late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43238Visninger
AA

24. 23

 

X

Dawn kom stavrende ind i min lejlighed, med en stor sportstaske over hendes smalle skuldre.

”Lad mig-” Dawn lod tasken falde hårdt til jorden, og kiggede irriteret op på mig.

”Hvorfor en hel weekend?” vrissede hun. Jeg grinede lavt af hende. Hendes taske var nærmest større end hun selv var, og ja, jeg var overrasket over, at hun kunne bære den op til tredje sal.

”Det er kun to-tre dage, ikke en uge.” svarede jeg tilbage en smule højere, siden hun allerede havde bevæget sig mod min stue. Jeg kiggede ned på tasken, som så ud til at være proppet.

”Jeg er en pige, Calum.” pointerede hun. Jeg forstod dog ikke hendes argument, og kiggede forvirret på hende. Hendes krop lå slyngret ud over min sofa, og jeg dumpede forsigtigt ned ved siden. Jeg tror aldrig, at jeg ville stoppe med at tro, at hun var det mest skrøbelige jeg nogensinde havde rørt.

”Og jeg er en dreng.” sagde jeg spørgende. Mit blik hvilede på hende. Vi sad overraskende tæt, og taget i betragtning af, at vi begge var gledet godt ned i sofaen, lå vi endnu tættere end normalt.

”Drenge kan se godt ud uden at prøve.” hviskede hun, og begyndte usikkert at pille ved sine mørkerøde negle. Hun kiggede ikke længere på mig, men mit blik var som limet på hendes.

Der var noget ved Dawn, der fik mig til at betragte alt ved hende: Længden på hendes mørke øjenvipper, hvordan håret faldt hen foran hendes utrolige brune øjne, hvor røde hendes læber var; alt.

”Hvem siger, at vi ikke prøver?” grinede jeg, og placerede noget hår bag hendes øre. Hendes øjne landede skarpt på mig, og skar igennem mig som var jeg intet. ”Og du ser godt ud lige meget hvad.” tilføjede jeg nervøst. Denne gang var det min tur til at kigge flovt væk. Denne gang var det hendes tur til at lægge mærke til, hvor lange mine øjenvipper var, hvor brune mine øjne var og hvor røde mine kinder altid så ud til at blive når hun var til stede.

”Calum,” grinede hun og lagde sig tættere på mig. Hun smed drillende sine arme og ben over mig, og krammede mig hårdt. ”Hvor er du sød.”

Jeg vidste ikke om jeg skulle smile, eller om jeg skulle lade virkeligheden slå mig. Dawns drillende tone i stemmen gjorde mig usikker, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro.

”Hmm…” hviskede jeg, og lod duften af hendes nyvaskede hår indtage mig.

”Hvornår ville Ashton komme med bilen?” hviskede hun som om, at hun ikke ville overdøve stilheden, der fyldte atmosfæren.

”Få minutter tror jeg.”

Ingen ord forlod vores læber indtil Ashton, ti minutter senere, ringede på. Jeg sprang op fra sofaen, gled ud af hendes greb og lukkede Ashton ind. Ashton indtog min lejlighed med et stort smil som sædvanlig. Jeg kunne mærke at han var stresset, for han placerede nøglerne i min hånd før jeg kunne nå at sige et ord. Han skyndte sig ind til Dawn, gav hende et kram og forklarede, at han skulle nå toget fra stationen om mindre end ti minutter, ellers var han nødt til at vente en time længere, og det var noget han nægtede at gøre.

Vi sagde tak for lån af bilen, og derefter blev der stille igen. Stress fløj ikke længere rundt over det hele, og fik os til at løbe forvirret rundt efter ingenting.

”Lad os køre. Der er nogle timers kørsel herfra.” forklarede jeg lavt, og lod mine fingre filtre sig ind i hendes. Jeg tog hendes taske over skulderen, og min egen taske i den anden hånd.

”E-er du sikker på at-”
”Er du virkelig nervøs, Dawn Phillips.” drillede jeg, og skubbede blidt til hende.

”Det er bare, hvad nu hvis din familie ikke kan lide mig, og jeg så ikke kan være din ven mere og-”

”Din ven?” sagde jeg trist, og kiggede skuffet på hende.

”Hold op med at afbryde mig, Hood, Jesus Christus.” vrissede hun, og gik en smule væk fra mig. Hun satte kurs mod Ashtons bil, og jeg håbede hun vidste, at hun ikke ville forlade min side de næste mange, mange timer.

”Det her skal nok blive godt.” grinede jeg kort. Hun kiggede ondt på mig, og nikkede med et falskt smil plantet på sine læber.

Dawn havde ikke bekræftet, at jeg var mere end en ven til hende endnu. Jeg vidste ikke om det var fordi, hun var bange for det, eller fordi hun ikke ville have, at det skulle være anderledes. Bare venner.

”Jeg er sikker på, at de kommer til at kunne lide dig.” Jeg startede bilen, og smilede til Dawn, der havde taget sine sko af, og sad nu og krammede hendes ben ind til hendes brystkasse.

”Jeg ved ikke, Calum.” sagde hun tøvende, og kiggede blankt ud af vinduet.

”Jeg mener,” begyndte jeg, og kørte ud på vejen, hvor vi blandede os med de andre biler. ”Hvem kan ikke lide dig?”

 

X

 

Klokken var 19.23. Vi havde kørt i cirka fire timer, og der var stadig en time igen. Dog var der ingen af os der udtrykte en ekstatisk følelse. Bilen var uheldigvis brudt sammen i midten af ingenting.

”Ordn det, Calum.”

”Det kan jeg sgu da ikke bare lige gøre!” udbrød jeg, mens jeg stod med hovedet begravet i teknisk lort, som jeg ikke forstod.

”Det kan ikke være så svært-”
”Jo det kan så, Dawn!” vrissede jeg frustreret og slog endnu en gang på bilen. Mine slag var ekspressive, og skræmte os begge to.

Dawn kiggede såret på mig, og gik fornærmet ud i vejgrøften, hvor hun satte sig ned og surmulede lavmælt.

”Hvad er din definition af godt?” hviskede hun til sig selv, men jeg hørte det, og det sårede mig. Alt jeg ville var at gøre Dawn glad, begejstret, lykkelig. Dog havde jeg et problem, og det var at fejle. Dawn var aldrig tilfreds med, hvad jeg gjorde. Eller måske var hun, men lige nu så min frustration ud til at overskygge alt andet.

”Undskyld, forhelvede!” råbte jeg, og lod min ryg pressede sig op ad bilen, mens mine fingre kørte rundt i mit hår.

”Calu-” Hun vidste, at hun havde gjort mig vred, og jeg kunne så på hende, at hun fortrød det, men det var for sent nu.

”Jeg prøver virkelig, Dawn, det gør jeg virkelig,” Jeg vidste ikke om jeg var på kanten til at bryde sammen eller bare ville råbe med mine lungers fulde kraft. Jeg vidste ikke, hvad jeg følte lige i øjeblikket. ”men det ser aldrig ud til, at være godt nok for dig, og det må du virkelig undskylde. Alt jeg vil er, at tilfredsstille dig, men jeg fejler. J-jeg kan bare virkelig godt lide dig, Dawn… Mere end du aner, og det gør ondt bare at være din ven, og-”

Hendes læber var på mine. Jeg havde ikke sæt hende kravle over til mig, men det var lige meget, for hendes læber var placeret på mine, hvor de hørte til. Vores læber kolliderede nærmest. Frustrationen forsvandt, men kom tilbage igen på et helt nyt plan.

Kysset var ikke længere fint, forsigtigt og elegant, men heftigt, vådt og passioneret. Vi kyssede som var det sidste gang vores læber skulle mødes. Vores tunger kæmpede om magten, men jeg tror ikke, at nogen af os havde hverken magt eller kontrol for den sags skyld.

Vi kravlede besværet op ad grøften, og kom på magisk vis ind på bagsædet, hvor vi tumlede rundt oven på hinanden, men vores læber blev aldrig skilt i mere end få sekunder af gangen. Lyden af våde kys fyldte bilen. Hendes fingre kørte rundt i mit nu vilde hår, der var en smule over det hele, og Dawns ellers så perfekte hår, var rodet, filtret og ustyrligt; præcis som vi selv var. Vores unge, forelskede sjæle brændte efter følelsen af kyssene, brændte efter berøring, brændte efter hinanden.

”Cal-Calum?” Hun trak sig forpustet tilbage. Dawns svage snært af læbestift havde placeret sig rundt om hendes i forvejen røde læber. Det var ikke en hemmelighed, at de havde været som tværet ud mod mine i en lang periode af tid.

”Hmm…” hviskede jeg, og bøjede mig ned mod hendes hals. Mine ben sad på hver side af hendes smalle talje. Jeg placerede langvarige kys på hendes hals, mens jeg kunne høre hendes svage forsøg på, at fortælle mig noget.

”Tror du bilen virker nu?” hviskede hun, og dræbte stemningen hurtigere end jeg kunne nå at tænke mig om.

”Det ved jeg ikke.” sukkede jeg, og lod min krop kravle af hende. Mit blik landede hurtigt på min låseskærm, hvor uret viste at klokken nærmede sig otte.

”Vil du tjekke?” Hun pressede et kys til min kind, inden jeg kravlede helt ud af bilen. At sige at jeg var frustreret var en blid beskrivelse af, hvordan jeg virkelig havde det. Jeg snublede ud af bilen, og skulle så hen og tjekke om bilen måske gad, at arbejde sammen med mig.

Jeg ved ikke, hvorfor det irriterede mig, da bilen pludselig lød til at virke. Måske fordi vi kunne have været ved min familie tidligere end klokken ni, og jeg derfor kunne have brugt mere tid med dem, men tiden så ikke ud til at gøre noget godt for mig.

”Dawn!” udbrød jeg, og kiggede forundret på mine fingre, som var dækket af olie fra bilen. ”Bilen virker!”

Hun kravlede yndefuldt ud af bilens bagsæde, og prøvede desperat på at få sit hår til at sidde nogenlunde acceptabelt, men hun så ud til at opgive.

”Skal vi tage af sted?” spurgte hun, og kiggede ned på uret, som sad stramt på hendes håndled. Jeg nikkede.

”Jeg kan virkelig noget med mine fingre.” jokede jeg, og gik forførende hen mod hende. Hun hævede det ene øjenbryn, og lod mine læber indtage hendes hals igen. Hun lænede sig ind mod mit øre. Jeg kunne høre hendes blide vejrtrækning, som var lige så smuk som kunstværket selv.

”Bevis det.” hviskede hun hæst. Mine øjne blev store. Dawn bed sig i læben, og skubbede mig pludseligt op mod bilen igen.

”Hva-hvad?” stammede jeg nervøst, og var stadig overrasket over hendes ord, der netop havde forladt hendes hævede, røde læber.

”Bevis hvad du kan med dine fingre.” grinede hun, og flettede hendes fingre ind i mine.

”Vil du have at jeg skal-”

Dawn nikkede og afbrød mig ved, at lade hendes læber rode sløset rundt på mine, og før jeg vidste af det havde jeg endnu en gang skubbet hende ind på bagsædet. Hun knappede sine bukser op, og lod dem glide ned ad hendes korte, glatte ben som var det noget af det nemmeste og mest yndefulde hun nogensinde ville komme til at gøre.

”Bevis det, Calum Hood.”

Dawns læber føltes som flammer mod min hud. Dawn gjorde så mange ting i mod mig, som jeg ikke kunne beskrive. Alt jeg vidste var, at jeg lige så godt kunne glemme alt om tid og, at vi ikke ville køre ind i mine forældres indkørsel klokken ni.

X

basically så er ashtons bil ikke uskyldig længere og jeg ved ikke, hvad I synes om det. i ship it. who doesn't?

HVAD SYNES I???

HALLO NICE TO MEET YOU AGAIN HAR HAFT ET ÅRS DAG OG ER SÅ GLAD BC NÆSTEN 20.000 VISNINGER!!!!! HAVDE ALDRIG TROET, AT JEG VILLE NÅ SÅ LANGT.

OG DENNE HER????? 15.000 (PÅ FÅ MÅNEDER) TAKTAKTAK, GUYS.

ELSKER JER SÅ UTROLIG MEGET. TAK FOR STØTTEN.

har lige haft de mest fantastiske to uger med min besseveninde zisse og nu savner jeg hende meget

MEN VI SES PÅ ONSDAG!

OG HVIS NOGEN AF JER KUNNE TÆNKE JER, AT JOINE ADISONS, LAURAS, ZISSES OG MIT MEET UP JULI D. 15 PÅ HOVEDBANEN KLOKKEN 12.00 UNDER URET (ehehehe) SÅ MÅ I MEGET MEGET MEGET GERNE DET.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...