late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43217Visninger
AA

26. 25

 

X

”En forlystelsespark?” spurgte Dawn forvirret og trak dynen lidt længere op til sin hage. Hun lå stadig i min sweater, hvilket så ud til at tilfredsstille mig en del mere end det skulle.

”Ja, du ved rutsjebaner, candyfloss og ting.” Mit dårlige forsøg på at forklare Dawn dagens planer gik hurtigere i vasken end jeg troede.

”Jeg ved godt, hvad en forlystelsespark er, Calum.” grinede hun. Hendes grin var smukt, og det var hun sådan set også. Hendes hår var rodet – ikke lige så rodet som i går, men rodet. En god slags rodet. Det hang ned langs hendes ansigt, men dækkede ikke hendes øjne. Hun havde ikke det sædvanlige lag af mascara på sine lange mørkebrune øjenvipper, og det behøvede hun ikke. Jeg ved ikke, hvor længe jeg stirrede på hende, men det var længe nok til, at hun stoppede mig.

”Calum,” hviskede hun oppe fra sengen. ”du stirrer.”

”Hm…” mumlede jeg. Jeg satte mig en smule længere op, og trådte så ud på gulvet. Jeg skubbede madrassen, som min mor havde lagt på gulvet til mig, under sengen igen.

”Du ved, du kunne godt havde sovet i sengen.” hviskede hun igen. Jeg vidste ikke hvorfor, men det føltes som om, at hun var bange for at nogle skulle høre os. Halvdelen af min familie, som befandt sig i huset, var ikke våget endnu. Min mor, min far og nogle af de mindre børn, der ikke vidste at jeg befandt mig i huset, var vågne… Og os.  ”Vi har sovet i samme seng før. Det ville ikke have været noget stort.”

”Åh, men det ville det. Venner sover ikke i samme seng.” drillede jeg. Hun kiggede ondt på mig, men jeg lod det passere og satte mig ned ved siden af hende. Hun lå stadig krøllet sammen under dynen.

Pludselig satte hun sig op og bevægede sig en smule tættere på mig.

”Venner gør heller ikke det her.” Hendes læber ramte blidt min hals. Hun kyssede ned langs mit nøgne bryst, men begyndte at bevæge sig op ad igen. Jeg kunne mærke, hvordan hele min krop spændte. Mit krop kunne ikke sidde stille. Jeg kunne ikke sidde og nyde smerten og tilfredsstillelsen som Dawn gav mig – ikke uden at gøre noget ved det. Jeg havde ikke lyst til at gøre det hele for hurtigt, men tempoet af hendes kys frustrerede mig mere end noget andet. Mere end Dawn gjorde.

”Venner gør heller ikke det her.” gentog jeg og lod mine hænder kærtegne hendes kind før jeg trak hende ind mod mig, og lod hendes læber eksplodere i et sammenspil med mine. Vores læber bevægede sig i det perfekte tempo, vores tunger kæmpede om magten og følelserne var så tæt på at ødelægge mig. Jeg lænede mig over hende så mit krop svævede over hendes. Stilhed var ikke, hvad rummet var fyldt af. Det var lyden af vores læber der mødtes igen og igen. Det var lyden af vejret som ingen af os kunne få. Det var lyden af det venner ikke gjorde.

”Hvis venner ikke gør det,” Dawn hev kort efter vejret og trak sig væk fra mig. Jeg gav hende et skuffende blik, men fik kun et smørret smil tilbage. Jeg lænede mig ind mod hende igen, og havde ingen planer om, at skjule hvor desperat jeg var efter hende, hendes læber og hendes kærlighed. ”så må vi jo hellere stoppe.”

”Måske er vi ikke venner.” en hæs hvisken forlod min mund. Mine øjne kørte fra hendes brune øjne til hendes hævede, røde læber.

”Måske.” grinede hun og lod endelig mine læber ramme hendes igen. Lave støn forlod mine læber og da mine læber sugede sig blidt fast ved hendes kraveben fik jeg præcis den samme reaktion fra hende.

Hun lod en hånd fare om til hendes mund, pinlig berørt over lyden der forlod hendes pæne, røde læber.

”Det er okay, Dawn.” grinede jeg.

Dawn begyndte at grine, mens jeg fortsat prøvede at kysse hende så meget jeg kunne.

”Calu-”

”Hvorfor afbryder du mig altid?” vrissede jeg frustreret. Min pande hvilede på hendes skulder, gemt i hendes vilde hår som mine fingre var desperate efter, at vikle sig ind i.

”Dårlig vane-” Det bankede på døren og som de typiske unge mennesker vi var, sprang vi forskrækket fra hinanden. Jeg trak den første T-shirt, jeg kunne få fat i, over hovedet. Derefter farrede jeg over til døren.

”Calum!” hvinede en lille pige, som jeg hurtigt kunne kende stemmen på. Hendes arme havde viklet sig rundt om mine lår. Hendes små arme klemte hårdere og hårdere, mens mine fingre aede hende forsigtigt på ryggen.

Hendes mørkebrune hår var sat op i en heste hale, og utallige hårspænder sad i hendes pandehår.

”Hej Kat.” Kat smilede stort til mig, da jeg satte mig ned på knæ. Kat, som de fleste kaldte hende, var endnu en af mine små kusiner. Vi var efterhånden en stor familie med min mors to søstre, og min fars bror og to søstre. De havde alle børn, dog var Mali og jeg de ældste. Katherine var en sød seksårig, der ikke var interesseret i meget andet end Barbie-dukker og andres kærlighedsliv.

”Calum?” hviskede hun lavt. Hendes øjne så forskrækket og skræmte ud. ”Hvem er det?”

Dawn sad op i sengen med dynen over dine nøgne lår. Hun vinkede akavet til Kat, der nu sendte hende et stort smil. Dawn smilede tilbage og kiggede på mig med et blik, der

”Det er Dawn, min veninde.” forklarede jeg nervøst.

”Er I forelskede?” fniste hun og pillede ved sin hvide nederdel. Hendes kinder var en let nuance af lyserød, da hun kiggede op på mig. Jeg kiggede forvirret på Dawn, og håbede at hun havde et svar til mig. Dog kiggede hun bare væk og lod som ingenting.

”Måske.” grinede jeg og prikkede hendes blidt på næsen. ”Smut nedenunder til moster Joy. Sig at vi kommer om lidt.”

Kat nikkede og forsvandt. Lettelsen fløj hen over mig. Selvom Kat kun var seks år så hun altid ud til, at få alt jeg havde på hjerte ud af mig. Om det var hvem jeg var forelsket i, om jeg havde snydt i et brætspil eller havde sagt noget der ikke var sandt; hun gennemskuede mig.

”Hun er noget for sig selv.” grinede Dawn. Jeg satte mig endnu en gang ned ved siden af hende.

”Det siger du ikke.” Stilheden blev hurtigt indtaget af vores grin, der fyldte rummet på ingen ting. Vi stoppede nogle minutter efter. Kender alle ikke de øjeblikke, hvor latteren langsomt bliver lavere og lavere og til sidst er der som det eneste øjenkontakten. Øjenkontakten som fik Dawn til at kravle langsomt over til mig. Hun kravlede ud af dynen, og satte sig blidt oven på mig; hvert ben på hver side af mig.

”Dawn, jeg kan virkelig godt lide dig.”

”Og jeg kan lide dig.” forsikrede hun med et smil på hendes læber. Mit hjerte bankede hurtigere end før. Mit blik røg uheldigvis hele tiden over mod døren i frygt for, at den ville springe op om få sekunder.

”Så lad vær med at være min ven.”

”Jeg er ikke din ven, Calum.” hviskede hun. Hun kyssede min næse, min kind, min kæbe og til sidst et kortvarigt kys på mine læber. ”Jeg er, hvad end du vil have mig til at være.”

”Men hvad nu hvis du ikke er klar til, at være det jeg vil have dig til?” Før jeg vidste af det, spyttede jeg ord ud, som jeg snart ikke kendte betydningen af. Dawn svarede ikke, men lod et stille fnis forlade hendes læber. Hun kyssede min på kinden, men rettede sig hurtigt op igen. Hendes længers berøring varede ikke lang tid, hvilket jeg ikke var begejstret for. Nu var det jo også sådan, at jeg ville ønske at tiden gik langsommere hver gang, at Dawn var i nærheden af mig. Så ville jeg have tid til, at opleve øjeblikket, huske det og nyde hvert eneste millisekund af hende.

Hende, hende, hende.

Det var efterhånden, hvad min verden så ud til at være. Hende. Det hele virkede surrealistisk. Jeg så ikke længere tilbage på min hverdag uden hende, og så kun frem til tiden med hende. Hvis jeg ikke tog helt fejl ville jeg tro, at Dawn destruerede mig på den mest kærlige måde, som man nu destruer folks fremtid.

Eller måske destruerede jeg mig selv. Måske var jeg ved at blive intet, men så snart Dawn trådte hen ved siden af mig, lyste jeg op som var jeg alting.

Jeg var ikke alting. Jeg vidste ikke alting, men jeg tror jeg var ved at lære, hvad kærlighed egentligt betød. Jeg tror.

Med Dawn var intet sikker og jeg tror jeg var ved, at vende mig til det. Kun måske.

X

det her var en total filler, guys.

skal på en camp som evn holder (efterskolen ved Nyborg - som jeg skal på i 16/17) 

er bagud med kapitler, men her for I et update før jeg smutter igen...

love u

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...