late night - calum hood

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
det startede med pigen, som skulle gøre rent på en café om aftenen, men da hun møder calum hood, som har aften vagten, får hun ret mange andre grunde til at blive ved med at komme der.

82Likes
186Kommentarer
43224Visninger
AA

12. 11

 

X

 

Man kunne vel godt kalde det vores første skænderi. Jeg ville personligt ikke kalde det et skænderi. Lad os sige, at vi var uenige om nogle ting. Dog var jeg en stolt person, så jeg stod ved min mening, og jeg vidste at når jeg sagde hun sendte mig blandede signaler, så havde jeg ret. Der var bare det, at Dawn inderst inde var lige så stolt. Jeg tror at hun vidste, at hun holde mig hen, at hun gav mig blandede signaler. Jeg tror hun kunne lide, og jeg tror også, at hun vidste det var forkert, og derfor ikke ville indrømme, at det var det hun alt i alt gjorde; legede lege med mig.

Klokken to om eftermiddagen, og jeg var på vej hen mod caféen. Det var tirsdag, og jeg havde ikke haft mulighed for at snakke med Dawn i går. Jeg tror heller ikke at Dawn havde lyst til at snakke med mig. Det gjorde mig en smule bange, da jeg inderst inde vidste, at jeg på en eller anden måde var blevet afhængig af Dawn. Det var trist, men sandt. Det var aldrig godt, at blive afhængig af en person, og da slet ikke kærlighed.

Mennesker har en dårlig vane; de svigter hinanden om og om igen. Jeg havde på fornemmelsen, at det også var noget Dawn og jeg skulle igennem. Alle skulle igennem det.

Jeg trådte op på de to få trappe trin, der var foran caféens dør, og da jeg åbnede døren lød klokken over mig. Folk drejede som sædvanligt deres blikke mod døren, men lod aldrig deres blikke hvile for længe, før de kiggede på personen overfor sig, bogen foran sig, eller vendte tilbage til hvad end de lavede før.

”Hej, Calum.” sagde Eliot, og løsnede sit forklæde, og hang det på knagen.

”Hej.” mumlede jeg, og gik irriteret forbi ham. Jeg havde mange grunde til at hade Eliot. Han var alt i alt en idiot, men dog var han en kollega, og til tider en sjov fyr. Måske var jeg bare heller ikke en type, der hadede folk fordi de begik fejl, fordi hvem kan jeg dømme? Jeg laver selv utallige fejl.

”Vi ses!” råbte Eliot til de få mennesker ude bag ved, og fik få svar tilbage. Jeg smilede svagt til Eliot, da han gik forbi mig ude i garderoben. Jeg bandt forklædet, og gik sukkende ud til kassen, hvor jeg langsomt begyndte at læse hver eneste person i caféen og tage i mod bestillinger. Nogle ukendte og andre kendte.

Det gik op for mig, at diskussionen med Dawn virkelig havde ramt mig hårdere, end jeg troede den havde. Det var jo tydeligt, at jeg var faldet ret så hårdt for pigen, som var det største mysterium som byen længe havde set. Dog var hun så skjult, og jeg følte at hun var min lille hemmelighed, hvilket hun ikke rigtigt var, men jeg havde vel ret til at føle det.

Jeg vidste ikke om Dawn snakkede med andre end mig, og jeg ville elske at sige, at jeg var den eneste hun snakkede med, men jeg havde på fornemmelsen, at når Dawn begyndte på min skole, ville hun hurtigt få venner. Dawn var interessant, eller det var i hvert faldt, hvordan jeg så hende. Jeg var sikker på, at mange på skolen, der ville finde hende mindst lige så interessant som jeg fandt hende. På mange måder gjorde det ondt, for af en eller anden grund, havde jeg lyst til at lade Dawn forblive min, og kun min, men jeg vidste også at det ikke var en mulighed. Jeg var ikke en gang sikker på, at Dawn var min længere. Måske havde hun indset, at hun var for god til mig, og jeg var bare en sølle ung dreng, der arbejde hårdt for at kunne betale huslejen i en etværelses lejlighed i den ’fattige’ del af byen.

Klokken over døren lød. Mit blik røg op, og selvom jeg havde et trist udtryk i ansigtet, fandt jeg alligevel mig selv i at læse personen.

En lav skikkelse, rødt hår, sorte bukser, enkelt T-shirt, søgende blik; Dawn. Jeg kunne mærke mit hjerte banke hurtigere og hurtigere, men jeg vidste ikke om Dawn var kommet her, for at snakke med mig. Dog bakkede jeg langsomt bagud, og forsvandt ud i køkkenet, hvor jeg bad en om at tage min plads ved kassen.

”D-Dawn?” hviskede jeg hæst, og prikkede hende nervøst på skulderen. Hendes øjne lyste svagt op, og hun gav mig hurtigt et undskyldende blik.

”Hej, Calum.” hviskede hun, og hentydede til pladsen overfor hende. Hun havde placeret sig i hjørnet af caféen, hvilket jeg nok havde gættet mig til siden det var en typisk Dawn-ting; at forsvinde fra virkeligheden.

”Så…” Jeg kiggede tøvende på hende. Jeg havde ikke lyst til at undskylde. Jeg havde ikke gjort noget galt. Hun burde give mig ret, og så var vi kvit. Dawn frustrerede mig ret så meget, men hun trak mig også så tæt på hende, og jeg var ikke sikker på at jeg kunne slippe fri, men det var ikke en dårlig ting, for jeg gav ikke mig selv lov til at løbe væk fra en mulighed som Dawn Phillips.

”Så…” gentog hun, og lod sine fingre køre blidt mellem hinanden. ”Undskyld?” sagde hun spørgende, hvilket gjorde mig sur. Decideret vred, faktisk.

”Du lyder ikke så sikker, Dawn.” vrissede jeg, og rejste mig, da jeg ikke havde tænkt mig at blive, hvis hun ikke gad at undskylde. Jeg var måske ikke så interessant som hende, men jeg var stadig noget værd.

”Undskyld, Calum, virkelig.” Hun rejste sig hurtigt op, og lod sin hånd få fat i min arm inden jeg forlod bordet helt.

”Det er fint, tror je-”

”Nej, Calum, jeg var en fjols. Jeg burde ikke rende rundt, og afvise dig, når du er så sød i mod mig, og-”

”Det er fint, Dawn.” grinede jeg. Jeg havde fået, hvad jeg ville have, og behøvede ikke mere. Måske overdrev vi begge to situationen, hvilket fik mig til at tænke på de mange fremtidige diskussioner vi ville have.

”Jeg giver bare ingen mening.” mumlede hun trist, og trak mig ned så vi sad ved bordet igen. Jeg smilede svagt, og flettede mine fingre ind i hendes, og kunne straks mærke følelserne eksplodere i mig. Jeg fik øje på elastikken i Dawns hår, og da jeg trak den ud, så det ud til at det hele nok skulle blive okay.

”Det behøver ikke at give mening for at være smukt.” hviskede jeg, og tog en tot hår om bag hendes øre. Jeg kunne se hendes kinder blive en svag nuance af lyserød. Hun blinkede et par gange, og kiggede så op på mig det sine store, brune øjne, som jeg hurtigt nærmest druknede i.

”Smuk?” grinede hun, og rystede forvirret på hovedet.

”Ja, Dawn,” Jeg kiggede seriøst på Dawn, som indså at det ikke var en joke, og bed sig hårdt i underlæben. ”Smuk.”

”Du ser selv ret så godt ud, Mr. Hood.” grinede hun, og prøvede endnu en gang at forsvinde en smule fra virkeligheden. Og jeg tænkte: Hvorfor ikke forsvinde med hende.

”Mr. Hood ligefrem?”

”Er der noget andet du hellere ville have?”

”Jeg har noget i tankerne.” hviskede jeg, og rejste mig op, og trak hende derefter op. Jeg lod mine læber strejfe hendes, og gav hende et svagt, drillende kys, inden jeg forsvandt bag disken for at gøre mit arbejde færdig, og så Dawn kigge på mig med røde kinder, og et blik som jeg aldrig ville glemme.

Og jeg tror rent faktisk jeg forlod virkeligheden, da jeg kiggede ind i Dawns øjne. De var ikke som et hav. De var bare som en endeløs strøm af drømme og håb, som en hver ville fare vild i.

 

X

 

 

hejsa! opdatering fordi vi har forlænget weekend!! Det ville gøre mig så glad hvis I smed en kommentar, please.

5000+ visninger!!! (og ntmya nærmer sig de 10.000!!!!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...