late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43248Visninger
AA

13. 12

 

X

Jeg gik forbi caféen fredag aften, for at se om Dawn ville befinde sig derinde. Klokken var 28 minutter over elleve, og jeg havde ret. Dawn stod med en kost i hånden, og prøvede på at fejede skidtet under bordende hen mod skraldespanden. Jeg kiggede efter Eliot, som havde vagten, men jeg kunne ikke spotte ham.

Vinden ramte mig kort, hvilket gav mig en del kuldegysninger. Jeg kiggede nervøst på dørhåndtaget, men kiggede hurtigt op igen. Dawn stod med ryggen til mig, og var uheldigvis i gang med at sætte de lange røde hår op i en hestehale, hvilket helt automatisk fik min hånd til at gribe fat i håndtaget.

Dawn kiggede forskrækket tilbage, og lod et lavt skrig forlade hendes mund. Et smil formede sig på mine læber.

”Hej.” grinede jeg, og lukkede blidt døren bag mig.

”Calum, vær sød ikke at gøre det igen.” bad hun mig, og greb fat i kosten endnu en gang.

”Undskyld.”

”Hvad laver du her?” spurgte hun efter lidt tid, mens hun færdigjorde det sidste hjørne af caféen. Hun skubbede fejebakken hen i mod mig, og jeg satte mig tøvende ned på knæ, og kiggede ned på gulvet mens hun fejede skidtet op på det hvide stykke plastik. Jeg rejste mig, og proppede det hele i skraldespanden.

”Jeg, ehm, ville gerne se dig.” sagde jeg, og lagde først nu mærke til, hvor lam min begrundelse var.

”Dybt,” grinede Dawn, og tænkte en smule over mine ord. Hun forsvandt om bag ved, og tog de lyserøde gummihandsker af. Da hun kom tilbage hoppede hun op på disken, så hun sad foran mig. Jeg havde placeret mig på en stol foran diskede, og kiggede nu op på hende. ”Men sødt.”

Mine kinder blev røde, og jeg kiggede derefter flovt ned. Her sad jeg på en fredag aften på en café, hvor jeg arbejdede mere end jeg skulle, og rødmede.

”Det var det platteste du nogensinde havde hørt, ikke?” grinede jeg, og kiggede op i hendes brune øjne.

”Jo.” grinede hun, og lod sit blik hvile på mig. Jeg vidste ikke hvorfor, men en følelse af tryghed skyllede hen over mig. Jeg havde så mange spørgsmål, at stille hende. Jeg var ikke en gang sikker på at jeg kendte spørgsmålene selv. Alt jeg vidste var bare, at jeg ville vide hver eneste lille detalje om hende. Jeg ville vide de mest ligegyldige ting, som hvorfor hendes hår var rødt, og hun ville svare at det kom fra hendes mor side, og jeg ville smile. Jeg ville smile af rytmen som hendes læber bevægede sig i. Jeg ville smile af måden hun ville kigge ned på hendes hænder, mens hun overvejede sit svar på det spørgsmål jeg havde stillet hende.

”Dawn?” spurgte jeg, og løsrev mig fra hendes øjne. Hun nikkede og kiggede ventende på mig. Jeg havde en følelse af, at Dawn altid ville lytte. ”Hvor gik du i skole henne før?”

”Det gjorde jeg ikke,” svarede hun kort efter, og kiggede op fra sine hænder, og trak blidt på hendes smalle skuldre. ”Jeg havde en privatlærer, som helt ærligt ikke var så begejstret for min måde at leve livet på.”

”Hvorfor blev du undervist af en privatlærer?” grinede jeg, og kiggede underligt på hende. Ikke fordi det var underligt, men fordi jeg altid havde tænkt på Dawn som en pige, som fortalte hendes mange teorier om livet til hende mange venner.

”Fordi Calum,” begyndte hun, og kiggede ud af vinduet med et svagt smil. ”Jeg er god til at forlade verden.”

”Mentalt eller fysisk?” spurgte jeg hurtigt, og kiggede udfordrende på hende, og forventede et kompliceret svar. Men selvom Dawn var kompliceret var hun også en utrolig simpel.

”Begge dele,” sagde hun, men kiggede på mig med et svagt smil, og jeg vidste at hun havde mere at sige. Jeg kiggede smilende. ”Men det har stadig ikke lykkedes mig at forlade dig, Calum.”

Stilheden fyldte caféen, men denne gang var stemningen ikke akavet, og vi prøvede heller ikke på at gøre den akavet.

Jeg rejste mig op, og tog de få skridt hen mod disken, hvor Dawn sad. Jeg placerede mig mellem hendes ben, og lænede mig ind mod hendes hals.

”Jeg håber heller ikke at det lykkedes for dig,” hviskede jeg, og placerede et blidt kys på hendes hals. Vi var så stille, at kunne høre mine læber forlade hendes bløde skin igen og igen. ”For, Dawn, jeg vil ikke miste dig.”

Hun tog mit ansigt i hendes hænder, og pressede vores pander sammen. Derefter pressede hun sine bløde læber mod mine i et mildt kys. Pludselig fortrød jeg ikke, at jeg listede rundt om natten, bare fordi jeg gerne ville se Dawn.

”Det tror jeg heller ikke, at du gør… foreløbig.” hviskede hun forpustet efter få sekunder, og pressede hurtigt sine læber mod mine igen som om, at hun ikke kunne undvære følelsen af mine læber mod hendes.

”Foreløbig,” hviskede jeg hæst, og placerede små kys ned ad hendes hals. Hun lænede hovedet tilbage, og gav min mere plads. Jeg sugede mig blidt fast, og selvom jeg at vidste at Dawn ville få problemer, tror jeg ikke at nogen af os kunne være mere ligeglade i dette øjeblik. ”Det tror jeg godt, at jeg kan leve med.”

Hun grinede lavt, og samlede hendes ben om min talje. Jeg grinede en smule af hende, og viklede min arme rundt om hende, så hun ville føle sig mindst lige så tryg som jeg gjorde.

”Ca-Calum?” stønnede hun svagt, hvilket fik mig til at trække mig en smule tilbage. ”Kan jeg sove hos dig?” Hun begravede sit ansigt i min skulder, og jeg kunne straks mærke hvor røde mine kinder blev.

Jeg havde aldrig været det pigerne faldt for. Så snart en pige så noget sødt ved mig dræbte jeg forholdet før det overhovedet begyndte.

”Dawn?” spurgte jeg igen, og holdte hende tæt ind til mig med min ene hånd, mens jeg slukkede lyset.

”Hmm.” mumlede hun søvnigt, men lod ikke hendes hoved forlade min skulder.

”Jeg har på fornemmelsen at det her ikke ender som noget lort.” grinede jeg, og trak hende tættere ind til mig, mens jeg gik forbi bordene og stolene. Jeg åbnede døren, og pressede hende blidt op af muren, og låste bag mig.

”Man ved aldrig, Calum.”

”Hvad mener du?” spurgte jeg hurtigt, og fik hende til at kigge mig dybt i øjnene. Alt jeg ville have, var at Dawn var sikker på det her, på vores – hvad end det nu var – forhold.

”Jeg har en tendens til at ødelægge en del ting.”

”Jeg har en tendens til at prøve på at fikse alt, der går i stykker.” indrømmede jeg. Jeg havde altid været typen, som gav op på en del ting, for at gøre en god gerning for en anden. Hvis en ven havde det dårligt, blev jeg ved med at forsøge på, at gøre ham eller hende glad igen. Sandheden var at jeg nok havde tabt mig selv, men da Dawn lige pludselig stod i døren til caféen var det som om hun allerede havde gravet dybt ned i mig, og fik mig til at finde mig selv igen.

”Så,” begyndt hun, og lænede sig ind mod mit øre. Hun kyssede blidt min kind, og fortsatte så. Jeg kunne mærke hendes lyserøde læber nærmer sig mit øre, og en blid, hæs vejrtrækning kunne høres kort efter. ”Vær forberedt, for jeg er en ødelægger.”

”H-hvad ødelægger du?” hviskede jeg nysgerrigt. Vi stod tæt i den smalle døråbning. Hendes ben var stadig viklet rundt om min talje, og hendes ryg var stadig presset mildt mod murstensvæggen.

”Mennesker som dig og mig.”

 

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...