late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43238Visninger
AA

18. 17

 

 

X

 

”Hvorfor havnen?” spurgte Dawn da vi gik hånd i hånd ned af gaden. Himlen var en lettere nuance af lyserød, orange og gul. Dawn så ud til, at beundre det utrolig meget, og det var der det gik op for mig, hvorfor hun gerne ville se byen ved denne her tid.

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg tøvende, og prøvede at fange hendes øjne som skuede vildt over himlen. ”Det er et hyggeligt sted.”

”Du planlægger ikke at skubbe mig ned i vandet, gør du?” grinede hun lavt. Jeg kiggede blidt på Dawn. Hendes sorte nederdel, der gik hende lidt over knæene. Den hvide T-shirt, som nærmest gjorde hende uskyldig.

”Måske.” hviskede jeg. Min hånd klemte lidt hårdere om hendes, hvilket gav hende et tilfredsstillende smil på læben. Af en eller anden grund, kunne jeg mærke noget i inde i mig; jeg var stolt.

”Hvad?” grinede hun højt, og bumpede drillende sin skulder i mod min. Jeg grinede blidt af hende, og trak hende med rundt om hjørnet, hvor den lille cafélignende italienske restaurant var placeret.

”Oh, for resten,” begyndte jeg, da vi nærmede os mere og mere. ”Kan du lide italiensk?”

Jeg åbnede døren for hende, og indsnusede duften af tomatsovs.

”Nej, Calum, jeg hader det.” sagde hun. Mine øjne blev store, men da hun begyndte at grine, gik det op for mig, at det hele var en sarkastisk joke.

”Okay, hvis du ikke kan lide det, betaler jeg ikke.” jokede jeg tilbage.

”Oh, så du havde tænkt dig, at betale for mig?” spurgte hun, mens vi stod og ventede på en tjener, som ville vise os mig til vores bord.

”Selvfølgelig,” sagde jeg med et skævt smil, og prøvede at virke så selvsikker som muligt. Mine kinder begyndte at blive varmere og varmere, og jeg havde på fornemmelsen at Dawn havde lagt mærke til det. ”Man inviterer ikke en pige ud, og siger hun skal betale.”

Dawn smilede stort til mig. Virkningen hendes smil havde på mig, var større end noget ord jeg nogensinde var blevet fortalt.

En tjener kom hen til disken med et smil på læben.

”Et bord til to, tak.” sagde jeg, og kiggede smilende ned på Dawns hånd. Jeg flettede mine fingre ind i hendes, da vi begyndte at gå med tjeneren ned mod bordet, som til vores held var placeret bagerst i den lille restaurant. Jeg mumlede et tak til tjeneren, som fortalte at hun ville komme med menukortene om lidt.

Jeg trak stolen ud for Dawn, og ventede til hun havde sat sig.

”Det er nok, at du betaler,” grinede hun, men satte sig alligevel. ”Du behøver ikke at leve op til den perfekte date.”

”Jeg vil have, at du husker vores første date som noget godt.” kommenterede jeg kort, og så den lyshårede pige komme gående mod os igen. Denne gang havde hun to menukort i hånden, og en lille notesblok som hun holdte mellem hendes fingre. Hun lagde forsigtigt kortene foran os.

”Bare kald når I har bestemt jer.” sagde hun med et smil placeret permanent på læberne.

Dawn og jeg nikkede begge to, og bordets atmosfære blev fyldt med stilhed, da vi begge skannede menukortet med den ene italienske ret efter den anden.

”Og jeg som troede at italiensk kun var pizza og spaghetti.” grinede hun. Vi kendte intet på menukortet, hvilket var en smule frustrerende. Hvis Dawn nu ikke kunne lide maden, var hun nød til at få noget andet, hvilket betød at min løn snart var brugt op, hvilket også betød at jeg ikke kunne besøge mine forældre, da jeg ikke kunne betale for tog billettet.

”Det er alt for formelt.” sagde jeg, og gjorde mig enig i Dawns ord.

”Meget.” Hun bed sig i underlæben, og lagde opgivende kortet foran sig.

”Jeg aner ikke hvad 90 procent af det her mad er.” indrømmede jeg med et lavmælt grin. Dawn kiggede nervøst på mig, og begyndte at gnave på sin underlæbe igen. Jeg havde begået en stor fejl. Måske var denne restaurant til for formel til to teenagere, der var desperate efter at få en fantastisk aften. Den var for formel til en teenage dreng, der levede på et stramt budget.

”Calum, du ved, der er en pizzabiks længere nede ad gaden.” sagde Dawn spørgende, og kiggede bedende på mig. Vi begyndte begge to at lade lave grin forlade vores læber, og før vi vidste af det, havde vi flettet vores fingre sammen, som var det meningen at de skulle være flettet sammen til evig til, og forladt restauranten med et smil på læberne.

”Så,” begyndte hun, mens vores hænder svingede frem og tilbage mellem os. ”Hvor mange piger har du inviteret med på en tom pizzabiks på havnen?” grinede Dawn, og lod mig åbne døren indtil den, som sagt tomme pizzabiks. Jeg bed mig i underlæben, og lod kort mit blik skanne menukortet.

”Ikke mange.” indrømmede jeg, og fokuserede på menuen igen. Dawn vendte sig blidt om, og begyndte også at lade hendes øjne skanne menuen.

”Ikke mange?”

Èn,” grinede jeg, og skubbede blidt til hende. ”Kun dig, Dawn. Ingen grund til at blive jaloux.” jokede jeg. Hendes hoved faldt mildt ned på min skulder. Jeg var ikke helt sikker, men det var som om, at mit hjerte hamrede ud af mit bryst, og derefter faldt og faldt. Faldt ligesom jeg faldt for Dawn; pigen der stod ved siden af mig, med sin røde hår ud over det hele og hendes hoved på min skulder.

”Jeg er ikke jaloux.” hviskede hun blidt, og lod vægten af sin hoved fjerne sig. Hun gik nærmere hen mod menukortet, og lod sine øjne køre frem og tilbage.

”Hvad vil du have?” spurgte jeg, og greb forsigtigt fat i hendes hånd. Dawns ene mundvig bevægede sig langsomt op ad, men dog var det som om, at hun prøvede at gemme det.

”Peperoni.” hviskede hun. Hun blev ved med, at kigge efter den helt rigtige pizza. Måske var Dawn ikke modig nok til at vælge fra, hvilket var derfor hun blev ved med at kigge efter noget som hun fandt perfekt; noget hun ikke skulle ændre på.

”Du har et pænt smil, Dawn, ikke skjul det.” sagde jeg rystende, og fokuserede på hendes mundvige, som jeg ventede på ville glide blidt op.

”Det er virkelig ikke nødvendigt at komplimentere mig, for at få mig til at smile, Calum.” grinede hun. Jeg ignorerede hende, og var bare glad for, at smilet nåede at være på hendes læber inden, hun begyndte at gnave nervøst på sin underlæbe igen.

”Måske er det ikke nødvendigt.” grinede jeg, og kiggede efter en pizza som kunne være et alternativ for hende.

”Jeg vil have en nummer 26.” fastgjorde Dawn med et skævt smil. Jeg nikkede og greb fat i min halvtomme pung. Jeg kiggede ned i pungen, og var pludselig glad for, at vi havde valgt en billig pizzabiks.

”Kan vi dele en pizza?” grinede jeg, og viste hende de få antal af mønter og penge sedler jeg havde. Dawn læber dannede et smil, som straks blev til et grin. Dawn grinede af mig og min elendighed, min fattigdom og min trang til peperonipizza.

”Selvfølgelig, men jeg går ikke på kompromis.” Dawn skubbede sig forbi mig, og gik ivrigt op til disken.

Det var mørkt i pizzabiksen. Det var ikke fordi, der intet lys var, man fik bare følelsen af at det var mørkt. Det var dystert, men Dawn så ud til at elske det højere end nogen andre nogensinde ville komme til.

”Vi skal have en nummer 26.” sagde jeg da vi endelig var noget op til disken, og manden bag kassen så ud til at give os bare en smule opmærksomhed.

”Spiser I her?” mumlede han med en italiensk accent, der næsten gjorde det umuligt at forstå ham.

Jeg kiggede spørgende på Dawn som nikkede, mens hun smilede større end nogensinde før. Jeg vidste ikke om jeg skulle være en smule selvsikker, og tro på at jeg var grunden til det, eller om hun havde opbygget mere kærlighed til den dystre pizzabiks end mig. Men var kærlighed overhovedet en ting hun tænkte på når jeg blev nævnt.

”Ja, det gør vi.” svarede Dawn for os begge to, og kiggede smilende på manden som bare nikkede.

”10 minutter - et kvarter.” sagde han, og råbte ud til de andre italienere ude i køkkenet. Jeg åndede lettet op, og gik ind i den lille restaurant, hvor gulvtæppet var mørkerødt, og møblerne lige så mørke og dystre som biksen selv.

”Sikke en mand.” grinede jeg, da vi satte os ned ved en af bordene. Da jeg prøvede at trække stolen ud for Dawn, insisterede hun på at hun selv ville, og jeg var derfor tvunget til at trække stolen ud for mig selv, og sætte mig irriteret over for hende og hendes forbandede smukke fjæs.

”Jeg tror jeg gifter mig med en italiener, når jeg bliver ældre.” indrømmede Dawn med et smørret grin på læberne.

”Hvorfor ikke bare tage ham der. Jeg er sikker på, at han er ledig.” drillede jeg og håbede på, at hun ikke ville overveje at snakke til ham. For selvom om Dawn ikke var min, så ville jeg ønske at hun var, hvilket gjorde mit immunforsvar svagt, når det kom til jalousi. Jeg var blevet svag, og jeg kunne give hele skylden til Dawn. Mærkeligt nok havde jeg ikke noget i mod det, og jeg kunne ikke bare sige, at hun gjorde mig svag.

Jeg var bare forelsket.

X

 

Hej mennesker. Det ville betyder utrolig meget, hvis I gad at kommentere, hvad I synes. I må også meget gerne smide et like, og putte den på jeres favorit liste!

Men tak for de 9000 visninger, ih! Det betyder så meget, tak <33.

Når, men håber at I kan lide historien indtil videre!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...