personen i bilen ved siden af os – men ikke mig.

”Dawn?” spurgte jeg tøvende og ventede på en reaktion fra hendes side.

”Hmm?” svarede hun svagt, men kiggede ikke.

”Dawn, kig på mig.” befalede jeg i en hårdere tone end jeg selv havde regnet med. Dawns øjne skar ind i mine. Selv hun var forbløffet over tonefaldet, måske endda mere end jeg var. Hun sank en klump og nikkede.

”Hvad?” vrissede hun. Tror egentligt ikke, at hun var decideret vred. Bare ikke glad for tonen, jeg havde brugt til at tiltale hende. Hun var altid vant til en blid, hæs stemme, der tiltale hende med en tone fyldt med en beundrende lyd. Men væk var den, og jeg var selv overrasket.

”Jeg ved godt, at det her er hårdt for dig, men lad være medat lukke folk ude. Du hjælper hverken Fiona, dig selv eller dem omkring dig.” konstaterede jeg. Jeg tror ikke Dawn var tilfreds med, at jeg rent faktisk havde fat i noget. Hun var ikke vant til, at jeg ville bestemme, at jeg ville dominere. Dog ville jeg heller ikke være det svage led i dette forhold, hvis man kunne kalde det et forhold.

Hun havde en tendens til forvirre. Jeg var ikke sikker på, at det var noget hun gjorde bevidst, men hun forvirrede så mange mennesker – inklusiv mig.

”Du har ret, men er det ikke sådan mennesker gør, når de føler sig fortabte?”

”Du er ikke fortabt, Dawn.” sukkede jeg og lod min hånd køre blidt op og ned ad hendes lår. Hun kiggede væk igen, og jeg lod mine fingre kravle af hendes lår.

”Du forstår ikke, hvordan det er at miste den person, der altid har været der for dig.” snøftede hun. Jeg havde ikke indset, hvor hårdt det her var for hende. Jeg kunne ikke sætte mig i hendes sted. Jeg havde mine bedsteforældre, forældre, søster og sådan set hele min familie. Måske var det derfor, at Dawn havde været så sårbar den weekend; savnede følelsen af tryghed, som man fik af familie.

”Nej, det kan du have ret i, men du har mig, og jeg vil med glæde trøste dig, være hos dig og gøre alt, hvis bare du ikke mister modet.”

”Men hun dør snart-”

”At dø er en del af livet, Dawn Phillips!” udbrød jeg. Jeg havde ikke lige tænkt mig frem til, at jeg skulle køre fire timer med en pige, som kunne krydse mine grænser som ingen andre lige efter, at jeg havde følt mig så forrådt af de tre drenge, som jeg kaldte min bedste venner.

Vi lod ikke Ashton gå dengang han var i den fase som jeg var. Vi lod ham takke nej, hvis vi alle var sammen. Så havde vi i det mindste givet ham tilbuddet. Det var altid mig, der opfordrede de andre til, at i det mindste give ham tilbuddet, selvom vi allerede kendte svaret.

Derefter var Dawn helt stille. Hun havde ikke mere at tilføje – det havde jeg heller ikke. Måske var det sådan, at de næste par timer forgik i total stilhed fyldt med vilde, kaotiske tanker, der blev presset inde fordi vi begge vidste, at det ikke var det rigtige tidspunkt, at komme ud med noget.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...