late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43240Visninger
AA

22. 21

 

X

”Dawn, vi er nød til at smutte.” grinede jeg, og skubbede blidt til hende. Hendes hoved hvilede blidt på mine skulder, og vi befandt endnu en gang i den dunkle pizzabiks.

”Men jeg sidder lige så godt.” beklagede hun sig, og krammede min arm tæt ind til hendes krop. Jeg bed mig i læben da varmen fra hendes krop overtog mig.

”De lukker om lidt.” hviskede jeg og kiggede op. Mine øjne skannede hurtigt uret, der hang over døren. De ville smide os ud om få minutter, og så var jeg nød til følge Dawn hjem igen.

”Hvad er klokken?” udbrød hun panisk, og lod sit greb om mig løsne sig.

”Snart ti.” Jeg kiggede underligt på hende da hun for op fra sædet.

”Min mor er allerede sur over, at jeg gik med dig,” begyndte hun og rodede frustreret sig selv i håret. ”Men nu er klokken ti, og hun vil sikkert ikke en gang lukke mig ind.” Dawn plaprede løs, men alt jeg fokuserede på var, hvordan hendes læber nervøst bevægede sig. Var det egoistisk eller ondt ikke at lytte? Det var jo ikke fordi, at min opmærksomhed ikke var rettet mod hende, for det var den jo – i den grad.

Jeg vidste ikke, hvordan det hele gik til, men i et tidsrum af bare få sekunder fandt mig mig selv læne sig over mod hendes læber. Jeg længdes efter hendes læbers berøring. Jeg havde brug for den brændende følelse fra hendes læber.

Dawn stoppede med at snakke da hun så, hvordan jeg langsomt bevægede mig over mod hende. Et smil sneg sig på hendes læber, hvilket gjorde min trang endnu større. Vores læber kolliderede, og det føltes som år siden de sidst mødte hinanden.

”Vi burde gå.” hviskede jeg ind i mellem det langvarige kys. Hun mumlede lavt og lagde sine arme rundt om min nakke.

”Snart-”

”Vi lukker nu!” råbte en mand med en underlig accent. Han lød ikke vred, men han var heller ikke begejstret. Måske var han ikke overlykkelig for to unge mennesker, der delte deres kærlighed til hinanden i hans pizzabiks, som burde være lukket.

”Tak for mad.” grinede jeg mens Dawn kiggede flovt ned i gulvet med lyserøde kinder. Italieneren sagde ikke noget, men holdte bare blikket på mig mens vi forlod restauranten i stilhed.

”Det var-”

”Akavet.” afbrød hun mig.

”Rart.” rettede jeg hende, og pressede blidt mine læber mod hendes igen. Hun begyndte at grine lavt ind i mellem kyssende, som jeg placerede blidt på hendes læber.

Hun stoppede ikke med at grine, hvilket fik mig til at rykke mine læber længere og længere ned så de befandt sig på hendes nakke. Kyssene ramte nu det kolde, blege skind. Dog blev Dawn ved med at grine, og det resulterede i et opgivende suk fra min side.

”Du forstyrrer mig.” mumlede jeg, og kyssede igennem alle de mulige punkter på hendes nakke, som jeg ikke havde kysset før.

Hendes hænder tog fat ved hver side af mit ansigt. Mine kinder var nu omfavnet af hende varme håndflader, og hendes tommelfingre kørte frem og tilbage og efterlod brandmærker.

”Calum.” hviskede hun så lavt, at det nærmest var umuligt at høre. Men lige nu var mine øjne fokuseret på hende og kun hende. Alt omkring var som sløret, og lyden af den milde vind var ikke nok til at overdøve vigtigheden der forlod hendes mund.

”Dawn.”

Hendes kinder blev en smule røde, og hun kiggede overvejende ned mellem os. Vi stod tættere end jeg troede. Hun tog en dyb ind ånding og åndede ud igen. Hendes bryst faldt ned og hævede sig langsomt igen.

”Jeg kan virkelig godt lide dig, Calum.” grinede hun, og trak sig flovt fra mig.

”Daw-”

”Det skulle jeg aldrig have sagt, skulle jeg? Det var for hurtigt, var det ikke?” Alt jeg kunne høre, var tvivlen i hendes stemme, men det overdøvede ikke min hjertebanken.

Dawn kunne lide mig. Jeg kunne lide Dawn. Åh, hvor kunne jeg lide hende.

Jeg kunne ikke bare lide Dawn… Jeg kunne lide tanken om Dawn, om hendes røde og vilde hår, hendes blege og kolde skind, hendes lyserøde læber; alt.

”Det er fint.” sagde jeg, og prøvede at berolige hende. Smilet var som klistret til mine læber, og det var næsten umuligt at tage af.

Jeg trak hende ind til mig, og omfavnede hendes lave figur med så meget af mine arme, som jeg kunne. Jeg kyssede hende blidt på håret, og hviskede lavt til hende igen og igen.

”Det er fantastisk,” sagde jeg, hvilket fik hende til at kigge forundret op på mig. Vores øjne mødtes, og jeg kunne ikke lade være med, at beundre det spørgende blik i hendes brune øjne. ”For jeg kan virkelig også godt lide dig.”

Vi brød begge to ud i lave grin, som fyldte atmosfæren med en tilstand, der kun kunne beskrives med lykke.

”Skal vi smutte?” spurgte jeg efter lidt tid, men Dawn kiggede tøvende rundt.

”Jeg er ikke træt.”

”Vi skal i skole i morgen, Dawn.”

”Jeg vil ikke hjem.” hviskede hun, og gav svaret til, hvorfor hun ikke ville med. Hun var træt. Hende pupiller var større end normalt, hendes øjne en smule røde og hun havde et blankt udtryk i ansigtet, som bare understregede, hvor udmattet hun virkelig var.

”Så tager jeg dig med hjem til mig.” forslog jeg, og tog hendes hånd. Vi gik op ad gaden i stilhed, men det var en rar stilhed; en stilhed vi begge nød.

Jeg kiggede spørgende på hende, da vi nærmede os bygningen, hvor hun boede. Hun rystede hurtigt på hovedet, og gik endnu hurtigere forbi den, som om hun bare gerne ville undgå alt ved bygningen. Hendes humør var faldet, og det undrede mig, at tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med hendes mor igen, kunne suge energien ud af hende på den måde.

Siden bussen til mit kvarter ikke kørte ved denne tid, var vi nød til at gå et stykke mere. Det var ikke fordi, at der var langt hjem til mig, men nogle gange var det bare uoverskueligt at tage de ekstra skridt.

Tiden så ud til at forsvinde da vi endelig stod foran min dør, og jeg ivrigt satte nøglen i da blæsten tog fat i vores kroppe. Klokken var snart tyve minutter i elleve, og jeg kunne underligt nok mærke trætheden forsvinde.

Vi gik op ad trapperne; Dawn en smule bag mig. Hun sagde intet. Jeg hørte ikke en eneste lyd forlade hendes mund, og det skræmte mig en smule at nogen kunne forholde sig så stille – især en som Dawn, som altid havde meget på hjerte.

”Må jeg tage noget vand?” spurgte hun lavt, da jeg lukkede døren bag os.

”Ja, selvfølgelig.” hviskede jeg, og lod mine fingre finde stikkontakten så den mørke gang blev lyst op. Jeg tog blidt ved hendes hånd og trak hende med ud i køkkenet. Jeg åbnede et af skabene, og så de få glas jeg havde fået af mine forældre stå som sædvanligt; urørte.

Jeg tændte for vandet og lod det løbe en smule. Lyden af Dawn der dunkede blidt ned på linoleums gulvet fyldte køkkenet. Jeg smilede ned til hende, og fyldte glasset med vand.

”Tak.” sukkede hun og kørte hånden i gennem hendes hård.

Jeg gled langsomt ned foran hende, og lod min ryg presse sig op af køkkenskabene. Vores fødder pressede sig svagt mod hinanden. Vi kiggede op og sad nu ansigt til ansigt, blanke blikke der indeholdte ingenting og dog alting. Det var som stilheden efter stormen. Vi vidste ikke, hvad vi ville sige, eller hvad vi mente med ordene der ville forlade vores læber. Stilheden slugte os nærmest. Men pludselig fik vi øjenkontakt, og alt jeg kunne se var os. Jeg kunne se tilbage til der, hvor Dawn var intet for mig, og hvor jeg kunne sende hende et smil uden at det skulle have nogen betydning. Den gang hvor jeg ikke kendte Dawn, og de mange komplicerede sider af hendes liv.

Jeg så os gå rundt under gadelygterne, et smil på læberne og fingrene flettede sammen.

Jeg kunne se os der nåede til lyset for enden af tunnelen; sammen, hånd i hånd.

Hendes øjne var fyldt med håb, ønsker og os.

Minutterne gik og Dawn kravlede langsomt og vovet over i mit skød, hvor hun længe sad og kærtegnede min kind, eller kørte hånden igennem mit mørke hår. Hendes læber efterlod små, brændende kys på min nakke. Det var noget, jeg efterhånden altid havde trang til at føle.

X

Hej mennesker!

Late Night rammer snart 13.000, ahhhh. Tusind, tusind tak.

I må meget gerne like, kommentere og favorisere (please)

ER CURRENTLY I SOMMERHUS MED ZISSE OG VI SKAL I DJURSSOMMERLAND I MORGEN (IGEN) TIHIHIHI.

LOVE YOU XX

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...