late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43267Visninger
AA

25. 24

 

X

 

”Calum, mit hår-”

”Dawn, vi er sent på den.” afbrød jeg hende, mens hun desperat prøvede at rette hendes rodede hår. Jeg smilede tilfredst ved synet af hendes krøllede T-shirt og håret, der sad ud over det hele.

”Jeg kan ikke møde din familie sådan her.” konstaterede hun. Hendes hænder kørte forvildet rundt i hendes røde manke af hår, som ikke ville sætte sig acceptabelt nok til det første møde med min familie.

”Og hvorfor så ikke det?” grinede jeg, og placerede mine hænder på hendes hofter bag fra. Hun lod et hvin forlade hendes stadig røde læber, og slog mine hænder irriteret væk.

”De vil mistænke os for et eller andet, Calum,” Hun hæv sig stresset i håret, og kiggede endelig på mig – og kun på mig. ”Og desuden er det ikke kun mit hår der sidder dårligt.”

Mine øjne blev store, og jeg bøjede mig hurtigt ned til sidespejlet på Ashtons bil. Jeg kunne mærke Dawns hånd klappe mig blidt på skulderen.

”Held og lykke, makker.” jokede hun og gik forbi mig uden en bekymring. ”Kommer du?”

Jeg sank en klump og kiggede overrasket på hende.

”Du tager altså også skraldet for det her.” hviskede jeg, og tog hendes hånd efter at have hentydet til vores umulige hår.

”Og hvorfor så det?”

”Du deltog yderst aktivt, Dawn Phillips.” grinede jeg, og lod min skulder bumpe ind i hendes. Jeg tog hendes taske ud af bagagerummet, placerede den på min skulder, samlede min egen op og lukkede bagklappen hårdt i.

”Hm…” Hun kiggede flovt ned på vores hænder, og kiggede så op igen.

”Hvad så?” spurgte jeg og kiggede bekymret på hende. At gennemskue Dawn var aldrig noget jeg kom til at lære. Jeg havde ret i, at hun var et kunstværk, for ingen kunne læse dem. Ingen.

Hun forvirrede mig som ingen andre nogensinde havde. Hun satte spørgsmålstegn bag ved de mest rigtige svar.

Jeg kiggede ventende på hendes, mens hun langsomt åbnede munden og lukkede den igen.

”Husk at vask dine fingre, du ved-”

”Dawn!” afbrød jeg hende. Mit fjæs brændte svagt, mens mine kinder blev rødere. ”Du skal ikke ødelægge det.”

”Undskyld,” grinede hun, og lagde blidt sit hoved på min skulder mens vi gik op mod hoveddøren, som jeg havde savnet at se. ”Jeg lover at lade være næste gang.”

Endnu en gang blev mine øjne større end før, mit hjerte bankede hurtigere og jeg havde lyst til at stoppe brat op. Næste gang. Jeg smilede ved lyden af ordene der flød ud af hendes mund som var det meningen, at der altid skulle være en næste gang for os.

Mit greb begyndte at stramme om taskerne og ikke mindst Dawns lille hånd.

”Lad os smutte.”

”Men-”

”Jeg tvivler på, at halvdelen er vågne, Dawn. Klokken er snart halv tolv, og det er sikkert kun min mor der sidder oppe.” udbrød jeg og trak hende hen mod døren, hvor mine knoer bankede to-tre gange før min mor viste sig i døren med det største smil jeg længe havde set.

”Calum, hvor er det rart at se dig igen!” hvinede hun, og trak mig ind i et kram, der fik min hånd til at glide ud af Dawns og løsne grebet på vores tasker.

Jeg kunne skimme Dawns svage, generte smil ved siden af mig. Var hun virkelig klar til at blive overfaldet af små børn, snakkesalige voksne og nysgerrige forældre – alt sammen noget hun ikke havde kendt meget til. Hun rodede lidt i mit hår, og hviskede en smule om, hvor rodet det var, men hun sagde ikke mere om det.

”I lige måde, mor.” grinede jeg, da hun trak mig ud af krammet. Hun kyssede blidt min kind, og kiggede forvirret over på Dawn.

”Og hvem har vi så her?” smilede min mor, og kiggede på den lille, sammenkrøllede og rødhårede pige ved min side. Jeg havde set Dawn blomstre, men dette var som at se hende blive trådt på og klippet i stykker. Hun lod ikke andet end de svageste smil indtage hende. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at hun ikke skulle være nervøs, men min mor ventede på svar. Mine fingre flettede sig ind i hendes, og derefter gav jeg hendes hånd et klem. Hun kiggede op på mig, og jeg gav hende et hurtigt smil inden jeg igen kiggede på min mor.

”Mor, det her er Dawn.”

”Dawn? Sikke et smukt navn.” Smilet på Dawns læber voksede sig større, og det glædede mig at se hende føle sig mere og mere sikker for hvert sekund der gik.

”Tusind tak, Mrs. Hood.” Hendes stemme var en smule lav, og hun kiggede af og til ned i jorden. Hendes hår lignede stadig noget der ikke så ud til, at kunne beskrives ordenligt.

”Kald mig bare Joy.” grinede min mor, og trak Dawn ind i kort kram. Det her var præcis det resultat, som jeg ville have. At se Dawn blive en del af familien. Jeg havde på fornemmelsen, at min familie ville blive begejstret, da de eneste piger jeg havde taget med hjem var falske High school kærester, der aldrig holdte længere end få uger eller en måned. De havde aldrig haft meget at sige, og prøvede konstant at trække mig væk fra mine omgivelser og lod mine karakter flade hårdere end jeg nogensinde ville falde for dem – hvis jeg nogensinde ville for dem, hvilket jeg tvivlede stærk på.

Dawns greb om min hånd løsnede sig, da hun gik efter min mor ind i huset, hvor få familie medlemmer sad. Pludselig kunne jeg ikke mærke hendes fingre mellem mine, og hun gik nu ved min mors side, mens jeg slæbte på taskerne bag dem.

”Calum!” Min søster sprang ud af ingenting, og tacklede mig i et endeløst kram. Hendes hår duftede som det plejede, og hendes smil var større end før.

”Mali!” grinede jeg, og trak hende kort ud af krammet. Mali-Koa kiggede nervøst hen på Dawn, der snakkede lavt med min mor.

”Hvem er det, Cal?” Hun skubbede drillende til mig. Dawn var måske en mindre detalje, jeg måske ikke havde fortalt om. En mindre detalje var måske også et undervurderet udtryk i denne sag. Jeg havde ikke en gang nævnt, at jeg ville tage en med hjem. Man kunne roligt sige, at kontakten til min familie var svag.

”Dawn.” svarede jeg kort. Det var alt folk skulle have af vide. Det var Dawn. Dawns blik var nok til, at fortælle en historie. Jeg behøvede ikke at forklare, hvad Dawn kunne lide, eller hvem Dawn var. Folk fik selv lyst til, at finde ud af det hele. Kort sagt, så var Dawn et betagende kunstværk, som folk ville ønske de havde malet eller kendt til noget før.

”Og?”

”Hun er bare Dawn.” hviskede jeg, og kig hen mod hende og min mor. Mali-Koa gav mig et blik, der betød en masse.

Vi skal snakke sammen senere, du har meget at fortælle mig.

Jeg placerede de tunge tasker på gulvet, og gik over mod dem.

Mine fingre sneg sig diskret ind mellem Dawns, og fik hende stoppet midt i en sætning. Hun kiggede undskyldende på min mor og vendte sig mod mig.

”Hvad så?”

”Der sidder nogle i stuen, vil du med?” Dawns mund dannede it ’Oh’ mens hun kiggede over på min mor. Dawns øjne vandrede forvirret rundt i rummet.

”Jeg tager lige lidt snacks med ind, og så kommer jeg. Smut I bare.” fortalte min mor, og skubbede os drillende ud af køkkenet.

”Calum, hvad nu hvis-”
”Min mor er allerede forelsket i dig, og det er svært ikke at kunne lide dig.” Ordene løb ud af munden på mig, og Dawns kinder blev en smule røde.

”Det har jeg svært ved, at tro på, Hood.” Hun kyssede mig dog alligevel på næsen, og gav min hånd et klem før vi gik ind i stuen. Folk sagde hurtigt hej, gav mig nogle kram, spurgte mig om nogle ting og kiggede forvirret på Dawn.

”Er det din nye kæreste, Calum?” spurgte min moster overrasket. Dawn og jeg kiggede på hinanden, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forklare dem. Dawn vidste, at det gjorde ondt når hun bare mig en ven. Bare en ven.

Vores forhold var ikke uskyldigt og meget mere end samfundets definition af et rent venskab.

”Nej, det her er bare min veninde Dawn.” løj jeg, og lod min hånd placere sig på hendes skulder. Jeg kunne mærke, at Dawn spændte en smule i kroppen men derefter slappede hun lige så stille af.

”Ja, jeg er hans… veninde.” Dawn spillede (til mit held) med på den. Jeg havde slet ikke lyst til, at forstille mig stilheden, der ville fylde rummet hvis Dawn havde fortalt dem noget anden eller benægtet mine ord – selvom det hele var en løgn.

Måske en dag, kunne jeg præsentere Dawn som min rigtige kæreste, og ikke som en dækhistorie fordi vi begge var for skrøbelige til bare at kalde hinanden venner. Den status ville dræbe os og rive vores facade ned som var det gammelt og slidt tapet.

Efter det forgik det som det altid gjorde, når et familiemedlem bragte en ukendt person hjem. Spørgsmål blev stillet i massevis – nogle besvaret andre forblev et stort mysterium.

”Men mødtes i på caféen?” spurgte min søster, der sad og nippede til skålen med popcorn.

”Ja, Eliot havde aflyst så jeg skulle tage i mod Dawn.” forklarede jeg. Dawn nikkede udmattet med siden af mig, og puttede sig en smule længere ind til mig. I løbet af de få timer vi havde været her, havde Dawn overtaget min sweater, så jeg nu sad i en sort T-shirt. Dawn blev mere og mere stille for hver time der gik, og nu sagde hun næsten intet.

Der var ingen tvivl om, at folk var ved at være trætte. Klokken var snart to om natten, og folk var blevet oppe for, at lære den mystiske pige at kende. Deres forsøg var spil af tid. Det undrede mig, at Dawn havde svaret på spørgsmålene.

Hun havde godt nok åbnet sig en del. Da jeg lærte hende at kende, gik der tid før jeg overhovedet fik hendes navn af vide.

Tiden var smuttet for mig, og få måneder var gået. Vi nærmede os snart juni. Jeg havde aldrig troet omkring fire måneder var, hvad der skulle til for at lade Dawn blomstre. På den anden side kunne jeg også takke mig selv. Hvem ved? Måske var jeg rent faktisk en stor del af hendes blomstringsproces.

Alt Dawn havde brug for var måske bare en, der kunne se alt godt i hende, og det kunne jeg.

X

undskyld for den lange ventetid, virkelig :-////

jeg kom hjem fra københavn tidligere i ugen, og jeg har bare været så træt. torsdag var jeg inde at se paper towns med en veninde... wow.

så blev det fredag og ugh... har bare ikke orket det virkelig. sidder stadig fast i et kapitel i øjeblikket, men har ladet jer vente længe nok (if anyone is reading)

men total filler, guys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...