late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43217Visninger
AA

28. 27

 

X

De seneste par uger havde kørt som smurt. Efter Dawn og jeg kom hjem, var vi blevet meget tættere. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var også noget af det sidste jeg kunne spekulere på.

Som sagt var Dawn og jeg blevet meget tættere, og vi havde været utroligt meget sammen, men det forgik dog stadig i min lejlighed eller andre steder. Hendes mor og jeg var langt fra blevet tættere. Det var som om, at jo mere tid Dawn brugte med mig, jo mere hadede hun mig. Men Dawn havde fortalt hende, at vi ikke var noget seriøst, hvilket sårede mig mere end det burde.

Mine følelser var blevet til ét stort rod, hvis ikke flere. Jeg kunne ikke kontrollere det, og det var snart en kamp for mig, at holde mig væk fra hende. Jeg kunne ikke svare på, hvad der gjorde mest ondt; at være sammen med hende hele tiden eller ikke at være.

Når Dawn og jeg var sammen, lavede vi som regel ikke noget. Det gik fra et film maraton til en aften ude, fra stilhed til et rum fyldt med latter. Nogle gange var Dawn hoved presset blidt mod mit bryst, og så fortalte hun løs om, hvordan hendes far forlod hende, hvordan hun ikke anede, hvem han var længere og hvor han befandt sig. Andre gange hjalp hun mig med de lektier, som jeg hverken havde overskud eller energi til, at se på alene. Det var et af de tidspunkter nu.

”Det er enkelt, Calum.” brokkede hun sig, og lænede sig tilbage i min seng.

”Jeg ved ikke, hvad min yndlingsting i hele verden er.” sukkede jeg og rev mig selv frustreret i håret. Dog kunne jeg mærke hendes fingre afbryde mine, og derefter kørte de frem og tilbage i mit rodede hår.

”Hvad gør dig glad? Hvad for dig til at smile? Hvad for dig til, at føle dig tom, når du ikke længere har genstanden?” hviskede hun lavt. Mine øjne lukkede blidt ved lyden af hendes lyse stemme, der hviskede til mig. ”Tænk, Calum, tænk.”

Og jeg tænkte. Jeg tænkte frem og tilbage, op og ned og i alle retninger, men uanset hvor meget jeg tænkte var der kun én ting, som jeg kunne komme på.

”Dig.” hviskede jeg. Hendes fingres bevægelse stoppede med det samme, og det var tydeligt at høre, at hun ikke længere pustede ud og trak vejret ind. Hun holdt vejret mens hendes øjne voksede sig større og større. Var det en god ting eller en dårlig ting? Spurgte jeg mig selv.

”Så må du jo skrive om det.” hviskede hun lavt. Hendes stemme rystede nærmest og det var som om, at hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv.

”Dawn?”

”Hmm.”

”Tag det som et kompliment,” fortalte jeg hende, og kiggede dybt ind i de øjne, der skreg af intet andet end chok og forbløffelse. ”Du fuldender mig-”

”Jeg ødelægger dig,” snøftede hun. Det var først der, det gik op for mig, at Dawns tårer faldt blidt ned af hendes porcelæn kinder. ”Og mig selv.” tilføjede hun.

”Dawn, at fuldende betyder ikke at ødelægge-”

”Nej, det ved jeg udmærket godt, Calum,” Hun åndede hurtigt luften ind og begyndte kort efter, at fortælle alt hun havde på hjerte. ”Men så snart du finder ud af, at der er noget bedre derude går det op for dig, at jeg ikke er den sidste brik i dit puslespil, men en af dem, der farvede en lille del af den allerede blå himmel, og så snart jeg mangler, er himlen ikke helt blå længere og så har jeg ødelagt dit puslespil.”

Jeg tænkte længe på Dawns ord, men var også bange for virkningen de havde på mig. Dawn ødelagde mig ikke, og det var jeg 100 procent sikker på. Eller jeg håbede. Jeg følte mig ikke ødelagt, jeg følte mig fuldendt. Jeg følte at intet kunne gå galt lige nu og, at det hele bare var fantastisk. Jeg kunne mærke mine chancer med Dawn blive større og større, men var altid bange for, at det hele ville falde fra hinanden uden en advarsel. Dawn var ikke typen, der advarede dig før stormen brød løs.

”Hvad nu hvis jeg vidste, at du var den en brik, der sad lige i midten af det hele med endnu flere farver og endnu mere betydning end alle de andre. Du er nok ikke den sidste brik, for jeg har hele livet foran mig, Dawn, vi har hele levet foran os.”

Hendes vejrtrækning blev hurtigt mere stille og kontrolleret.

”Ja, du har ret, men Calum?” hviskede hun og kiggede ned, hvilket resulterede i, at jeg ikke kunne tyde, hvad hun havde på hjerte.

”Hmm?” spurgte jeg og lænede mig tilbage i sengen i håb om snart, at få et svar.

Hendes fingre snittede kort min kind og i en forsigtig bevægelse, bevægede de sig op i mit hår. De filtrerede sig ind mellem de mange hårstrå.

”Du kan ikke stole på mig, og det ved du godt.” Hendes stemme var lav… Lidt for lav. Det var sjovt, at hun fortalte mig, hvordan hun ville ødelægge mig til der intet tilbage var af mig, når alt hun virkelig ødelagde, var hende selv.

”Det er vel op til mig, er det ikke?” hviskede jeg og prøvede, at fange hendes ødelagte – men lidt for vilde – øjne, der flakkede rundt i rummet, som var der 1000 farver, der kæmpede om dominans på samme tid.

”Jeg er nødt til, at tage hjem, Calum.” Hun kravlede ud af mit greb og samlede sine ting sammen.

”Hvorfor går du?” peb jeg og kiggede trist over mod hende. Hun havde i netop samme øjeblik placeret sin jakke over sin underarm.

”Min mor tror, at jeg er sammen med en ven-”

”Jeg kan være din ven.” Jeg sprang op fra sengen, og gik hurtigt hen mod hende. Størstedelen af mig ville holde ved hende indtil, at hun var overbevist nok til at blive, men resten af mig ville have, at hun blev her fordi hun vidste, at det var det rigtige at gøre.

”En ven, der ikke er dig.” forklarede hun kort og smilede. Hendes øjne blev hurtigt fanget af mine, men hun kiggede ned, placerede en hånd på mit bryst, som nærmest sendte is direkte til mit hjerte.

”Dawn-”

”Vi ses i morgen, Calum.” afbrød hun mig og gik hurtigt ud af mit værelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle lade hende gå, eller om jeg skulle løbe efter hende. Jeg ville ikke holde hende tilbage, og jeg vidste, at hun hadede at blive tilbageholdt.  Kort efter hørte man døren smække, og lyden var underligt højt og fyldte – ikke kun lejligheden – mig med en følelse af ensomhed.

Derefter tog jeg mig sammen og vendte tilbage til min opgave.

Hvad gør dig glad? Hvorfor? Hvornår? Beskriv følelsen, beskriv, beskriv, beskriv.

Desværre var alt jeg kunne komme på hende. Hende der netop havde forladt min lejlighed uden ord med betydningen, uden ord jeg kunne bruge til noget, uden noget.

’En jeg beundrer på alle planer’ var titlen på mit opgave, som jeg senere fik ti for, men Dawn vidste ikke, at hun havde skaffet mig et 10-tal ved bare at smile til mig, og sidde ved min side i frokostpausen de næste mange uger.

X

hejsa mennesker. er langsomt ved, at vende tilBAGE TIL RENT FAKTISK AT HAVE IDÉER!!!

I må meget gerne kommentere så jeg rent faktisk ved, at jeg har nogle at skrive til. lol. sorry. har btw også årsprøver og alt muligt så vær søde, tak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...