late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43222Visninger
AA

16. 15

 

X

”Lad mig invitere dig ud på en rigtig date.” spyttede jeg ud. Klokken var lidt over elleve, og Dawn og jeg havde langsomt begyndt vores samtale, da hun trådte ind i caféen. Hun stod med en kost i hånden, og kiggede undrende op på mig, med hendes store brune øje, som skreg efter svar.

”Har der været en falsk date?” prøvede hun sig frem. Hun lod sin tunge glide over hendes nu skinnende læber, og ventede på et svar fra. Mine mundvige vendte sig en smule op ad. Jeg gik langsomt over mod hende, og forlod min position, hvor jeg stod lænet hen over disken.

”Der har aldrig været en date,” begyndte jeg, og lod mine arme omfavne hende nervøst. ”Med mindre, at otte timer i en bil tæller.” hviskede jeg lavt, og begyndte langsomt at svinge fra side til side.

”Vil du gerne have at det tæller?” spurgte hun, og lod stemningen forblive skrøbelig.

”Nej.” hviskede jeg. Det var som om vores stemmer blev lavere og lavere.

”Hvorfor ikke?” grinede hun, og vendte sig besværet om i mit grab. Jeg lod mine hænder glide ned til hendes smalle talje, og placerede dem fast der. Hun bed sig hurtigt i læben, kiggede ned og lod endelig sine arme falde rundt om min nakke. Hun lod sine fingerspidser lege blidt med mit hår, mens hun endnu en gang ventede på et svar fra mig. Nogen gange var det rart, at hun stod der som det store spørgsmålstegn.

”Fordi,” begyndte jeg, og var usikker på, hvad min begrundelse ville være så snart jeg begyndte at snakke igen. ”Jeg vil have, at du husker vores første date som noget godt, og ikke otte timer i en bil for at besøge din syge bedstemor.”

Dawns smil faldt. Jeg lod min ene hånd strejfe hendes kind, hvilket fik hende til at kigge op på mig igen, og straks faldt et svagt smil på hendes læber igen. Det var næsten som om, at det her var noget seriøst. Måske var jeg sikker på, at vi begge to virkelig godt kunne lide hinanden.

”Du har en pointe.” Hun afbrød vores langvarige øjenkontakt, og lod sin hoved hvile på min skulder. Et tilfreds smil formede sig på mine læber, mens mit hjerte bankede hårdere og hårdere, jo tungere hendes hoved blev på min skulder. Det var en fantastisk følelse.

”I morgen aften. Vi kan gøre lige, hvad end du har lyst til.” forslog jeg, og kiggede spørgende på hende. Langsomt kiggede hun op på mig. Hun trak på skuldrene, og kiggede en smule væk fra mig.

”Men det er søndag i morgen, og jeg skal starte i skolen mandag, og de-”

”Jeg tror vi klarer os, Dawn.” afbrød jeg hende, og kyssede blidt og forsigtigt hendes pande. Hun puttede sit hoved ind mod mit bryst, og jeg fik hurtigt opfanget duften af hendes shampoo, dog kunne jeg ikke fortælle hvilken en det var, men af en eller anden grund kunne jeg lide det.

”Men Calum,” hviskede hun, og trak sig hurtigt fra mig, for at tage ved kosten igen. ”Jeg vil gerne se byen.”

Hun begyndte at feje den sidste krog af caféen, inden hun begyndte at tørre bordene af. Jeg grinede en smule af hende, og rystede fascineret på hovedet.

”Det er den nemmeste date, jeg nogensinde har arrangeret.”

”Hvem siger også, at alt skal være kompliceret?” påpegede hun, og gav mig et lumsk smil. Det undrede mig, at det kom fra Dawn selv. Dawn var en kompliceret person, og så altid ud til at holde sig selv hemmelig, mens hun stadig var åben. Hvordan kunne man være så lukket, men så åben på samme tid? Dawn havde et tydeligt talent.

”Du er en kompliceret pige, Dawn, og jeg har ret svært ved at finde ud af hvem du er.” indrømmede jeg, og hoppede op på disken ved siden af kassen, hvor vi tit befandt os.

”Tro mig, hvis du ikke giver op, finder du ud af det.” Dawn hviskede stadig, men det var noget ved hendes hvisken som skreg af smerte.

”Hvad mener du?” mumlede jeg, og kiggede på hende med medlidenhed i blikket. Hun smilede slesk og vendte sig hurtigt om, så hun endnu en gang stod med ryggen til mig.

”Det er kompliceret.”

Det var der jeg indså, at Dawn var et som et spil, som jeg umuligt kunne vinde. Dog spillede jeg runde efter runde, og ventede altid spændt på at vinde, men måske skulle jeg ikke vente; jeg skulle kæmpe.

”Jeg har tid.” Hun rystede smilende på hovedet, og vendte tilbage til, at tørre de mange borde af.

Endnu et af mine forsøg på, at få hende til at åbne sig op til mig, gik i vasken. Jeg vidste at jeg skulle tættere på…Meget tættere. Et smil formede sig på mine læber, selvom jeg så den store udfordring rende rundt foran mig. Dog håbede jeg på, at det ville være det hele vær, så snart jeg kunne sige, at jeg vidste helt præcist hvem Dawn Phillips var. Jeg så frem til dag, jeg vidste at det var lykkedes. Om det så skulle tage uger, måneder eller år; tiden var ikke vigtig. Jeg ville have Dawn, og jeg ville have alt. Jeg ville nyde følelsen af, at vide at hun var min, at alt ved hende var mit.

Hun bevægede sig over mod mig, og satte sig op ved siden af mig på disken.

”Jeg skal nok åbne mig op til dig en dag, Calum,” Hun smilede fjollet, og skubbede drillende til mig. Stemningen var god. Jeg kunne godt lide, at sidde her klokken halv tolv om aftenen ved siden af hende. ”Bare rolig.”

Hun hvilede sit hoved på min skulder. Mit blik bevægede sig ned mod hende, og jeg fik øje på det svage smil på hendes læber.

”Bare lov mig en ting.” sagde jeg, hvilket fik hende til at kigge op på mig. Hun sukkede udmattende og lagde sig ned på disken. Det undrede mig en smule, men hun lagde hurtigt sit hoved i mit skød, mens hendes korte ben dinglede ud over kanten.

”Hvad er der?” spurgte hun, og kiggede op på mig. Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Mine fingre gled igennem hende store manke af rødt hår, som bølgede blidt mellem mine fingre.

”Lad mig finde ud af hvem du er, inden du forlader mig.”

Hun grinede blidt af mig, og satte sig en smule op. Hendes ansigt var få centimeter fra mit. Jeg kunne mærke hendes åndedræt på mine læber. Mange af mine kræfter blev brugt på, at holde mig tilbage fra hendes fugtige, røde og let puffede læber.

”Hvem siger jeg forlader dig?”

”Jeg-”

”Jeg kan lide dig, Calum,” Jeg vidste ikke hvordan, men det var muligt for hende, at rykke sig tættere og tættere på mig uden, at lade hendes læber strejfe mine. ”Jeg kan virkelig, virkelig godt lide dig.”

Mit smil var større end nogensinde før. Hun smilede også. Da jeg betragtede Dawn, som stadig lå under mig, med et blændende smil og farlige øjne, kunne jeg ikke holde mig tilbage længere. Vores læber smeltede nærmest perfekt sammen, og man kunne mærke, at det var noget vi begge havde ventet på i lang tid.

”Jeg kan virkelig, virkelig også godt lide dig,” grinede jeg, da hun uheldigvis trak sig en smule tilbage, for at tage en dyb indånding. Hun placerede to små, blide kys på mine læber, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg holdte vejret; hendes øjne havde fanget mig. ”Mere end du aner.”

Et fnis, et fnis, forlod hendes læber, og derefter hoppede hun ned fra disken, væk fra mig, og gik over mod stolen, hvor hun havde hængt sin jakke.

”Jeg er nød til at gå nu, Calum.” Hun gik hen mod døren. Det gjorde ondt, at se hende gå.

”Vent!” sagde jeg hurtigt og spontant.

”Hvad?”

”Må jeg få dit nummer?” grinede jeg, og kiggede desperat på hende. Det var også noget, jeg selv kunne grine af. Dawn og jeg havde efterhånden brugt et par uger sammen, og det var var tydeligvis noget, dog havde vi aldrig udvekslet vores numre. Det var som regel noget af det første man gjorde, men ikke i dette tilfælde.

Dawn var noget specielt. Det var der slet ingen tvivl om. Måske havde hun bare ikke lyst til at være en efterfølger. Hun ville være en man ville kunne huske og sige: Hun gjorde tingene på sin egen måde.

”Har du virkelig brug for det, Calum?” grinede hun, og efterlod et varmt og blidt kys på min kind. ”Hent mig klokken syv.”

X

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...