late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43271Visninger
AA

30. 29

 

X

 ”Hej Dawn.” sagde jeg med et smil, da hun trådte ind på caféen lidt over fem, fredag eftermiddag.

”Hej Calum.” svarede hun tilbage uden rigtigt at vise nogen form for følelser.

”Skal du have noget eller-”

”Hvornår får du fri?” spurgte hun ivrigt. Næsten som om, at hun nu var den desperate. Hun havde været meget stille på det seneste, og hun havde ikke lagt ret meget i vores samtaler. Når vi var sammen sad hun for det meste bare og nikkede, mens hun kiggede ud i luften. Jeg havde på fornemmelsen, at hun havde for meget i hovedet, som hun ikke kunne komme ud med. Noget som ikke en gang jeg måtte vide.

”Eh, klokken seks, hvorfor da?” spurgte jeg og kiggede hurtigt bag hende, for at være sikker på, at der ingen kø kom.

”Jeg synes bare, at det er længe siden, vi har lavet noget sammen,” pointerede hun og smilede svagt til mig. Jeg kunne ikke tyde om det var sandt eller ej, men jeg havde heller ikke så travlt med, at regne det ud nu. "Og så er der noget jeg gerne vil fortælle dig."

”En date?” hviskede jeg og lænede mig ind mod hende. Hun smilede svagt. Dette smil var ægte, det vidste jeg. Dog var jeg stadig lidt forvildet over, at hun havde spurgt mig.

”Hvis du vil kalde det en date, så ja.”

”Det vil jeg gerne.” hviskede jeg bare en smule lavere end, hvad hun havde gjort. Det var tit, hvad vores samtaler endte ud i; en konkurrence om, hvem der kunne hviske lavets.

”Så er det en date.” Hendes stemme forsvandt næsten i atmosfæren omkring os, men den var stadig så utrolig høj, at det næsten skar i mine ører.

Jeg lænede mig længere og længere frem mod hende, men det føltes næsten forbudt. Og da vores læber var få centimeter - hvis ikke millimeter – fra hinanden, kunne man høre lyden af en hæs dyb stemme fra køkkenet.

”Calum, tilbage til arbejdet, unge mand!” Morsomheden fyldte hans stemme, så jeg vidste at det var en joke. Jeg fangede mig selv i at læne mig de sidste få millimeter ind mod hende. Mine læber ramte hendes i hvad der føltes som uendeligheder, men kun var få sekunder. Hendes smil voksede sig større, og hendes kinder rødere.

Derefter føltes minutter endnu længere end kyssets uendeligheder.

Dawn bestilte solbær te og satte sig nede i hjørnet med et svagt smil og starten af en af en engelskstil. Jeg lavede hendes te, mens mine mørke øjne hvilede på hendes hår, der faldt ned foran hendes brune øjne. Hun var betagende og så meget andet, som jeg slet ikke havde ord til at beskrive. Dog kunne jeg også grine en smule af mig selv. Jeg var en 19-årig dreng, der var så forelsket at det lignede en 14-årigs første crush. Forskellen var bare, at jeg ikke havde planer om at lade hende gå. Jeg havde ikke tænkt mig, at erstatte hende med noget smukke, sødere og mindre udfordrende. For måske var Dawn noget af det smukkeste og sødeste jeg nogensinde havde mødt eller set, og måske havde jeg behov for udfordringen, som hun gav mig.

”Her er din te, Dawn.” Jeg placerede den foran hende med et smil. Hun smilede som tak og kiggede hurtigt op på klokken.

”40 minutter til du har fri.” hviskede hun med en tøvende tone, som jeg ikke vidste, hvad skulle betyde. Jeg var så fortabt, når det kom til Dawn. Aldrig havde nogen eller noget gjort mig så forvirret. Det var som om jeg gik og gik, men aldrig fandt ud af, hvor det hele ville ende. Det en en uendelig strøm af ubesvarede spørgsmål.

”Hvad er det du vil fortælle mig?” spurgte jeg og tørrede bordet ved siden af hende af bare for, at blive en smule længere ved hende.

”Pas dit arbejde, Calum.”

”Hvad nu hvis jeg sagde op? Så kunne du blive mit job.” jokede jeg og fniste en smule. Hun gav mig et drillende

Pas dit arbejde.” grinede hun. Det var typisk hende, at reagere på den måde. Flov uden lysten til at indrømme det.

”Ja ja, frøken.” jokede jeg og forlod hendes bord for, at gøre som jeg fik besked på. Følte langsomt min dominans forsvinde. Måske var det sådan det skulle være.

Jeg lod minutter passerede mig og venterede på at Dawns hemmelighed ville nå hen til mig. Utålmodigt kiggede jeg op på uret, der viste at tiden snart var inde. Jeg kunne tage forklædet, med caféens logo på, af om kun to minutter.

Tiden forsvandt, jeg bandt hurtigt forklædet op, hang det ud bag ved og tog mit eget tøj på igen. Spurtede nærmest ud til Dawn og satte mig overfor hende.

”Hvad sker der?” spurgte jeg hurtigt. Mine øjne prøvede at finde ud af, hvordan hun havde det. Blanke øjne. Det gjorde mig en smule nervøs, eller for at være ærlig, var det mere end lidt.

”Hospitalet ringede i går aftes,” fortalte hun lavt. Jeg holdte vejret og var bange for, hvad der ville slippe ud i atmosfæren om lidt. ”Og, ehm-”

”Dawn, det er okay.” afbrød jeg hende. En tårer faldt fra hendes venstre øjne, gled langsomt ned ad hendes røde kind. Jeg tog hendes hånd, viste min støtte.

”Hun har kun et par dage tilbage og min mor vil ikke betale for min togbillet, men jeg tænkte på om du-”

”Ja, Dawn, selvfølgelig. Pak en taske vi kan bare overnatte på et hotel i nærheden.” Jeg rejste mig op og tog hende mig. Holdte hende tættere end nogensinde før, fordi jeg vidste, at hun havde desperat brug for det. Jeg vidste, hvor meget Fiona betød for hende, vidste at hun ville føle sig fortabt uden hende.

”Mener du det?”

”Ja, selvfølgelig, lad mig snakke med Ashton. Tag hjem, pak en taske, vær hos mig om en time.” hviskede jeg blidt. Hendes hår duftede friskt selvom det ikke var, hvad hun egentligt var.

”Calum-”

”Dawn, det er okay. Vi ses.” Hun nikkede og forlod caféen med et smil. Jeg var en smule tilfreds, følte dominansen sive langsomt tilbage mig, men var ked af at Dawn blev den svage.

”Det må jeg give dig, Calum, du er god til kvinder.” Jeg kunne mærke min chefs hånd på min skulder.

”Nej, det var bare Dawn. Langt mere kompliceret end du tror.” grinede jeg. Han grinede blidt af mig og nikkede forstående.

”Alle kvinder er kompliceret. Det er forfærdeligt.” jokede han. Det håbede jeg i hvert fald på.

”Dawn er en god slag kompliceret.” Derefter forlod jeg caféen og gik mod Ashton og Vanessas lejlighed.

 

X

 

”Ashton, hej.” Jeg trådte ind i lejligheden, ind i rodet. Ashton skubbede tingene lidt til siden og bød mig velkommen. Det var et stykke tid siden, at jeg havde besøgt Ashton, generelt var det var langt tid siden, at vi alle fire havde ses uden andre. Savnede jeg det?

”Hvad så, makker?” Vi gik ind i køkkenet, hvor jeg havde afbrudt ham i at lave aftensmad. Bøffer, burger boller, ost.

”Jeg ville høre om, jeg måtte låne din bil i weekenden.” spurgte jeg lavt. Jeg kiggede forvirret rundt i køkkenet. Vanessa var vegetar, ville aldrig gå med til billige burgerboller og store, saftige bøffer.

”Ja, jeg skal ikke rigtig noget så du tager bare nøglerne.” Ashton skyndte på mig. Det virkede som om, at jeg bare skulle smutte så hurtigt, som jeg kunne.

”Hvor er Vanessa?” spurgte jeg nysgerrigt. Det hele blev en smule mistænkeligt og jeg ville vide mere.

”Hos en gammel veninde. Hun bor vidst et par timer herfra.” informerede han mig om. Hvorfor ville Ashton lave mad, når han var alene hjemme? Det lignede ham ikke. Han ville som regel bestille noget, hvilket var derfor, at det hele begyndte at skræmme mig.

”Ashton, hvad sker der? Er du Vanessa utro-”

”Wow, wow, wow, mand.” afbrød han mig og smed paletten fra sig. Hans hænder røg op i forsvars position. Jeg tog tydeligvis fejl.

”Det-”

”Tror du virkelig, at bare fordi hun ikke er hjemme, ville jrg finde en ny pige? Jeg elsker Vanessa og det ved du.” forsvarede han sig. Jeg nikkede, hviskede undskyld et par gange og gik langsomt ud af køkkenet.

”Undskyld, Ash.” sagde jeg igen. Mine fingre fik fat i nøglerne til bilen. Ashton svarede mig ikke. Han var tydeligvis fornærmet over min kommentar, over mine tanker, men for at være ærlig, ville jeg have gjort det samme.

”Hav en fantastisk weekend, Hood.” vrissede han. Jeg kiggede såret på ham. Hvad havde jeg gjort forkert? Tænkte jeg igen og igen. Vi havde knapt nok snakket sammen i et par uger, jeg kunne ikke have gjort noget.

”Fantastisk? Jeg skal køre Dawn ned til hendes døende farmor.” forklarede jeg. Tog et par skridt væk fra Ashton, der nu så ud til, at være ekstremt ked af hans opførsel. Var jeg ligeglad? Det tror jeg.

”Calum, jeg-”

”Det er fint, hyg dig.” Jeg gik trampende hen mod døren med et hjerte, der bankede af vrede. Det stoppede bestemt ikke, da jeg åbnede døren og så Luke og Michael stå med en kasse øl og smil, der hurtigt forsvandt da de så vreden kravle hele vejen op til mit blik, der nu kunne dræbe hver eneste af dem.

X

hejsa venner :D

undskyld at jeg er så fucking sløv til at opdatere, og har sådan set ikke noget undskyldning... har baret ikke været så inspireret.

men her har i det, håber det er okay.

i må MEGET gerne kommentere, hvad i synes, bare så jeg er sikker på, at folk stadig læser mig, haha.

ZISSE KOMMER PÅ TIRSDAG OG SÅ SKAL VI TIL THE JANOSKIANS OG TIL MEET & GREET, FUCK JA!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...