late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43252Visninger
AA

29. 28

 

X

”Michael, dit hår er sort, hvor underligt normalt.” grinede jeg da jeg kom gående i mod Luke og Michael der stod sammen ved Lukes skab. Michael stod ved siden af, lænet op af naboskabet, mens Luke ledede efter bøgerne til vores biologi time.

”Hold mund, Calum.” Michael skubbede drillende til mig, og smilede svagt til Luke.

”Slap af, mand. Det er fedt.” grinede jeg og beundrede kort det nye look, som Michael havde fået.

”Tak. Og tak til Luke for, at gide at farve det.” Michael smilede underligt stort til Luke, der gav ham et smørret smil tilbage. Jeg vidste stadig ikke om jeg skulle tro på, hvad jeg hørte den aften, hvor jeg forlod deres lejlighed som et stort spørgsmåls tegn.

Der havde været spor, som nemt kunne nå frem til noget andet end det venskab, som de normalt plejede at have. Alt jeg kunne være sikker på var, at noget havde ændret sig.

”Underligt sødt af Luke.” jokede jeg og gav dem et blik, der så ud til, at forstyrre dem.

”Calum, hvor er din ejer?” Ashton kom gående med Vanessa tavst bag sig. De havde fået løst deres problemer, men dog var der stadig stykker, der stadig skar ekstra hårdt så snart det var nødvendigt.

”Min ejer?” spurgte jeg forvirret. Jeg prøvede på, at fange Ashtons blik, men fejlede. Ashton og jeg plejede altid, at kunne kigge på hinanden og straks forstå. Luke og Michael havde tydeligvist forstået den, da de nu brød ud i grin og selv et smil poppede frem på Vanessas lyserøde læber.

”Dawn, hvor er Dawn?”

”Åh, hun- min ejer?” spurgte jeg igen, da det gik op for mig, hvad Ashton lige havde sagt. Min ejer? Min ejer?

”Kom nu, Calum, forstår du den ikke?” grinede Michael og skubbede drillende til mig. ”Hvor er du underligt dum i dag.” Michael smilede jokende til mig og var tydeligvis stolt af brugen af mit ordspil.

”Nej, jeg forstår den ikke. Er det meningen, at det skal være fornærmende eller?” Jeg tøvede og kiggede rundt på gruppen, hvilket bestod af fire mod en. Fire personer, der vidste for meget og en person, der ikke kunne regne den ud; mig.

”Du render efter hende som en forvirret hundehvalp. I et desperat forsøg på, at få hende til at falde for dine store, brune hundehvalpeøjne fejler du igen og igen og igen.” brød Vanessa ind. Jeg kiggede overrasket på hende.

Jeg havde kendt Vanessa i et par år efterhånden, og var faktisk den, der introducerede hende til Ashton. Hun var en veninde til Mali, og hun endte altid med, at besøge hende i weekenderne. Hvordan de to mødtes, vidste jeg ikke, men hun havde brugt meget tid hos os, og jeg blev ret overrasket, da jeg med mine venner tog hertil for, at starte på en frisk, og som noget af det første tog ud at feste, hvor vi så mødte Vanessa.

Hun virkede aldrig som typen, der spyttede noget så direkte ud, men holde det i sig indtil hun eksploderede med sandheder… Eksploderede med sandheder? Var det sandheden.

”Så desperat er jeg heller ikke, og desuden kan hun godt lide mig, hun er bare-”

”Bare hvad?” spurgte Luke da jeg tøvede og kiggede ned i jorden.

”Bange, tror jeg.” Efter det blev der stille, og det eneste jeg kunne høre var lyden af Dawns støvler der kom travende så elegang, men stadig så kluntet, hen mod os.

Stilheden nåede ind i Dawn da hun ankom. Dog lod det hende ikke stoppe sig selv i, at sende os alle et smil.

”Godmorgen,” sagde hun med et forvirret blik, der farrede rundt på os. ”Er jeg gået glip af noget?”

Dawns nervøse grin gjorde noget ved mig, og jeg tror det var der, at jeg indså, at de alle sammen havde ret. Derefter flakkede mine øjne fra Dawns nervøse smil og røde kinder til mine venners tilfredse og utilfredse blikke.

Dawn havde taget kontrol over mig, og jeg tror det var det hun mente med ’at ødelægge’. Jeg havde ikke glemt mig selv. Jeg havde ikke tabt mig selv. Jeg var bare ikke sikker på hvem jeg var, eller hvor jeg hørte til. Det var en helt anden sag; en personlig sag.

Dawns skulder strejfede min, mens stilheden gjorde det hele mere og mere akavet end det burde have været.

”Godmorgen, jeg skal til time nu.” sagde Michael og trak Luke med sig - Og de kaldte mig en desperat hundehvalp.

”Vi ses til frokost.” Ashton smilede og lod sine lange fingre flyve op i luften og vinke venligt til os begge to, mens hans andre fingre flettede sig ind i Vanessas, hvor de hørte til.

”Har jeg gjort noget forkert?” udbrød Dawn så snart, at hun vidste de var væk. Jeg rystede på hovedet, og tog min arm betryggende omkring hendes smalle skuldre.

”Nej, det var bare noget de sagde, der overraskede os alle sammen lidt.”

”Var det noget om mig?” udbrød hun igen. Jeg kunne se, at hun var bekymret, nærmest skræmt.

Jeg havde det ufatteligt dårlig med, at lyve over for hende. Nogen gange var en hvid løgn nødvendig. Ærligheden kunne også briste en gang i mellem; noget vi måtte acceptere uanset om vi ville det eller ej.

”Jeg ville fortælle dig det, hvis de handlede om dig, det love jeg.” Løj jeg og trykkede blidt på hendes skulder.

”Så du vil ikke fortælle mig det?” grinede hun og trak sig ud af mit greb. Hun var allerede for tændt, for nysgerrig til, at lade den gå. Eller måske havde hun bare vænnet sig til, at jeg fortalte hende alt, men aldrig intet. Dawn havde aldrig brudt sig om forandring; noget jeg var ved at lave.

”Niksen, du må klare dig uden.” grinede jeg, men hendes desperate udtryk forlod ikke hendes blik.

”Men, det er ikk-”

”Fair? Det tænkte jeg nok. Hvordan føles det, at smage sin egen medicin, Dawn Phillips?” Vi stoppede på gangen og det var som om, at tiden gjorde det samme. Vi vidste begge to godt, at timen ville starte i noget der nærmede sig fire minutter, men øjenkontaktet så ud til at droppe alt, der havde med tid at gøre.

”Hvad mener du?”

”Jeg mener, at du er et mysterium og alt du har på hjerte er og skal forblive et mysterium,” sagde jeg ærligt. Det hele kunne lede op til en diskussion, men sjov nok, var det her en af det mest normale samtaler vi længe havde haft. ”Men Dawn, du må have mig undskyldt, jeg skal til time.”

For første gang gik jeg væk fra hende som den selvsikre og ikke den fortabte. For at være ærligt, så var det en fantastisk følelse, men jeg fik trukket Dawn ud af hendes tilpassede omgivelser og det var jeg lidt bekymret over. Det her var kun starten af dagen; Dawn kunne nå, at smide en bombe når som helst, hvor som helst.

Jeg havde opnået det jeg ville: Dominans. Om det så varede en 15 minutter eller 24 timer, var fuldstændig ligegyldigt. Dominans var dominans og jeg dominerede.

Følelsen af tilfredsstillelse fyldte mig resten af vejen til klassen, den fyldte mig da jeg satte mig ned bagerst i klassen med et smørret smil på mine tørre læber og den fyldte mig da jeg igen var på vej hen mod Dawn, der sad med Ashton og Vanessa ved frokostbordet, og ventede på at jeg, Luke og Michael ville komme hen og tilslutte os fælleskabet som vi altid gjorde. Som om alt var det samme og intet var forandret, men det var det for jeg havde stadig en følelse af magt, der fyldte min krop og jeg var ikke sikker på, at det ville gå væk foreløbigt.  

X

hejsa :DDD

jeg smutter til Prag med min årgang i morgen klokken 5.30 :DDDDD ønsk mig nogle fantastiske 13 timer i en varm bus med mine klassekammerater.

hvad synes i om dawn og calum??? please kommenter, hvad i synes <333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...