late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43252Visninger
AA

14. 13

 

X 

”Dawn?” spurgte jeg, da vi endelig kom ind i min lejlighed, som ikke var så rodet som jeg troede.

”Ja?” Hun bøjede sig ned for, at binde sine støvler op, og stillede dem pænt hen mod væggen. Dawn rejste sig op igen, og kiggede smilende på mig. Man kunne se, hvor træt hun var, og var desperat hun var.

”Jeg skal hen på caféen en gang i morgen tidlig.” sagde jeg forsigtigt, og slog mig selv mentalt for at have glemt det.

”Oh,” hviskede hun og nikkede. ”Skal jeg bare gå igen, ell-”

”Nej!” råbte jeg ivrigt, og kunne mærke mine kinder blive varme og røde på grund af min pinlige reaktion. Jeg havde det ikke godt med, at lade Dawn forlade mig. Jeg var allerede overbevist om, at jeg var nærmest bundet til hende og hendes eksistens.

Hun fniste en smule, og gik forbi mig mens hun rystede på hovedet. Jeg lænede mig op ad døren, og smilede svagt ved tanken om, at bruge endnu en nat med hende.

”Har du en T-shirt jeg kan låne?” Hendes stemme var svag og usikker, og ja, det overraskede mig. Dawn virkede ikke som en usikker person, og da slet ikke da det kom til sådan et spørgsmål.

”J-ja, selvfølgelig.” Jeg hastede forbi hende, og åbnede den knirkende dør indtil soveværelset, hvor jeg hurtigt åbnede mit skab og trak en T-shirt ud, som Dawn kunne bruge mens hun var her.

Jeg kastede den til hende, og hun lod sine fingre røre ved stoffet i nogle sekunder. Hendes blik kørte hurtigt op til mig.

”Vend dig om.” grinede hun drillende, og hentydede til mit blik som skannede hende grundigt. Jeg havde det som om, at jeg var nød til at opsluge hver eneste lille eller pludselige bevægelse, som Dawn lavede. Jeg kunne ikke vende mig – jeg ville ikke.

”Hvorfor?” hviskede jeg udfordrende til Dawn, hvis ansigt hurtigt ændrede sig, og hun sendte mig et skuende og irriteret blik.

”Ja hvorfor mon?” Jeg rejste mig op fra sengen, som jeg havde sat mig på tidligere, og gik over mod den lille rødhårede pige, som stod oprejst i mit soveværelse. Hendes sikre facade flækkede langsomt, da jeg tog tunge og overvejende skridt over mod hende.

”Dawn,” Det var som om, at det hele blev en leg om, hvem der kunne hviske lavest, mens vi begge kæmpede om magten. ”Lad mig.”

Jeg kunne høre hende synke, og det fik mig til at placere end svagt smil på mine læber. Det var lyden af overtagelse.

”Ca-Calum, det-” Jeg lod mine fingre strejfe den første knap på hendes lyseblå skojrte. Jeg fumlede ubesværet med den inden jeg knappede den op. Hun holdte vejret. Jeg knappede den næste knap op. Hun hev efter vejret. Til sidst prøvede hun desperat på, at dække sin krop, og kontrollere sin vejrtrækning.

Mine læber strejfede hendes, og hun frøs. Jeg lod mine hænder glide ned ad hendes bare arme. Det hele blev mere og mere intenst, og mine bukser blev strammere og strammere.

”Fuck.” mumlede jeg under min besværede vejrtrækning.

”Calum, hør, du er en sød dreng, men jeg har ikke lyst til det her?”

”Hvad gjorde jeg forkert?” spurgte jeg hurtigt. Jeg var desperat, og jeg kunne virkelig ikke klare at hun stoppede nu. Men sådan var det jo med Dawn. Et stort mysterium; man vidste aldrig, hvad hun havde i tankerne.

”Du er min eneste ven i denne her by, og jeg vil bare ikke have at tingene skal gå galt.” forklarede hun, og kiggede undskyldende på mig.

”Dawn, du ved aldrig om tingene rent faktisk går galt.” Jeg vidste ikke om jeg prøvede at lære hende noget, eller bare gerne ville have at hun skulle være min.

”Men det gør jeg, Calum.” sagde hun og slog ud med armene. Hun kiggede hurtigt rundt efter T-shirten jeg havde givet hende, og trak den irriteret over hovedet.

”Tag nogle chanc-”

”Jeg har taget chancer, ” sagde hun med en hævet tone i stemmen. Jeg kunne se, at hun var ved at eksplodere, og jeg havde ikke lyst til at virke som den irriterende fyr. ”Alt for mange chancer, og jeg mister altid de ting jeg holder mest af.” råbte hun. Jeg betragtede hende hænder, mens de fandt deres vej til hendes røde, let uglede hår. Der gik det op for mig, hvad hun hentydede til. Jeg vidste ikke om jeg skulle tro på, at hun holdte af mig, eller om jeg måske havde misforstået det. Dog kunne jeg ikke få det ind i hovedet, da jeg var mindst lige så frustreret som hende. Hun holdte mig i strakt arm, og min hverdag var snart fyldt op af Dawn.

”Så bestem dig for, om du vil tage den chance med mig,” vrissede jeg, og smed mig irriteret på sengen.

”Calum, jeg vil ikke miste dig.”

”Fint, det er fint.” sukkede jeg, og rejste mig.

”Jeg, ehm, skal nok tage sofaen.” mumlede hun, og jeg kunne høre at hun følte sig skyldig. Dog var hun stadig min gæst, og jeg var stadig en rar fyr, så jeg måtte alligevel protestere.

”Nej, Dawn. Bare fordi jeg er sur, skal du ikke behandles dårligt.” hviskede jeg, og trådte forbi hende med et falsk smil på læben.

”Er du sur?” hviskede hun uskyldigt, hvilket pissede mig af på mange måde. Dawn testede mine grænser. Jeg sukkede dybt, og lod min krop hvile tungt mod dørkarmen.

”Jeg tager sofaen, da jeg skal tidligt op, og jeg vil ikke vække dig. Så du kan bare blive til jeg kommer tilbage, eller gå når du har lyst. Bare smæk døren i så er den låst-”

”Calum.” sukkede hun opgivende, og prøvede at række ud efter mig. Jeg fandt mig selv i, at undgå hendes fingrespidser, og træde hurtigt tilbage.

”Godnat, Dawn.” Og med det tog jeg fat i dørhåndtaget, og lukkede blidt døren til soveværelset. Jeg kiggede uoverskueligt rundt i min mørke stue, og greb fat i de ting jeg skulle bruge i et langsomt tempo. Det irriterede mig, at jeg allerede følte mig så bundet til Dawn og ikke bare kunne lade hende eller mine følelser gå. Det irriterede mig, at Dawn ikke åbnede sig op. Jeg blev afvist gang på gang, og alligevel fandt jeg alligevel mig selv i at tilbyde hende mit soveværelse når som helst.

Jeg var et rod, og jeg gad ikke at indse det. Dawn prøvede at rydde op, men virkede ikke til at magte det, og smed derfor det hele til siden og lavede en endnu større bunke med rod, rod og atter rod.

Det var efterhånden blevet et af de få ord jeg kunne beskrive mig selv med. Jeg var klar til at tage Dawns hånd, og gå med hende igennem alt, mens hun nemt kunne lade sine fingre glide ud af mit greb. Engle flyver, og Dawn var en engel. Satan ødelægger, og Dawn var en satan.

Hun trak mig ned, og lige inden jeg ramte bunden, kom hun flyvende, og reddede det hele.

Måske var Dawn slet ingen af delene, men bare en pige som jeg var faldet lidt for hårdt for, og måske var det slet ikke meningen at hun skulle rydde op i mig, flyve ned og samle mig op fra bunden… Måske skulle jeg selv klare det.

Dog virkede det hele så uoverskueligt, og jeg vidste at jeg ville overgive mig til hende og hendes lyserøde, bløde læber, hendes mørkebrune øjne, og generelt bare hele hendes eksistens.

X

HEJ MENNESKER. JEG ER LYKKELIG, FOR HAR SET MINE FAVORITTER LIVE OG HAR MØDT SÅ MANGE SØDE MENNESKER. I FÅR LIGE DETTE KAPITEL, SELVOM JEG ER SLØV MED OPDATERINGER.

Når men... har haft travlt i denne uge, da jeg tirsdag satte kurs mod københavn for at tage til 5 Seconds of Summer koncert (hvilket var det bedste ughhh) og så var jeg først hjemme klokken to om natten, og fik lov til at blive hjemme fra skole, da jeg hverken havde overskud eller stemme.. (så onsdag prøvede jeg at fatte at jeg havde set dem live, mens jeg konstant var ved at falde i søvn)

Torsdag ( i dag) blev min kusine konfirmeret, og har været til konfirmation hele dagen. Fredag skal jeg arbejde, og lørdag skal jeg til fest (ugh) 

SÅ HAR TRAVLT LIGE NU, MEN ELSKER JER SÅ HERE YOU GO.

(NICE TO MEET YOU AGAIN HAR RAMT 12.000... HOW???)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...