late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43258Visninger
AA

15. 14

 

X

Da jeg vågnede op om morgen, turde jeg slet ikke at åbne døren indtil Dawn, som stadig lå sovende i min seng. Jeg kunne høre den lette og lave snorken komme fra bag den lukkede dør.

Det knuste langsomt mit hjerte, men jeg tror ikke rigtig at jeg indså det. Dawn var bare en pige, eller det var, hvad jeg prøvede at overbevise mig selv om.

Jeg tog den sidste slurk af kaffen, som jeg havde lavet tidligere, og ventede stadig på at mine øjne ville forblive åbne af sig selv. Jeg ville ikke sige at jeg havde fået forfærdelig meget søvn i nat. Langt fra. Jeg kunne høre Dawn vende og dreje sig i sengen. Det var næsten som om, at jeg ventede på at jeg kunne høre hendes hjerte banke.

Jeg listede ud i entréen og bandt de sorte sko, og smed jakken over skulderen. Den mørkegrå T-shirt med caféens logo sad løst og hang nærmest fra mine skuldre.

”Vi ses, Dawn,” hviskede jeg så lavt, at selv mine tanker kunne overdøve det. ”Håber jeg.” Jeg lukkede blidt døren bag mig, og gik med tunge skridt ned ad trappen, men tanken om Dawn, der lagde i min seng, begravet i dynen og puden, hendes læber blidt adskilt, hendes bryst der kørte mildt op og ned; Dawn.

”Der er du jo.” grinede Eliot, og gav mig et klap på skulderen. Jeg stod ude foran caféen, og kiggede underligt på Eliot, som underligt nok også stod der.

”H-hvad laver du her? Du har da ikke nogen vagt nu.” Jeg kiggede spørgende på ham. Hans rodede mørkeblonde hår fik hans hånd kørt igennem sig et par gange før han åbnede munden.

”Jeg tager vagten for Alexandra.” indrømmede ham. Svaret overraskede mig groft.

”Hvorfor dog det?” fnes jeg, og åbnede døren, da et vindpust ramte os begge.

”Chefen siger, at jeg ikke arbejder nok.” Jeg havde lyst til at fortælle ham, at der aldrig var nogen, der havde haft mere ret i noget, men jeg holdte min mund lukket og nikkede en smule.

”Hvad så med i aften?”

”Jeg har aflyst mine planer med den her pige… Alice eller Allison; Jeg aner det ikke.” Jeg kiggede frastødt væk fra Eliot, og hang jakken på knagen foran mig.

”Skal du være her hele dagen?” sukkede jeg, og prøvede at lyde så venlig som mulig.

Sagen var, at Eliot ikke lige var typen, der bandt sig til piger, og det frastødte mig. Desuden kunne han ikke en gang huske, hvad pigen hed som han skulle ud med. Så alt i alt var det vel en bonus, at han skulle arbejde, for ellers ville Eliots date ende som en fiasko… Hvis den overhovedet ville starte.

”Ja, hvorfor da?” grinede han, og skubbede drillende til mig. Jeg lod et svagt smil placere sig på mine læber. ”Kommer Dawn da?”  Jeg sank en klump og grinte en smule falsk.

”Ikke nærm dig emnet.” hviskede jeg, da han havde forladt rummet med et lumsk smil på læben.

Eliot var i et underligt godt humør i dag, og som den fyr jeg var, ville jeg regne med at han havde haft gang i noget.

Jeg sukkede og fortsatte ud til kassen, hvor der stod en dame, som var lidt for bekendt.

”Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg sank en klump og kiggede nervøst ned.

”Jeg vil gerne ha-” Hun stoppede og kiggede undrende på mig. ”Har jeg set dig før?”

”Ja, Mrs. Phillips. Jeg er Calum.” Hendes tynde, lange fingre klemte hårdt om hendes pung. Hun rettede på sin jakke, og kiggede om bag ved.

”Du er Dawns lidt for gode ven, er du ikke?” Jeg vidste ikke, hvad jeg helt skulle stille op, så jeg lod hende tage over mig og nikkede derfor.

”J-jo.” hviskede jeg. Det var alt for tydeligt at hun ikke kunne fordrage mig.

”Så skulle du vil ikke vide, hvor Dawn var henne.” Hun kiggede spørgende på mig, og sendte mig et blik der kunne dræbe. Jeg sank en klump, og rystede usikkert på hovedet.

”Mrs. Phillips? Hej.” Eliot kom frem ude bag fra, og jeg kunne mærke vægten lette fra mine skuldre.

”Eliot!” Mrs. Phillips røde læber forvandlede sig til et smil, da hun tøvende tog i mod Eliot hurtige kram.

”Hvad laver du her?” Jeg lænede mig tilbage, og lod min ryg hvile sig op af væggen bag mig. Min vejrtrækning blev dybere og dybere, mens lettelsen indtog min krop.

”Jeg ville have noget kaffe, men den unge mand derovre virker ret så… uvidende.” Hun skød mig et ondt blik, og rettede en smule på sit hår.

”Calum, hvad bilder du dig ind?” Eliots falske tone fyldte hele rummet. Han skubbede mig væk fra kassen, og tog i mod hendes bestilling. Hvordan kunne hende og Dawn være i samme familie? Spurgte jeg mig selv. Sjovt nok så de begge ud til, at være mindre begejstret for mig i øjeblikket.

Jeg kiggede op, og så køen blive længere. Jeg spottede noget rødt hår, og gik en smule i panik. Det kunne ikke være Dawn. Hendes mor var her; det var sikkert hende.

Jeg kiggede hen mod døren, hvor Eliot stadig stod og snakkede med Mrs. Phillips. Jeg gik hurtigt op bagved, og satte mig på en plastik stol ved det hvide bord.

Jeg burde være blevet hjemme. Jeg burde undskylde, eller Dawn burde. Dawn burde bestemme sig.

”Calum?” Hendes stemme lød. Jeg kiggede op. Jeg mødte hendes øjne; brune, dybe øjne. Hendes røde læber skilte sig ad, men lukkede hurtigt sammen igen. Hendes tænder fik fat i hendes underlæbe i noget der mindede om få sekunder.

”D-Dawn?” Hun satte sig ved siden af mig.

”Jeg har altid haft en drøm,” begyndte hun uden, at give mig et enkelt blik. ”Om at have et perfekt forhold, med en perfekt dreng som gjorde perfekte ting, men jeg ser altid ud til, at fucke det hele op.” indrømmede hun, og kiggede på mig med røde kinder.

Perfekt?

”Dawn…”

”Sandheden er at dagdrømme er farlige, fordi de for mig til at ønske mig ting, jeg aldrig kan få.”

Dawn var ikke farlig. Dawns dagdrømme var farlige. Jeg var ikke perfekt, og kunne ikke leve op til hendes krav. Måske var det hele ikke så kompliceret som vi troede.

”Dawn, du kan ikke få noget perfekt, så du er nød til at give nogle chancer til folk der prøver på, at gøre det så perfekt som muligt.”

Hun lod et kort fnis forlade hendes læber, hvilket undre mig. Hun havde tårer i øjnene, da jeg kiggede op på hende. Hun så ud som om, at hun kunne eksplodere hvert eneste sekund fra nu.

”Der er bare det, Calum,” hun snøftede kort inden hun forsatte. ”Der er ingen der prøver.”

”Du lader ingen prøve!” sagde jeg med en hævet og frustreret tone i stemmen. Jeg var meget frustreret. Dawn var nød til at indse ting, hun ikke ville indse.

”Ingen vil prøve!” Frem og tilbage. Vi diskuterede igen. Hun begyndte at åbne munden, og lod et hulk forlade hendes mund, inden hun kiggede væk fra mig igen. Det var en ny side af Dawn, som jeg ikke regnede med, at jeg nogensinde ville få at se.

”Hey,” hviskede jeg beroligende, og tog blidt ved hendes kinder. Mine tommelfingre kørte over hendes våde kinder, og vippede tårerne væk fra det blege skind. ”Hey, hey, hey, Dawn.”

”Glem det, Calum. Jeg overreage-”

Mine læber ramte hendes, og jeg kunne ikke trække mig væk. Hun var som en magnet, og uanset, hvor mange fejl hun begik, begik jeg den største; jeg gik tilbage til hende, men var det nu en fejl?

Hun smilede, og snøftede en sidste gang, da vi trak os væk. Vores pander hvilede mod hinanden. Mine hænder var på hendes kinder, mens hendes fingre kørte op og ned ad min arm.

”Du er okay. Det hele er fint.”

”Du tilgiver for hurtigt, Hood.” Hun pressede sine læber mod mine igen, og jeg kunne mærke kysset blive mere heftigt. Det var så ægte og farligt, som var det en var hendes dagdrømme.

X

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...