late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43228Visninger
AA

20. 19

 

X

”Hey Dawn. Vent lige!” råbte jeg, da jeg så hende længere nede ad gangen. Dawn vendte sig om med et svagt smil, og da hun fangede mine øjne smilede hun større end før, hvilket fik mig til at rødme en smule.

”Hej.” sagde hun tøvende, og begyndte at gå langsomt ved siden af mig. Jeg smilede til hende igen. Jeg havde tænkt mig, at spørge om jeg kunne tage med hjem til hende, da min lejlighed lignede noget der var løgn. Desuden vidste jeg, at hun var god til engelsk, og så ville hun måske hjælpe mig med afleveringen som vi lige havde fået for. Lige nu var det hele bare et stort måske.

”Så jeg tænkte på,” begyndte jeg, og tog nervøst ved hendes hånd. Hun nikkede og ventede på mine fortsættelse, mens hendes kinder blev en smule rødere. Jeg var tilfreds med mig selv. ”Om jeg kunne tage med dig hjem.”

Hun stoppede brat op, og kiggede undskyldende på mig, hvilket bragte en bølge af skuffelse til at skylle hårdt over mig.

”Undskyld Calum.” sagde hun smilende, og gav min hånd et klem. ”Det er bare det med, at min mor er hjemme og-”

”Det er ikke hendes valg.” hviskede jeg lavt, og mindede hende om noget hun havde sagt, da vi for få dage siden var ude sammen.

”Hvad?” Hun rynkede syne øjenbryn sammen med et forvirrende blik i hendes brune, brune øjne.

”Det har aldrig været dit valg, vel?” begyndte jeg, og gav slip på hendes blege hånd. ”Hvorfor gør du det så ikke til dit?” vrissede jeg. Det var ikke fordi jeg med vilje ville være sur på Dawn, eller for den sags skyld gøre hende ked af det. Jeg var bare træt af, at hendes mor stod i vejen for så mange gode stunder som vi kunne have haft sammen. Måske kunne vi have haft en af de hyggeligste eftermiddage i hele vores liv, men åbenbart var det ikke en mulighed, da hendes mor var hjemme.

”Sådan fungerer det ikke, Calum-”

”Det er ikke så kompliceret!” afbrød jeg hende, og kunne se hvor trist hun så ud. Dog havde jeg en pointe, uanset om det var forkert at råbe af hende eller ej.

”Måske er det!” pointerede hun, og tog et skridt tilbage. Det var næsten som om, at hun var frastødt af min tilstedeværelse, mens jeg var desperat efter hendes.

”Jeg vil bare gerne være sammen med dig, Dawn.” sagde jeg lavt, og tog ved hendes dækkede arm. Hun trak sig hurtigt tilbage, og strammede sit greb om hendes taske.

”Hvor ærgerligt.” vrissede hun, og skubbede sig irriteret forbi mig. Havde jeg ødelagt noget? Var det muligt at fikse? Måske.

Jeg så hende gå ud af døren uden at kigge sig tilbage, og da døren smækkede føltes det som om, at jeg fik den i hovedet, også selvom jeg stod flere meter væk. Da en tårer forlod mit øje, vidste jeg, at jeg havde brug for en ven.

Vi havde tidligere fået af vide, at Ashton og Vanessa i øjeblikket var i et stort skænderi, og jeg ville helst ikke indblandes, så jeg tog hen til Luke og Michael i stedet for. Selvom jeg havde på fornemmelsen, at de skjulte noget for os, så de ud til at have det godt med hinanden, hvilket betød at de kunne tage mit problem øverst på listen.

Dog besluttede jeg mig for, at jeg skulle prøve at stoppe Dawn først, for ellers ville hun da aldrig snakke med mig igen. Skuffelse var alt jeg så da jeg kom ud på parkeringspladsen; ingen Dawn. Som om dagen ikke kunne blive meget bedre så jeg bussen jeg skulle have været med køre, hvilket betød at der ville gå en time før den kom igen, og så skulle jeg gå hjem til Michael og Luke. De havde fri for en time siden, så de kunne ikke en gang køre mig.

Alt var noget bøvl, og af den grund lod jeg mine tårer få frit løb, og mine kinder føltes vådere end nogensinde før.

Mine skridt var tunge og lange. Mine fødder sparkede irriteret til småstenene på vejen, og min taske hang langt nede ad min arm, men jeg var ligeglad. Dawn var såret, og det var min skyld. Det der var det værste var, at jeg var faldet for komplikationen selv.

Hun så også selv ud til at snuble lidt over det hele, men jeg tror ikke hun gad at indse det. Hun ville bare væk.

Jeg sukkede irriteret, og tog de sidste få skridt hen ad gaden før jeg kunne dreje ind på den velkendte vej, som Michael og Luke havde bosat sig på.

Jeg rodede desperat efter ekstranøglen, som jeg havde fået af dem, da de nok ikke havde nok energi til at lukke mig ind hver gang, jeg kom for at være sammen med dem.

Jeg satte nøglen i nøglehullet, og tørrede hurtigt mine kinder med min jakkes ærme inden jeg trådte inden for i opgangen.

Jeg vidste at deres lejlighed var på tredje sal, og da bygningen ikke havde en elevator, virkede det hele endnu mere uoverskueligt, og måske var alting så kompliceret som Dawn påstod de var.

Jeg overvejede slet ikke at banke på før jeg trådte ind. Der var helt stille i lejligheden, og jeg kunne høre en lav lyd. Fjernsynet var tændt, og det flimrede i deres mørke stue.

”Hallo?” spurgte jeg, og stod stadig ved den åbne dør. Jeg trak på skuldrene, og lukkede døren blidt i. Mine fingre fandt sin vej til stikkontakten, og fik tændt lyset i gangen. Jeg bevægede mig mod stuen, og var af en eller anden grund en smule nervøs for, hvad der ventede mig.

Da jeg endelig kom ind i stuen var det ikke lige, hvad jeg havde ventet. Jeg havde tænkt, at Michael ville sidde i hjørnet af hjørnesofaen, hovedet lænet tilbage og fødderne på sofa bordet. Luke ville ligge i den ene ende, krøllet sammen som om han ikke var over 190 centimeter.

Dog fandt jeg Luke og Michael liggende i ske. Michael holdte om Lukes lange, tynde krop og sov tungt mens han nussede sit ansigt i Lukes blonde hår. Luke sov ikke. Luke havde heller ingen trøje på. Den lå i den anden ende af stuen, og hans nøgne bryst hjalp ikke på at dække de tydlige sugemærker på hans brystkasse.

”Luke?” sagde jeg, og prikkede til hans overarm få gange før han forskrækket åbnede øjnene.

”C-Calum!” skreg han, og prøvede desperat på at komme ud af Michaels tætte greb. I forløbet fik han hamret sin albue ind i maven på Michael, mens han snublede hen til sin T-shirt, og tog den over hovedet.

Han kiggede på mig som om intet var sket, men der var så meget galt lige nu, at mit problem med Dawn var ligegyldigt.

”Luke, Michael, hvad sker der?” hviskede jeg, og kiggede hen på Michael, der stadig ømmede sig på sofaen.

”Det er ikke, hvad det ser ud til.” forklarede Michael med en hæs stemme. Det var dog ikke meget overbevisende, men på den anden side vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro på. Det hele var kompliceret.

”Hvad med sugemærkerne?” spurgte jeg, og hentydede til Lukes brystkasse, selvom den var gemt væk.

”Brenda Hamilton gav mig dem i lørdags,” sagde Luke med et skævt smil. ”Og jeg ved ikke, hvordan Michael og jeg endte med at ligge sammen, og jeg ved at det hele så meget forkert ud-”

”Det er fint, drenge,” sagde jeg, og var på mange måder ligeglad med, hvad der havde forgået mellem dem. Jeg ville ikke have været ligeglad, hvis det var tidligere i dag, men der havde jeg ikke selv problemer. For når man selv har problemer, virker alle andres ligegyldige, og du er øverst på din egen liste. ”Men det var ikke derfor jeg kom.”

”Hvad sker der?” sagde Michael, og klappede på pladsen ved siden af ham. Jeg satte mig tungt ned, og kiggede på Luke, der tændte lyset i stuen, og dæmpede fjernsynet.

”Dawn er sur på mig.” Jeg tøvede, og kiggede ned på mine fingre, der nervøst flettede sig ind og ud af hinanden. Jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg ville fortælle dem, og jeg vidste det stadig ikke.

”Hmm?” sagde Luke, og dumpede ned ved siden af mig, mens han udvekslede bekymrende blikke med Michael.

”Jeg gad ikke at tage hen til Ashton, fordi ham og Vanessa skændes og-”

”Calum, hvad er der sket?” sagde Luke, som prøvede at få mig til, at komme til det egentlige problem; mit.

”Dawn gør alting mere kompliceret end det er, og jeg spurgte bare om jeg kunne tage med hende hjem, men så sagde hun at hendes mor var der, og-” Jeg holdte vejret, og kiggede ulykkeligt ud af vinduet.

”Calum, det er okay.” hviskede Michael, og lod hans hånd køre op og ned ad min ryg, for at vise at han var der for mig. Må mange møder ønskede jeg mig bare, at det var Dawns hånd.

”Jeg skal sige undskyld, drenge.”

”Hvad har du, at undskylde for?” spurgte Luke i en forsvarende tone. Jeg vidste ikke at han ligefrem ville gå i mod Dawn, men han var min ven; han var på min side. ”Hun opfører sig urimeligt.”

”Hvad ved du om forhold? Du har ikke datet nogen siden 9. Klasse.” grinede jeg, og kiggede underligt på ham.

”Det ved du da ikke.” sagde han tøvende, og kiggede flovt ned i gulvet.

”Du har da været ude med nogen, men du har ikke haft noget seriøst.” pointerede jeg, og så Lukes kinder ændre farve drastisk.

”Jeg ser faktisk nogen lige nu.” hviskede han. Michael og jeg kiggede overrasket på den blonde dreng, der bed sig nervøst i læben.

”Gør du det?” udbrød Michael og jeg i kor. Luke nikkede bekræftende.

”Tillykke, mand,” grinede jeg igen, og klappede ham på skulderen. Det gik op for mig, at Dawn fuldstændig var kommet af banen, men hun bevægede sig hurtigt tilbage til minhjerne og overtog den som sædvanlig. ”Men jeg skal have sagt undskyld til Dawn.”

Luke nikkede, men Michael kiggede fornærmet rundt i stuen, og kiggede kun på mig. Hans øjne var trist, og jeg undrede mig over hans pludselige humørsvingning.

”Ja, vi ses.” Luke lod mig gå forbi ham, og jeg bevægede mig derefter ud i gangen. Mine hænder fandt vej til døren, og lige da jeg åbnede den, begyndte deres samtale igen.

”Jeg troede du sagde, at det med Brenda ikke var sandt.” vrissede Michael. Han lød såret, og jeg overvejede at bevæge mig ind i stuen igen, men Luke begyndte at snakke igen.

”Det var det heller ikke,” sagde han. Jeg kunne høre nogle der bevægede sig, hvilket sikkert var Luke der bevægede sig over mod Michael, der sikkert stadig sad i hjørnet. ”Du er den eneste jeg vil have.”

X

mukEMUKEMUKE HVAD SIGER I TIL DET?

ikke had mig, tak. 

UNDSKYLD FOR MINE SLØVE UPDATES.. HAR DEN SYGESTE SKRIVE BLOKERING LIGE NU.

Zisse kommer i morgen, og så tager vi sammen til One Direction koncert, og det glæder jeg mig utrolig meget til, ihhh.

ELSKER JER DER LÆSER DET HER BYE xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...