late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43270Visninger
AA

3. 2

 

 

 

X

Da jeg gik ind på caféen klokken fem, stod Eliot ved kassen og så træt ud. Han lignede en der var træt af alting, hvilket var ret så overaskende.

”Gud, Calum! Tak fordi du kom.” Han sprang over til mig, og rystede en smule i mine skuldre.

”Hej Eliot.” sagde jeg tøvende og kiggede underligt på ham.

”Hvordan kan du klare det her?” spurgte han, og fægtede med armene.

”Det er faktisk endnu hårdere, når man også tager dine vagter.” vrissede jeg og kiggede irriteret på Eliot, som ikke en gang lyttede, men fumlede med sit forklæde.

Han var definitionen af et røvhul. Han forventede at alle lyttede til ham, og det vi havde at sige, var de mest ligegyldige ting nogensinde. Et simpelt røvhul. Eliot smuttede så hurtigt han kunne, hvilket gjorde mig frustreret. Han sagde ikke en gang farvel til os andre. I nogle tilfælde var det vel okay, men problemet med det her var, at han ikke en gang overvejede det.

Vi skiftes jo alle sammen til at lave hans arbejde for ham. Han sagde ikke tak. Det gjorde han aldrig, og det havde han aldrig gjort.

Der var noget over denne her dag. Noget der fortalte mig, at det ville blive en lang dag. Jeg havde nogle timer på college i morges, hvilket passede fint med, at jeg først skulle på arbejde nu.

Jeg ved ikke hvordan det skete, men timerne gik hurtigere end jeg havde troet. Det var fredag, og der var overraskende mange mennesker, som smuttede herhen til aften. Klokken var tyve minutter i elleve, og mit blik hvilede tungt på døren. Jeg var træt, men jeg var så spændt.

Da døren gik, op røg mit blik op hurtigere end nogensinde før. Jeg skyndte mig ud på toilettet, lod en hånd kører igennem mit mørke hår, og tog en dyb indånding. Jeg kunne grine en smule af mig selv. Jeg var oppe og køre over en pige, som jeg ikke kendte navnet på. Der var bare det med den her pige, at hun ikke bare var en tilfældig pige. Der var noget over hende, som skulle opdages, som skulle undersøges.

”Er her nogen?” sagde hun ude fra caféen, hvilket fik mig til at låse døren op, og gå akavet ud til pigen, med det røde hår. ”Åh, Calum? Jeg troede du sagde, at du ikke havde den her vagt?” Hun kiggede spørgende på mig, og jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere end det skulle.

”Ehm… Jeg tog vagten for, ehm, Eliot.”

”Okay.” Hendes lyse søde stemme fyldte den tomme og let oplyste café. Hun lod sine lange fingre placere en tot af hendes hår, bag hendes øre. Hendes kinder var lyserøde, og det var hendes læber også. Jeg kiggede på klokken. Kvart i elleve. Hvorfor kom hun så tidligt?

”Så…” begyndte jeg og kiggede tøvende på pigen, som kiggede interesseret på mig, og lukkede endelig døren bag sig. ”Siden vi har lidt tid, hvad så med, at du fortæller mig til om dig selv?”

Hun hævede et øjenbryn, og kiggede undrende på mig, da jeg hoppede op på disken. Hun stillede sig ved siden af mig, og trak på skuldrene.

”Der er ikke så meget at fortælle, som de plejer at sige.”

”Hvem?” Jeg kiggede intenst på hende, og kunne ikke lade vær med at undre mig over, hvad hun egentligt mente.

”Pigerne i filmene og i bøgerne.”

”Så du kan lide film og bøger?”

”Det var ikke det jeg sagde, men ja, det kan jeg vel.” Den rødhårede pige trak på skuldrene og kiggede ud af vinduet. En skygge lagde sig over hendes ansigt, hvilket på den ene side gjorde mig en smule trist, men på den anden side gjorde det mig ikke noget.

”Hvad kan du mere lide?” spurgte jeg, og kiggede interesseret på hende. Jeg var ivrig efter at vide ting om hende. Jeg ville vide alt. Jeg havde det som om, at det at vide hendes yndlings farve kunne redde en dårlig dag.

”Når mennesker ikke spørger mig om ligegyldige spørgsmål, fordi de er sådan set fuldstændig ligeglade med, hvordan du egentligt har det.” spyttede hun nærmest ud, og kiggede frustreret på mig.

”U-undskyld.” hviskede jeg, da det gik op for mig, hvad hun havde sagt. Måske gemte pigen på lidt mere end jeg regnede med. Dog havde jeg stadig ret i, at hun ikke bare var en tilfældig pige.

”Du skal ikke undskylde. Det kunne du jo ikke vide.” Hun sukkede dybt, og gik en smule væk fra mig. Hun tog elastikken fra hendes håndled, og samlede det i en stram hestehale.

Jeg kunne ikke stoppe mine øjne fra at stirre. ”Hvorfor sætter du håret op?” Jeg vidste ikke om jeg skulle fortryde det eller ej. Men da hendes øjne mødte mine med et forvirret blik, vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle føle.

”Hvorfor er du ikke ligeglad, Calum?” grinede hun og gik forbi, for at hente kosten bag ved. Da hun kom tilbage, bed jeg mig forsigtigt i underlæben, mens hun begyndte at feje. Jeg sukkede og tog en chance. Jeg gik langsomt over mod hende, og stillede mig bag hende. Hun stoppede kosten, og stod stille, hvilket fik mig til at smile svagt. Hun forlod mig ikke. Jeg trak forsigtig elastikken ud af hendes bølgede hår, og så det falde. Jeg havde aldrig været så forsigtig før. Det var som en, at en enkel forkert bevægelse ville ødelægge hende.

”Jeg kan godt lide det nede.” hviskede jeg ind i hendes øre. Hun pustede svagt, og vendte sig om mod mig med et smil. Hun rystede på hovedet, og skubbede mig væk, men jeg kunne ikke lade vær med at smile. Elastikken sad igen på hendes håndled, og den blev der.

Da hun var færdig med at feje, gik hun forbi mig uden et blik.

”Du ved, Calum?” spurgte hun og kørte vognen ind i caféen. Hendes øjne lyste en smule op da de mødte mine, men hun kiggede hurtigt ned.

”Hvad?”

”Du kan bare smutte hvis du har lyst. Jeg har jo selv nøgler.” Jeg rystede hurtigt på hovedet, og smilede svagt og usikkert til hende. Det var sådan at jeg godt kunne lide at kigge på hende, mens hun bevægede sig langsomt igennem caféen, frem og tilbage. Måden hendes har svingede fra side til side. Måden hun bed sig i læben, og strakte sig, når hun ikke kunne nå noget.

”Nej. Det er fint. Jeg kan lide at kigge på dig, mens du gør rent- oh fuck.” bandede jeg og kiggede flovt ned i gulvet. Hun kiggede flovt på mig, og fortsatte så.

”Tak, tror jeg.” hviskede hun, og grinede en smule, da hun så mine røde kinder. Hun vendte sig om og gav sig til at vaske bordene. Mens jeg sad der og betragtede pigen, som jeg ikke vidste noget om, gik det op for mig, at det jeg nok var en smule fortabt. Bare en smule, og bare måske.

”Hvad er dit navn?” røg det pludseligt ud af mig.

”Fortjener du at kende det?”

”Det er vel op til dig.” sagde jeg med et håbefuldt smil, men hun rystede svagt på hovedet. Skuffelse skyllede ind over mig, men det gik hurtigt væk da hendes søde stemme fyldte den lille café igen.

”Jeg kan fortælle dig nogle andre ting,” begyndte hun, og tørrede det sidste bord af, inden hun satte sig hen ved siden af mig på disken. Jeg nikkede ihærdigt, og kiggede spændt på hende. ”Min yndlings farve er gul. Jeg lytter til Mayday Parade. Jeg elsker at gå i skoven, og jeg læser den samme bog om og om igen.”

Jeg kiggede forundret på hende. ”Det var… noget.

Et lavt fnis forlod hendes lyserøde løber, og så kiggede hun spørgende op på mig. ”Hvad med dig, Calum?”

”Mig? Jeg er nok den mest uinteressante person, du nogensinde kommer til at være i nærheden af,” Hun kiggede seriøst på mig, og jeg sukkede derfor. Noget inde i min sagde, at jeg skulle imponere hende, men noget sagde mig, at det ikke var noget jeg kunne. ”Jeg har ingen idé om, hvad min yndlings farve er. Jeg kan lide ret mange bands, som Green Day og Blink-182…” Jeg tøvede og gav hende et trist smil. Jeg havde forventet en dårlig reaktion, eller i det mindste bare en reaktion.

I stedet for tog hun en dyb indånding og kiggede mig dybt ind i øjnene. ”Hvor kan du godt lide at være? Du ved, det siger utroligt meget om en pers-”

”Sammen med mennesker, som jeg finder interessante, som dig.” afbrød jeg hende, og kiggede flovt ned i jorden. Jeg prøvede ikke på at finde en smart score-replik. Jeg ville bare gerne have at hun ville se nogenlunde det samme i mig som jeg så i hende.

Hun nikkede bekræftende, men rejste sig så op. ”Jeg er færdig for i dag. Vil du med?”

Den aften gik vi sammen det meste af vejen, indtil at vi skulle skilles. Men efter at jeg havde gået et par meter, kaldte hun på mig. Hun stod der med sin hvide cykel, lige under en lygtepæl, som lyste hendes røde hår op, og der stod hun med et smil på læben med den hvide cykel, som stod ved siden af den perfekte skikkelse.

”Dawn,” begyndte hun, og kiggede ned i jorden med røde kinder. ”Mit navn er Dawn.”

Måden hendes læber skilte sig ad, da hun sagde sit navn fik mig til at indse noget.

Hun var ikke bare smuk. Hun var en kunstværk. Og der var altid så meget mere at vide om kunstværker. Selvom kunstneren, der havde lavet kunstværket vidste en masse om det, så var den eneste, der kendte den egentlige mening med det kunstværket selv. Du ville altid vide de få grund ting, som jeg vidste om hende. Hendes yndlingsfarve, hendes yndlingsband, hendes yndlings sted og hendes navn. Men den eneste der kendte den fulde mening med kunstværket, var som sagt, kunstværket selv, og det var sådan det var med Dawn.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...