late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43217Visninger
AA

21. 20

 

X

Når jeg tænkte på Luke og Michael, havde jeg aldrig tænkt, at de var homoseksuelle eller biseksuelle. Jeg havde ikke noget i mod det, men det var en mærkelig tanke; at se sine to bedste venner finde sammen efter alle de år. For ikke at glemme, hvor meget de hadede hinanden for nogle år siden, og nu stod de med deres læber presset mod hinandens, og hviskede søde småting i hinandens ører.

Jeg misundede dem, da de forblev i mine tanker, mens jeg gik ned ad dem halvtomme gade. Jeg var på vej hen til Dawn, og jeg var slet ikke forberedt. Alt jeg vidste var, at jeg ville fortælle hende, at hun havde ret. Måske var tingene mere kompliceret end det så ud til. Jeg ville fortælle hende, at jeg var ked af det. Måske ville jeg fortælle hende om sugemærkerne på Lukes bryst, som muligvis var lavet af Michael.

Da jeg endelig nåede hen til lejlighedskomplekset, gik det op for mig, at det ikke var så nemt. Jeg åbnede alligevel døren, og bevægede mig op mod Dawn og hendes mors lejlighed. Hendes mor. Der var så mange tanker, der skød i gennem mit hoved, og det ødelagde brutalt min tanke gang.

Mine hænder knyttede sig sammen, og jeg hævede den nervøst over mit hoved. Jeg bankede lavt på, og holdte vejret. Mine tænder havde hårdt fat i min let puffede underlæber, hvor man nemt kunne se mærkerne fra mine tænder.

Døren åbnede, men Dawn stod der ikke. Mrs. Phillips.

”Godeftermiddag Mrs. Phillips.” prøvede jeg, og smilede svagt til hende. Jeg rakte min hånd frem mod hende, men hun skuede bare ondt. Hun skannede min krop, før hun rynkede sine øjenbryn.

”Hvad laver du her, Callin.”

”Frue, det er Calu-”

”Dawn ønsker ikke dit selskab, hvad end dit navn nu er.” afbrød hun mig, og skulle til at lukke døren, men min fod var i vejen. Jeg var selv overrasket over min pludselige handling, men desperationen brændte mig snart levende, og jeg var nød til at se Dawn.

”Jeg vil gerne høre Dawn fortælle mig det.” sagde jeg skarpt til Mrs. Phillips. Hun sank en klump, og rystede på hovedet.

”Det er mit hjem, min ejendom, mit,” vrissede hun, og åbnede døren en smule mere, hvorefter hun tog et skridt tættere på mig. Hendes høje, tynde og skarpe figur fik hende til at se truende ud, og hende grønne øjne skar mig i stykker. ”og hvis du ikke forsvinder nu så-”

”Mor? Hvem er det?” Dawns stemme så ud til at fylde den farlige atmosfære med fred og lykkelighed, men hendes sårede ansigt passede perfekt ind i den, og gjorde den ikke bedre.

”Dawn, jeg-”

”Hej Calum.” sagde hun, og trådte forbi hendes mor. Jeg undrede mig en smule, og kiggede underligt på hende.

”Er du ikke sur?” spurgte jeg, og så Dawn lukke døren bag os. Vi satte os på trappetrinnet, og sad ved en smule afstand. Hun fniste en smule, og rystede mildt på hovedet.

”Nej, jeg overreagerede.”

”Men jeg ville undskylde.” sagde jeg hurtigt, og tog ved hendes hånd. ”Jeg var et fjols. Jeg burde accepterer, hvad du siger.” forklarerede jeg, og lod min tommelfinger ae hendes hånd forsigtigt.

”Calum, det er sødt af dig, men det var ikke noget stort,” grinede hun, og trak mig ind i et hurtigt kram. Det gik op for mig, at jeg ikke havde krammet Dawn ret meget, hvilket jeg fortrød. Mine mave eksploderede da hendes arme viklede sig rundt om min nakke, og hendes hoved hvilede blidt på min skulder. ”Men der var meget sødt.” hviskede hun, og trak sig hurtigt væk. Dog ikke for langt væk.

”Godt.” hviskede jeg tilbage, og lod mit smil brede sig. Dawn smilede også, og jeg var ret sikker på at det var det mest ægte smil jeg nogensinde havde set.

”Hvorfor kom du?” hviskede hun igen, og flettede sine fingre ind i mine igen uden at kigge væk fra mine øjne. Vi var stadig kun få centimeter fra hinanden, og det begyndte at blive svært, at kontrollere sig selv.

”Fordi jeg ville sige undskyld.” hviskede jeg forvirret, da jeg allerede havde fortalt hende det.

”Men hvorfor?” grinede hun blidt. Jeg kunne mærke hendes åndedræt i mod mine læber, og det var næsten tortur at sidde stille.

”Fordi jeg var et fjol-”

”Nej, Calum…” Jeg kunne se hvordan hendes brune øjne ville have mig til, at fortælle alt jeg havde på hjerte, hvilket ikke lige frem begejstrede mig. Dawn var som gift, og jeg var ikke bange, selvom om jeg burde. Hun havde en virkning på mig, som ingen andre nogensinde ville kunne få på mig.

”Jeg ville ikke miste dig.” indrømmede jeg, og lod endelig min kontrol blive svagere og svagere. Jeg lænede mig langsomt ind mod hende, og da vores læber strejfede hinanden klemte jeg hende hånd, og pressede mine læber mod hendes.

”Jeg ville sige, at du aldrig mister mig, men man ved aldrig.” grinede Dawn, og nussede blidt sin næse mod min.

”Lad os håbe.” Hun nikkede svagt, og lukkede derefter sine øjne. Hendes hoved faldt blidt ned på min skulder, og det var ikke en vægt jeg gerne ville af med.

”Men Calum,” startede hun, og kiggede på mig igen. ”Jeg vil heller ikke miste dig.”

Mit hjerte sprang et slag over, og begyndte at banke hurtigere end før. Mine læber strækkede sig ud i endnu et overlykkeligt smil, som kun hun fik at se.

”Det kommer du heller ikke til.”

”Cal-”

”Det lover jeg.” Og med de ord sagt, svarede hun mig ikke. Det bekymrede mig en smule, at hun pludselig blev så stille. Jeg havde lyst til, at kiggede ned, men på den anden side, ville jeg også gerne sidde her og kigge ud i ingenting.

Dog kunne jeg ikke lade vær, og da jeg så den ene tårer efter den anden falde ned af hendes kind, gjorde det ondt. Det var hjerteskærende, at se hende græde.

”Dawn, undskyld hvis jeg sagde noget forkert. Det var ikke meningen, at du skulle blive ked af det.” hviskede jeg igen, og lod min arm ryge over hendes skuldre. Mine fingerspidser legede med hendes røde, vilde hår, mens tårerne lydløst faldt fra hendes øjne.

”Jeg vil ikke have, at du lover mig ting,” begyndte hun, med en hæs stemme. ”og især ikke, at jeg aldrig mister dig.”

”Dawn, jeg vil ikke miste dig, og du mister ikke mig.”

”Hvem ved, Calum, måske en dag vågner du op, og indser at jeg ikke er en nem person at være sammen med.” græd hun, og trak sig ud af mit greb med et undskyldende blik i øjnene.

Hun gik en smule ned ad trappen, og da hun nåede enden stoppede hun. Hun kiggede ikke på mig. Hendes ryg var vendt mod mig, og hendes arme holdte om hende.

Jeg rejste mig og stillede mig ved siden af hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville sige eller gøre. Det startede med mine fingrespidser der strejfede hendes, derefter mine fingre der gled ind mellem hendes lange, blege fingre.

Vores fingre var sammenflettet, men vi kiggede stadig ikke på hinanden. Vores hjerter bankede højere end alt andet larm. Stilheden fyldte rummet som et tungt lag af mørke skyer på himlen. Måske startede det her som en mørk, dyster dag, men jeg håbede inderligt på, at dagen ville blive skyfri og solen ville skinne.

Dog kunne man ikke altid håbe på, at det hele var blomster og solskin, for når man havde med en som Dawn, at gøre, var det ikke så nemt. Der skulle altid være en forhindring, men måske var der kun en stor forhindring: Livet; at miste, at få, at dø og at leve, og ikke mindst…At elske.

Måske elskede vi ikke hinanden, men jeg var ret sikker på at jeg var forelsket i Dawn, og det burde hun vide. Dog var en ikke en mand af mange ord, hvis man dag kunne beskrive mig som en mand. Måske var det ikke lige den rolle, som mine nitten år opfyldte.

Min mund var løbet tør for ord, men mine tanker flød rundt i hovedet på mig et hav af idioti.

”Dawn, tro mig, det har jeg indset, og ved du hvad?” sagde jeg, og trak hende en smule tættere på mig. ”Jeg er her endnu.”

Hun grinede blidt, og nikkede bekræftende. ”Du er her endnu.”

Jeg håbede ikke, at jeg skulle køre med den følelsesmæssige rutsjebane hver eneste dag. Det var kun mandag, og der var allerede mere drama, end der normalt var i et år for mig. Men det var før Dawn Phillips ankom til byen, og hun forstod at gøre ting kompliceret. En god slag kompliceret. En slags kompliceret, som jeg ville elske og beundre for altid, eller det var i hvert fald, hvad jeg regnede med indtil videre.

”Har du lyst til pizza igen?” spurgte jeg pludseligt, og trak hende en smule væk fra mig. Hun kiggede forvirret op på mig, men brød derefter ud i et grin.

”Er det endnu en date, Calum Hood?” jokede hun, og slog mig blidt på overarmen.

”Hvis det er det du vil, Dawn Phillips.”

”Meget gerne.” 

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...