late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43235Visninger
AA

27. 26

 

X

Jeg kunne ikke beskrive følelsen af frihed, der fyldte min krop da vi endelig trådte ud af bilerne. Dawn kravlede besværet ud fra bilen, og stillede sig nervøst ved min side. Derefter hoppede Katherine yndefuldt ud af bilen, og det var nærmest som om, at hun ikke havde siddet mast i fyrre minutter. Måske var hende korte ben og smalle skuldre en bonus på en familietur som denne.

Dawn var stille. Det havde hun nærmest været siden vi satte os ind i bilen. Hele ture havde været stilhed, og det gjorde nærmest ondt.

”Er du okay?” hviskede jeg kort til hende. Hun placerede sit bølgede, røde hår bag sit øret og gav mig et blændende smil.

”Ja, selvfølgelig.” Dog var tonen i hendes stemme nok til at bevise, at hun havde noget på hjerte. Men hvem prøvede jeg at narre? Hun havde altid noget, at tilføje til situationen. Et minde, en rettelsen… Hvad end hun havde på hjerte. I de få måneder, hvor jeg havde kendt Dawn, vidste jeg at hun skulle ud med det, eller ville det til sidst eksplodere.

”Dawn…” sukkede jeg tungt. Min skulder ramte hende og jeg prøvede, at skjule de kildende følelser der gennemgik min krop hver eneste gang vores skin rørte hinanden. Dawn var ved, at tage alt kraft fra mig. Alt jeg lærte om forelskelse var, at det gjorde dig ubeskriveligt svag. En god slags svag, men også en farlig slags.

”Min far plejede altid, at tage mig sådan nogle her steder hver sommer.” forklarede Dawn da vi begyndte, at bevæge os hen mod indgangen. Jeg frøs kort og kiggede på hende i søgen efter et tegn, der ville fortælle mig om hun var trist eller bedrøvet. Jeg følte, at Dawn fortjente bedre end det.

”Hvad skete der egentligt med din far?” spurgte jeg og proppede mine hænder i min jakkelomme. Hun trak på skuldrende og børste hurtigt sine hænder af inden hun også proppede dem i sin lomme.

”Han fandt en ny og besluttede sig for, at det der var tilbage ikke var noget værd længere,” Hendes stemme var lav, og jeg kunne ikke andet end at tro, at det var min skyld, at hun nu ikke længere smilede. Måske burde jeg havde ladet emnet ligge, og lade det komme op en anden gang. Jeg vidste, at det ville være en anden gang. ”Og desuden er det, sådan, ti år siden, så det er lige meget nu.”

”Det er okay, at være ked af, at blive forladt, Dawn.” fortalte jeg hende. Hendes læber formede sig til et smil, og det varmede mit hjerte indtil hun begyndte at grine. Ikke fordi det var sjovt, nej, men fordi det var latterligt.

’At blive forladt’ er en undervurdering af, hvad der virkelig skete.”

Jeg pressede mine læber hårdt sammen, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige til hende triste latter. Det undrede mig, at hun overhovedet grinede af en situation som denne. Hun burde ikke stå og grine af hendes far, der forlod hende som otteårig. En far, der svigtede hende. En far, der fandt noget bedre.

”Dawn, jeg-”

”Hør, Calum,” afbrød hun mig, og gik en smule foran mig. Hun begyndte, at vende sig en smule om, så hun nu gik baglæns med sit blik plantet på mig. ”Lad os have en god tur, og glemme alt det triste… Bare for én dag.” Hendes fingrespidser rørte blidt mine, og derefter tog hun mod til sig, og flettede sine fingre ind i mine.

Derefter var stilheden en af vores venner, der altid tog over, når vores hjerter var tomme for ord, og kun var fyldt med følelser, som ingen af os kunne udtrykke.

”Tretten billetter.” sagde min mor og lod hendes øjne mødes med et uoverskueligt blik. Manden bag disken sukkede og fandt billetterne, mens min mor rodede i pungen efter penge hun kunne betale for.

Dawns fingre var stadig i mine, og det gav mig en følelse af tryghed, som igen andre kunne give mig. Jeg kiggede ned på hende, sendte hende et svagt smil og kiggede så op igen. Vi havde placeret os en smule væk fra de andre, men vi vidste ikke helt hvorfor. Måske var det blevet en vane for mig, at isolere mig, når Dawn var i nærheden. Jeg ville have, at hun skulle føle sig som midtpunktet for mig. Jeg ville have, at hun så mig som den person, der altid ville være der for hende. Dog ville Dawn heller ikke have, at jeg skulle have ondt af hende. Hun var selvstændig nok til, at kæmpe sig igennem livet. Det var jo heller ikke fordi hendes mor var decideret ond, men hun var optaget. Optaget af perfektionen som hendes datter ikke havde ifølge hende. For mig var Dawn definition af perfektion, eller den perfektion som jeg søgte.

I løbet af tiden, hvor vi forbi passerede indgangen og rent faktisk var helt inde i forlystelses parken, var min familie ikke så samlet længere. Det havde dog lykkedes os, at få alle ind uden et manglende medlem, men når små børn var for spændte til, at holde sig selv nede på jorden, var det svært for forældrene at holde styr på.

”Det skal nok blive godt.” grinede jeg og lod min hånd køre igennem min hår. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på Dawn, der samlede sit hår i en hestehale. For første gang i lang tid, tillod jeg hende at gøre det.

”Pas på, Hood.” sagde hun med et grin, der smuttede ude i slutningen af hendes ord. Jeg kiggede forvirret på hende, men hun rystede bare på hovedet. ”Sidste gang du sagde noget blev godt, gik bilen i stå.” pointerede hun.

Jeg smilede drillende til hende, mens vi gik side om side hen mod den første forlystelse som nogle af os skulle prøve. Mali kiggede hurtigt tilbage på os med et smil, der kun indeholdt en drillende hentydning. Jeg rystede det af mig, og kiggede ned på Dawn, hvorefter jeg sank ned til hende højde.

”Men, Dawn,” hviskede jeg lavt. Jeg kunne mærke, hvordan hele hendes krop spændte. ”Det blev godt, gjorde det ikke?”

Hendes kinder blev røde og hun sagde ikke et ord. Jeg kunne ikke se om hun var direkte flov, men det håbede jeg ikke. Det sidste jeg ville var, at gøre hende flov over noget, hvor jeg havde været en del af situationen.

”Det-”

”Så, Dawn, det skal nok blive godt.” grinede jeg og kiggede lidt væk fra hende, men hun rømmede sig og smilede til mig.

”Ikke den samme slags godt, vel Calum?” Mit hjerte sprang et slag over, da hendes underlæber blev fanget af hendes fortand og hendes læber fugtede af hende tunge.

”Hvem ved?” Min krop reagerede på hendes ord, hvilket fik mig til, at komme så hurtigt frem som muligt. Jeg tog hendes hånd igen, og trak hende med op mod min familie, der diskuterede hvem der ville gå med Kat og hendes to år ældre storebror, Matty.

Dawn var stadig en smule overrasket over den pludselige handling, og holdt sig derfor en smule tilbage.

”Jeg skal ikke op i sådan en rutsjebane. Det er alt for højt oppe.” argumenterede min moster, som kiggede undskyldende på hende to børn.

”Kom nu, moster. Den kører mindst 20 kilometer i timen.” pointerede Mali, som der heller ikke havde planer om, at tage de to små børn med op i en rutsjebane, der bestemt ikke kørte hurtigere end de før nævnte 20 kilometer i timen.

”Vi gør det.” udbrød jeg og kiggede smilende ned på Kat og Matty.

”Super, så sætter vi os der.” sagde min moster og pegede over mod nogle bænke, der stod lidt længere væk fra køen til rutsjebanen. Jeg nikkede og kiggede på Dawn, der ikke viste et eneste tegn på om hun ville med eller ej.

”Er I klar?” spurgte jeg Matty og Kat med et overdrevent smil, der bare beviste, hvor lidt jeg havde lyst til det her.

”Ja!” hvinede de. De løb over mod starten af køen, mens vi fulgte efter dem i et langsommere tempo. Et tegn på, at vi ikke kunne være mere ligeglade med, hvad de havde at fortælle os.

”Du er ikke bange for højder, eller noget?”

”Åh, jo. Jeg er rædselsslagen.” fortalte hun mig sarkastisk og grinede blidt af mig. Hun placerede hendes hånd på min skulder og hentydede til, at jeg skulle gå frem ad. Resten af den dag, var et smil permanent plantet på mit ansigt – alt sammen takket være Dawn.

X

hejsa...

UNDSKYLD, UNDSKYLD OG ATTER UNDSKYLD FOR DEN UTROLIGE LANGE VENTETID. er lige startet i skole... og har allerede årsprøver og skal til prag om like to uger så har bare haft så travlt, og har intet overskud haft til, at skrive noget som helst (mit hoved har været tømt for idéer) 

MEN HERE YOU GO.

ELSKER JER.

PLEASE KOMMENTER, GIV MIG FEEDBACK - HVAD SYNES I?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...