late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43258Visninger
AA

4. 3

 

X

 

Jeg havde fri i dag. For en hver teenage dreng, havde det været det lykkeligste dag i hans liv, men de havde ikke forelsket sig i en pige, som de kun kendte navnet på. Dawn. Dawn hvis yndlings farve var gul, hvis yndlings band var Mayday Parade, hvis yndlings sted var byen, når mørket havde lagt sig.

Den sidste time i klassen var længere end jeg havde regnet med, og dog ville jeg ønske at den blev ved. Klokken var fire, og jeg var ivrig efter at komme hen til caféen, bare for at blive skuffet, fordi Dawn ville ikke være der før klokken elleve.

Jeg fandt mig selv sidde, og tænke på Dawn, mens jeg udfyldte resten af papiret. Opgaven var ligegyldig for mig, og jeg ville bare gerne ud. Mit ben hoppede utålmodigt op og ned, og jeg kunne ikke vente til, at læreren stoppede timen, og bedte os om at aflevere vores papirer på disken.

”Ja, elever! Aflever papirerne hos mig, og så må i smutte.” sagde han med en ligegyldig tone i stemme, og begyndte at tørre den sorte tavle af. Jeg gav ham en smil, da jeg lagde papiret, og trak så tasken over skulderen. Da jeg trådte ud af klasse lokalet, så jeg en velkendt skikkelse stå sammen med en dame.

”Dawn?” spurgte jeg, og gik hen mod kontoret, hvor de stod med ryggen til.

”Det pass- Oh, hej Calum, kan jeg hjælpe dig med noget?” Da mit navn blev nævnt, vendte Dawn sig om, og gav mig et forvirret blik. Sekretæreren kiggede spørgende på mig.

”Nej, det er fint,” begyndte og gik en smule bagud. ”Vi ses, Dawn.” Hun sank en klump, og kiggede så advarende på mig. Damen, som nok måtte være hendes mor, kiggede truende på mig. Hendes hår var en smule brunere end Dawns, men de lignede hinanden frygteligt meget. Hun havde en sort blazer på, og en mørkeblå trøje, som så ud til at være ret så dyr.

”Hvor kender du min datter fra?” spurgte hun skarpt, og kiggede så forvirret over på Dawn, som kiggede ned i gulvet.

”Vi arbejder sammen.” fortalte jeg. Dawn sank endnu en klump, og smilede falsk til sin mor.

”Et arbejde?” Morens grønne øjne lyste op af vrede. Jeg tror det var vrede. ”Det har du ikke fået lov til, unge dame.”

”Du giver mig jo ikke penge, og jeg skal jo sparer op ti-”

”Jeg er Mrs. Phillips, og jeg ville være glad, hvis du ikke snakkede så meget med Dawn.”  Hun gav mig ikke en gang hånden, hun smilede bare falsk og vendte sig om igen.

Dawn smilede svagt til mig, og vendte sig om med sin mor. Mrs. Phillips så ud til at ligne en, der troede hun var lidt mere værd, end os andre, og det gjorde mig utrolig vred. Hun kunne ikke bare stille sig op, og være frastødt, fordi jeg boede i en etværelses lejlighed, og ikke havde penge nok til at købe de dyreste skjorter.

Jeg havde aldrig troet at Dawn var den type, som var fornem. Måske fordi hun gjorde rent, måske fordi hun ikke klædte sig som en formel idiot, måske fordi hun var sig selv, og Mrs. Phillips var mere falsk end Nicki Minaj.

Jeg gik uden et ord, og begyndte at gå hen mod busstoppestedet. Det var ikke fordi jeg havde noget i mod bussen, men hvad ville Dawn så ikke have. Hendes mor ville dømme mig endnu hårdere, hvis hun vidste at jeg kørte med offentlig transport.

”Calum?” Dawns stemme lød bag mig, og jeg kiggede undrende på hende, og så ned på min telefon. Klokken var 16.06 og skulle nå bussen 16.12, hvilket betød at jeg kun havde seks minutter til at nå hen til busstoppestedet.

”Jeg ville elske at snakke med dig, men jeg skal skynde mig for at nå bussen og-”

”Jeg tænkte på, om du ville med hen på caféen?” Hun afbrød mig, og smilede svagt til mig. Jeg stod stadig med åben mund, midt i en sætning. Jeg smilede svagt, og trippede uroligt på mine fødder.

”Jeg har også den her aflevering, og den er til på tirsdag.” prøvede jeg. Jeg ville ikke være uønsket. Jeg ville ikke have at Dawn skulle komme i problemer på grund af min tilstedeværelse. Jeg ville have dårlig samvittighed. Noget som Mrs. Phillips ikke kendte til.

”Det er okay, hvis du ikke vil være sammen med mig, Calum. Jeg har sikkert misforstået det hele.” Hun kiggede skuffende ned i jorden, og begyndte så at gå. Jeg havde afvist Dawn, og jeg fortrød det.

”Dawn, vent,” Jeg løb op til hende, og nikkede hen mod fortovet. Caféen var ikke så langt væk herfra, og jeg var villig til at tage Dawn med derhen. Denne gang som gæster, og ikke ansatte. ”Men hvad med din mor?”

”Jeg sagde at jeg ikke havde det godt, og hun sagde at jeg bare kunne smutte hjem.” forklarede hun, mens vi begyndte at gå hen ad det grå fortov. Jeg smilede en smule, da det gik op for mig at jeg gik med Dawn.

”Bor du i nærheden?” Jeg kiggede interessant på hende, og prøvede at fange hendes brune øjne, men det var som om hun undgik øjenkontakt.

”Vi bor i et lejlighedskompleks en smule længere væk fra caféen,” Hun sukkede og sparkede en smule til de småsten, der lå på fortovet. ”Min mor og jeg.” Jeg nikkede.

Det gik op for mig, at de eneste lejlighedskomplekser i nærheden af caféen var ret så dyre, hvilket betød at Mrs. Phillips ikke kun var fyldt af lort, men også penge. Jeg følte mig ret så usikker, når jeg vidste at Dawn havde ret meget mere end mig. Jeg havde ikke ret meget at byde på.

”Så du har penge?”

”Rettelse. Min mor har penge.”

”Oh.” sukkede jeg, og var sådan set lettet, men stadig en smule flov. Nu var Dawn bare et kunstværk med en mor fyldt med penge i røven. Bare og bare. Dawn var meget mere end det, men jeg var ikke sikker på at jeg ville finde ud af det. Nok ikke i den kommende tid.

”Er det et problem?” spurgte hun nervøst, og lod sine tænder på fat i hendes underlæbe. Hendes øjne skinnede af nervøsitet. Det var som om hun forventede, at det var et problem for mig.

”Nej, jeg kunne da også lide dig før jeg vidste noget, så nej.” indrømmede jeg, og prøvede bare at redde den allerede ødelagte stemning. En lumsk smil formede sig på hendes læber, hvilket gjorde mig en smule mere nervøs end jeg i forvejen var. Jeg var mere sikker på caféen. Det var mit sted. Jeg kendte alt og alle der henne, og jeg havde på mange måder magten over Dawn. Men her, på gaden, var jeg bare Calum, en skole dreng med et job på en café.

”Så du kan lide mig?” grinede hun med en drillende tone. Jeg rystede på hovedet med et smil, og lod min skulder skubbe blidt til hendes. ”Sikke en overraskelse.”

”Er mit desperate forsøg på, at lære dig at kende en overraskelse?”

Dawn gav mig ikke et svar. Hun smilede bare svagt, og det var længe godt nok for mig. Jeg lod mine øjne finde hendes, og det var som om at hver gang jeg kiggede i dem, fik jeg bare bekræftet at hun var noget jeg skulle holde fast i, og noget jeg ikke bare kunne lade gå. Jeg var nød til at komme helt ind til den her pige, jeg var nød til at lære så meget som muligt om hende. Jeg var desperat, og det var sygt. Jeg havde mine grunde til at være desperat, og jeg ville ikke lyde som en typisk teenage dreng som er lidt for liderlig, for det er jeg ikke. Jeg mener bare, at jeg havde ikke haft en kæreste i over et år, og jeg var ikke typen, der gik og bollede løs til højre og venstre. Man kunne sige at jeg var seksuelt frustreret.

Jeg havde ikke tænkt mig, at bruge Dawn til sex. Jeg manglede bare selskab. Ikke som i det ugentlige besøg hos mine forældre, men som i kys og kærlighed. Ikke de våde kys, som du får af din mor på kinden, men den følelse du fik i maven, når dine læber ramte en andens.

”Hvad laver du ellers ud over at gå i skole og arbejde?” spurgte Dawn, da vi næsten var hende ved caféen. Jeg sukkede kort, og gik en smule fra hende, for at åbne døren til caféen. Hun takkede mig lavt, og kiggede så spørgende på mig.

”Jeg laver lektier, lytter til musik, besøger mine forældre,” begyndte jeg, og satte mig ned over for Dawn. ”Ikke noget spændende.”

Det slog mig, at jeg ikke lavede noget. Mit liv var som en kedelig playliste, som kørte om og om igen. Jeg lavede aldrig noget. Jeg gik aldrig i byen med de få venner jeg havde. Jeg snakkede knap nok med dem. Jeg havde små samtaler med dem, fik tilbud fra dem og alt muligt, men jeg svarede altid at jeg havde travlt.

Ashton boede i en lille lejlighed med sin kæreste Vanessa, og Luke og Michael havde købt en sammen. De havde ikke den fulde husleje, at betale. De skulle arbejde halvt så meget som mig. De havde flere timer på college, hvilket betød de også havde tid til at lave deres lektier, hvis der var en fri time, men jeg skulle enten tage min egen vagt eller Eliots.

”Gør du aldrig noget… Spændende?” Jeg trak på skuldrende, og kiggede på menuen.

”Ikke rigtigt nej,” Jeg kiggede en smule på Dawn, og blev mødt med hendes brune øjne med et glimt af grøn. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke blev helt fortabt. Jeg måtte distrahere mig selv. ”H-hvad vil du have? Jeg giver.”

”Calum, det er fint. Jeg kan godt selv betale,” grinede hun, og smilede bedende til mig. ”Seriøst, jeg hader når I drenge vil betale for alting. Jeg ved det er for at være høflig, men jeg har penge nok.”

Med det sagt, lukkede jeg munden og gik sammen med Dawn op til disken, hvor Eliot smilede irriteret til mig. Jeg kunne ikke finde ud af, om vi var venner, eller om jeg bare var en dreng, som tog de fleste af hans vagter.

Vi fik bestilt noget te, og satte os tilbage til bordet. Dawn sagde ikke så meget, men kiggede ud på den blå himmel. ”Elsker du ikke bare forår?”

”Det er vel meget… rart,” prøvede jeg, men forstod dog ikke hendes beundring, og så alligevel. Dawn fik mig til at indse ting, som jeg aldrig ville have lagt mærke til før. Så da jeg kiggede ud, og så den let skyede blå himmel, de få vandpytter og fulgene som fløj rundt, fik det mig til at smile svagt. ”Meget, faktisk.”

”Hvad er din yndlings årstid?” spurgte hun mig så uden andet end et blik.

”Vinter, måske.”

”Måske? Lidt ubeslutsom, Calum?” Hun fniste lavt, og tog en slurk af teen. Hun skulle til at samle sit hår i den sædvanlige hestehale, men jeg stoppede hende.

”Måske lidt, men jeg er sikker på en ting, og det er at du bare skal lade dit hår sidde som det gør.” Jeg smilede til hende, og kunne ikke lade vær med at føle noget, da hendes øjne mødte mine, og hun flettede sine fingre ind i mine.

X

 

Heeeej.

Jeg er så glad for, at I har taget så godt i mod den, og jeg håber at I ser frem til mere.

Jeg tager til London på Onsdag, og kommer hjem igen mandag :-)) Så det her bliver det sidste 'update' inden mandag.

MEN TUSIND TAK FOR STØTTEN.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...