late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43233Visninger
AA

17. 16

 

X

 

Jeg gav mig selv det sidste blik i spejlet, inden jeg åbnede døren og tog hurtige og nervøse skridt ned ad trapperne. Jeg sank en klump, da den lette, kølige luft ramte mig. Klokken var 18.38, og jeg var på vej hen mod Dawn og hendes mors lejlighed. Det slog mig, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvordan mødet med Dawns mor ville være. Jeg havde ikke Dawns nummer; jeg kunne ikke sende hende en besked, hvor jeg bad hende om, at møde mig på gaden. Som sagt, havde jeg ikke brug for hendes nummer. Det var i hvert fald sådan hun så det, og når man var forelsket i en person som Dawn, blev alt hun sagde til noget jeg skulle gøre mig enig i. Jeg stoppede næsten ved hvert butiksvindue for, at være sikker på at jeg så acceptabel nok ud til at møde op foran hende.

Jeg var nervøs, og jeg vidste ikke om det var tanken om Dawn eller hendes mor. Måske dem begge to. De var begge manipulerende kvinder, den ene klogere på livet end den anden.

Det var en perfekt forårs aften. Vejret var godt, vinden var svag, himlen var rød; perfekt.

Jeg kiggede op, og så caféen længere fremme, hvilket betød at der var få hundrede meter til Dawn lejlighedskompleks.

Få hundrede, blev hurtigt til intet, og jeg åbnede tøvende døren, og begyndte at gå op af trapperne indtil navnet Phillips fangede mine øjne. Jeg hævede min hånd for, at banke på den hvide dør, men trak den hurtigt ned. Jeg lod mine fingre rode usikkert i mit vindpustede hår.

Jeg vendte mig om, og havde lyst til at gå over de ord, jeg skulle sige, når Dawn – eller hendes mor – åbnede døren.

”Calum?” Dawn hoved stak ud fra døren, og hun smilede svagt til mig, da jeg havde vendt mig forskrækket om.

”H-Hej. Jeg skulle lige til, at banke på, men-”

”Jeg er klar om nogle minutter,” afbrød hun mig, og rodede mit hår blidt til. Mine kinder blev hurtigt til en svag nuance af rød. ”Bare kom ind.”
”Er din mor hjemme?” hviskede jeg nervøst, og lukkede døren bag mig. Dawn hentede hurtigt en hår børstede, og nikkede undskyldende.

”Hun sidder inde i køkkenet.” hviskede hun lavt tilbage, og gjorde tegn til det åbne rum bag hende.

”Dawn, hvem er det?”

”Lort.” vrissede hun, og greb hurtigt fat i sine støvler, og sin sorte jakke.

”Daw-” Hendes mor stod i døren, og skannede mig fra top til tå med et blik fyldt med had. ”Hvad laver du her?”

”Jeg, ehm, har inviteret din datter ud-” Hun hævede et af sine tynde øjenbryn, og kiggede vredt på Dawn, som bed sig irriteret i læben.

”Lad os gå, Calum.” vrissede hun, og prøvede at skubbe mig ud ad døren. Jeg prøvede at give Mrs. Phillips et smil, men det var tydeligt at hun ikke tog i mod det. Jeg lod derfor min krop give op til Dawns desperate forsøg på at skubbe mig væk fra, hvor jeg stod fast. Det gav mig et lille smil på læben. Dawns fingre kørte blidt op og ned af min arm, mens hun kiggede flovt ned i jorden.

”Dawn, du ved, det er helt fint-”

”Nej, Calum!” vrissede hun irriteret, og stoppede sine blide berøring. Hendes fingre greb fat i hendes nu rodede, røde hår som hun ikke havde sat op, hvilket gav mig lyst til at lade de flyde mellem mine fingre. ”Hun er ligeglad med mig.” mumlede hun kort.

”Det er ikke sandt, Dawn.” prøvede jeg, men vidste at det ikke hjalp, da hun tog et par skridt ned ad trappen og dumpede ned på et af de nederste trin. Jeg sukkede opgivende, og bevægede mig ned mod hende. Måske satte jeg mig tættere end nødvendigt, men hun rykkede sig ikke, hvilket nok betød at det ikke gjorde hende noget. Den teori var jeg ret overbevist om, da hun lænede sig ind mod mig, og lod sit hoved falde tungt på min skulder. Min arm sneg sig rundt om hende. Jeg kunne dufte hendes shampoo fra hendes stadig fugtige hår.

”Det er sandt,” hviskede hun meget lavt. Dawns tunge gled over hendes tørre læber, inden hun forsatte med at snakke. ”Det har aldrig været mit valg.”

”Dit valg?” sagde jeg spørgende, og kiggede ned på hende. Hendes brune øjne fandt mine, og hun holdt kontakten i et par sekunder inden hun kiggede frem igen. Vi sad bare der og kiggede ud i noget, der lignede ingenting.

”Forhold, venskaber, alt.” Hun trak sig pludseligt fra mig, og rejste sig op. ”Det har aldrig været op til mig!” råbte hun, og fægtede voldsomt med armene. Jeg kunne mærke, hvor længe hun havde ventet på at lade sine frustrationer gå. Hun var på kanten til at falde fra hinanden, og det eneste jeg kunne få mig selv til, var at lade mine arme omfavne hende indtil det eneste jeg kunne høre, var hendes hjertebanken og forhåbentlige lettere vejrtrækning.

Jeg vidste ikke, om hendes mor stod på den anden side af døren, og kunne høre gråden fra sin ødelagte datter, eller om hun tilfreds havde sat sig ind i køkkenet igen med et falsk smil på læben. For uanset hvad, var hendes smil ikke ægte. Og nu, hvor jeg kiggede på Dawn, blev jeg pludselig i tvivl. Var hendes smil også falskt? Eller nød hun tilstedeværelsen; livet.

Jeg nød hendes tilstedeværelse. Måske nød jeg den lidt for meget, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde ville få nok af den; af Dawn.

”Din mor valgte ikke mig.” hviskede jeg, og smilte stort da det gik op for mig, hvad jeg lige havde sagt. Dog kunne hun ikke se mig, så jeg vidste ikke om Dawn i samme øjeblik smilede med mig.

”Det gjorde jeg heller ikke,” grinede hun med et strejf af gråd. ”Du valgte mig.”

Vi grinede begge to i lidt tid, men rykkede os ikke. Dog trak jeg mig forsigtigt ud af hendes greb, og rakte min hånd frem mod hende som tegn på, at hun skulle tage i mod den.

”Lad os gå.” Hun gav mig et smil, og jeg kunne se sandheden i det. Dawns smil var ægte, eller i hvert fald i det øjeblik.

”Lad os.” Vi gik ned af trappen i stilhed, men ikke den akavede stilhed. Vi nød stilheden lige så meget som vi nød hinanden stemmer; hinandens tilstedeværelser.

Vi gik udenfor, og mærkede den rolige vind ramme os begge to.

”Tak fordi du gider det her, Calum.” sagde hun. Jeg kunne mærke hendes taknemmelighed, og min egen tilfredsstillelse. Jeg gav hendes hånd et klem, og kunne mærke hendes fingre flette sig ind i mine igen.

”Selvfølgelig.” hviskede jeg.

”Hvor skal vi hen?” spurgte hun efter noget tid, hvor vi bare var gået lige ud og lige ud, som om vi nærmede os verdens ende.

”Vil du gerne vide det eller kan du lide overraskelser?”

”Jeg kan godt lide at vide, hvad du tænker.” indrømmede hun, og jeg kiggede straks forundret på hende.

”Er det ikke åbenlyst nok, hvad jeg tænker?” grinede jeg, og kom i tanke om, hvad jeg egentligt gik rundt og tænkte på. Jeg kom i tanke om, hvor meget Dawn var begyndt at fylde. Noget af det bedste ved Dawn var, at jeg tænkte på, hvad hun tænkte på, hvad hun sagde og hvad hun gjorde. Det var ikke kun, hvor godt hun så ud. Jeg tænkte på Dawn.

”Jeg er ikke nogen Edward Cullen.” jokede hun, og lod sin skulder bumpe blidt til min overarm. Højdeforskellen var stor, hvilket gjorde det hele lidt mere romantisk.

”I så fald,” sagde jeg efter vores grin havde dæmpet sig. Jeg kiggede ned på vores stadig sammenflettede hænder. ”Er der en café nede ved havnen, som jeg synes kunne være perfekt.”

Dawn kiggede smilende op på mig. Hendes øjne faldt fra mine øjne, og ned til mine læber… mine øjne, mine læber.

”Det lyder perfekt.” smilte hun, og bed sig i underlæben, hvilket fik den kontrol jeg havde til fuldstændig at forsvinde. Jeg sank en klump, kiggede på hendes røde, fugtige læber. Jeg kunne mærke uroen i min krop.

”Hm…” hviskede jeg, og kunne mærke min krop læne sig længere over mod hendes.

”Calum.” sagde hun og afbrød mig, da jeg var få centimeter fra hendes læber. Jeg kunne mærke frustrationen vokse sig større og større, og jeg havde ingen kontrol over, hvad der ville komme ud af mig næste gang.

”Jeg er så tæt på at dræbe en eller anden lige nu.” hviskede jeg hæst, og havde stadig ikke flyttet mig.

”Er du virkelig?” hviskede hun drillende. Jeg kunne mærke hendes åndedræt på mine læber. Det blev tungere og tungere.

”Du skulle bare vide.” vrissede jeg, og trak hende endelig indtil mig. Mine læber kolliderede med hendes i et længe ventet og lidenskabeligt kys.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...